Nattetanker

Klokken er lidt i to. Østerbro er stille som graven, og om et par timer kommer der en taxa og henter mig.

Jeg brokkede mig tidligere i dag. Oprindeligt skulle jeg nemlig først flyve ved middagstid, men de strejker i Frankrig, så mine fly blev aflyst, og i stedet skal jeg nu flyve fælt tidligt om morgenen. Det brokkede jeg mig over. At nogen kvit og frit havde købt mig en flyrejse til USA,

Læs mere

Jeg var 22 år gammel, da min daværende bedste veninder og jeg slog op. Vi havde været veninder i 10 år, gennem tykt og tyndt og flytninger og uddannelser og alt muligt andet. Vi var meget forskellige, men det havde aldrig rigtigt været et stort problem. Indtil det var. Jeg ved ikke, om vi bare var begyndt at vokse fra hinanden, men pludselig var der enormt mange konflikter. Hun kunne ikke

Læs mere

#fleremaverpåinstagram

collage

Jeg blev så træt af det. Det evige behov for kassere eller klippe billeder til, så de viste en acceptabel side af mig selv. Så mange billeder, hvor jeg smilede oprigtigt, eller mine omgivelser var fantastiske, hvor enten veninder eller dygtige fotografer havde gjort deres allerbedste, og jeg alligevel kylede resultatet i skraldespanden, fordi det ikke kunne bruges. Maven var i vejen. Maven

Læs mere

Størst af alt er håbløsheden

Det er noget med, at håbet er det sidste, der dør. Og jeg har altid bag sarkasmen og kynismen vedholdt at være en håbløs romantiker. Men jeg er bange for, at jeg langsomt er ved at nå et punkt, hvor jeg ikke længere er romantiker, men bare håb-løs.

Ser I, det værste ved dating er ikke cringey Tinder-beskeder, uopfordrede dick pics og akavede dates. Det er det, der er sjovest at skrive

Læs mere

Det er ikke mit problem

img_4917

Jeg joker ofte lidt med, at nogle af de der kommentarer, man bliver modtager af som blogger, er karma for mine første år i blogland. Der var jeg nemlig lidt af et røvhul. Nok ikke mere end så mange andre mennesker er – jeg svinede ikke folk til eller noget – men jeg havde endnu ikke lært, at min mening om noget ikke var det vigtigste i verden, og det derfor ikke var nødvendigt

Læs mere

Du kan selv være sidste udkald

p3171384

Når jeg er i humør til ligegyldig, eskapistisk underholdning, men gerne vil slappe af i ørene, tusser jeg altid over i bogreolen og finder en chick lit-roman frem. Sætter mig i verdens grimmeste (men mest behagelige) lænestol og slår hjernen fra. I dag faldt faldt valget på Marian Keyes’ “Sidste udkald”. En gammel favorit, som jeg ikke har haft fremme i årevis. Og

Læs mere
photo-1461617572307-a49f337ffbd9

Følsomt emne. Men vi prøver, og jeg håber meget, det vil blive taget imod i den ånd, det er skrevet i. <3

Usynlige sygdomme er svære for mange mennesker, fordi et menneske, der aldrig har været ramt, simpelthen mangler en referenceramme til at forstå dem. I hvert fald mere end bare teoretisk. Symptomer på sygdomme som depression, stress eller kroniske smerter lyder velkendte. Alle

Læs mere

Sort dag

img_1323

Et af de argumenter, der ofte dukker op i kropsacceptsdebatten, er, at man skal sætte pris på funktionaliteten i sin krop. Alt det, den kan, og alt det, den gør. Og det gør jeg mit bedste for at efterkomme. På mange måder er jeg heldig rent biologisk. Jeg har hverken astma eller pollenallergi, jeg har ikke brug for briller, og med undtagelse af lidt fnidder omkring peanuts kan jeg også

Læs mere
img_2386

“This train terminates at … Vestamager.”

Jeg hørte den sætning en del på mine ture til KUA. Når det var for koldt, for vådt eller for blæsende til, at jeg kunne lokke mit korpus op på cyklen, sneg jeg mig i stedet på metroen, stod af på Islands Brygge og gik den evigt foranderlige gang til bygning 24. Foranderlig, fordi KUA ofte mest af alt fremstår som én stor

Læs mere