Casual mandag: Airbrushed i et afhøringslokale

Jeg er i skrivende stund netop kommet retur fra et besøg hos TV2 News. For lidt halvlang tid siden skrev jeg nemlig et indlæg om, hvorfor jeg ikke vil have børn. Jeg har skrevet et par stykker med det tema gennem årene, men der er ét bestemt, der åbenbart er meget google-bart, i hvert fald er der med jævne mellemrum journalister, specialestuderende og lignende, der finder frem til det og gerne vil interviewe mig om emnet. Og det var altså, hvad der skete i formiddag, hvor jeg blev kontaktet af TV2 New, der ville lave et indslag om en ny undersøgelse, der viser, at flere og flere kvinder fravælger børn.

Så jeg tog turen til Teglholmen uden at vide ret meget om, hvad der skulle ske.

Det er fedt at skulle i fjernsynet, når man er lidt en stress-sveder. Og det er altså svært ikke at få bare en snert af sådan en eksamens-følelse, når man ikke ligefrem er hyppig tv-gæst. Heldigvis skulle jeg en tur i makeup-stolen først, og det inkluderede i dagens anledning en omgang airbrush, der jo i bund og grund handler om at blive pustet i hovedet af en mini-pistol, der sprøjter både med luft og makeup, så det kølede mig lidt ned.

Udover det var det en superspøjs oplevelse. Ser I, jeg var ikke inde i studiet. Jeg var inde i ét studie, men ikke det samme, som de andre sad i. Faktisk var der intet andet inde i det lille-bitte lokale end mig, min øresnegl og en monitor, hvor jeg kunne se, hvad der foregik i fjernsynet. Det virkede næsten sådan lidt afhøringslokale-agtigt.

Da det kom til stykket var det slet ikke slemt. Jeg blev interviewet af Gertrud Højlund, som jeg altid mægtig godt har kunnet lide, og spørgsmålene var i bund og grund de samme, som altid dukker op, når man siger, man ikke vil have børn, så jeg var aldrig uden et svar – omend de måske ind imellem blev lidt mere kringlet formuleret, end jeg ville have ønsket. Min erfaring med hele den snak er, at det kan være meget vigtigt, hvordan man får sig formuleret. Sagen er den, at selvom de fleste reagerer med nysgerrighed eller undring over min beslutning om at vælge børn fra, så er der også enkelte mødre, der ser min beslutning som et angreb på deres beslutning og derfor går lidt i løvemor-mode. Og det er selvfølgelig en skam, for jeg er på ingen måde ude på at fratage nogen deres moderglæde, jeg ønsker udelukkende, at det respekteres at vælge børn fra, ligesom det respekteres at vælge børn til.

Sidste gang jeg var i fjernsynet, var det noget med at råbe op om, at tykke mennesker også er mennesker, og det stak lidt af de næste 48 timer og ikke nødvendigvis i en behagelig retning, men jeg satser på, det her bliver en lidt mere sløv omgang. Ikke desto mindre regner jeg med, at min airbrushede ansigt forbliver 100% fejlfrit resten af dagen! 😀

Kommentarer (13)

  • Jeg vil heller ikke have børn, det har jeg altid vidst. Har dog, sjovt nok og mærkeligt nok, aldrig fået kommentarer i den retning. Har altid undret mig over at jeg er gået “fri” om man så må sige, men har aldrig oplevet noget negativt i den retning. Heldigvis. Tænker det må være en kende belastende. Nå ja og så gad jeg godt prøve en makeup-pistol 😀 Var der ikke noget med man faktisk engang kunne købe sådan en fætter i magasin eller lign.?

    • Åj ja, så har du godt nok været heldig! Jeg får det hver gang, emnet kommer op – ikke altid decideret negative kommentarer, men jeg skal altid forklare/forsvare min beslutning.

      • Ha jeg tror det har en del at gøre med, at jeg er lidt en freak, altså en man ikke tænker positivt om mor-rollen (jeg gætter for jeg ved det ikke) Men jeg er 45 så evt. kommentarer, må forventes at være ebbet ud. Men jeg tror, oprigtigt talt, aldrig jeg har fået spørgsmålet om jeg (dog) ikke skulle have børn. Tænker at det må være ret belastende, også selvom spørgsmål ikke nødvendigvis har været negative. Eller måske har jeg bare været heldig, jeg ved det ikke 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.