Jeg er jo Bridget Jones #429

1. I den forgangne uge var jeg til hudlæge efter tre måneders ventetid. Jeg kom lidt sent ud ad døren og endte med at småløbe hele det sidste stykke af frygt for at komme for sent og miste min tid. Fik derefter lov til at sidde 20 minutter i venteværelset.

2. Lægen gav mig en tre måneders pillekur, der betyder, at jeg “ikke må få sol”, hvilket er en fed ordre at få i starten af juni.

3. …Heldigvis har jeg alligevel ikke råd til at spise ude efter at have betalt for selv samme pillekur.

4. Der er et amerikansk is-firma, der vedvarende små-spammer mig i et forsøg på at få mig til at “prøve” (læs: promovere) deres is, og det siger sig selv, at jeg slet ikke er afvisende over for den slags. Der er bare det lille aber dabei, at den ikke kan fås i Danmark.

5. Fitness World er atter åbnet, og jeg tog (let modvilligt, let’s face it) derned igen og gik i gang med min normale (pre-lockdown) rutine fra en ende af. Måtte give op lidt over halvvejs inde, jeg kunne ikke mere.

6. Da jeg skulle ud i torsdags, begyndte det pludselig at stå ned i stænger, og jeg besluttede mig for at tage et par nude 20 denier-strømpebukser på. Sådan nogle bruger jeg ikke så tit, så jeg endte med at vælte halvdelen af mit klædeskab ud på gulvet for at finde et par. Det ligger der endnu, det halve klædeskab. Magter ikke at rydde det op igen.

7. Endte i øvrigt med at finde tre par strømpebukser, der alle gik i stykker i sekundet, jeg prøvede at tage dem på, så jeg måtte alligevel tage af sted med bare ben. Kan strømpebukser blive for gamle??

8. Det sidste døgns tid har jeg været fuldstændig begravet i den nye Hunger Games-prequel (som Gyldendal har sendt mig, derfor reklame), fordi fuck yeah, mere Hunger Games, og Herbert er simpelthen så hjernedødt jaloux, at jeg er nødt til at forsøge at læse med én hånd og nusse kat med den anden.

9. Gik i Netto efter A38 og blev så begejstret for, at de endelig havde fået fyldt op af de der sekspak Mars-is til en tyver, at jeg købte tre pakker og glemte alt om det, jeg egentlig var der for.

10. Nå, undskyldning for at spise sig en lille is til morgenmad, I guess?

Kommentarer (4)

  • Den er virkelig god den nye Hunger Games 0 – Har børn og ung herhjemme hooked på bøgerne og lydbøgerne, så har hørt så meget jeg måtte læse dem selv. Jeg bliver næsten vred, hvis der ikke kommer en 0,5 eller hvad det hedder efter denne. Historien er jo SLET ikke færdig 🙂

    • Jeg mangler lige den sidste sjat, men jeg er fælt begejstret! Hun har fundet en sindssygt god måde at fortælle en ny historie i samme univers.

Der er lukket for kommentarer.