Svar på spørgerunde – Del 4

Hvis du kunne vælge hvilket som helst par af sko, hvad skulle det så være?

Så skulle det være et par klassiske Nicholas Kirkwood. I blå. Og de skulle være mine fremtidige brudesko. Jeg er jo pænt glad for USA, så derfor har jeg altid vidst, at jeg ville følge deres tradition til mit bryllup og have “something old, something new, something borrowed, something blue”. Mine sko ville så fungere som sidstnævnte.

Tør man spørge? Du ser ud til at have hang til lækkerier, så here goes: “Hvor mange penge shopper du for i gennemsnit pr. måned?” Yikes! Tør du svare? 😉

Det svinger virkelig meget. Det sidste stykke tid har min økonomi været pænt presset, så der har den ligget på omkring 500 kroner. Før det var jeg dog inde i en periode takket være en arv, hvor jeg gerne brugte 1000-2000 kroner. Det var gode tider!

Hvordan ser din hverdag ud?

Det gør den ikke. Lige pt er alt normalitet suspenderet, mens mit nye forhandlingsbeløb planlægges, men normalt sidder jeg med hovedet i en bog det mest af døgnet, fordi jeg læser på kandidatniveau, og langt det meste er selvstudie. Jeg læser stadig en del, det er bare ikke universitetsgodkendte bøger. Mere tøsefnidder. 😉

Hvad har du af fremtidsdrømme mht karriere?

Den har jeg været inde på før: Ingen! Udover at komme til at lave noget, der gør mig glad… Og tjener mig enorme mængder penge, naturligvis!

Hvornår har du været lykkeligst?

Det må have været, da jeg var omkring 13-14. Den sidste tid, jeg husker som bekymringsfri. Jeg var stadig et barn og tilbragte alt min tid på rideskolen, kæresterier var søde og uskyldige, og mor og far sørgede for alt, jeg skulle have brug for. Easy, breezy… (De af jer, der ser AMTM færdiggjorde meget Covergirls slogan lige der!)

Hvad er det mest romantiske, du har oplevet?

Jeg fik en rejse for to til Barcelona i julegave af min daværende kæreste. Rejsen i sig selv var selvfølgelig også romantisk, men jeg blev faktisk mest glad for det faktum, at han havde gennemtrawlet hoteller i byen for at finde et, der havde badekar. Jeg er tosset med at gå i karbad, og på det tidspunkt havde jeg ikke adgang til et overhovedet, så det var store sager og betød virkelig meget for mig, og var et tegn på, præcis hvor godt han kendte mig.

Hvilken type er du, når du flirter – scorer du eller bliver du scoret?

Jeg bliver scoret. Jeg er virkelig gammeldags, når det kommer til kurmageri. Fx bruger jeg stadig ord som kurmageri.

Hvad er det vildeste, du har gjort for en fyr (eller for at få hans opmærksomhed)?

Jeg har tilgivet utroskab. Det var nok et mere festligt svar, der blev håbet på, men for mig var det en virkelig, virkelig stor ting. Jeg har altid holdt på, at utroskab er utilgiveligt, men det var før, jeg blev forelsket… Desværre forekommer det mig, at udtrykket “once a cheater, always a cheater” holder temmelig meget stik, så om jeg ville gøre det igen, det er tvivlsomt.

Hvad er din yndlingskjole?

Ej! Man beder heller ikke en mor om at vælge mellem sine børn! Det ville nok være en af mine maxikjoler. Måske den sorte fra French Connection, der passer fantastisk til min kropstype.

Hvor shopper du oftest tøj?

H&M, Asos og Topshop.

Hvem synes du er den smukkeste blogger i Danmark?

Den er svær. Der er et par stykker, som er virkelig smukke, men forekommer mig meget selvoptagede eller utroværdige, og så ryger deres skønhed for mig. Jeg tror, jeg lander på Line Sofie fra Mi Confesión, som er det mest udtryksfulde væsen i blogland. Og så ville jeg dø for hendes læber!

Hvilken bloggers klædeskabets ville du gerne have lov til at gå på rov i?

Det må næsten være Ditte fra Velvet Snow. Mest fordi hun har den mest fantastiske taskesamling, man kan forestille sig. Enten hende eller Emily Salomon, men det er på grund af skoene. Jeg er ikke så meget til bloggerstilen/skinny jeans og det minimalistiske, skandinaviske udtryk generelt, så det er lidt svært at finde et decideret tøjskab, der lokker mig. Så skal vi ud i de udenlandske, og det er vist at snyde. 😉

Pssst! Har I husket at stemme på Frodes grimme køkken i dag? Hun er ikke så stærk i det der internet, så jeg har lidt overtaget kampagnen. Jeg har skamløst planlagt at smække sådan en reminder her ned i bunden af hvert indlæg, indtil konkurrencen slutter, så de glemsomme har en chance også. 😉 Stem her!

Kommentarer (4)

Der er lukket for kommentarer.