Moderne dating er Instagram-scoring og venstre-swipe på bedøvede tigere

Dating på moderne er en interessant verden. Markant mindre interessant, hvis man rent faktisk lever i den, men for udefrakommende virker den ofte helt spændende og eksotisk. 10/10 gange jeg har været til fest som eneste (eller næsten eneste) single, vil mine langtidsafsatte veninder spørge ind til det vilde singleliv. De håber måske på fortællinger om impulsive byture og akavede hook-ups. De vil swipe på min Tinder. Høre juicy sladder om nye flirts og alle de mænd, jeg har gang i.

Og altså.

Jeg må skuffe og sige, at mit liv desværre aldrig rigtigt har lignet Sex & the City i den forstand.

Der er ikke en eligible bachelor på hvert gadehjørne, og man bliver ikke inviteret ud i Netto. Lørdag er ikke fast datenight, og alle dates bliver ikke til gode anekdoter. De fleste er bare sådan lidt meh. Som fx den gang jeg sad i to stive timer og hørte på en mand fortælle mig om enzymer i vaskepulver. Han var sød og soigneret og fejlede absolut intet, det var bare den kedeligste samtale, jeg har haft, siden hver eneste samtale jeg har med min far, hvor han prøver at gøre mig hooked på enneagrammet.

Singlelivet er ikke lutter kemi og nyforelskelser. Målet er selvfølgelig at nå derhen, men vejen dertil kan mildest talt være ret nederen. Fyldt med skuffelser og afvisninger og opgivelse. Og kedsomhed. Der er ikke gang i den nonstop for de fleste medsingler, jeg kender. Plus, gamet ændrer sig hele tiden, og det er sygt svært at følge med.

Sidste år blev jeg scoret på Instagram. Det er åbenbart en ting, vi gør nu. “Slide into the DM’s.” Det var ikke en ubehagelig oplevelse, men det var det jo kun ikke, fordi det rent faktisk var en mand, jeg fandt interessant. Jeg har også prøvet at blive kontaktet, hvor dating bare hang mig langt ud ad halsen, og ingen havde en chance, og jeg har prøvet at blive kontaktet af mænd, der nægtede en pæn afvisning, selvom de boede i Ægypten/var 62/lagde ud med klamme seksuelle beskeder.

Jeg har ikke prøvet at gøre det selv. Altså, jeg er med på, at det der med at kontakte nogen på Instagram må være en slags teknologisk ækvivalens til at sige hej til en, man synes, ser sød ud på gaden, men jeg har ikke kunnet få mig selv til at gøre det selv endnu… Selvom der bestemt har været tilfælde, hvor jeg har haft lyst til det.

Hvis man opretter en profil på Tinder, så har begge parter jo ligesom givet udtryk for, at de gerne vil tale med en af de modsatte (eller samme) køn i dating-øjemed. Men når man sender en frisk DM, så forekommer det mig på en eller anden måde lidt invaderende. Jeg gætter på, min frygt er at ende som en af de uvelkomne mænd i min egen indbakke, der ligesom bare ikke helt forstår en hentydning. Jeg mener, jeg anser vel egentlig mig selv for at være okay kommunikativt begavet, men jeg tænker også alle, vi har været i situationen, hvor vi har fået en ret tydeligt svar, som vi insisterede på at mistolke, fordi alternativet jo er, at man er blevet valgt fra. Og nu havde man lige havde brugt to uger på at tilegne sig hans efternavn mentalt og skrive “Miriam Pontoppidan” i sit kladdehæfte og kunne ret godt lide, hvordan det så ud. (Jeg hænger ikke nogen specifikt ud her, jeg har bare altid syntes, Pontoppidan var et monster-blæret efternavn, så det hedder min fiktive drømmefyr i dagens anledning).

Jeg siger ikke, at der ikke er fede ting ved at være single. Men når man sidder i forhold på 10. år, får hverdagens trummerum det nok også romantiseret lidt mere, end det fortjener. Og jeg kan også afsløre, at det var markant anderledes at være single i sine 20’ere, end det er i sine 30’ere. Jeg forstår selvfølgelig stadig 100% interesseren i lige at overtage en andens Tinder i fem minutter. Så længe vi sammen er obs på, at Thomas med sit mirror-selfie i bar overkrop og et billede med en bedøvet tiger i Thailand nok ikke er min næste store kærlighed.

PS: Hvis der er nogen, der rent faktisk selv har prøvet at score over Instagram, så videregiv lige nogle tips til den gode indgangsvinkel, hva’?

Kommentarer (20)

  • Fantastisk relaterbart indlæg (desværre 😏). Det var faktisk min bror og hans kone der fik mig til at downloade Tinder i sin tid fordi de var nysgerrige på hvad det var for noget 😅

    • Haha, ja, jeg har også en fornemmelse af, at Tinder er væsentligt mere interessant for folk, der ikke kan bruge det! 😀

  • Elsker alt ved det her indlæg. Nok fordi jeg er 100 % enig. Kæft, datinglivet er opslidende 😅 Og jeg har endda kun været i det i lidt mere end et halvt år (efter 16 år i et forhold). Lige for nu foretrækker jeg faktisk singlelivet med alt, hvad det indebærer, for det er da noget nemmere end datinggamet – hvor reglerne er anderledes for hver person, man snakker med 😆

  • Jeg har scoret via en kæk bemærkning i DM på Instagram 😁
    Endda 2 gange 😏

    Det startede egentlig bare med de der reaktionsknapper, men jeg tog mod til mig og spurgte ind til hans stories. (Altså; da han lagde en video op af sin kaffe/hund/musiksmag/fritidsinteresse/t-shirt/nyeste bog eller film/whatever så stillede jeg et spørgsmål til den)… Så virker indgangsvinklen ret uskyldig 😉

    Jeg synes temmelig hurtigt man fornemmer om der er interesse 😊

  • Min kæreste skrev til mig på Instagram. Vi skrev i et halvt år og har nu været kærester i halvandet 😅

  • Godt nok ikke en datinghistorie fra Instagram men derimod Tinder. Mødte min mand via Tinder og på mit tidligere arbejde delte jeg kontor med to andre, som også havde fundet deres “significant other” via Tinder. Så på trods af sit ry som booty call app kan Tinder også godt føre til noget mere varigt 🙂

    • Der er masser af seriøse typer på Tinder også, ikke et ondt ord om, at det modsatte skulle være tilfældet. 😀

  • Min kæreste gennem 3 1/2 år er resultatet af “veninderne der gerne lige ville swipe lidt på min Tinder” !
    De kender mig åbenbart meget bedre end mig selv 🙂
    (Eller, jeg vil faktisk sige at de også var skyld i den dårligste af alle mine Tinder-dates med en temmelig creepy fyr, så måske det bare var et spørgsmål om held)…

    • Hahaha! Herbert har faktisk engang højreswipet mig en meget tvivlsom mand… Det kunne være, han skulle have haft en chance!

  • Lige siden min latinlærer fortalte at Pontoppidan bare er Broby på latin, så har jeg ikke kunnet lade være med at fnise lidt af det 😅

  • Jeg har også en veninde, der scorede sin kæreste over IG. Han kommenterede på nogle af hendes stories og spurgte ind til hendes træning og det blev så til en date.
    Jeg tænker dog, at IG ikke er så oplagt et sted at score, da der vist er mange flere kvinder end mænd, der bruger det. Men altså.. hvis man har en mand i IG-kikkerten, så er det da bare med at sende en DM’er, for man får da en meget bedre indtryk af personen der end man gør på Tinder, så man kan nemt/uskyldigt få lidt hyggechat i gang ud fra stories, billeder og tekster. Go for it! 😀

  • Nej, hvor kan jeg se mig selv i dette indlæg. Jeg har det på præcis samme måde og har været single længe. Det med at slide into the dm’s er noget folk har gjort, men jeg har aldrig selv gjort det. Måske jeg burde tage springet. Ingen af dem der har skrevet til mig har været noget værd. Mest af alt er de bare creepy.

  • Jeg startede coronashowet med at være nede over datinggamet. Men så kedede jeg mig og begyndte at swipe igen, og der var en, som jeg klikkede med. Så skrev vi sammen i laang tid, hvilket jeg ellers normalt ikke gør, men hey – corona. Så kunne vi endelig tage på date og det var nogle lange gåture, men det virkede altså ret godt. Og nå ja, så sagde Sundhedsstyrelsen jo, at vi godt måtte 🙂
    Jeg ved godt nok ikke lige om vi er kærester, men det har været en ny og god oplevelse at date på et tidspunkt, hvor man rent faktisk har tid til at se den anden an og være sammen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.