Corona er en kælling på utroligt mange måder – ikke mindst økonomisk

Så fik vi de forventede to uger mere i lockdown. Jeg er sikker på, det er den rigtige beslutning, men jeg kan også godt forstå den stigende bekymring blandt små virksomheder og selvstændige. Der er mange afskedigelser og mange firmaer, der nok desværre ikke kommer helskindet ud på den anden side af påske. Jeg er en del af flere netværk for blandt andet enkeltmandsvirksomheder, og panikken er til at tage og føle på. Jeg bebrejder dem ikke. Det er også lang tid siden, mit angstniveau har ligget så stabilt og bobbet rundt oppe i toppen af angst-o-meteret.

Der er mange, der er nysgerrig på, hvordan jeg – og andre bloggere, instagrammere, mm – rent praktisk bliver påvirket af en situation som den her, og jeg vil gerne gøre et forsøg på at forklare det. Giver man ikke en fuck for bag kulissen-indlæg, så springer man bare pænt over her. 😀

Først og fremmest vil jeg understrege, at jeg på ingen måde er en af dem, der er værst stillet, når det gælder soloselvstændige. Tværtimod. Jeg har absolut ingen penge i klemme, forstået på den måde, at jeg fx ikke har et lager af varer, der har en udløbsdato, som jeg nu ikke kan få solgt. Jeg er heller ikke totalt afskåret fra at have en indtjening som fx frisører er, og min virksomheds adresse er virtuel og huslejen dertil ret beskeden. Rigtig mange små virksomheder har et todelt problem: Der er for mange udgifter og for få indtægter. Jeg har primært anden halvdel af det problem.

Vi så konsekvensen stort set i sekundet, der blev annonceret en lockdown. Jeg havde blandt andet en kampagne i sigte, der indebar mig spille fandango foran et tv-hold, som jeg glædede mig vildt meget til, og nu er det projekt udskudt på ubestemt tid. Om det bliver til noget engang, vil tiden vise. Mange samarbejder aflyses permanent, fordi tidspunktet var en afgørende faktor, og de simpelthen ikke kan skubbes. Tænk fx nogen, der skulle have skudt billeder iført tøj fra en ny forårskollektion. Kollektionen kommer sikkert ud alligevel, men kampagnen droppes.

Det største problem her er imidlertid, at når en virksomhed hyrer mig til et samarbejde, så har de valgt at afsætte penge i deres budget til det. Og når virksomheder skal spare – hvilket mange af dem begynder på nu, fordi deres indtjening også påvirkes negativt af krisen – så skærer de markedsføringsbudgettet som det allerførste. For mig er den største bekymring altså ikke at komme igennem fire ugers lav indtjening, men at vi på nuværende tidspunkt forventer ret langsigtede konsekvenser. Kampagner er som regel flere måneder undervejs, før de landet på bloggen. Og hvis de nuværende kampagner ikke bliver til noget, der ikke rigtigt kreeres nye under lockdown, og der grundet spareplan ikke kommer voldsomt mange i fremtiden, ja, så er jeg selvsagt fucked.

Helt død i vandet er jeg dog ikke. De store virksomheder er påvirket i varierende grad, og mange af de, som generelt lever primært online, holder ved endnu. Det er også derfor, onsdagens indlæg i stedet for at blive aflyst rent faktisk blev rykket frem, fordi det jo nærmest er skabt til et midlertidigt isolationsliv! Andre virksomheder har bare en meget sund økonomi (læs: virkelig mange penge) og kan godt overleve en krise som den her og komme nogenlunde normalt tilbage efterfølgende. Så lidt håb er der selvfølgelig. Derudover har jeg også stadig en smule indtægt via bannerreklamer, og jeg må oppe mig på affiliatefronten (ved de webshops, der ikke lukker ned for det) for at se, om jeg måske også kan hente lidt mere der, end jeg normalt ville gøre.

Der er forskellige grader af panik i blogland. Jeg har før nævnt det der med, at jeg ikke er så kommercielt populær, hvilket betyder, at jeg ikke ligefrem vælter mig i samarbejder, fordi idealet for mange kunder stadig er bloggeren med et lidt federe liv/image/blog end mig. For mit vedkommende og andre som mig er usikkerheden derfor mærkbar. De meget populære bloggere/instagrammere mærker uden tvivl også et hit her og nu, men de vil nok i højere grad opleve business as usual på den anden side, fordi de er vant til at få mange tilbud. Der vil sikkert være færre tilbud end sædvanligt, men der vil stadig være nok at lave.

Så hvordan bakker man bedst op om de bloggere, man gerne vil se komme nogenlunde uskadt ud på den anden side? Det primære for mig er stadig, at man læser med. Måske især de sponsorerede indlæg i denne tid – jo bedre et indlæg klarer sig, desto større sandsynlighed for at blive booket igen, og det har aldrig betydet mere. Et like, en kommentar, en deling eller tagging af en ven, der kunne have interesse i et indlæg, gør også en stor forskel. Og skal man alligevel shoppe, så tjek lige om din yndlingsblogger evt skulle have et affiliatelink til den webshop, du alligevel lægger penge hos. (Skamløst link til oversigten over alle de shops, jeg får affiliate fra, hvis nogen står og skal købe noget alligevel. Jeg ville blive rig, hvis jeg havde nemlig.com, men det har jeg desværre ikke! Til gengæld har jeg et stort udvalg af mode, beauty, bolig, sport, børn, kæledyr, etc).

Der er et par stykker, der har spurgt, om de må mobilepaye mig en halvtredser, eller om jeg ikke laver en Patreon, og det bliver jeg meget rørt over, men i hvert fald i første omgang vil jeg meget gerne undgå det. Jeg tænker dog lidt i mulige indtjeningsalternativer – fx en lille ebog med hemmeligheder, der ikke tidligere er udgivet, fordi de var for vilde eller bizarre eller navngav personer (som så ville blive censureret, så man rigtigt kunne blive sindssyg).

Overordnet er jeg okay fortrøstningsfuld. Der går som sagt et stykke tid, før de økonomiske konsekvenser når mig for alvor, og det er jeg godt tilfreds med, for jeg kan ærligt ikke helt rumme mere lige nu. Mit psykiske helbred er mildest talt noget påvirket af alt det her isolationshejs. Men jeg har om ikke andet en opsparing (der var beregnet til næste USA-tur/kommende køb af lejlighed), som kan være med til at supplere en lidt lavere indtægt i noget tid, så jeg føler mig okay rustet, selvom alt det her selvfølgelig ikke er et ideelt scenario. Jeg kvalificerer potentielt også til statens hjælpepakke til selvstændige, men jeg skal lige have tjekket sidste års regnskab og så’n. Igen ville jeg dog nok i virkeligheden helst klare mig uden. Det kommer virkelig til at koste staten dyrt, det her, og der er helt sikkert folk, der er mere på røven end mig.

Men det er altså sådan, det ser ud hos mig lige nu. Hvis jeg har misset noget, så råb op. Hvis du har mulighed for det, så støt små virksomheder lidt ekstra i disse dage. Hvis du er økonomisk påvirket af Corona, så kæmpe krammer til dig!

Kommentarer (71)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.