Se mig, jeg er taknemmelig!

Nærmest mindblowing kreativitet!^^

Klokken er 7.10, og jeg har ikke sovet endnu, men jeg har til gengæld fået hævn over genboerne, der altid ser mig nøgen. Muahaha! Bare fordi lyset er slukket, er det ikke ensbetydende med, at ens naboer ikke er hjemme til at se en gå nøgen rundt, venner!

Nu var det jo thanksgiving for nylig, og selvom vi ikke kan fejre at have taget røven på nogle stakkels, godhjertede indianere, så har jeg alligevel benyttet anledningen til at reflektere over nogle ting, jeg er taknemmelig for.

– Frank. Selvfølgelig. Først på listen og først i mit hjerte… På trods af at han er pisseirriterende for tiden.

–  Ketchup. Gør mine madvaner usunde og mine smagsløg uendeligt glade. Der er få ting i verden, der ikke bliver bedre med ketchup.

– Smilende buschauffører. Jeg hader offentlig transport og har svært ved at forestille mig et værre job, men visse chauffører formår alligevel på en eller anden måde at sprede glæde.

– Internettet. Sweet Jesus, jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle stille op med mit liv uden.

– Nyvasket sengetøj. Oprah fortalte engang i sit talkshow, at hun får sit sengetøj skiftet hver anden dag, for så er det ikke “crispy” længere. Hvis jeg bare ikke hadede at vaske sådan…

– Mit badekar. Mit vandforbrug stiger eksponentielt om vinteren, og det er det hele værd!

– “Last Christmas”. Det ultimative tegn på jul!

– At Movember er slut. Jeg forstår ikke det appellerende ved overskæg. De tilhører stereotype pædofile og pornostjerner fra firserne.

– Min mor, der straks efter at have læst gårsdagens Bridget skrev, om jeg havde brug for en hjælpende hånd. (En hånd lavet af penge, forstås.)

– Nik & Jay. Jeg er ligeglad med, hvad alle andre siger, det er verdens bedste rengøringsmusik! Hell yeah, jeg er lækker med støvklud og spand!

– SU. Selvom vi allesammen bitcher over lortet, så er det altså temmelig fantastisk at bo i et land, hvor man bliver betalt for at gå i skole frem for at skulle betale for det.

– Ildsjæle. Redder jorden, så jeg slipper for det.

– Gamle Penny-blade. Jeg kan dem allesammen udenad, og det gør dem kun bedre!

– Frank. Ja, igen.

Hvad er I taknemmelige for?

Kommentarer (8)

Der er lukket for kommentarer.