Den obligatoriske julestress-undskyldning

Den er noget sporadisk i disse dage, min blogging. Der er pres på. Jeg gør mit bedste for at balancere juleri (som fx juletræshentning med fader/julemanden) og læsning, og så ryger bloggen lidt i svinget. Forhåbentlig gør det ikke så meget. Jeg gætter på, de fleste af jer nok også har travlt med at få det hele på plads inden i morgen, så I har nok slet ikke tid til at sidde inde på Bloglovin’ og desperat klikke “opdater”, som det ind imellem sker, når man keder sig helt forfærdeligt.

Min allersidste julegave ankom med posten tidligere i dag. Det var lidt på et hængende hår, men nu skulle der være styr på det. Til gengæld kan jeg mærke bitterheden komme snigende, fordi min Secret Santa ikke har givet lyd fra sig, og det kunne da lige passe, at jeg har fået en af dem, der har tilmeldt sig bare for at få en gratis gave uden at have tænkt sig at give noget retur. Og jeg som ellers brugte så meget tid og energi (og penge!) på min… Undskyld karma, men du har overset noget!

Slutter indlægget af med lidt skamløs selvpromovering for bloggens Facebookside, hvor jeg poster en masse ligegyldige, men forhåbentlig ind imellem også lidt underholdende ting. Så der kan man altid kigge ind, hvis man synes, det halter lidt med opdateringer på bloggen. Alternativt kan man følge mig på instagram (@miriampoulsen), men det er på eget ansvar, for der er vist generel konsensus om, at det ikke just er min force at poste hverken særlig gode eller særlig interessante billeder… Men hvis man er til en let grynet Frank, er det the shit!

Kommentarer (13)

Der er lukket for kommentarer.