Så er det nu…

…Jeg skal bruge jeres hjælp! Senere på ugen går jeg i gang med at arbejde på mit helt eget domæne. Og i den anledning skal der ske nogle ting med bloggen. Her er det, jeg meget gerne vil have jeres input!

Først og fremmest vil jeg gerne ændre bloggens navn. For det første har det nuværende navn siden dag 1 været utroligt kikset, fordi der ikke er nogen, der forstår meningen bag. My bad. For det andet har bloggen siden starten ændret udtryk, og det nuværende navn er derfor en smule misvisende. Jovist, jeg blogger stadig om pæne sko, men det er ikke længere fokuspunktet.

Jeg har gået og syslet lidt med navne, og mine personlige favoritter er:

  • Miriams Blok. Ja, med k. Fordi en blok er noget, man bruger til at nedskrive alt mellem himmel og jord, som jeg gør, men samtidig er den fonetiske udtale præcis den samme som i ordet blog. Jeg kan lide det.
  • Miriams Brok. Fordi jeg brokker mig pænt meget. Og så rimer det på blog.
Jeg vil meget gerne høre jeres meninger om de to navne og evt andre forslag, hvis I er sådan nogle kreative mennesker. Det er jeg ikke så meget. Ahem.
Den anden ting er, at jeg gerne vil ændre bloggens kategori på Bloglovin. Lige nu ligger jeg placeret i Fashion, og selvom jeg stadig skriver om en hel del moderelaterde ting, så synes jeg ikke længere, at min blog hører til der. (For slet ikke at snakke om, at konkurrencen i den kategori er skrækindjagende!) På nuværende tidspunkt ser jeg lidt bloggen som en hybrid af flere kategorier, men eftersom man jo kun kan vælge én, hælder jeg mest til enten Personal eller Other. Hvor synes I, jeg hører hjemme?
Og slutteligt tager jeg meget gerne imod forslag til ændringer, ting I gerne ser enten mere eller mindre af eller helt nye tiltag, der ville gøre jer glade – enten i forbindelse med flytningen eller bare generelt.
Jeres mening betyder rigtig meget for mig, så jeg håber, I vil tage et minut eller to til at byde ind. That is all. 🙂

Kommentarer (21)

  • Jeg syntes Miriams brok lyder rigtig godt, mest fordi jeg elsker sådan nogle indlæg, så sådan noget ville fange min opmærksomhed med det samme. :p

    Hvad der skulle være mere af? Hm ja jeg elsker “brokke” indlæg, som du nok forstod i mine første linjer, så elsker jeg når man høre om Frank, fordi han er SÅ kær, jeg elsker når du skriver om noget personligt, dine mandags sko, og dine meninger omkring sko med om de er flotte, hæslige osv. 🙂

  • Miriams brok synes jeg også lyder godtog den burde vel ligge under kategorien Personal. Vi også bare sige at jeg læser alle dine indlæg selv om jeg ikke er så god til at kommentere og synes du bare burde fortsætte som du gør nu 🙂

  • Hmm.. Jeg kan egentligt godt lide tanken bag “Miriams blok”, men jeg får bare associationer til en der har skrevet “blog” forkert 🙂 Miriams brok kan jeg egentligt godt lide, men det er jo ikke KUN brok, så synes måske ikke det er så godt alligevel.. Er ikke til så meget hjælp på navnefronten 🙂

    Til gengæld synes jeg helt klart du hører til under “personal”. Det er en god og hyggelig kategori 🙂

  • Jeg tænker faktisk mere i retning af Miriams blok da du jo ikke kun brokker dig. Ja dine brok indlæg er sjove – og klart nogle af mine ynglings – men det ville jo være ensformigt i længden og kalder du den brok kan du jo næsten kun brokke dig på din blog og det gider man vel ikke i længden? Jeg synes du skal tage den i kategorien personal da man tydeligt kan se at det er din mening når du skriver – også om tøj – og det er jo det fede ved lige præcis DIN blog. At du er så personlig og så meget DIG. Jeg er kæmpe fan 😀

    Det var mine tanker omkring det hele 🙂

  • Jeg synes helt klart bedst om brok. “Miriams brok blog.” Blok er bare lidt.. kedeligt.. Det fanger ikke helt ligeså godt, og jeg synes sagtens du kan skrive om andet end brok selvom det er navnet. 🙂 Derudover synes jeg bare du skal forsætte som du gør, ligesom Marianne skriver. 🙂 Synes du gør det godt. 🙂

  • Jeg har altid elsket navnet! Ih. Anyways, skal der endelig en navneændring til stemmer jeg for Miriams Brok. Eller Miriams Blok om Brok.
    Eller skohylden – hvor der ikke er plads til for små sko (eller vil folk heller ikke forstå den?)) Så kombinerer du vel lidt begge dele. Eller er det bare mig? Jeg er bare meget glad for det med sko. Desuden synes jeg du skal være i Personal kategorien, for det bliver vist ikke meget mere menneskeligt end det er her.

    Jeg ved ikke om jeg giver mening, men jeg ville lige give mit besyv med. Og prale med at jeg var en af dem der fattede “Shoe-in Shoes” – Det må man nemlig godt 😀

  • Jeg synes “Miriams blok” er ret nice – det er et navn man lige læser en ekstra gang, når man falder over det. For jo, der er en del brok på bloggen, og det er rart – men det er jo ikke det eneste du gør – og hvis navnet bliver “Miriams brok” ligger det bare lidt op til konstant brok. Bare min mening.
    Og mht. kategori så synes jeg personal passer meget godt – da din blog lige præcis oser af personlighed. “Other” er bare sådan lidt (meget!) bredt, og så ved man egentlig ikke rigtig, hvad der kan høre ind under.

  • Hm … begge navne har nogle faldgruber. Bloknavnet afføder uundgåeligt nogle “hun har stavet det forkert – Gud, hvor pinligt!” reaktioner (indtil de finder ud af, at du er grammar-nazi). Broknavnet er næsten for misvisende, selv om det er nogle af dine sjoveste indlæg. Hvis jeg så “Miriams Brok” på en liste ville min umiddelbare tanke være; “Ellers tak, har nok folk til at brokke sig i min hverdag, og en Bitterfisse nok/for meget i blogverden.” Du er meget mere end brok!
    Hælder nok mest til blok, selv om det irriterer mig, at jeg ikke selv kan komme på et mere passende og fantastisk navn til din blog!

  • Jeg lander også på Miriams blok. Som flere af de andre synes jeg også rigtig godt om dine brokindlæg, men det er nok netop fordi de er mere end bare brok og derudover synes jeg også, at det ville være synd at “låse sig fast” som du ville gøre med “Miriams brok”.
    Og til selve retningen synes jeg bare, at du skal fortsætte i det spor du er i nu; personligt og sjovt.

  • Ikke Brok, enten får det mig til at tænke på om du har brok (er syg) og ellers synes jeg bare at det giver en negativ følelse omkring bloggen, og så ville jeg slet ikke have lyst til at følge med. Så der er jeg fuldstændig enig med Ane, for mange mennesker brokker sig, så jeg ville tænke “nej tak”. Så for mig bør det enten være Blok, eller bare “Miriams” som Signe længere oppe siger 😉

  • Jeg stemmer helt klart på Miriams Blok! Synes Brok bliver for misvisende, når det nu ikke er alle indlæg, der handler om brok. Og så er Blok også lidt J-Lo street agtig, “Miriam fra blokken” 😉

  • Jeg kan bedst lide Miriams Blok – brok hentyder til at du ikke gør andet end at brokke, og det er jo ikke dig!

  • Miriams blok er bedst! Grænsende til genialt med blok/blog ordlegen. Den anden er alt for negativ 🙂 Og så synes jeg du hører til i personal.
    Og mere Frank! Altid mere Frank. ellers gør du det godt 😉

  • Stemmer helt klart på Miriams Brok! Det er jo det fede ved din blog – at du siger tingene som de er / bitcher lidt. Er først begyndt at følge din blog i år, men den er et dejligt alternativ til alle de gængse modeblogs- keep it up. Og så må der gerne komme et outfit-billede i ny og næ, samt flere af katten..
    Mvh Anne Mette

Der er lukket for kommentarer.