Må jeg præsentere…

…Min højre underarm! Klammo, no? Den er endda væsentligt værre i virkeligheden, men det er ikke just nemt at holde sådan en mofo af et spejlreflekskamera med venstre hånd – og samtidig forsøge at ramme tag-billede-knappen! (Det hedder det helt bestemt ikke. Udløseren? Jeg fortjener ikke at være spejlrefleksejer.)

Jeg er ikke altid helt stærk i motorik, og i går røg jeg pludselig på røven… Eller, på armen. Den er nu blå og gul og rød og lilla og hævet til dobbelt størrelse. Hvilket, indrømmet, er svært at se, når man ikke kan sammenligne med den anden, men jeg kan altså ikke tage billeder med næsen. Man kan fornemme situationen ved håndleddet, hvor jeg jo tilnærmelsesvis har elastikker, sådan baby-style. tyk er jeg altså sædvanligvis ikke…

Det værste er, at jeg har smadret den der muskel, der går ud til hånden, så hver gang jeg forsøger at bevæge den, er der ti spyd, der spidder mig op til albuen. Jeg er altså essentielt venstrehåndet, og jeg er herredårlig til at være venstrehåndet! Jeg kan ikke bruge min telefon, købe ind eller åbne en flaske medlidenhedsrødvin… For ikke at tale om at det har taget mig en halv time at skrive dette indlæg. Jeg er lige som min mor med en pegefinger svævende hen over tastaturet, mens jeg mumler: “P… P… P… Hvor er P?”

Kommentarer (8)

Der er lukket for kommentarer.