Fordi man altid vil have, hvad man ikke kan få

Det startede, da man var lille. Når det var sommer og en af de der rigtig gode dage, hvor man stod foran et isskilt og skulle vælge, og ens mor sagde, at man måtte vælge lige den is, man ville have – undtagen den, der var på størrelse med ens hoved, for det virkede bare lidt åndssvagt, og den var i øvrigt svinedyr. Hvilken is var så pludselig den eneste is, der så god ud? You know it.

I teenage-årene gik det over til at handle om drenge. Peter fra klassen var ikke en, man som sådan havde bemærket. Altså, jo, man havde jo gået i klasse med ham i otte år, så på den måde var man selvfølgelig opmærksom på hans eksistens og hans røde rygsæk og hans hund, der hed Benny, men han var mest bare et menneske, der eksisterede i ens hverdag og ikke så meget mere end det. Indtil ens veninde tilstod, at hun var forelsket i ham. Og pludselig forvandlede Peter sig for øjnene af en til en drømmeprins fra en Disney-film med McDreamy-hår og verdens bedste sans for humor, der godt nok mest handlede om prutter, men stadig!

Man vil gerne have det, man ikke må få. Det er en af universets helt grundlæggende regler, og det er sådan, jeg har det med at rejse lige nu.

Man kunne selvfølgelig argumentere for, at det er ret naturligt at have lyst til at rejse midt i sommerferien, men det er jo ikke det tidspunkt, jeg normalt rejser på. Man kunne også argumentere for, at det er naturligt at få lyst til at rejse, når alle andre flasher deres solferier, men realiteten er jo, at der nærmest ikke er nogen, der har forladt landet i år, så bountystrande og palmetræer udebliver lidt fra mit Insta-feed.

Jeg havde jo sådan set også planlagt en tur til USA i år, den skulle bare først ligge sidst på efteråret. Men fordi amerikanerne tackler det der Corona rimelig råddent, ser det på nuværende tidspunkt ikke ud til, at den tur bliver til noget, og derfor vil jeg så selvfølgelig ekstra gerne af sted. Og det helst lige nu.

Om aftenen ligger jeg og googler de stater, jeg havde planlagt at besøge. Jeg ser Youtube-videoer om burgere, man bare må spise, og naturområder, der må ses, og lokale perler, som turisterne tilsyneladende endnu ikke har oplevet, selvom de jo så befinder sig på en liste, der hedder “20 steder, du skal besøge i Texas” og var første resultat i min søgning.

Det kan vel bedst beskrives som en mild form for selvtortur. En undskyldning for at blive børnesur over noget, der er uden for rækkevidde om ikke andet så for lige nu. Jeg ved ikke, hvorfor jeg gør det, men det har været mit faste aftenritual i et par uger nu. På den positive side har jeg vel klaret rundt regnet halvdelen af planlægning til, når det engang bliver muligt at komme af sted. I mellemtiden ser jeg frem til min tur til Flensborg om en måneds tid, hvor de måske ikke har Texas barbecue og southern drawl, til gengæld har de Rote Straße og Kinder til spotpriser, og det skal man heller ikke sådan kimse ad!

Kommentarer (17)

  • Har SÅ meget usa blues. Vi skulle også have været afsted, og jeg er ved at gå tør for alt det jeg købte sidste år, du ved hudpleje-medicin osv, fordi jeg ikke havde forudset en pandemi, men havde regnet mig frem til hvor meget jeg cirka skulle bruge til jeg kom igen. Jeg er pisse børnesur, og så billeder igennem fra sidste tur igår. Fanme også selvpineri på højt plan.

  • Jeg satser også på en Flensburg tur snarest – det er ikke ligefrem det samme som den aflyste tur til Malaga, men en plyndretur i Rossman, laks med brasekartofler og sennepsauce, samt en tur på havnen i selskab med en tysk øl, skal man nemlig ikke kimse ad 💪🏻🤩

  • Tip til Flensborg og Rossmann.

    Totes Mer Schlamm-masker. Et brev koster under én euro, der er til flere gange, og det er den bedste muddermaske, jeg har prøvet. Muddermaske, ikke ansigtsmaske, som ellers er påbudt i Rossmann og alle andre butikker hernede i Tyskland i øjeblikket.

  • Sidder her og nikker med så hovedet snart falder af 😊
    Vi er raske, har stadig vores arbejde, ungerne er godt på vej hjemmefra, huset står endnu og de ekstra hyggekilo på maven kan da stadig være i bukserne😉…… men lige i øjeblikket kan jeg kun tænke på den dykkerferie til San Diego der skulle have være påskeferien (dykning i Danmark er bare ikke det samme 🥶🙄) og turen til New Orleans i sensommeren som er blevet vekslet til nye terrassefliser – dejligt men ….. Ferie hermed udskudt til oktober, det bliver nok en kølig fornøjelse til den tid at grille, sippe rose’ og hygge på den nye terrasse 😂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.