Status på amerikaner-projektet // Det store optællingsindlæg

Tro det eller lad være, men der er faktisk blevet efterspurgt en oversigt over, hvordan det går med Projekt Besøg-alle-stater-i-USA. Og I har ikke fået den, fordi jeg ikke vidste det. Jeg havde simpelthen ikke et overblik. Plus, jeg skulle lige finde ud af med mig selv, hvornår jeg synes, en stat tæller som værende besøgt. Hvis man bare har været der fx ved en mellemlanding? Hvis man rent faktisk har set noget turist-agtigt eller spist der? Hvis man har overnattet? Hvis man har lavet et minimum af 15 instastories derfra? Hvis man har besøgt en T.J. Maxx? Jeg har ikke nået en regel på det område endnu, jeg arbejder mest ud fra en mavefornemmelse, fordi jeg er humanist og shit. Det er sådan, vi fungerer.

Men hvorom alting er, så har jeg nu færdiggjort en liste. Det tog væsentlig længere tid, end jeg troede, det ville gøre. Halvvejs inde begyndte det faktisk lidt at føles som en slags eksamensopgave, ikke mindst fordi jeg flere gange var nødt til at google “map of America” for at finde ud af, hvor visse stater lå, og om jeg mon har kørt igennem dem og lidt glemt det igen?

  • Alabama: Jep. Jeg var der faktisk lige præcis i dag for et år siden, hvor jeg tog i kirke der, hvor Martin Luther King i sin tid var præst.
  • Alaska: Nej. Og faktisk den stat, der får mig til at tvivle på, om jeg nogensinde får besøgt alle stater. Alaska appellerer bare ikke rigtigt til mig.
  • Arizona: Nope.
  • Arkansas: Var en del af den foreløbige rute på dette års tur, men nu er jeg selvklart meget i tvivl om, hvorvidt der bliver både råd til og mulighed for at komme af sted.
  • California: Tjek! Første gang i LA som otte-årig, sidste gang i 2018 på en to dage lang pressetur til San Francisco med det tættest pakkede program, jeg nogensinde har prøvet.
  • Colorado: Endnu til gode.
  • Connecticut: Ja. Men på trods af at Hartford var et af de steder, jeg havde glædet mig mest til at besøge (Gilmore Girls-fans forstår), så er det det eneste sted, jeg reelt har prøvet at have en ufed oplevelse. Den må have en revenche en anden dag.
  • Delaware: Måske? Ærligt, på min sidste tur (den, hvor jeg fulgtes med min søster + familie), havde de lagt så ambitiøs en rute, at vi flere gange kørte igennem stater helt uden at opdage det. Vi var muligvis igennem et hjørne af Delaware på vej til Washington D.C., men det tæller selvfølgelig ikke ægte som besøgt.
  • Florida: Tjek. Et par gange. Har stadig lidt lyst til at tude af glæde ved tanken om min tur i Disney World, og det er så absolut på min bucket list at tage en af de der svinedyre ferier, hvor man bor på et Disney-hotel og bare pendler mellem parkerne efter behov.
  • Georgia: Tjek. En af de stater, hvor tjenere i restauranter kalder en for “baby” og “sweetheart”, og jeg fik mit livs måske bedste måltid på Bubba Jax Crab Shack i Valdosta. Overvejer seriøst at tage dertil igen bare for den snow crab.
  • Hawaii: Jep! Jeg boede i Kailua-Kona på The Big Island i tre måneder (sammen med min familie, forstås) i 1994. Og ja, det er helt bestemt drømmen at komme tilbage igen som voksen.
  • Idaho: Nøps.
  • Illinois: Yes, det meste af min amerikanske familie bor i Illinois, så jeg har været der af flere omgange. Første gang vist nok i 1992, sidste gang for bare fem måneder siden. (Der snuppede jeg også lige Chicago med i samme stat).
  • Indiana: Nøps.
  • Iowa: Nøps.
  • Kansas: Nøps.
  • Kentucky: Igen en stat, vi vist nok kørte igennem på sidste tur, men som helt bestemt ikke kan krydses officielt af.
  • Louisiana: Skulle have været en del af dette års rute, men er under alle omstændigheder stadig planlagt som destination til næste tur, hvornår det end bliver.
  • Maine: Tjek! Hummer, dødpæn natur og crazy fangirl-Miriam foran Stephen Kings hus.
  • Maryland: Altså ja og nej. For Washington D.C. ligger jo på grænsen mellem Maryland og Virginia, men de har så bare lige valgt at kalde området District of Columbia, så man i stedet for at kunne krydse to stater af, kan krydse ingen stater af! Fucking fusk.
  • Massachusetts: Yes! Min allerførste solotur kom faktisk i stand, fordi jeg fandt billige billetter til Boston. Ruten er sidenhen blevet nedlagt igen, hvilket er drønærgerligt, for der er edderrart i New England.
  • Michigan: Nope.
  • Minnesota: Åbenbart som helt lille. Men når man ikke kan huske det, så er det en fremragende undskyldning for at tage tilbage!
  • Mississippi: Ikke endnu.
  • Missouri: Jep, Missouri har jeg også været i et par gange pga familiebesøg. Sidste gang i 2008. St. Louis er i øvrigt den by, jeg husker allertydeligst fra, da jeg var barn. Det var også der, jeg lærte, at amerikansk cereal er mit livs kærlighed.
  • Montana: Nej.
  • Nebraska: Nej.
  • Nevada: Nej, men jeg ved godt, jeg nok ikke undgår Vegas for evigt!
  • New Hampshire: Ja! Og en af mine suveræne yndlingsstater! Jeg har været der tre gange over de sidste tre år, og der er både pænt og rart og ingen salgsskat, hvilket selvklart altid begejstrer mig. Første gang var dog det vildeste, det var min første rigtige ferie i næsten ti år, og jeg var voldsomt overvældet af indtryk og lykke.
  • New Jersey: Kun mellemlanding, tæller ikke.
  • New Mexico: Nope.
  • New York: Kun mellemlanding, tæller ikke. Jeg bliver tit spurgt om tips til New York, men jeg har faktisk aldrig været der. Jeg har primært foretrukket roadtrip-ture gennem mindre byer, og New York fortjener en tur dedikeret til sig selv, synes jeg. Og den vil jeg nok helst tage sammen med en anden.
  • North Carolina: Næh. (Og forbered jer på en ret lang næh-liste nu…)
  • North Dakota: Næh.
  • Ohio: Næh.
  • Oklahoma: Næh.
  • Oregon: Næh.
  • Pennsylvania: Havde godt nok en overnatning der, men det var kun en sovepause på et langt kørestræk, så det tæller ikke.
  • Rhode Island: Næh.
  • South Carolina: Næh.
  • South Dakota: Næh.
  • Tennessee: Ja! Fortryder ikke, at jeg ikke købte et par cowboystøvler, men drømmer stadig lidt om den der spicy fried chicken, fordi jeg tilsyneladende er let masochistisk anlagt.
  • Texas: Skulle have været hoveddestinationen i år, nu må vi se, hvad der sker.
  • Utah: Nope.
  • Vermont: Yes! Min yndlingsstat sammen med New Hampshire. Selvfølgelig der Ben & Jerry’s-fabrikken ligger, men også der, Bernie Sanders er senator, og det kan mærkes, synes jeg. Plus, der er edderpænt.
  • Virginia: Se Maryland.
  • Washington: Nope.
  • West Virginia: Også nope.
  • Wisconsin: Ligeledes nope (men spiste en del ost derfra i Illinois!)
  • Wyoming: Sidste nope.

Den endelige optælling lyder som følger:

Besøgt: 14

Besøgt, men tæller ikke en skid: 6

Ikke besøgt: 30

Med andre ord er der altså jævnt mange USA-ture tilbage, før jeg når mit mål. Jeg krydser fingre for, at der ikke går alt for lang tid, før projektet kan genoptages!

Kommentarer (15)

  • Jeg kom til at tænke på afsnittet af Venner hvor de leger Chandlers “name all the States of America” leg “ ??? Jeg håber ikke, at du straffede dig selv i bedste Ross-stil ??

  • Hvis man ønsker at være medlem af De berejstes klub så er deres regl at man skal have overnattet i landet for at det tæller som et besøg. Måske det kan inspirerer lidt ?

    • Det er der mange, der arbejder med, men som sagt – det gjorde jeg i Pennsylvania, og det eneste, jeg oplevede i den stat var at sove på et hotelværelse, så det synes jeg ikke dur. 😀

  • Jeg skulle have udgivet min NYC-guidebog her i april (nu udsat pga. corona), men jeg glæder mig til at dele den – og håber du kommer til NYC i den nærmeste fremtid <3

    • New York er ikke umiddelbart på min liste over kommende destinationer, men forhåbentlig en dag! 🙂

  • Hej Miriam.
    Jeg har fulgt dig et par år og med glæde læst dine indlægs om dine ture til USA. Jeg har også bemærket at du er begyndt at nævne den amerikanske familie og at du har været derover flere gange.

    Hvis du har lyst, kan du skrive om den amerikanske familie og hvorfor du har været meget i USA gennem tiderne?

  • Du skal ikke snyde dig selv for en tur til Alaska – den stat er SÅ smuk – specielt ved vintertid ❤️

    • Det er det, jeg hører, men for mig er natur alene bare ikke rigtigt nok til at tage af sted. Det er ikke naturen, der tiltrækker mig ved USA. 🙂

  • Har du nogensinde lavet et indlæg om dine familieforhold i USA? Er din gren af familien udvandret til Danmark, omvendt eller noget helt andet? Og hvad/hvorfor du har rejst der som barn? Forældres arbejde, fornøjelse, familie, drømmerejse, religion, andet?
    Jeg vil vildt gerne læse om din USA baggrund ??

  • Rejsende tante Mack

    Jeg er medlem sf de berejstes klub og man skal være 24 timer i et land. Klubben tæller ikke stater, men det gør NomadMania og lign der har delt verden op i (jeg kan ikke huske det) måske 12.000ish distrikter. Men der er ikke tidsbegrænsning på. Begge steder skal man ud og “røre jorden”. Du kan ikke sidde i tog eller bil og køre igennem Uden stop.

    Mellemlandinger uden at man er uden for lufthavnen, dvs ude i landet, tæller heller ikke.

    Mht. Alaska er der fantastisk nordlys. Det er min grund til gerne at ville tage derhen en dag 🙂

    Du kan lav en fed tur fra LA til Las Vegas til Bryce Canyon. Videre til Grand Canyon (kan personligt bedre lidt solopgang over Bryce) Via Hover Dam og indianerreservater og også besøge Monument Valley (de store røde fritstående klipper fra cowboyfilm og nogle syrede klippeformationer) og Slutte af med at se Cars1 og køre og bo lang Route 66 tilbage til LA. Williams er bare en model city for Kølerkillekøbing – og dengang kunne man bo lidt uden for byen i et restaureret tog.

    I Las Vegas ville jeg klart på Excalibur (den nye fløj) og det er jo Disney Slottet! Men det ligger også sk… godt placeret M kæmpe p-plads til egen bil og perfekt for gåture ind til alle de andre must see hoteller. Bemærk, det er SUPER nemt at komme ind på hoteller, malls og kasinoer, der er Fx rullende fortove Lige fra gaden… udgange er derimod godt skjulte! Og på gåben… Der er outlets m.v. Meget tæt på også plus en route ml LA og Vegas.

    Hvis tiden tillader er der jo San Fran med Alcatraz, vilde skove med kæmpetræer og hvis sæson er rigtig whale watching fra kysten etc.

    Bare lidt ideer, hvis du mgl inspiration til det hjørne. Jeg har selv rejst alene med stor fornøjelse. Bl.a. ti dage i New York, hvor jeg boede på Jersey siden tæt på s-tog som kørte tre forskellige steder hen på Manhatten på ingen tid (union square hed området vist, skægt sted med indisk hotel og et kæmpe indisk kvarter, så jeg boede billigt og godt og fik den bedste mad! Og tilbragte 11 timer i New Jersey Gardens Mall. Det sygeste, billige outlet ever. Købte en kuffert derude og havde heldigvis en næsten tom kuffert med derover. Kuponhæfte fra receptionen til 5 dollars og så afsted. Havde lagt rute hjemmefra fordi det var så stort! I bunden af bonnerne var der yderligere rabat til andre butikker. Så jeg gik skamløst tilbage og returnede de købte ting og købte dem igen med de nye rabatkuponer.

    Jeg så Harry Potter: Det forbandede barn teaterstykket i London (dbl forestilling een dag) det kan man se i NYC. Det er fantastisk, men man skal sidde godt og kunne se tryllerierne og ansigterne ordentligt. Så jeg fik billetterne i julegave for det var lidt pebret.

    • Jeg er som sagt nok mest til at følge min mavefornemmelse på det område. Jeg tror, jeg ville få lidt kriller af, at der var andres regler, der dikterede, hvornår jeg havde oplevet eller ikke oplevet et sted. 😀

      Jeg har en laaaaang liste med kommende destinationer, men tak for inspiration! San Francisco har jeg dog dækket. Der er link til mit indlæg om det i indlægget. 🙂

  • Måske mest til dine læsere, nu hvor naturen ikke er det der tiltrækker dig ved USA. Men synes det er så ærgerligt at folk altid kører sydpå fra San Francisco i stedet for nordpå. Oregon og Washington er bare nogle vanvittige flotte steder. Og især Seattle er en fed storby med så meget lækkert mad!

    Har stadig ikke helt tilgivet at min mand ikke ville med op og se “intern-huset” fra Greys, sidst vi var der. Det var til salg og der var fremvisning!!

Der er lukket for kommentarer.