Problemet med Tinder er…

…At hvis man bor i København, er halvdelen af alle de foreslåede mænd svenskere, og jeg taler herredårligt svensk.

…At der generelt er lidt forvirring om, hvorvidt det er en dating-app eller en knalde-app.

…At en virkelig stor procentdel af mænd tilsyneladende ikke kan finde ud af at tage selfies og derfor tager dem så langt nedefra, at man nærmest kan se deres hjerne op igennem deres næsebor. Not hot.

…At jeg reelt likede en mand, fordi der var en virkelig sød kat på et af hans billeder. Jaja, jeg ved det godt, men den var ekseptionelt sød, jeg sværger!

…At det er virkelig moderne at have skæg, og når man er vokset op med en far, hvis hage man af selv samme årsag aldrig har set, så forbindes den type ansigtsbehåring altså ikke med noget frækt.

…At det tilsyneladende er så vigtigt at være motionsfreak, at fire ud af fem billeder er actionshots. Okay, du kan godt lide at snowboarde… Laver du andet? For personligt synes jeg fx, det ville være meget mere tiltalende, hvis du nu læste vildt mange bøger.

…At der er en stor gruppe mænd, der tror, at piger tænder på gamle DKBN-billeder.

…At jeg ikke kan finde ud af at lade være med at tale om Frank.

…At der er overraskende mange mænd, der hedder Frank.

…At det tilsyneladende er utrendy at skrive så meget som en sætning om sig selv, hvorfor man først opdager folk, der skriver “sku” i stedet for “sgu” og “osse” i stedet for “også”, når det er for sent.

…At det er uetisk at hænge folks profilbilleder ud på bloggen. I guder, hvor kunne vi ellers have fået meget spas ud af det!

Kommentarer (26)

Der er lukket for kommentarer.