Okay, lad os tale om Love Is Blind (og hvem der stadig er sammen i dag!)

Der er så mange bizarre ting ved det her program. Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde. (Det siger nok sig selv, men SPOILERS ahead!)

Jeg startede faktisk på programmet, da det lige kom på Netflix, men gav op midt i afsnit tre. Det var simpelthen for mærkeligt for mig, at mennesker, der aldrig havde mødt hinanden, sagde “jeg elsker dig” og snakkede om ikke at kunne forestille sig et liv uden en person, der havde været i deres liv kortere tid, end man har en karton mælk i køleskabet. Only in America. At programmet derudover hedder “Love Is Blind”, men stort set udelukkende fremviste konventionelt attraktive mennesker, hvilket unægteligt modvirker deres egen præmis, det hjalp ikke på sagen.

Fra første dag var der enormt meget hype omkring programmet, som kun eskalerede yderligere med tiden, og da sidste afsnit fik premiere i går, var min nysgerrighed atter vakt tilpas til, at jeg simpelthen bingede resten af sæsonen. Okay, der blev spolet en del undervejs, det må jeg indrømme, men jeg skulle mene, jeg fik det meste med.

En af de ting, der fik mig til at miste interessen i første omgang, var, at der ikke er tale om et seriøst koncept, som jeg havde en forventning om. Jeg havde regnet med at se en variation over den første sæson “Gift ved første blik”. Vi kører i stedet straight up drama-hungrende, plotline-plantende, alkohol-tungt og ret klassisk reality-setup – men det kan selvfølgelig også noget, så længe man er indstillet på det! 😀 Det betyder imidlertid også, at man i højere grad skal tage de ting, man ser, med et gran salt. Fx fremstiller Jessicas storyline hende helt forfærdeligt. Ifølge programmet er hun tydeligt ikke interesseret i Mark, smaskforelsket i Barnett og drikker i øvrigt som en svamp. Og jeg indrømmer gerne, at jeg ud fra programmet heller ikke finder hende voldsomt sympatisk, men jeg har samtidig set med egne øjne, hvordan man i redigering har manipuleret med videomateriale for at skabe en interessant storyline, som egentlig ikke har så meget sandhed i sig, men til gengæld er fremragende fjernsyn. Jessica kæmper efter sigende en del med at blive portrætteret som jaloux drukkenbolt, og det er der næppe nogen, der kan bebrejde hende.

Hvad angår parrene selv, så havde jeg fra starten absolut intet forhold til eller interesse i Kelly og Kenny. Jessica og Mark regnede man ret hurtigt ud ikke holdt i længden. Amber og Barnett virkede som et godt match, men mest fordi de var lige umodne, og jeg havde ærligt regnet med, at de ville være eksploderet før brylluppet, ligesom vi så det med Carlton og Diamond. Lauren og Cameron var næsten uretfærdigt søde sammen fra starten, og jeg heppede også enormt meget på Gigi og Damian, selvom de kæmpede gevaldigt. Uf, det gjorde naller at se på nogle gange, men jeg kunne spejle min egen følelsesmæssige fucked-up-hed en del i Gigis, og de gav aldrig op, og jeg troede virkelig på dem!

…Hvilket leder mig frem til sidste afsnit. Dybt seriøst, jeg var lige ved at kaste min computer ud af vinduet, da Damian sagde nej. For selvfølgelig er det fair, hvis han (fuldt forståeligt og nok egentlig meget klogt) ikke vurderede, at deres forhold var klar til et ægteskab. Men så hiver man da lige sin forlovede til side før vielsen i stedet for at ydmyge hende foran venner og familie. Jeg var rasende! Og da jeg så fik set videre, gik det op for mig, at producerne simpelthen havde tvunget de stakkels deltagere til at stille op i deres stiveste puds og gå op ad (ikke-)kirkegulvet fuldstændigt uvidende om, hvorvidt deres partner ville sige ja eller essentielt dumpe dem på internationalt tv. Måske missede jeg forklaringen på, hvorfor det foregik sådan i al min spolen, men det synes jeg fandme var fucked up. Så fik de da slået fast med syvtommersøm, at “Love Is Blind” er reality-tv først og fremmest.

Tv-programmets karakter til trods viser det sig imidlertid, at selve eksperimentet ikke er helt off. I hvert fald er der angiveligt tre af de seks par, der stadig er sammen den dag i dag. Hvilket er imponerende, for de med bare gennemsnitlige matematiske evner har nok regnet ud, at det altså kun var to par, der fik et gensidigt “I do” ud af oplevelsen. Men åh, lykkelige hjerte, Gigi og Damian fandt sammen igen, efter optagelserne sluttede, og de tog tingene i deres eget tempo og bor nu efter sigende sammen og har det fremragende. Jeg tror måske også, det er til parrenes fordel, at de har haft en lang periode med privatliv post-deltagelse, for programmerne blev faktisk optaget helt tilbage i 2018. Det vil altså sige, at de har skullet holde deres forhold hemmeligt i over et år, men også at de ikke har fået nogen form for opmærksomhed fra offentligheden i den tid, hvilket næsten må være rart som nyt par efter så intenst et forløb, som det alligevel må have været de 38 dage, det stod på.

Jeg tør næsten godt garantere, at der efter den bragende succes kommer en sæson to, og nu hvor jeg ligesom har forventningsafstemt med konceptet, så tror jeg nok, jeg skal følge lidt grundigere med, når det sker. I første omgang kan vi se frem til en reunion-special på Netflix’ Youtube d. 5. marts. Lad os krydse fingre for, at Diamond og Carlton er kølet ned i mellemtiden! 😀

Har I set programmet, og hvordan har I i så fald oplevet det?

Kommentarer (37)

  • Jeg har kun set første afsnit og magter egentlig ikke helt at se det hele – så jeg er kæmpe fan af dit indlæg for nu har jeg fået min nysgerrighed stillet uden jeg behøves se det hele?. Skønt?. Tak for din blog (sådan helt generelt)! God weekend

    • Haha, selv tak! Det er også jævnt mange timer at skulle igennem, hvis man ikke egentlig interesserer sig for det! 😀

  • Gav det et skud i frokostpausen i dag. Kedede mig bravt. Så tak for spoiler – omend jeg ikke kan placere halvdelen af parrene ??‍♀️
    Funderede til gengæld længe over hvor dressed up folk var og ikke mindst hvor amatørkunst-agtig scenografien var. My eyes!!!

  • Jeg ELSKER det! Da det gik op for mig at de skulle samme sted hen i Mexico blev jeg decideret lykkelig!
    Der blev ikke sagt til os seere at de først skulle afsløre deres endelige beslutning ved alteret ,men efter første par kunne man regne ud at det var det der var ved at ske. Per-fekt ligegyldigt amerikansk underholdning! ❤

    • Det var i Mexico, jeg for alvor accepterede, at det var sådan ægte reality! De håbede jo på, at der ville opstå drama blandt de par, der ikke valgte hinanden i sidste ende! 😀

  • Jeg var hooked og bingede samtlige afsnit. Jessica gjorde ondt at se på – især hendes fuldemandssnakke med Barnett (“look me up hvis det ikke fungerer med Amber ?). På trods af skarp drama vinkling og at de var tvunget til at vente til “I do” med at sige “I don’t” så synes jeg det er forfriskende at intet var scriptet eller styret ift deres samtaler i pod’en, ifølge showets producere lod de det være helt op til deltagerne hvad de ville tale om, hvem de ville tale med og hvor længe (nogle par ‘sov sammen’!), så der trods alt var de bedste muligheder for at de kunne lære hinanden at kende. Tre par sammen et år senere slår vist alle lignende shows’ succesrate.

    • Jeg har godt læst, at produktionen gerne vil fremhæve, at det ikke var scripted, men når jeg sådan lige tænker efter, så kender jeg ikke til noget datingshow på tv, hvor selve datesne er scripted. Confessionals, selvfølgelig, men der fik de jo også stillet specifikke spørgsmål her. Men jeg mener, hvis jeg ser Gift Ved Første Blik eller The Bachelor, så vil jeg da også mene, der samtalemæssigt er nogenlunde frie tøjler på dates? Men ja, generelt har har de helt været lidt mere large med at lade naturlige bånd forme, og det tror jeg bestemt har været en fordel! Det er en flot statistik, de holder sig!

  • -men lad os også lige tale om hvor ligegyldigt værtsparret var for showet. The Lacheys tilføjede intet og gentog blot samme sætning i hvert afsnit.

  • Jeg bingede de første 9 afsnit i starten af ugen, og måtte vente på afslutningen torsdag.. ?
    Jeg blev decideret træt i mit ansigt af stort set alle parrene..! Gigi var skabagtig og decideret ubehøvlet overfor sin søde mand (som jo så heldigvis sagde nej til at blive hendes mand).
    Amber, der indtil flere gange truede med at slå de andre deltagere ihjel (mens hun grinede falsk som i “jegmenerdetsletikkejojeggørsåhahaneeejjo”) var bare lige så træls som Barnett, som du virkelig ikke skal bilde mig ind ikke havde hoppet på Jessica, havde Amber sluppet ham af syne længe nok til det.
    Cameron var bare alt for klistersød, der er ikke noget at sige til, at Lauren smilede påtaget 90% af tiden..!
    Men jeg var allerede træt af programmet, da jeg så alle de mere eller mindre ens mennesker de havde castet, altså come on, Love is blind? Det er jo nemt at påstå når man udelukkende caster over gennemsnit, attraktive mennesker.. Christ! ?
    Som du kan høre har jeg nærmest ikke nogen holdning til showet… ????

  • Den fangede mig aldrig. Tilgengæld er jeg blevet ret vild med serien The circle som også findes på Netflix.

  • Blev helt i tvivl om hvor “Gift ved første blik” stammede fra, så var lige inde og google og få bekræftet, at konceptet er udviklet i Danmark og senere amerikaniseret (hvilket jeg ikke kan lade være med at synes er lidt sejt) ? Kan ikke lade være med at tænke, det måske forklarer en del, at det ene program oprindeligt er dansk, mens det andet er fra USA ?

    • Det er faktisk samme produktionsselskab, som står bag det amerikanske GVFB, der står bag Love Is Blind! Jeg synes godt, man kan se, de har hentet lidt inspiration fra “vores” koncept. 😀

  • Jeg slugte alle afsnit i løbet at 2 døgn 😀 Det reddede lige er par døgn med sygdom!

    Var fan! Om end jeg giver Cathrine (rockeren) ret i, at det flere gange virker som om det er rent skuespil! Men tror faktisk bare det er amerikansk!!!!

    • Jeg tror (håber!), klipningen har gjort meget for, hvor voldsomt det så ud. For ja, jeg havde dem også mistænkt for skuespil, men det virker ikke til, at der er internet-opbakning omkring den konspirationsteori. 😀

  • Jeg har set de fleste men mistede interessen.. Jeg var dog nysgerrig på hvem der egentlig blev gift, så tak for dit blogindlæg, du er bedre end e-news! Vidste du/i at der var endnu et par der blev forlovede, men producerne havde undervurderet hvor mange der ville giftes. Så det sidste par blev bare bedt om at tage hjem ???

    • Der var faktisk to par mere! Jeg vidste ikke, hvad der var sket med dem, men de var nok ikke lækre nok til at være med hele vejen! 😀

  • Det var også reeet meget mere amerikansk og reality end jeg troede, men omfavnede det, og var for nysgerrig til ikke at se det færdigt ?

    Synes det hele var ret intenst, med meget store følelser og ord, meget hurtigt. Især Mark var intens på et niveau hvor jeg selv ville være blevet bange, og Damian var også helt vild med tårer og one-liners og ring-i-rose da han friede. Synes ikke jeg er blotlagt for romantik, men jeg ville virkelig ikke kunne have taget nogen af dem seriøst.

    ELSKER Cameron og Lauren (kan man andet?), og elsker hvordan Barnett og Amber voksede med hinanden. Hvis Barnett havde været sammen med sådan en som Jessica, havde han skulle skjule sin personlighed og “laves om” af hende, hvorimod Amber rummer og accepterer ham som han er.

    Overordnet blev jeg ret chokeret over hvor meget fokus der var på at være biseksuel i et forhold, og race i et andet. Det fyldte nærmest alt negativt i de to forhold hvor det gjorde sig gældende, og ingen af tingene ville jeg have skænket en tanke, hvis det var mig selv. Der er virkelig nogle kulturelle forskelle, som jeg måske ikke har været opmærksom på før.

    Undskyld for lang besked, der er ikke nok af mine venner som ser dårligt reality-tv ?

    • Ja, der var virkelig store følelser fra starten. Det synes jeg også var vildt!

      Jeg tror, det med biseksualitet og race især er relevant for deres lokation. USA er jo lidt en blandet landhandel i forhold til, hvor progressive de er, og lige på den front er Georgia nok stadig forholdsvis konservativ. Så selv hvis man selv er helt cool med det, skal man finde sig i en del fra omverden, hvis man fx stiller sig op som interracial par. Især i syden.

      • Altså, Damien ødelægger det jo totalt for sig selv! Synes virkelig Diamond prøver at acceptere ham og søge svar! Og han skaber sig og giver hende ikke en chance (tænker egentlig han er mere til mænd end han indrømmer- måske fordi det er nemmere at være sammen med en kvinde?!)

        Jeg mangler også nogle at diskutere det med (sorry for spam på ig Miriam ?)

        • Jeg gætter på, du mener Carlton og Diamond? 😀 Jeg synes, de begge to er klaphatte, hvis jeg er ærlig. Diamond bliver fornærmet og angriber ham over ikke at have været ærlig fra starten, hvor han har HELT ret i, hvad han siger om, at han ikke skylder en fremmed at dele noget så personligt uden at vide, hvordan de vil reagere. Fordi nej, han giver hende bestemt ikke mulighed for lige at kapere det, men hun har heller ikke just den ideelle umiddelbare reaktion. Og så går de begge i forsvarsposition og bliver sindssygt barnlige.

  • Hvor læser I alt det juice om dem og produktionen??? Jeg er mega fan og så sidste afsnit om igår morges mens børnene måtte underholde sig selv #supermor

    • Jeg googlede bare, hvilke par der stadig var sammen, og så dukkede der en million artikler op! 😀

  • Jeg er ikke så stiv i at kommentere på Instagram og videoer. Derfor kommenter jeg her. Før var du min ynglingsblogger. Men efter jeg så din lykønskning til personer med fødselsdag idag. Hvilet min datter har. Er du bare min ynglings blogger × 1000.
    Det har for mig været en ganske ganske særlig dag. Da det er min datter 4 års fødselsdag. Dermed også den første fødselsdag vi har kunne holde på dagen. Og tilmed på en lørdag. Næste gang hendes fødselsdag falder på en lørdag er 2048. Så du har bare lige ramt dybt ind i et meget berørt morhjerte. Og for det vil jeg bare gerne sige tak.

  • Helt enig! Hvem siger “Jeg elsker dig” efter 3 dage, for mig virker det ikke helt realistisk.
    Og ja, reality faktoren var alt for høj, især når man vælger én type mennesker i forhold til kropsidealer, det er super ærgerligt og så kan man ikke rigtigt validere at kalde det et eksperiment om blind kærlighed.

Der er lukket for kommentarer.