Kattedamebekymring #4

Jeg overvejer at holde op med at tage Frank til dyrlægen. Det ender tilsyneladende aldrig godt, og vi plejer at gå derfra med matchende sure miner. Hans over mit forrædderi og min over den ofte ret voldsomme sum penge, der netop er gået op i røg.

Det startede ellers godt i dag. Vi skulle til tjek med hans ører (igen-igen), og jeg var ret sikker på, at der ikke var godt nyt. Men det var der! Herren producerer bare imponerende mængder ørevoks(!) og har en del arvæv fra ørermider i sin ungdom. Ingen svamp. Jeg blev så lettet over den nyhed, at jeg i min kådhed fik bedt dyrlægen om også at tjekke hans tandkød, fordi han i går og i dag har virket lidt irriteret, når han spiste. Og så brød helvede ellers løs. Min stakkels Frankemis er helt sikkert ikke udstyret med verdens heldigste tandsæt – på den måde lever han ganske godt op til at være brite, hø hø. For snart to år siden fik han fjernet to hjørnetænder (under dramatiske omstændigheder), og nu er der tegn på, at han skal af med en tredje også. I første omgang håber vi på, at der er tale om en almindelig omgang tandkødsbetændelse, for guderne skal vide, jeg ikke har råd til en operation mere.

Dyrlægen kunne godt se panikken i mine øjne og var fantastisk sød kun at opkræve betaling for øretjekket, som var en opfølgende konsultation og derfor væsentligt billigere end en almindelig af slagsen. Jeg nåede at være lettet og nærmest føle mig lidt økonomisk ovenpå, indtil jeg på hjemvejen kiggede forbi apoteket for at hente Frankens antibiotika… Av. Så blev det alligevel frikadeller i stedet for bøf til aftensmad.

Nu ser jeg frem til otte dage med at forsøge at overtale dyret til at spise piller flere gange om dagen og de efterfølgende dræberblikke og fnysen i min generelle retning. Always fun! Jeg overvejer samtidig, om det måske var på tide at lave en Frank-opsparingskonto, så jeg ikke er nødt til at nærme mig min gavmilde moder med tiggermine på, hver eneste gang pensionisten fejler noget nyt. Det er en dyr, men udsøgt fornøjelse at have en senior i huset.

Kommentarer (18)

  • Har du overvejet en sygeforsikring til ham? Det er ikke sikkert det ville kunne betale sig, men det er værd at undersøge. Agria forsikrer også ældre dyr, så skal du bare have lavet en speciel sundhedsattest til ham som de sender. Du kan i hvert fald prøve at ringe til dem og så vurdere om du synes det kan betale sig.

  • Kan Frank lide de der “cat-sticks”? Min Percy vil absolut heller ikke spise piller, men skulle også engang have antibiotika (for ørebetændelse, der havde spredt sig til mellem hans tæer fordi han elsker at spise sit ørevoks, uff). Han elsker cat-sticks, især dem her med “taurin”: http://www.maxizoo.dk/vitakraft-cat-stick-mini-taurin-3-x-6-g.html , så jeg brækkede stængerne op på langs, brækkede hans pille i kvarte og klemte dem ind i cat-sticks-stykker. Voila, et styks rask kat, der med glæde spiste sine piller.

  • Når min kat får piller (ormekur, som han bestemt ikke er fan af) tager jeg en klat leverpostej og putter pillen i, og wupi dupti, så er den væk helt uden en sur kat 😀

  • Uh ha, stakkels Frank. Jeg har også en British shorthair som hedder Franz. Heldigvis har han endnu ikke fejlet noget tilbagevendende men kan huske der var et år hvor dyrlægen beordrede os til at børste tænder på ham med sådan en 'pegefingerstrømpe', og så har han været på seriøs slankekur som har gjort ham lidt psycho.

  • Hej Miriam. Synes du burde undersøge hvad det koster at forsikre ham? Vi har vores kat forsikret hos Agria, og selvom hun aldrig har fejlet noget, så er det rigtig rart. Håber han snart får det bedre!

  • Det har tidligere været ret svært at få forsikret en kat, der er nået en vis alder, og de dækker ofte heller ikke tænder. Men der er kommet flere forsikringsselskaber til, så det kan selvfølgelig undersøges. Jeg synes, det lyder fornuftigt med en opsparing til hans dyrlægebesøg. Det kan være ret dyrt at have kat, når de er syge, det ved vi alt om! Vi er selv igennem et meget langt forløb med vores Ozzy, der har kronisk mundhulebetændelse, og jeg kan varmt anbefale http://www.tanddyreklinikken.dk/ De er superdygtige, og Jens er europæisk ekspert i tand- og mundsygdomme. Vi har selv haft Ozzy hos ham, efter først at have haft ham hos en anden dyrlæge, der ikke havde samme erfaring med den kroniske tandkødsbetændelse. Jens er meget behagelig og tålmodig og god med dyrene. Nu ved jeg ikke, hvor du bor, men Tandklinikken ligger i Måløv.

  • Jeg har altid lagt 200 kr fra hver måned på en dårlig konto, siden vi fik Joey, fordi jeg ikke ville kunne holde ud at skulle vælge ham fra pga økonomi. Der SKAL være penge til dyrlæge, når man har dyr, eller skal man ikke have dem efter min mening. Jeg går også helt i koma over bekendte, som for tredje gang skal af med killinger, fordi de ikke har “haft råd” til sterilisation. Totalt uansvarligt.. Jeg håber, at alt bliver okay med Franken, han er så dejlig:)

  • Haha, “dårlig konto” er self SÆRLIG konto 🙂
    BTW så ved jeg, at man kan få en pille-skyder, som sender piller hurtigt ned i halsen, hvis alt andet bare ikke virker. Min er heldigvis en ædedolk:)

  • Det kan slet ikke svare sig. Statistisk set skulle Frank have været død for flere år siden, og derudover er han en racekat med kendte sygdomstilbøjeligheder, så udgiften til forsikringen ville være absurd høj. 🙁

  • Jeg plejer også at snige piller i noget mad, men den her gang er det kapsler, og dem kan man ikke rigtigt brække over. Pisseirriterende!

  • Det er smart, men funker desværre ikke med Frank, fordi han ikke tygger, men snarere slikker den type made i sig. Sære dyr. Jeg plejer at snyde ham med en godbid, men den her gang er det nogle kæmpestore kapsler, så jeg er bange for, at der må nye tricks til! 😀

  • Det kan desværre slet ikke svare sig, fordi Frank er så gammel og tilhører en race med kendte tilbøjeligheder til en ordentlig bunke sygdomme.

  • Du har desværre helt ret mht forsikring. Jeg har kigget på det, men nu fylder han fjorten om en uges tid, og så er mulighederne få. Jeg tror også, en opsparing er det bedste bud.

  • Jeg er helt enig. Jeg har så bare brugt mor-løsningen i stedet for at være fornuftig lige som dig. 😉 Jeg spasser generelt skråt på folk, der laver killinger bare fordi. Som om vi ikke har nok hjemløse katte i forvejen! Men ja, jeg tænker også, at en Frank-konto umiddelbart er den bedste løsning. Især fordi det ikke just virker til, at hans dyrlægebesøg bliver færre… :-/

  • Hehe, Franz er fra november 2010 og er faktisk fra et g kuld, han hed vist oprindelig Geronimo, men det kunne vi ikke leve med

  • Jeg har også en brite, og hun er sleeeeet ikke så snu på det punkt. Plejer at købe Aldis billigste, mest snaskede kattemad, og så smutte en pille ind i midten af hele herligheden. Hun slikker også sovsen af bidderne, men piller ryger altid ned (måske fordi den smager af sovs). Det kunne være forsøget værd!

Der er lukket for kommentarer.