En slags sammenbrud på bestilling

I går havde jeg den værste dag, jeg har haft længe. Længe, længe. Det første, jeg gjorde, da jeg vågnede, var at tude. Så gik jeg ud på min altan og røg en cigaret (og nej, morgencigaretter er på ingen måde daglig rutine), og så tudede jeg noget mere. Det satte ligesom programmet for resten af dagen.

For noget tid siden kiggede jeg på min kalender og konstaterede, at den så lidt presset ud. Måske lidt for presset. Så rystede jeg det af mig og sagde til mig selv, at det nok skulle gå. For det var primært arbejde (dvs nødvendigt) og ting, jeg rigtig gerne ville (dvs fornøjelse), så jeg blev stædig og nægtede at skære noget fra. Det var ikke den kløgtigste af beslutninger, men ind imellem bliver jeg så frustreret over mine senfølger fra De Sorte År, at jeg ender med at give pokker i konsekvenser, jeg måske i virkeligheden godt kan se komme. Fordi jeg bliver afsindigt misundelig. På mit gamle liv, på andre mennesker, på alt det, jeg går glip af, fordi jeg skal lytte til min krop og dens begrænsninger. Så jeg lukker ørerne, ignorerer faresignalerne og giver den gas.

Det lyder voldsommere, end det er. “Give den gas” betyder som regel bare et helt almindeligt aktivitetsniveau for et helt almindeligt menneske, der ikke bøvler med begrænsninger. Altså mere eller mindre samme tempo, som mit liv bevægede sig i pre-2008. Det er ikke et højt niveau, det er bare for højt til mig, efter mit nervesystem er blevet en usamarbejdsvillig satan.

Jeg kunne mærke det begynde at knage for to uger siden og igen i sidste uge. Og jeg blev ved med at sige til mig selv, at jeg bare skulle nå frem til fredag, så var der luft i programmet. Der havde jeg tre dages fri lige i rap. Så kunne jeg trække vejret og komme ovenpå igen. I stedet for kollapsede jeg selvfølgelig fuldstændig. Min krop havde råbt og skreget af mig længe, den gav mig hovedpine og kvalme og sågar en nydelig blærebetændelse i håbet om at få mig til at skrue ned, og jeg blev ved med at sige, at vi bare liiiiiige skulle hen til næste pitstop.

Det blev ikke bedre lørdag, det blev værre. Og det kulminerede så i går, som faldt sammen med 2 års-dagen for Franks død, hvilket fungerede som glimrende katalysator for et sammenbrud. Så det brugte jeg min søndag på. At tudbrøle i afmagt og frustration og mega pissed-off-hed, fordi jeg efter så mange år stadig ikke er nået hen til en total accept af, at det er sådan her, det er nu.

Hold kæft, det var en lortedag. Jeg har pt fire(!) streamingtjenester og var nødt til at starte en prøveperiode på en femte for at finde den helt rette type ligegyldig reality-tv, der kunne distrahere mig uden at drive mig til vanvid.

Da jeg vågnede i dag, kunne jeg straks mærke angsten for, at gårsdagens program bare ville fortsætte, men der indtraf en forsigtig optimisme, da jeg ikke som det første brød i gråd. Tidligt eftermiddag havde jeg gudskelov (og helt tilfældigt) en tid hos min psykoterapeut, hvor jeg fik vendt, drejet og kortlagt situationen, og selvom jeg kan mærke, tårerne stadig sidder ikke så forfærdeligt langt bag øjenlågene, så føler jeg mig bedre rustet til at rumme alle følelserne, indtil der kommer nok ro på til, at de damper af igen.

Der er ikke en større mening med indlægget her andet end at dele. Der sidder sikkert nogen, der kan relatere på den ene eller den anden måde og også synes, det er en lidt sucky situation, som de måske ikke kender nogen, der kan relatere til. På den ene side føler jeg jo, at det er hundrede år siden, jeg “kom ud på den anden side” af livet med en psyke, der hæmmede mig så meget, at jeg knap nok kunne holde mig selv i live, men på den anden side bliver jeg stadig konfronteret med de permanente skader, den tid har gjort på mig. Og det er svært, synes jeg. Jeg havde en forventning om, at man gik fra syg til rask i stedet for til sidst at lande et sted i midten og skulle lære at navigere i det. Og det mestrer jeg øjensynligt stadig ikke.

Men jeg øver mig.

Kommentarer (59)

  • Jeg kan sagtens relatere til den følelse og den stinker. Jeg overvejer selv lige at tage en tur til psykologen, for at få styr på det shit der ramler rundt inde i hovedet på mig.

    • Det er simpelthen guld værd! Jeg føler mig væsentlig bedre tilpas i mit eget hoved i dag, end jeg gjorde i går!

  • Jeg har haft præcis samme weekend som dig. Øv hvor føles det uretfærdigt og ubærligt med så sensitivt et nervesystem nogle gange (ofte!). Tak for, at du deler.

    • Det er kæmpe-sucky for at sige det mildt. Min psykoterapeut siger, at der er håb for, mit måske kan blive lidt mere fleksibelt i takt med, at vi arbejder med det, så det håber jeg virkelig kan lade sig gøre.

  • Dejligt der er flere !! Jeg kan godt have flere måneder hvor jeg er i et godt flow, og pludselig går det galt med angst og udbrændthed. Det svinger meget, og har gjort det i 8 år nu, det bliver det nok ved med – heldigvis bliver mine “huller” ikke så store og dybe, som for 8 år siden. Så kommer hurtigt tilbage.

    • Det er fandme svært. Jeg har også perioder, hvor jeg virkelig føler mig i kontakt med mine begrænsninger, og så lige pludselig bliver jeg ramt, selvom jeg syntes, jeg var meget påpasselig. Så bliver jeg sgu lidt opgivende!

  • Anonymtidligerestresset

    Årh hvor kan jeg relatere. Jeg er Så misundelig på mig selv før min stressygdom, jeg er rask og velfungerende, men det liv jeg trives med nu er kedeligt. Når jeg forsøger at leve sådan som jeg ville ønske jeg kunne, ikke helt som før bare lidt derhen ad, om ikke andet så i forhold til sociale arrangementer, så er prisen Så højt og der er betaling ved kasse 1. Jeg har fået meget godt med ud på den anden side, men det er virkelig svært at leve med og acceptere mine menneskelig begrænsninger, som er så meget større nu, især når man er en del af generation ‘du kan hvad du vil’. Tusind tak fordi du deler❤️.

    • Det er nok også den følelse, jeg sidder med. At jeg er kedelig. Og det er jeg ikke nødvendigvis, det er jeg bare, når jeg sammenligner med mit gamle liv, som føltes meget mere som mig. Og ja, jeg bliver også sindssyg af den slags “motivationscitater”. Det er simpelthen salt i såret på folk, der ikke rent faktisk kan.

  • Befriende at høre, at jeg ikke er den eneste, der ikke trives med en tætpakket kalender, og sådan har jeg altid haft det, men det krævede mange år at gennemskue det og ikke mindst acceptere det, og ikke opleve det som svaghed. Under coronakrisen har unge faktisk også rapporteret, at de fandt den manglende tilstedeværelse af sociale arrangementer befriende.

    • Jeg har svært ved ikke stadig at se det som en svaghed. Ikke fordi der på nogen måde er galt med at trives bedst med et roligere program, men fordi det ikke føles som “mig”. Jeg har lyst til at lave en masse ting, jeg kan bare ikke længere. Men jeg arbejder virkelig på at lære at hvile i det.

  • Du forklarer det på den fineste måde.
    Min krop brænder altid helt sammen efter en tid med en fyldt kalender, og jeg kan være syg i ugevis efterfølgende. Følelsen af, at jeg kan mærke, det er ved at være nok – samtidig med at jeg misunder “mit gamle, bekymringsfrie jeg” dukker op hele tiden – men jeg fortsætter alligevel altid lidt for længe. For mig er det livet med en kronisk tarmsygdom, der ind i mellem får mit sind til at bryde sammen, så udsigterne er ikke gode. Jeg håber for dig, at du med tiden kan mærke bedring ❤️

    • Jeg oplever som regel, at jo mere jeg presser mig selv, desto mere bliver jeg straffet. Og nogle gange er nogle planer straffen værd. Men man skal virkelig blive god til at lytte til sin krop og dens grænser. Det er jeg stadig ikke altid.

  • Du har lige beskrevet ret præcist hvordan mit liv er. Men det er først nu jeg læser dette, at det er gået op for mig, at det egentligt er et slags separat issue. Jeg har lidt af despressioner i over 10 år, og social angst der kom snigende på et tidspunkt, jeg ikke lagde mærke til, men som jeg først inden for de sidste par år, har fået diagnose på. Før i tiden var jeg altid “til noget”, arbejde, sport, veninder eller familie, det var sjældent jeg havde en dag, hvor jeg bare var derhjemme. Det har jeg nu, kan man vist roligt sige uden at overdrive… Jeg skal vitterligt ikke have ret meget i min kalender, før jeg føler mig overbebyrdet. Jeg kan dog ikke mærke det fysisk, med kvalme osv. Men jeg har en meget kort lunte, tårene står på spring efter den mindste anledning til at svømme over (altså mere end de gør i mine “normale” perioder. Jeg er generelt ekstrem grådlabil) ,og jeg har svært ved at fokusere på andet, end at jeg har “mange” ting jeg skal, hvilket forøger mit stressniveau. Jeg synes godt det kan være svært at skære ting fra, fordi de ting der er nemmest at sige nej til, er dem der er ren fornøjelse for mig. Hvorimod job og (nogle) familiefester kan være svære at sige nej til fordi jeg ikke føler at jeg kan være bekendt at sige nej til “pligter” for at lave noget “sjovt”

    • Det er meget svært at skal prøve at finde til rette i de begrænsninger, der følger med. For som du siger – noget er jo en pligt, og man vil også gerne rent faktisk bruge noget af sin sparsomme energi på noget fornøjelse. Men der er bare ikke så meget at tage af, og man føler, man skuffer hele verden OG sig selv. Det er fandme op ad bakke!

  • Tak! Det her indlæg lander så tørt!
    Jeg just vendt tilbage til fuldtidsarbejde efter barsel og sygemelding, da jeg fik en fødselsdepression.
    Og jeg er SÅ træt og udkørt! Og jeg kan slet ikke finde rytmen fra før barsel. Jeg har bare lyst til at tude, fordi jeg ikke magter det.
    Jeg har følt mig så forker og utilstrækkelig, så dit indlæg giver noget tryghed i, at det er okay ikke at magte og måske noget aldrig bliver som det var. Men at jeg skal give mig selv tid (som man nu kan med to børn), er helt okay.
    Tak!!

    • Jeg kan kun forestille mig, det er ekstra svært med børn, fordi en af hovedsymptomerne ved depression jo simpelthen er en fuldstændig vanvittig træthed, som man bare ikke kan slippe af sted med, uanset hvor meget man sover eller hviler sig. Tanker til dig. <3

  • Selvom jeg er ramt af en fysisk skavank der tæsker mig når jeg ikke lytter, så minder det meget om det du beskriver. Så du er bestemt ikke alene
    Nu har skavanken og jeg boet sammen i ti år. De sidste par år hvor jeg har erkendt, at jeg SKAL respektere, at det er skavanken og ikke mig der vælger sko, hvor langt vi går hvornår, hvor mange dage i træk jeg kan køre langt i bilen, være længe oppe, næsten ikke danse, mængden af alkohol og hvor mange ting jeg deltager i, så går det faktisk rigtig godt.
    Jeg er stadig indebrændt over det ind imellem, men det er en kæmpe hjælp, at det virker … altså på nær når det ikke gør. Så nogen gang kan jeg mere uden at få tæsk for det og andre gange så er kroppen lidt mindre generøs.
    Og det er træls at gå glip af gode ting, fordi ens job er nødt til at være første prioritet. På den anden side er det en god hjælp, at kunne holde op mod hinanden er aktivitet y, x dages smerter værd. Så der er jeg nok heldigere stillet, fordi jeg som regel ved hvor mange tæsk ting koster.
    …. og bare så ingen misforstår, så er det min krop der tæsker mig ikke min mand!

    • Hahaha, min krop tæsker mig også! Men ja, det er måske rigtigt, at det kan være sværere at navigere i, når det også er psyken, der påvirker fysikken. Jeg er i hvert fald nødt til at øve mig konstant, og jeg rammer stadig forbi ind imellem. Men du har ret i, at man ind imellem simpelthen laver en beregning og bliver enig med sig selv om, at en given ting simpelthen er tæskene værd. Og så er man i det mindste forberedt på dem!

  • Tak fordi du deler. Min dag i går var cirka præcis lige sådan. Misery loves company, I guess? Personlig sorg blandet sammen med total pres på arbejde, og mit overskud er circa lig nul. Jeg kan skimte lyset for enden af tunnelen og kan forhåbentlig klare mig uden pitstop så længe.

  • Tak fordi du også deler dine nedture! Det er så meget mere relaterbart end hvad man ellers ser rundt omkring på de sociale medier.
    Det er forfærdeligt hvordan man fra det ene øjeblik til det andet kan gå fra at føle at det egentlig går meget godt, og at man har overblik, til en kæmpe nedtur hvor alt virker uoverkommeligt og kroppen slet ikke vil mere.
    I det mindste er vi ikke ene om det!

    • Nej, det er både lettende og trist at læse om, hvor mange der har det på samme måde. Billedet udefra viser jo sjældent hele sandheden – både om det og om så mange andre ting. Jeg synes også, det er svært, fordi jeg også godt kan føle, jeg egentlig har ret godt styr på mine egne grænser og alligevel bliver straffet. Det er træls!

  • Matilde Sommer Andresen

    Tak for endnu et ærligt indlæg – du er så sej og dejligt befriende, at du skriver så åbent om noget så svært og ubehageligt.. jeg kender det desværre alt for godt selv.. kæmpe kram herfra ❤❤

  • Hvor er det fantastisk at du deler. Havde også selv en lorte dag fredag med angst og alt der hørte med.
    Men det er SÅ RIGTIG det med at være misundelig på omverdenen for “alle” kan meget mere end mig og de bliver jo ikke stressede eller pressede eller påvirkede af modgang. Jeg føler mig indimellem alene og tænker at jeg for pokker bare må tage mig sammen, men så kommer det hele bare med 250km i timen i stedet for kun med 150km i timen. Så vi/man/jeg er nok bare nød til at acceptere det, selvom det er FUC… svært.

    • Jeg er ikke sikker på, der findes mennesker, der ikke har svært ved at opleve modgang. Men det er svært, når der ikke engang rigtigt skal modgang til, før læsset vælter. Når det bare er en ufrivillig psykisk nedtur eller en eksamensopgave eller en weekend med lidt for meget program. Det ER svært at acceptere. <3

  • Er det virkelig 2 år siden Frank døde? Hold da op tiden går hurtigt. Måske er det også bare svært for mig rigtigt at slippe ham.

    • Det er også svært for mig, kan du tro! Det føles både som meget kort og meget lang tid siden. Men savnet er han i hvert fald stadig.

    • Man er nok tilbøjelig til mest at se der, hvor man synes, man fejler, men jeg arbejder bestemt på sagen, og jeg synes heldigvis også, jeg bliver klogere hele tiden.

  • Selv når du har det rigtig svært, så formår du at skrive så fint et indlæg. Tak for din ærlighed og åbenhed. Tanker til dig❤️

  • Tak for dit indlæg <3 Jeg har været igennem meget angst i mit liv. Mest social angst og helbredsangst – hvilket ikke er sjovt i de her tider. Angsten har altid ligget til mig, tror jeg, for jeg fik mit første angstanfald, da jeg var 10 år. Men det hele var ikke ‘så slemt’ før min far døde for syv år siden, og jeg i en periode ikke kunne noget som helst. Alene det at tage S-toget eller sidde i en biograf kunne tricke et angstanfald. Det er meget bedre nu, men ikke helt væk. Jeg savner ‘mit gamle jeg’ fra før den tid, og jeg er så misundelig på folk, der ikke har de begrænsninger, som jeg har. Der var en ven, der fortalte mig, at når først man har opdaget, at der er en afgrund ved siden af den sti, som man følger i sit liv, så vil man altid være bevidst om, at den afgrund er der. Livet kan aldrig blive helt som før, men man kan forsøge at holde sig til sin sti og træde sikkert. Jeg synes, det er en god billedlig beskrivelse, der virker for mig. Det minder mig om, at jeg ikke er alene om at have angst, og at jeg trods alt er på stien og ikke i afgrunden.

    • Det er en rigtig fin beskrivelse. Realiteten er jo, at man klart får det bedste ud af sit liv, hvis man finder den absolut bedste måde at lære at leve med sine begrænsninger før. Men det er dælme svært, når man så tydeligt kan huske alt det, man kunne før i tiden! Jeg synes heldigvis, mit nuværende terapiforløb hjælper helt vildt meget. <3

  • Tak for at dele. Og tusind kram og ønsker om gode stunder, dage, uger, måneder og år <3

    Og hvor er det dog smerteligt genkendeligt. Selv er det ren somatisk sygdom, der har vendt mit liv på hovedet, og jeg er endnu længere fra at kunne, hvad jeg kunne engang. Men derfor kan jeg alligevel så godt forholde mig til det med at tro, man var nået til en vis mængde af accept, for så pludselig slet ikke at være dér alligevel.

    Knus til dig og Herbert

    • Tusinde tak. Og ja, det er virkelig svært at nå frem til accepten. Jeg arbejder ellers benhårdt på det og har gjort det LÆNGE, for jeg vil så gerne nå derhen. Alt andet er jo spild af energi og tårer, men det tager sgu længere tid, end jeg troede, det ville gøre.

  • Det er så rart, rørende og dejligt at læse igennem det her kommentarfelt. Forstået på den måde at jeg føler mig set, hørt og spejlet. Og det gør jeg også når jeg læser dit indlæg, Miriam. At vide at jeg ikke er alene om at have et system der kræver noget ekstra omsorg og “hviledage” betyder meget. For selvom jeg aktivt vælger de dage til og nærmest skrive dem i kalenderen så kan jeg virkelig tit blive overvældet af følelsen af at jeg er kedelig og at alle andre får meget mere ud af livet end jeg, når jeg så er der hjemme og giver mig selv omsorg. Jeg plejede også at kunne fare rundt, ses med venner, være ude konstant og arbejde samtidig, men min krop sagde fra med konstant svimmelhed. Jeg nåede derhen hvor jeg blev undersøgt af en neurolog og blev scannet fordi jeg vitterligt tænkte at det ville være nemmere at håndtere hvis det var noget fysisk end hvis det var noget psykisk. Den tanke er ret sindssyg for mig lige nu. Hold kæft hvor jeg elsker at det er muligt at “møde” ligesindet på den her måde og føle mig spejlet på en kærlighed måde <3

    • Jeg kan sagtens nikke genkendende til at ønske, at man fejlede noget lidt mere konkret fysisk. Og det er jo en sygt nederen tanke, men også et ret tydeligt billede på, hvor lidt forståelse man generelt bliver mødt med. Og det er super ærgerligt. Men ja, det er helt sikkert rart at vide, at vi trods alt ikke er alene!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.