Ni år er fandme lang tid. Jeg siger det bare.

For ni dage siden fyldte bloggen ni år. Jeg læste blogs i ret lang tid, før jeg selv gik i gang, og jeg kan huske, at jeg tænkte, jeg sgu nok var lidt for sent ude. Markedet var allerede mættet. Lololol. I knew nothing, Jon Snow. Udviklingen har selvsagt været ret vild, og med tiden udviklede det sig til en decideret branche. Mange af de store spillere fra de tidlige dage har trukket sig tilbage i mellemtiden. Tænk Sofies blog og Fierce og Fattig. Sidstnævnte har jeg dog fornøjelsen af ind imellem stadigvæk at samarbejde med bag kulissen. Det er ikke unormalt for ex-bloggere at gå ind i branchen på en anden måde efter deres personlige pension, for man lærer sindssygt meget per automatik, når man har brugt “udgiv”-knappen længe nok.

Jeg lige dele savner og savner ikke de gamle dage. Blogging var noget mere umiddelbart dengang. Det betyder på den ene side, at scroller man langt nok tilbage i mit arkiv, så kommer man forbi noget værre crap, men det betyder også, at man kommer forbi nogle indlæg, der kan være ærlige og upolerede på en anden måde end det, jeg udgiver den dag i dag.

Den del kan jeg godt længes efter. Jeg har altid stræbt efter at være meget personlig og ærlig i så vid udstrækning, det er muligt, men jeg har måttet erfare, at det kan komme tilbage og bide mig i røven – ofte på måder jeg slet ikke havde set komme. Jeg kunne godt ønske mig, det var muligt for mig at kunne fortælle om dates, jeg har været på, uden nogen går i privatdetektiv-mode for at finde manden, der har været involveret. Eller at jeg kunne hverdagsbitche over larmende naboer, uden nogen kontaktede dem. Engang var der en, der opstøvede min ekskærestes nye kæreste af grunde jeg har glemt, men som helst sikkert var jævnt upassende.

Fordelen ved ærlighed er, at der opstår et fællesskab. Når jeg deler svære ting, og andre føler sig mindre alene. Når der udgives hemmeligheder, og folk bliver lige dele underholdt og tænker, at så fucked er de i det mindste ikke. Når jeg snakker om ikke at ville have børn, at elske ananas på pizza eller hvor sygt nederen det er, når ens yndlingsserie bliver cancelled. Det hele er små og store relationer, som er en del af det, jeg holder så meget af ved at have en blog. Jeg genkender jo folks navne i kommentarfeltet og noterer mig, når de skifter profilbillede på Insta. Jeg ved, hvem der elsker Herbert, og hvem der altid gerne vil bede om et tip, når jeg finder en god Miriam-kjole. Og det er bare dem, der giver lyd fra sig. Jeg sætter også pris på alle jer, der følger med i stilhed!

Men at dele så meget efterlader mig også ret sårbar. Nogle gange ender det med at blive brugt som ammunition imod mig. Den kan komme i form af uopfordrede “gode” råd i forhold til mit datingliv, fordi nogen havde en holdning til hvorfor/hvornår/hvordan jeg valgte en mand fra. Eller når nogen er uenig med mig i en holdning og anvender udtryk som “jeg havde forventet mere af dig, Miriam”. Det kan være fjerndiagnoser, som hende, der mente, at jeg helt bestemt måtte være bipolar, fordi jeg “tuder hele fucking tiden”. Det føles selvfølgelig både ubehageligt og grænseoverskridende. Andre gange er det mere indirekte. Den anden dag var der et velkendt navn, der begyndte at følge mig på Instagram. Velkendt på den måde, at hun har fulgt mig før, og vi har hyggeskrevet en del frem og tilbage gennem tiden, og så på et tidspunkt har hun vurderet, at jeg ikke var sjov/interessant/værd at følge længere og klikket unfollow, men fordi jeg har en giveaway kørende, var hun kommet tilbage. Jo nok midlertidigt, tænker jeg, mens jeg bliver ked af at være blevet vraget, for det er jo det, der er sket. Og selvom jeg alle dage har været den største fortaler for, at man selvfølgelig kun skal følge personer, der giver en noget godt, så svider det stadig lidt, ikke? Det er aldrig fedt at blive afvist, og det er dobbelt op på ufedt, når man lever af skidtet, for så bliver man både dumpet personligt OG professionelt! 😀

Men. Menmenmen. Åh, alt det gode ved at være blogger! At jeg så sent som i dag er blevet tippet om et par Marc Jacobs Mouse Flats til salg, selvom det er over tre år siden, jeg skrev et indlæg om, hvor ulykkelig jeg er over, at de ikke produceres mere. Jeg bliver rørt, stolt og beæret, når jeg får lange, hjerteskærende beskeder i min indbakke med ønsker om alt fra gode råd mod hjertesmerte til hvordan man bedst hjælper en pårørende med depression. Tænk, at der er nogen, der har så meget tillid til mig, at de sætter deres lid til mine ord. Jeg elsker, at der sidder folk, der konsekvent er obs på at bruge min Støt Bloggen-side, hver eneste gang,de shopper, fordi de ved, det ikke ikke koster dem noget, men er med til at holde bloggen kørende. Jeg elsker den trofaste dedikation i mit kommentarfelt, om det så gælder boganbefalinger, at dele lignende kiksetheder på et Bridget-indlæg eller trøst og hep og kærlighed, når det er den slags, der er brug for.

Og så er der selvfølgelig det fede ved at få lov til at skrive. Og ikke bare skrive, men helt selv at bestemme hvad og hvornår, hvor langt og hvordan. Har jeg fortalt jer om dengang, bloggen lå hos en større udgivelsesvirksomhed, og de ville have mig til at skrive en klumme til et magasin? Så det gjorde jeg, og den blev ret god, hvis jeg selv skal sige det, men to dage efter deadline kom den kraftstejlme tilbage med noter i marginen fra redaktøren, og mit stolthed blev ridset noget så eftertrykkeligt, for jeg er jo ligesom ikke vant til at have nogen til at diktere noget som helst. Jeg siger ikke, at klummen ikke i sidste ende blev bedre af rettelserne, for det gjorde den med garanti, jeg siger bare, at det gik op for mig, hvordan rigtig mange mennesker, der lever af at skrive, i realiteten arbejder – altså under struktur med en chef og shit – og jeg var ikke megameget fan. Friheden ved det her, det er det ultimative. Især for sådan en som mig med lidt kludret helbred.

Om det bliver til ni år mere ved jeg ikke. Jeg var 25, da jeg startede, og dengang fandtes der altså ikke rigtigt bloggere på 34, så jeg havde ingen overvejelser om, hvorvidt det var noget, der skulle vare så længe. Det var bare en nice distraktion fra mit depressionshelvede. På et tidspunkt gik det over til bare at være nice. For det meste, altså. Jeg tænker, de fleste jobs kommer med en ulempe eller to, og i blogger-regi er det så lidt mere nedturskommentarer end lang transporttid, men så længe jeg sidder med en overordnet følelse af virkelig af være glad og taknemmelig for at kunne leve af det her, så bliver jeg stensikkert ved.

Kommentarer (43)

  • Bliv ved – pleaaazzzzeee

    jeg har først fornyligt opdaget dit univers og jeg ææææææælsker det

    Jeg kan sagtens følge at være nysgerrig og være fristet til at lege detektiv, men derfra til at skrive til dine naboer og en ekskærestes nye kæreste’s fætters kone – agtig ….. siger vist mere om dem der gør det end dig. Til dem vil jeg bare sig – søg psykiater – straks

    • Jeg har ingen planer om at stoppe! Og nej, jeg forstår heller ikke helt logikken, men det er ærgerligt, for det betyder selvfølgelig mindre personligt indhold. :-/

  • Stort tillykke med de 9 år 🇩🇰 Jeg håber (Af helt egoistiske grunde fordi jeg elsker at læse med), at du bliver ved i 9+ år endnu. Startede i sin tid (Scheisse det lyder gammelt) ud med at følge en del blogs, men din er den eneste, jeg har hængt ved gennem årene, fordi dine indlæg er autentiske, relaterbare og så elsker jeg dine ordjonglering ❤️

  • Tillykke med de 9 år. Kan desværre ikke prale af at have fuldt dig i alle årerne. Du er en skøn blanding af det hele. Du deler hverdagen som den er på insta og her på bloggen skrives der længere indlæg. Jeg elsker at følge dig om du deler katte spam eller depression eller USA trips. TAK for dig.

  • Har fulgt med i stilhed en del år efterhånden, og nu er jeg bare nødt til at sige: bliv ved, og helst mindst 9 år endnu. Du gør det så godt❤️

  • Kæmpe tillykke med de 9 år 🥰 jeg elsker at følge dig.. nogle gange synes jeg du er lidt irriterende andre gange er du mega cool.. fuldstændig ligesom min søster, bedste veninde eller yndlingskollega! Så jeg hepper på 9 år mere!

  • Tillykke med de 9 år! Jeg har fulgt dig nærmest siden begyndelsen, tror jeg, og det er jeg mindst ligeså glad for i dag som dengang, så jeg hepper på 9 år mere!

    • Det er jeg vel nok glad for at høre! Bloggen har jo udviklet sig enormt meget, og jeg har selvfølgelig forståelse for, at der er en del, der er hoppet fra (eller kommet til) af samme årsag, men jeg bliver altid lidt ekstra glad, når nogen har hængt ved rigtig længe!

  • Bliv endelig ved, så længe lysten er der. Jeg er også en af dem, der har været med fra start, dog som læser, aldrig som blogger og begræder at de personlige blogge forsvinder. Jeg forstår udmærket grundene og jeg kunne ikke selv åbne mig så meget op, men det er de personlige blogge, der får mig til at forsat læse blogs. Jeg kan også se, nogle af de gamle, er blevet mindre personlige over tid, men synes du har fundet en god balance.

    • Desværre er det en ligning, der er svær at få til at gå op. For det er meget tidskrævende at drive en blog med halvmange læsere – i hvert fald, hvis man skal blogge semi-dagligt, og derfor kan det være nødvendigt at tjene penge på skidtet, hvis man vil dyrke det på det plan. Men der er ikke så mange penge i det personlige alene – der skal helst være mulighed for at inkludere noget kommercielt også. Men ja, jeg kan også godt savne flere af dem, der tør være sådan rigtigt ærlige.

  • Jeg er en af de stille læsere – svarer sjældent på dine indlæg, men forsøger at huske at “like” på insta, for du har engang så fint fortalt, at et enkelt lille dobbeltklik derinde, kan hjælpe dig i fremtidige samarbejder.
    Fortsæt endelig – og tillykke 😉🇩🇰

    • Det er så rigtigt, og hvor er jeg glad for, at det er noget, du kan huske! Det er virkelig en lille ting, der gør en stor forskel, så tusinde tak! <3

  • Ærgerligt at du ikke føler du kan dele mere personlige ting fra dit liv – får indtrykket at du egentlig godt gad hvis det ikke var for den eventuelle bagside der følger med. 🙁 Jeg tjekker din blog troligt hver dag, da jeg synes du er så god til at skrive samt underholde. Hurra for de 9 år, og må der være endnu flere år – tillykke!

    • Jeg ville SÅ gerne dele mere på den front, men jeg har simpelthen fået så mange rap over snuden, at jeg føler mig nødsaget til at være påpasselig. Jeg kan virkelig godt savne at kunne skrive ganske uforsigtigt, men jeg er taknemmelig for, at jeg heldigvis stadig har områder, hvor det er muligt at være meget ærlig og sårbar.

      • Det kan jeg godt forstå – det kræver meget I sig selv at kunne dele så personlige ting, så er det klart at du ikke gør nær så meget med de oplevelser du har haft.

  • Jeg kan ikke huske hvor længe jeg har fulgt med, men i hvert fald før Marc Jacobs indlægget – for jeg kan huske at have læst det da det kom ud.
    Det siger alligevel noget om din evne til at formidle og underholde gennem tekst. Jeg aner intet om sko og jeg må indrømme at jeg aldrig er blevet gode venner med ballerinaer (rygproblemer..). Men alligevel husker jeg det indlæg, som værd at læse 😅 Jeg genlæste ikke nu her, jeg kunne udelukkende huske det fra ovenstående tekst.

    Min pointe er, at du er god til det du laver! 9 års erfaring giver selvfølgelig noget pondus, men wow Miriam. Jeg har sagt (skrevet) det før og gør det gerne igen, du er genial til at skrive og formidle. At der skulle findes firmaer der ikke overvejer dig, som potentiel samarbejdspartner er mig fuldkommen uforståeligt (måske lige på nær børneunivers genren 😅).

    Jeg håber du bliver ved længe endnu, jeg ønsker en fremtid for dig inden for branchen og på et tidspunkt er jeg sikker på, at du bliver en af branchens Grand Old Ladies, hvis du ikke allerede er det.
    Jeg ser også dig hjælpe med til, at styrke branchen, reglerne og guide til hvad man kan tillade sig og ikke tillade sig – hvilket jo er meget oppe i tiden..

    Ddt blev langt, tillykke med de 9 år, du gør det godt!

    • Wow, tusinde tak for nogle store ord! Jeg har helt sikkert lært meget de sidste ni år, og der er helt sikkert indlæg fra de første par år, jeg krummer tæer over. Også over den person, der skrev dem. Men jeg er MEGET glad for, at jeg har fået en mulighed for at udvikle mig til der, hvor jeg er nu. Der er stadig så utroligt meget glæde i det for mig. Og der vil nok altid være virksomheder, der vil vælge mig fra, men gudskelov er der flere og flere, der ser værdi i blogs som min, og det er simpelthen så fedt at være vidne til!

  • Tillykke med de 9 år 🇩🇰🇩🇰🇩🇰
    Jeg har været med helt fra starten og du er stadig min yndlingsblogger fordi du kan noget helt andet end det mainstream. Jeg græd med dig da Frank forsvandt og glædede mig over Herberts ankomst ❤️
    Jeg holder af det hverdagsagtige og ind imellem kiksede og jeg håber du fortsætter mange år endnu. Jeg er dårlig til at kommentere men det betyder ikke at jeg ikke er vild med at følge med. Og så kan du bare noget med sprog. Tak for de 9 år. Jeg hepper på mindst 9 mere!

    • Tusinde tak, fordi du skrev en kommentar denne gang, det betyder meget for mig! (Men jeg er heller ikke altid god til selv at kommentere, så fuld forståelse for, når det ikke sker!) Det var en svær tid, da Frank gik bort (i mere end én forstand). Vi er lige ved at være ved to års jubilæet for hans død, og det er sgu stadig svært for mig at tænke på. Men det vil altid stå meget stærkt i min hukommelse, hvor meget kærlighed og hvor meget medfølelse og støtte jeg modtog i den tid. Det betød så afsindigt meget.

  • Hej Miriam :-). Jeg har fulgt dig længe men aldrig kommenteret på noget. Det gør jeg meget sjældent men lige det her får mig til det. Jeg synes godt om din måde at skrive på – sjovt og interessant – langt fra det sted jeg er i livet – men netop så mere interessant . Jeg er 54, gift, voksne børn, hund og bor langt fra KBH. Bliv ved med at skrive 🙂 – jeg følger med.

    • Hej Pauline! Hold fast, hvor er jeg glad for, at du har lyst til at læse med, selvom vi er så forskellige. Det er dejligt at vide, at ord kan noget på tværs af alt muligt. Tak for din kommentar!

  • Kæreste Miriam,
    Tillykke med de 9 år! Jeg har vist læst med siden starten af 2012, så ikke helt fra start, men efterhånden ganske længe, og jeg kan slet ikke forestille mig nogensinde at stoppe, så det håber jeg heller ikke du gør.

    Dine skriveevner, din ærlighed, din åbenlyse kærlighed til og glæde over ting du holder af, din USA kærlighed, din fantastiske evne til at lave relevante og læsevenlige spons-indlæg (selv hvis man ikke skal købe noget), og ikke mindst din sårbarhed er bare nogle af de mange grunde til, at jeg så længe har elsket at læse med herinde og på Insta. Så altså: DIG!

    Så “mangler” vi bare, at jeg snart får dig overtalt til at starte en Patreon eller en subscribe knap 😉

    • Det er nææææsten helt fra starten da, hvilket er ganske imponerende! Og alle de roser! Jeg er dårlig til at tage imod dem, men de gør mig uendeligt glad! Patreon ved jeg ikke, om jeg bliver moden til nogensinde. Det hjælper lidt på det, når jeg ser Youtube-videoer, hvor det bare indgår så naturligt, men jeg ved stadig ikke, om Danmark er helt klar. Men jeg bliver meget rørt over, at der er nogen, der synes, det er noget, jeg burde gøre!

  • Jeg har læst med i cirka halvdelen af de ni år, og jeg elsker det! Jeg tjekker herinde stort set hver dag, for min dag bliver altid lidt bedre af at læse et indlæg fra dig – også når det er tunge emner, for så bliver jeg klogere, mere empatisk og føler mig mindre alene. Håber på en fejring af de ti år næste år, hvor vi læsere måske kan få lov at spille en rolle!

    • Åj, jeg er vildt glad, hvis jeg kan bidrage til en bedre dag! Jeg håber meget på at kunne fejre de ti år med maner. Alt andet ville næste være for dårligt!

  • Jeg elsker at følge med herinde og har gjort det i en hel del år efterhånden. Både de gode år hvor dine indlæg har været lidt ekstra krydderi på tilværelsen og de dårlige år hvor jeg ikke kunne samle mig sammen til andet end at glo på din forside og trykke F5 dagen lang til der kom et nyt indlæg. Så ville lige sige tusind tak for alle dine skriverier, både de lette og de tunge af slagsen, de har hjulpet mig helt utroligt meget, for det er uvurderligt pludselig at vide at man ikke er alene med at gennemgå elendige ting.

    Og hvis jeg må knytte en kommentar til den med Instagram følgeren der har unfollow dig; jeg unfollower i perioder blandt andet dig, af den simple grund at du er for nice og når jeg har det værst med mig selv kan jeg ikke rumme dét. Fordi misundelse og alle mulige andre forbudte følelser. Såeh ja, ville bare sige, det er altså ikke sikkert at det er fordi du ikke giver værdi at man unfollower dig, måske det modsatte <3

    • Katja, ved du hvad, tak for det første for at have lyst til at følge med. Det er min fornemmeste rolle at have en blog, hvor nogen har lyst til at kigge forbi dagligt på jagt efter nye indlæg. Og så rigtig mange tak for din kommentar omkring Instagram. Du har jo ret! Altså, det er selvfølgelig ikke realistisk, at folk udelukkende skrider, fordi de synes, jeg er FOR nice, men jeg gør da det samme som dig på det område, og det mindede mig om, at der jo kan være et væld af årsager til, at man unfollower, og ikke alle er nødvendigvis nogen, der behøver være møntet på min personlighed. Så tak for det perspektiv!

  • Hej Miriam

    Jeg er også glad for at følge dig. Jeg er 47 år med barn og kat. Bosiddende i provinsen.
    Men du rammer ofte noget interessant og vedkommende og jeg hænger på 😀

    • Katten har vi da til fælles om ikke andet! 😀 Men jeg er glad for, du har lyst til at læse med, selvom der ellers ikke er så mange ligheder imellem os.

  • Kære Miriam,
    Jeg har været følger – omend en af de mere stille – på sidelinjen, men ikke desto mindre fast de sidste 5 år og jeg fortsætter glædeligt de næste 5! Tak for din ærlighed, dine smukke skriv og din humor. Det er en værdsat fest og du efterlader mig ofte eftertænksom. Eller bare flad af grin.

    Kram fra en trofast læser (på 22) 😉

  • Tillykke med de 9 år! 🇩🇰 Jeg har fulgt med siden (omkring) 2015, og ser hver uge frem til dine indlæg. Jeg har aldrig rigtig været en fast blog-læser, men faldt over denne da BT skrev en artikel om hemmelighederne. Det er jeg dem evig taknemmelig for! Btw. jeg håber ikke du synes det var creepy det med Sims på Instagram (you know what I mean)…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.