De første ord, der kom ud af min mund i dag, var: “Frank, din kæmpelort, kom og tag ansvar for dine handlinger!” Og Frank, der ikke altid er så stærk i, hvornår han har lavet ballade og bør føle sig skyldig, kom glad luntende hen til mig og begyndte at gnubbe sig op ad mine ben. Suk.
Med jævne intervaller hele natten blev jeg vækket
Som altid læner jeg mig op ad ordsproget “bedre sent end aldrig” og fremviser stolt mine Berlin-køb. Jeg tror, det er første gang i mit liv, jeg har været bare halvfornuftig på en shoppeferie. Jeg købte kun ting, som var latterligt billige og/eller jeg ikke kunne leve uden. Dermed ikke sagt at mine køb nødvendigvis var strengt nødvendige,
Jeg er vred på mænd i dag. Det er jo ingen hemmelighed, at jeg er temmelig kynisk, når det kommer til det andet køn, men til mit forsvar så har jeg ingen grund til at være andet. Blandt de sidste hankønsvæsner, jeg har følt mig bare mildt tiltrukket af, har der fx blandt andet befundet sig:
-En lystløgner
-En player
-En
Frank- og tand-edition.
1. Ni ud af ti billeder, jeg tager af Frank, ser sådan her ud.
2. I går læste jeg, at gennemsnitslevealderen for Frankens race, British Shorthair, er 12,5 år. Frank er 12 år, 6 måneder og 21 dage. Tjekker nu panisk hans vejrtrækning hvert 10. minut.
Jeg ved ikke, hvordan jeg troede, jeg kunne slippe af sted med ikke at vise jer billeder af Frank i udklædning. Det krævede megen lokken og virkelig mange slørede billeder, men her er han så endelig: Humlebien, der både er for tyk til at kunne flyve og til at kunne passe sit kostume.
Men åh, så bedårende!
Da jeg var barn, var jeg en badass. En fuldstændig vanvittig vovehals med absolut ingen tanke på potentielle konsekvenser. I dag er mine knæ lutter ar og min underlæbe ditto som bevis. Men jeg lærte aldrig af mine skader. De var bare en del af legen.
Hver dag gennem hele mine folkeskoletid cyklede jeg til og fra skole. Det var hovedsageligt op ad bakke på
Jeg har haft en af de der dage. Eller, det vil sige, teknisk set har jeg slet ikke været ved bevidsthed i dag, men alligevel. Jeg har døjet virkelig slemt med søvnløshed de sidste par uger. Folk misforstår generelt søvnløshed og tror, det betyder, man tusser rundt hele natten med alt for meget energi og gør rent og andre konstruktive ting.
Engang imellem bliver jeg spurgt om, hvad the deal is med mig og børn. Og det er meget enkelt: Jeg forstår ikke børn. Altså, ikke sådan rent sprogligt, mere i overført betydning. (Selvom det første også kan være et problem, jævnfør et videoklip min søster for nyligt sendte mig af min lille nevø,
Jeg har i dag været min Bloglovin igennem med en tættekam og smidt i hvert fald en ti-tyve blogs på porten. Jeg var simpelthen så træt af, at mængden af blogindlæg, der ikke interesserede mig, var større end dem, der gjorde.
Jeg slettede ikke nogen ud fra en pludselig indskydelse. Kun dem, jeg ikke har besøgt i noget, der nærmer
Frank og jeg er på vores anden bryllupsrejse. Er det et udtryk på dansk? Second honeymoon. Nej? Jeg bliver altid virkelig slem med mit danglish, når jeg hopper ind i en engelsksproget bogs univers. Pt genlæser jeg Hunger Games trilogien, mens jeg venter på den nyeste film. Eller det vil sige, jeg stopper nok efter bog to, for bog tre er ret rådden.