Hvordan man på nemmeste vis undgår at blive den næste Britney Spears

Da jeg var barn, havde jeg en klar forestilling om, at jeg skulle være kendt, når jeg blev stor. Jeg så seriøst på Britney Spears og tænkte: “Yes, det ser realistisk ud. Den klarer jeg.” I mit hoved var Britney meget ældre end mig, og jeg havde jo ligesom årevis til at nå dertil. I realiteten er hun født fem år før mig og var umiddelbart i gang med sin karriere, før jeg lærte at binde mine snørebånd. Jeg elsker børns naivitet på den måde. Altså, det faldt mig ikke ind, at det var noget, jeg skulle arbejde på, jeg havde bare en forventning om, at det på et tidspunkt ville falde ned i skødet på mig. Ligesom når modeller tilfældigt bliver opdaget på gaden.

Realiteten er selvfølgelig, at selvom jeg er svært begejstret for karaoke – især med en drink eller to i blodet – så besidder jeg ikke et exceptionelt talent af nogen art, og der var ikke nogen på gågaden i Århus, der på noget tidspunkt spottede min ellers tydelige star quality på lang afstand og gav mig deres kort med et løfte om, at jeg ville være den næste store popstjerne. På et tidspunkt blev jeg enig med mig selv om, at det måske også ville være okay at blive skuespiller. Det virkede mere opnåeligt. Jeg skulle bare lige castes som Yrsa i den næste Krummerne, så var den hjemme. Men igen, det faldt mig aldrig ind, at for at blive castet var det nok en god idé at begynde at gå til castinger.

Der gik faretruende lang tid, før det gik op for mig, at det er de færreste mennesker, der bliver store stjerner uden at gøre en egentlig indsats, hvor uretfærdigt det ellers måtte lyde. Det var deromkring, jeg blev enig med mig selv om, at det måske var fint bare at gifte sig med nogen, der var en kæmpestjerne, fordi jeg endnu engang på logiske vis konkluderede, at det virkede som en mere overkommelig opgave. Men da jeg tog til den der Usher-koncert spottede han mig af uransagelige årsager ikke i mængden og blev håbløst forelsket i mig ved første øjekast. Altså, hvad fanden, Usher, jeg troede, vi havde en deal?

I dag føler jeg mig okay tilfreds med ikke at være blevet Britney. Mit 2008 var et sucky, sucky år (det var det første af De Sorte År), men jeg kom dog igennem det med alt mit hår på hovedet. Hold kæft, hvor må det i det hele taget på mange områder være træls at være Britney Spears. Eller kendt i det hele taget. Min nevø oplevede engang, at en af hans klassekammeraters mor genkendte mig, hvorefter han så på mig med store øjne og spurgte: “Moster, er du kendt?” Jeg grinede lidt og forklarede ham, at der er et lillebitte hjørne af internettet, der er mit, og hvis man kommer der engang imellem, så ved man, hvem jeg er. Men nej, som hovedregel er jeg helt bestemt ikke kendt.

Det er et underligt tveægget sværd, for jeg lever jo selvfølgelig af, at der er nogen, der har lyst til at klikke sig herind. Og på den måde ville det kun være godt for mit job, hvis jeg reelt blev “kendt”. Men virkeligheden er også, at jo flere mennesker, der kommer til, desto flere nederen mennesker får man med oven i hatten. Hvis man kigger på nærmest enhver Instagram-konto med rigtig mange følgere, så er der typisk minimum én rigtig træls besked under hvert opslag. Og for hver offentlig nederen kommentar, er der i hvert fald et par håndfulde af dem, der kun tør tale grimt i indbakken, hvor de virkelig kan gå til den uden at frygte for nogen form for konsekvenser.

Internettet er et mærkeligt sted. Mit arbejde er et mærkeligt arbejde. Alligevel holder jeg mægtig meget af begge dele, men for dælen, hvor er jeg glad for, at der trods alt ikke dumpede en kendisstatus ned i skødet på mig, for jeg ved simpelthen ikke, om jeg ville kunne finde ud af at navigere i alt det, der følger med sådan en.

…Men hvis Usher en dag skulle få lyst til slide ind i mine DMs, så ville jeg naturligvis ikke være direkte afvisende, ahem.

Kommentarer (10)

  • Du er så skøn, Miriam! Jeg ville i hvert fald blive en my starstruck, hvis jeg mødte dig i virkeligheden ? sådan. Af nysgerrighed, hvor tit bliver du “genkendt” af følgere? (Som siger hej, de andre opdager du jo af gode grunde ikke!)

  • Jeg havde vitterligt samme tanke om Abidin Love (Abz) fra Five, han ville spotte mig en dag og vi ville blive gift og jeg ville få en mega stjerne lækker mand ?
    …Det skete ikke. Jeg blev dog gift med en brite – tæller det?

  • Ja tak til MERE Herbert. Vi savner ham.

    Bedste hilsener fra en der burde arbejde, men er handicappet af, at der ligger en kat på min venstre arm. Jeps denne besked er udelukkende skrevet med min højre pote.

Der er lukket for kommentarer.