Den dag, jeg næsten blev emo

Jeg har lige brugt 15 minutter på at google mig frem til en sang, fordi jeg ville indlede indlægget med at citere den, og jeg kunne ikke huske titlen, men den fandtes tilsyneladende ikke? Og med det mener jeg selvfølgelig, at jeg googlede teksten, og intet dukkede op, og hvis det ikke findes på Google, så findes det ikke, det ved alle. Heldigvis kunne jeg meget tydeligt høre Anne Linnet synge for mit indre øre, så det lykkedes mig alligevel at finde nummeret til sidst. “Humørsang” fra “Go’ Sønda’ Morn'”, som er et af de største soundtracks til min barndom. Kæmpe hippie-stemning. Den indeholder fx en udgave af “Hva’ ska’ vi lave søndag eftermiddag?”, der inkluderer “føde et barn” og “tisse på gulvet”. Der er en grund til, at min søster har insisteret på at videre-indoktrinere sine børn med netop det album.

Anywho, sangen starter med “humør er noget mærkeligt noget, det’ indeni og udenpå” og snakker generelt lidt om, at man kan være i godt humør og dårligt humør, og jeg kom i tanke om sangen, fordi jeg den anden dag vågnede op i simpelthen det fæleste humør. Sådan ærligt pissed off. Og jeg kunne mærke det i hver fiber i min krop, jeg anede bare ikke, hvorfor jeg havde det sådan. Jeg havde ikke sovet dårligt, jeg havde ikke noget nederen på programmet, der var ikke rod i mit personliv eller tale om nogen form for tid på måneden, og fryseren var fuld af is. Jeg kunne simpelthen ikke identificere en grund til, at jeg var så stjernehidsig. Det var jeg bare.

Hele dagen gik jeg og mukkede af ingen anden årsag end mit humør dikterede det. Jeg prøvede at forhandle lidt med det på samme måde, som man ville gøre det med en 2-årig, der var lige på grænsen til et massivt meltdown: “Ville det hjælpe lidt, hvis du så et afsnit mere af Buffy?” “Skal vi gå en tur i det gode vejr?” “Måske skal der være noget med smeltet ost på aftenmenuen?” Men lige lidt hjalp det. Jeg var bare sur.

Det var sådan, så jeg var nødt til at tage mig selv i at holde mig lidt fra både SMS’er og telefonsamtaler og sociale medier som helhed, fordi jeg var bange for, at jeg ville eksplodere i hovedet på den første person, der spurgte, hvordan det gik. LORTESPØRGSMÅL. Hvor vover du at spørge til min generelle sindstilstand?! Verden er sort! Mørk og dyster! Måske burde jeg have påført en overordentlig gavmild omgang sort eyeliner og sat noget My Chemical Romance på og svælget i min nyfundne emo-hed. (Var nødt til at lige at google “emo music” for at lave den joke, jeg var hardcore poptøs selv).

Dagen efter vågnede jeg i aldeles fremragende humør, uden noget på nogen måde havde ændret sig. Jeg var totalt på toppen, TA-DAH, Miriam i hopla! Lutter lys og glade dage!

Altså, hvad fanden sker der?

Kommentarer (10)

  • Jeg græd over et vådt skærebræt den anden dag (som jeg tog rent men lidt vådt ud af opvaskemaskinen) .. den slags dage findes bare.

  • Er sikker på at vi alle har sådanne dage. De bliver først udfordrende når man, på trods af Covid, er på arbejde og er chef for ret mange mennesker. Så skal man virkelige tage sig samme og lukke døren engang imellem. Og huske at det bliver bedre i morgen.

  • Som det bliver så fint beskrevet i Steen og stoffer, hvor Steen ind imellem er ‘ond i sulet’ uden egentlig grund…

  • Coronakuller måske! Sådan forklarer jeg nogle af mine anfald af tristhed.

    Øh… og coronakuller staves vel som et ord?

    Kærlig hilsen til alle der læser med

Skriv et svar til Dorte Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.