Når man mister sin figurative orgasme

Isolationsland har været lidt en lektion i ydmyghed for mig på den kreative front. Jeg har altid gået og tænkt, at al min inspiration og indlægsidéer kom fra mit eget geniale hoved. Bare sådan opstod ud af ingenting. ‘Cause I’m smart. Og det var mildest talt en stor, fed løgn. Idéer kommer, fordi man får ting ind, der ligger og rumsterer og former tanker, der så igen laller lidt rundt, indtil de får lidt mere fast form og så måske på et tidspunkt kommer ned på skrift.

Der har været nada input under lockdown. Hvis man altså ser bort fra streaming og bøger og puslespil og telefonsamtaler, der mest gik ud på at brokke sig over, at de kun kunne være telefonsamtaler og ikke ansigt-til-ansigt-samtaler over en kop kaffe. (Altså ikke kaffe for mit vedkommende, for jeg kan ikke lide det stads, men det er ligesom standard-udtrykket).

For mig har det været mærkbart på en måde, jeg ikke havde set komme. For jeg har jo altid bare siddet herhjemme og skrevet, så hvorfor skulle det være anderledes nu? Men det skulle det altså. Jeg har haft så voldsom skriveblokade, at jeg nogle dage har siddet med fingrene på tastaturet og forsøgt at tvinge ord ud, for lidt ligesom når jeg snakker, så skal jeg som regel bare i gang, så er det svært at få mig til at holde kæft igen. Men ordene ville ikke lege, og det er helt ærligt lidt fornærmende, når nu vi plejer at være så gode venner. Lidt ligesom den der populære pige i folkeskolen, der havde en ny bedste veninde hver anden uge, fordi hun kunne, og så gik alle vi andre og håbede på at blive valgt næste gang.

Det er træls at leve af at skrive og føle, man ikke kan skrive noget. Og det er jo heller ikke helt rigtigt, for der har stadig været gang i bloggen, og jeg har da også skrevet nogle ting, jeg egentlig har været ret glad for, det er bare ikke kommet til mig så naturligt, som det plejer. Mindre skidt fra en spædekalv, mere skidt fra fuldvoksen ko, der døjer lidt med forstoppelse.

Det dobbelt-irriterende er selvfølgelig, at jeg normalt skriver ting ud. Altså følelser og så’n. Hvis jeg er sur eller trist eller frustreret eller undrer mig over noget. Gæt, hvad man ikke kan med en skriveblokade? Skrive den ud. Selvom det normalt er det naturligste i verden. Tænk det der afsnit af Sex & the City, hvor Samantha mister sin orgasme. (For klammo at lave en punny joke om ikke at have ‘set den komme’ her?)

Så ja, der er rigtig mange gode grunde til at være lykkelig over, at samfundet lige så stille åbner igen. Jeg glæder mig til at drikke mig halvsnaldret på en restaurant. Og til at blive klippet. Og komme til tandlæge. (Hvem fanden havde nogensinde troet, man skulle se frem til det?!) Og til at gå en tur ned ad Østerbrogade og se lutter åbne butikker. I aften skal jeg hjem til en veninde, sådan helt ind i hendes hjem og ikke gå-date på to meters afstand. Det bliver jævnt nice. Men fuck mand, hvor glæder jeg mig også helt afsindigt meget til, at den nye, forsigtige hverdag atter bidrager med input og inspiration, så ordene og jeg forhåbentlig bliver ægte gode venner igen.

Kommentarer (2)

  • Dejligt indlæg! Nu forstår jeg i virkeligheden bedre hvorfor jeg i knap 3 uger også bare har stirret ind på et tomt dokument i håbet om at lige så snart jeg stirrede hårdt nok, så ville min bachelor skrive sig selv. BTW – det sker ikke?! 🤷🏼‍♀️
    Jeg har aldrig i mit liv oplevet så stor en skriveblokade – og tænk så at leve af at skrive 🤔 Jeg hepper på dig 😍👏🏼

    • Altså, min personlige erfaring er, at bachelorer ikke skriver sig selv, nej. De bliver knap nok skrevet, når man aktivt skriver dem! 😀 Men ja, skriveblokaden er vild! Jeg hepper på os begge to! 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.