Hokkaido-mos med parmesan

Det her er en fast favorit, så snart hokkaidoerne rammer de danske supermarkeder, og hver gang jeg flasher den, bliver jeg bedt om opskriften. Ret skal være ret (hvis I forstår sådan en lille en), jeg opdagede selv denne mos hos Jane Faerber, men har med tiden tweaket (og af-LCHF’et) den efter egne præferencer, så nedenstående er altså mit take på samme opskrift.

Jeg er personligt altid til grov mos, når det gælder grøntsager, men er man mere tilbøjelig til en glattere (og mere fotogen) konsistens, kan man blende hele herligheden i stedet for at bruge en manuel kartoffelmoser, som er min metode.

Til to personer skal du bruge:

Et halvt hokkaido-græskar af en pæn størrelse

En klat smør

3 dl mælk

En halv grøntsagsbouillonterning

4o gram parmesanost

Salt & peber efter behov

Evt frisk timian/rosmarin/lignende krydderurt. Smager dejligt, men er ikke nødvendigt.

Start med at fjerne kerner og snask fra græskaret og skær det i tern. Skrællen kan sagtens spises. Svits ternene i smør på en pande. Tilsæt mælk og smuldr bouillonterningen i. Dæk panden med et låg, skru ned for varmen og lad det koge i omkring 20 minutter – rør et par gangen ind imellem – til stort set al væsken er kogt ind. Hokkaido er noget mere væskeholdig end fx kartoffel, så er der for meget væske tilbage, ender du med grød frem for mos.

Blend eller mos hokkaidoen og tilsæt parmesan, eventuelle krydderurter og salt/peber efter smag. (Vær obs på mængden af salt – parmesan er også meget salt, så der skal nok bruges mindre end sædvanligt).

Mosen kan bruges som tilbehør på samme måde som en rodfrugtmos. Fx med kødsovs, tomatsauce, ristede svampe, etc.

Kommentarer (10)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.