1991 Inc.

Nej nej, dette er ikke et sponsoreret indlæg, jeg er bare hoppe-op-og-ned-begejstret for de her designs. Altså på den ironiske måde. Ish. Jeg mener, på en skala fra et til ti, hvor episk ville det så ikke være at have en sweatshirt med en stortudende Kim Kardashian? Mange af designsne (hedder det virkelig det?? Designsne?!) er præget af internet-humor, så de af jer, der måtte være lige så meme-elskende som undertegnede vil nok især sætte pris på fx Patrick og Me Gusta-ansigtet.

Og så er der jo Grumpy Cat. Åååh, Grumpy Cat! Både Frank og jeg er store fans, og havde lige netop den sweat ikke været udsolgt, så kunne jeg nok ikke dy mig. På den anden side har Frank jo her fået sit eget design, og taget i betragtning at jeg faktisk netop har købt en blå butterfly til ham (som instagram-følgere vil vide :D), så virker det næsten meant to be…

Mærket med de fantastiske designs hedder 1991 Inc, og de har også t-shirts og tank tops med ditto syge prints. Jeg digger det altså ret meget. Find deres webshop her.

Kommentarer (14)

  • Jeg er selv crazy fan af print – selv dem der er så grimme, at de er smukke 😀 ! Så jeg forstår dig så meget! Og Grumpy cat er min yndlings <3 Ingen katteelsker i denne verden kan stå for sådan en sur lille én.

  • Nu har jeg (på bedste stalker-vis) været igang med at læse din blog fra en ende af, og faldt over dette indlæg. Jeg ved selvfølgelig ikke om du har anskaffet dig noget beklædning fra siden i mellemtiden, men jeg vil blot lige advare om:
    1. Deres elendige kundeservice (“Hello. You have reached 1991inc outside our office hours.” Gu' fuck har jeg ej. Nu lægger jeg røret på og skriver e-mail nummer 34.)
    2. De sender ikke varerne afsted til tiden. Og når der i forvejen er 4-6 ugers ventetid, så bliver man sur.
    3. De holder ikke hvad de lover, når man flere gange desperat brokker sig på deres Facebookside og de svarer at de sender det ud i løbet af ugen.
    4. De stopper med at svare på deres Facebookside, selvom jeg ikke har fået løst mit problem.

    Men efter 5-6 opkald, fik jeg endelig fat på en dame der fik sendt min ordre afsted for en lille uge siden. Jeg bestilte i november sidste år. Men de har faktisk endnu ikke sendt mig en e-mail med trackingnummer.
    Så jeg vil stærkt fraråde at lægge penge derinde!
    … Nu vil jeg så stoppe med at skrive kommentarer på gamle indlæg og stalke lidt videre. Go' dag!

  • Hold da op, det lyder træls for at sige det på godt jysk. Der er intet værre i hele verden end rådden kundeservice, så jeg takker mange gange for advarslen!

Der er lukket for kommentarer.