Musik-Miriam

Hvordan var jeg så meget tyndere i gamle dage?!

Nanna meddelte ovre i Spørgerunde-indlægget, at hun gerne ville vide noget mere om Musik-Miriam og bad mig udfylde spørgeskemaet, der normalt er forbeholdt kendisser på bagerste side af GAFFA. Hvis jeg nu fortæller, jeg ikke har læst et GAFFA siden folkeskolen, så fortæller det måske lidt om, hvor meget jeg følger med i musikscenen, men ikke desto mindre er jeg svært begejstret for musik, så jeg besvarer gladeligt spørgsmålene.

Kommer du fra et hjem med klaver?

Nej. Og jeg gik heller ikke til klaver, men var altid meget misundelig på børnene, der gjorde det, selvom de fleste af dem hadede det. En af mine største barndomsskuffelser er faktisk, da jeg første gang satte fingrene til tangenterne, og verdens mest horrible lyd opstod. Jeg havde ikke lige luret, at der faktisk var system i det der med klaverspil og gik i min barnlige naivitet ud fra, at det bare automatisk lød godt, uanset hvordan man trykkede på knapperne.

Spiller du selv et instrument?

Også nej. Altså, jeg lærte selvfølgelig på obligatorisk folkeskolemaner lidt blokfløjte, men det er ca. det.

Har du nogensinde drømt om at blive musiker?

Musiker? Nej. Sanger? Oh yeeeessss.

Synger du i badet?

Næsten altid. Nogle gange slæber jeg sågar min computer med ud på badeværelset, så jeg kan høre mine yndlingssange.

Hvad betyder musik for dig?

Musik er på mange måder en understregning af mine følelser. Og en bekræftelse af, at jeg ikke er den eneste, der har siddet med de følelser, om det så er jublende begejstring eller ubeskrivelig sorg.

Hvordan lytter du til musik?

Primært på Spotify og Youtube.

Hvem er din yndlingskunstner?

Den slags gør jeg mig ikke så meget i. Jeg går mere op i sangen end i kunstneren. Bevares, ofte vil jeg kunne lide en del fra samme kunstner, men tit udvikler de sig på et tidspunkt i en retning, jeg ikke er så vild med, og så bevæger jeg mig videre til noget andet. Derfor ville det måske være oplagt at nævne Jeff Buckley som en favorit. Han døde så ung, at han aldrig rigtig nåede at lave noget, jeg ikke kunne lide.

Hvilket slags musik kan du ikke holde ud af lytte til?

Alt uden en melodi, mere eller mindre. Og alt hårdt metal.

Hvilken sang vil du vælge på karaokebaren?

Altså, nu er jeg jo noget så usejt som en sucker for karaoke! Jeg har nogle faste sange, jeg altid går efter, bl.a. “Torn” med Natalie Imbruglia (Åh, 90’er-love!) og “Black Horse and the Cherry Tree” fra KT Tunstall.

Hvilken sang forbinder du med din første forelskelse?

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=dKicrfp0lrs]

Hvis de små, søde forelskelser gælder, så er vi ude i noget med Krumme. (Forelskelsen værende Krumme selv, naturligvis.) Hvis vi snakker de livsændrende af slagsen, så er det uden tvivl “Lazy Summer Days” fra Elcho. Det nummer kan noget med nogle følelser og en stemning, som ingen andre sange kan. Og så er det bare så… Behageligt.

Hvad er den perfekte musik til en erotisk aften?

Ugh. Jeg hader virkelig ordet “erotisk”. Det giver mig associationer til Tidens Kvinder og noget med at være stolt af sine strækmærker. Ikke desto mindre må svaret være albummet “Lover’s Rock” fra Sade. Meget chill, meget lækkert.

Hvad hører du helst søndag morgen?

En snorkende Frank ved min side. Engang i fremtiden måske et mere menneskeligt væsen. Under alle omstændigheder i hvert fald ikke musik.

Hvilket sang får dig stensikkert på dansegulvet? 

Okay, det er pinligt at indrømme, men vi er nok ude i Ushers “Yeah” eller Christina Aguileras “Dirrty”. Eller noget Timberlake af en art.

Hvad er den første sang du kan huske?

Jeg ved ikke med den første sang, men det første bånd (som jo var the shit der i 80’erne!) må være Anne Linnets “Go’ sønda’ morn'” (Og ja, det irriterer mig, at den sidste apostrof er placeret forkert, men således er titlen altså!)

Hvilken sang kan få tårerne frem i øjnene på dig? 

Jeff Buckleys “Hallelujah”. Så uendeligt smukt og hjerteskærende sunget, og fordi den er så metaforisk i sin tekst (med tak til Leonard Cohen), kan den passe på næsten enhver situation. Det pisser mig voldsomt af, at det er blevet sådan en talentshowsauditionnummer efterhånden. I er ikke værdige, røvhuller!

Hvilken musik skal der spilled til din begravelse?

Altså i selve kirken? Der tror jeg ikke, der skal spilles noget. Er det normalt at spille noget? Til gengæld skal “Hil dig Frelser og Forsoner” synges, for det er min all time yndlingssalme.

Har du været i operaen?

Ja, men det var en af de italienske, og det brød jeg mig ikke om. Jeg går for meget op i sprog til ikke at kunne forstå, hvad folk siger. Jeg kan simpelthen ikke abstrahere fra det. Kunne dog enormt godt tænke mig at se Tryllefløjten. “Der Hölle Rache” er amazeballs.

Har du været på festival?

Nej, og jeg forestiller mig aldrig, jeg kommer til det. Det der med at være nonstop fuld og ulækker i en uge, hvor man sover i et telt og ikke kan komme ordentligt i bad? Det er modsætningen af mig.

Hvad har været din bedste koncertoplevelse?

Musikmæssigt var det nok noget Saybia, men ellers må det være, dengang jeg var Nik & Jay-groupie og var til en million af deres koncerter hver sommer. Til en af deres afsluttende tourkoncerter, da jeg var 17 eller sådan noget, var jeg af sted med nogle af mine med-groupier, og da de skulle afholde deres obligatoriske takketale inden sidste nummer, takkede de os hver især ved navn. Det var eddermame stort!

Hvis du skulle på date med en musiker, hvem skulle det så være? 

Robbie Williams, før han blev gift og far og alt det der. Jeg synes virkelig, manden er hysterisk morsom… Plus, I ved, HAPS!

Kommentarer (6)

Der er lukket for kommentarer.