Jeg er jo Bridget Jones #125

1. Jeg skal selvfølgelig først og fremmest undskylde, at Bridget er en dag forsinket. Jeg havde alle intentioner om at at lave indlægget i går, men jeg var simpelthen så smadret, at man skulle tro, jeg havde været på flerdagesdruk, og det på trods af at jeg aftenen forinden kun havde fået et enkelt, lille glas kir.

2. Sov på den bekostning i øvrigt 12 timer i nat. Bum.

3. I mandags stoppede mit toilet til på grund af Frank-bræk. Og for at føje spot til skade, så er mit kattedamefilter åbenbart gået i stykker, så jeg besluttede mig frisk for at dele den oplysning med hele Facebook.

4. Efter den famøse kjolejagt besluttede jeg mig at flotte mig med en sandwich. Jeg elsker sandwiches, men man kommer snildt af med en halvtredser for sådan en basse, så det bliver ikke til så mange på mit SU-budget. Da jeg kom hjem, satte jeg begejstret tænderne i min investering kun for at konkludere, at den var totalt smurt ind i sennep. Jeg kan ikke fordrage sennep. Endte kraftstejlme med at måtte smide hele lortet ud.

5. I onsdag kom jeg ved en fejl til at regulere temperaturen i mit køleskab, og da jeg stod op torsdag, var indholdet totalt frossent. Og jeg mener alt.

6. Antal gange til min fars fødselsdag jeg fik bemærkningen: “Dig har jeg vist ikke set i 15 år!” – Omkring syv. Antal gange jeg derefter måtte stå og undskylde for at være blevet voksen: Også syv.

7. Antal gange Frank blev nævnt i taler: To. Samme antal som børnebørnene i øvrigt.

8. Jeg havde set umenneskeligt meget frem til at skulle en tur i spabad på stedet, men desværre var jeg blevet placeret i en lejlighed med nogle folk, jeg ikke kendte, så jeg turde ikke være flabet nok til at monopolisere badeværelset i flere timer. Jeg kunne selvfølgelig have spurgt, men det ville jo indebære at snakke med mennesker, og den slags undgår jeg helst.

9. I stedet måtte jeg nøjes med at anvende badeværelset til at børste tænder og tisse af for natten. Da jeg kom derud, var brættet oppe, og da jeg ville forlade rummet igen, trådte jeg i noget vådt. Forpulede lortemænd og deres manglende evne til at styre deres vedhæng! AD!

10. Hjemvejen blev ligesom udvejen tilbragt i en bil med søster, svoger og børn. Det var egentlig ikke så voldsomt slemt, indtil min svoger foreslog, at vi skulle høre Rasmus Seebach med et utroligt smørret grin fordi han ved, jeg ikke kan udstå manden. Af hjertet tak.

Kommentarer (5)

Der er lukket for kommentarer.