Der findes virkelig, virkelig mange julefilm. Og de er meget varierende i kvalitet. Der er dem, man skal se, før det rigtigt kan blive jul og dem, man lige timer aftenhyggen til, når de alligevel er i fjernsynet, og dem, man sætter på, fordi man alligevel ikke har noget bedre at tage sig til, selvom man har luret hele filmen, før første scene er slut. Den sidste kategori er ikke
Legenden siger, at der engang var en, der sagde til Stephen King, at han kun kunne skrive gys. For at modbevise det, skrev han et par gys-fri noveller. En af dem var Shawshank Redemption. Der er en grund til, at af alle film, der nogensinde er registreret på IMDB, er det Shawshank Redemption, der har den højeste score. Af samme årsag har de fleste af jer sikkert allerede været der, men
Jeg fucking elsker film med et godt plot twist. De er selvsagt allerbedst, når man ikke rent faktisk ved, at der kommer et twist, men med mindre jeg lavede et filmindlæg Russian roulette-style, hvor én ud af fem film tager røven på folk, så er det altså svært at holde den del af overraskelsen skjult. Heldigvis er det gode plot twists force, at man sjældent ser det komme, så forhåbentlig
The Princess Bride (1987). Hvis du kender The Princess Bride, så kender du den sikkert. Det er en film, der har et kultfølge af de større, men er man ikke indviet i filmen og al dens skøre vidunderlighed, så er oddsene for, at man tilfældigt skulle opdage den måske ikke de bedste. Og dermed lander
Polar (2019). Jeg har set sindssygt delte meninger om Polar. Det er åbenbart en film, man enten elsker eller hader. Jeg elskede den. Mads Mikkelsen er fabelagtig i rollen som lejemorderen, der selv bliver et mål, da han skal til at gå på pension. Den er baseret på en serie grafiske romaner af samme navn,
To All the Boys I’ve Loved Before (2018). Jeg er tosset med Netflix’ fokus på teenage‐tøsefilm, og den her er så sød og fin og feel‐good. Lara Jean skriver breve til sine største crushes for at komme over dem, og brevene gemmer hun i en æske, men da de på en eller anden måde en dag bliver sendt, er hun mildest talt lidt på røven. Ligger (self) på Netflix.
Annonce for C More
Sædvanligvis ville jeg gemme de gratis gaver til sidst i indlægget, men hvis der er noget, jeg har lært de seneste par uger, så er det, at det er vigtigt at fokusere på det gode i livet, og det gode i livet inkluderer gratis streaming (som jeg heldigvis fik testet, før min verden eksploderede omkring mig). Derfor kan I lige nu få to måneders adgang til C More kvit
When We First Met (2018). Noah møder den perfekte kvinde, og de tilbringer en helt vidunderlig aften sammen, men han får fucket op til sidst, og hun møder en anden dagen efter. Da han tilfældigt render på en tidsmaskine, beslutter han sig for at genleve aftenen, indtil han får sin drømmekvinde. En af Netflix’ egne satsninger og en af de bedste chick flicks, jeg har set længe.
Ja, der står dating. Dating, ikke bating. We’ve been through this before, people. 😀
Jeg er kommet lidt fra det igen. Det der med at date mig selv. Og altså, date mig selv på den respektable måde med rigtige dates, jeg rent faktisk har gjort noget ud af. Ikke date mig selv på fuckboy-måden med Netflix & chill. Det er ikke dating, det er bare min hverdag.
Det væltede ind med roser,
Indlægget indeholder reklame – jeg var inviteret til eventet
Jeg havde ikke hørt om The Greatest Showman, da der dukkede en invitation op i min inbox, men Google fortalte mig, at Hugh Jackman havde hovedrollen, og at det var en musical, så jeg så ingen grund til at sige nej tak.