Drømmejobs gennem mit liv

Der har været solskin hele dagen. Jeg clearede alle former for indbakker og satte mig op i vindueskarmen med en bog. (Jeg ville ønske, jeg kunne skrive ‘en god bog’, men det lader desværre ikke til, at det er tilfældet). Og så sad jeg der og sugede til mig i stor stil. Og well, nu er klokken halv fem, og min hjerne var fuldstændig blank på at forfatte et blogindlæg. Så jeg snød og efterspurgte mulige emner på Instagram, hvor Katrine foreslog “hvad du ville arbejde med, hvis du ikke var blogger. Og dine tidligere jobdrømme.” Og det fik ellers gang i skrivelysten, så den kører vi med!

Miriam, 2-8 år: Børnehavepædadog/SFO-medarbejder. Jeg husker det her meget tydeligt. Jeg følte vitterligt, jeg havde knækket koden til fremtidig lykke. Fundet ud af, hvordan man slap for at blive voksen og kedelig. Snydt systemet. For når nu det bedste i verden var at lege med de andre børn i børnehaven/SFO’en, så er den logiske forlængelse deraf selvfølgelig at blive pædagog, når man blev voksen, for så kunne man lege med de andre børn resten af sit liv! Safe to say jeg havde nogle virkelig fantastiske pædagoger, som fik det til at se ud, som om deres job var udelukkende fest og farver og ikke noget af det der voksenpis.

Miriam, 9-14: Dyrlæge. Altså, i princippet ville jeg selvfølgelig allerhelst være Wendy Thorup fra Lindehøj Stutteri og Ridecenter, desværre havde jeg lidt modstand i den forstand, at ingen andre i min familie interesserede sig for heste. Men jeg har alle dage været glad for dyr, og det forekom mig en fremragende anledning til at få pelsede venner i store mængder. Sætte gips på klodsede hundeben, vaccinere kattekillinger, godkende heste til salg. Og så i 9. klasse skulle vi i erhvervspraktik. Og hvor andre af mine klassekammerater gik efter steder som Matas (man fik et gavekort på 100 kr, når ugen var slut), så valgte jeg den profession, jeg rent faktisk ønskede mig. Det blev selvsagt en brat opvågning. Min første patient var en kat, der skulle aflives, og ejeren tog den livløse krop med hjem i en sort sæk. Derefter fik en hund konstateret uhelbredeligt kræft. Til sidst fandt jeg mig selv stående ude foran en hestetransport, nussende en blød ponymule, mens dyrlægen var inde og godkende den til slagtning. Jeg tudede resten af dagen og droppede drømmen om at blive dyrlæge. Min hud er simpelthen ikke tyk nok. Året efter søgte jeg erhvervspraktik i en Matas sammen med de andre.

Miriam, 15-19: Kendt. Eller bare kærester med en kendt. Supervalid fremtidsplan.

Miriam, 20-20: Kæmpe panik. Fik min studentereksamen og anede ikke, hvad jeg skulle læse på uni. Søgte samtidig et job som staldpige midt ude på landet, fordi Wendy-drømmen aldrig helt døde.

Miriam, 21-22: Forfatter. Mine første år på uni begyndte jeg at arbejde ud fra, hvad jeg i hvert fald ikke ville. Når man læser engelsk, går en god portion af ens studiekammerater efter at blive gymnasielærere. Jeg ville ikke være gymnasielærer. Jo flere litterære fag, jeg havde, desto mere blev min interesse for at skrive vakt. Jeg havde ingen forhåbninger om at blive den næste Sylvia Plath eller Gertrude Stein, men mindre kunne vel også gøre det?

23-29: Oversætter. Der var ikke mange drømme de år her. Jeg var nede med en svær klinisk depression, hvorfor min kandidat – som er normeret til to år – også tog mig seks år at komme i mål med. Det meste af tiden havde jeg helt ærligt ikke overskud til at tænke på en fremtid. Jeg havde ikke planer om at have en fremtid. Når jeg havde håb nok til fremtidsplaner, gik de på, hvad jeg kunne være i stand til at klare på min sygdoms præmisser. Så noget med at arbejde hjemmefra og på valgfri tidspunkter, hvor jeg havde overskuddet til det. Oversættelse virkede som noget af det eneste, der potentielt kunne opfylde de kriterier, og som jeg samtidig var kvalificeret til. Problemet var bare, at jeg havde lavet et par freelance-opgaver, og jeg hadede det. Det er jo ikke alle, der får lov til at oversætte lækker litteratur og/eller tid til at sidde og nørkle med at få semantik, konnotationer og idiomer helt rigtigt. Jeg oversatte kundebreve om skruer og møtrikker og meditiationsguides om jordens spiritualitet, og jeg kedede mig bravt.

30-33: Blogger. Det var ikke, fordi drømmen ikke havde været der før, men jeg turde ikke håbe, så officielt fandtes den ikke. Tænk, hvis man kunne leve af den der lille blog med det dengang skrækkelige navn, jeg startede på Blogspot tilbage i 2011. Tænk, hvis det rent faktisk kunne lade sig gøre at finde et arbejde, jeg både elskede, og som passede til mig og mit nu desværre kronisk skrantende helbred. Jeg føler mig meget heldig på det punkt. Jeg aner helt ærligt ikke, hvad der var sket, hvis det ikke havde været en mulighed for mig at satse på bloggen.

34-?: “Vem vet, inte du
Vem vet, inte jag
Vi vet ingenting nu
Vi vet inget idag”

Jeg holder helt sikkert fast i blogger-titlen lidt endnu, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at drømmen om at tilføje ‘forfatter’ ikke lurede i baghovedet. Og hvis nu nogen skulle tilbyde det, så vil jeg også stadig gerne være Wendy Thorup.

Kommentarer (36)

  • Da jeg var ganske lille (før skolealderen) ville jeg gerne være faldskærmsudspringer som voksen. Der var ingen, der nænnede at sige til mig, at man ikke kan leve af, at springe i faldskærm. Men jeg endte også med at blive en kylling, så jeg har aldring sprunget i faldskærm. Ikke engang bare for sjov!!

  • Ja til Wendy Thorup, kærester/selv kendt og dyrlæge! Min far er dyrlæge og det smerter mig fortsat, at jeg matematisk ikke er dygtig nok 😔 Så nu ser jeg bare en masse dyrlægeudsendelser i tv!

    • Puh, men er det ikke også hårdt? Eller det vænner man sig måske til? Jeg tror stadig ikke, jeg ville kunne holde det ud.

      • Jo, det tror jeg da! Oftes er der jo til dyrets bedste at blive aflivet, tror det er det, de husker på… Og der er ikke hestepraksis der mere, havde nok også haft det liiidt stramt med at sende heste til slagtning!!
        Og tænk på alle de små hvalpe og killinger der skal tjekkes 🤩

        • Jeg kunne ikke klare det alligevel. Hvis ikke for dyrets skyld, så for at skulle kigge på folk miste deres kæledyr. Av for Søren.

  • Ville være bjergbestiger som lille, men det droppede jeg efter en tur på fjeldet på Island 😊
    Havde samme oplevelse som erhvervspraktikant hos dyrlæge (minus pony) og det var simpelthen så deprimerende at jeg droppede idéen på stedet!
    Tror ikke jeg er den eneste der er glad for at du “endte” som blogger 👍

  • Min datter på fem får aldrig tid til at arbejde, for hun vil nemlig være mor, når hun bliver stor❤️
    Og hun spurgte, oprigtig frustreret, hvornår det er hendes tur til at blive mor (hun har lige fået en lillebror).

  • Min søn på 4 år vil gerne være skraldemand (så han kan få lov til at køre skraldebilen) og pizzamand (så han kan få god pizza fra pizzamanden, hver dag! (og ikke træls hjemmelavet kartoffelpizza, som menuen stod på i dag)) når han bliver stor..

  • Jeg ville også være dyrlæge som barn. I erhvervspraktik fandt jeg ud af, at det tog 10 år at nå målet når folkeskolen var overstået. Så var den drøm lissom slukket, det gad jeg IKKE! 🙈
    Så forsøgte jeg at uddanne mig til hestepasser. Jeg kan afsløre, at man ikke bliver Wendy af at arbejde i en stald. Så bliver man bare underbetalt og slidt. 🙈😂
    Nu er jeg sygeplejerske på 10. år, det ligger da lidt henad dyrlægedrømmen. Og jeg hader det.. 36 år og tilbage ved start.. 🤷🏻‍♀️

  • Wendy var helt klart drømmen 😍
    Jeg var også i praktik som dyrlæge, i 9. Klasse. Jeg holdt 1 dag, gik tudende hjem derfra og kom ikke igen.

  • Carina Jørgensen

    Åhja… dyrlægedrømmen eksisterede også i stor stil her, tog også en erhvervspraktik i det, og hylede også flere gange undervejs første dag, men kom igennem med intakt interesse. Drømmen brast big-time efter gymnasiet og det erhvervede snit som ikke rakte til kvote 1 og i kvote 3 var der 30 pladser. Bye bye til dyrlægedrømmen. Alternativer måtte findes, det blev så biomedicin (pissespændende!), også blev jeg til en crazy cat woman først, efterfulgt af crazy cat woman opdrætter, og her får jeg i den grad stillet mine lyster – det gør ikke noget jeg ikke blev dyrlæge. Det her er ligeså fedt. Til gengæld er min og de pelsede bæsters dyrlæge i perioder ret træt af mig, fordi jeg stiller lidt mere udfordrende spørgsmål end gennemsnitskunden, og stiller spørgsmålstegn ved behandlingen hvis ikke jeg er enig hahaha, og har meninger om hvilke laboratorieanalyser der bør udføres og man rent faktisk kan stole på. Men jeg sørger bare for at holde hende til ilden, og holde hendes viden opdateret hehe.

  • Hvor er det godt, at så mange af os fik den der dag i erhvervspraktik, så vi kunne se, at dyrlægejobbet er hardcore! Jeg var med til aflivningen af en hund, og jeg besvimede og bankede hovedet ind i en væg. Sådan. Og jeg er oven i købet opvokset på en gård med alle mulige dyr, så det er ikke, fordi det var første gang, jeg blev konfronteret med slutningen på et dyreliv. Men dyrlæge skulle det skisme ikke være efter den dag…
    Jeg ville være journalist, da jeg var teenager – det ville have været verdens dummeste valg for en genert introvert som mig, der bare godt kan lide at skrive…

  • Jeg havde også dyrlægedrømmen, så læste jeg, at 60 % arbejdede med kødkontrol på slagterier. Og det var jo ikke lige derfor, jeg drømte om at blive dyrlæge.

  • Mig og min søster skulle have vores egen Frellsens Chokolade butik 🍫🧁(fordi: al den chokolade og softice, vi kunne spise) senere skiftede drømmen dog til vores egen McDonalds.🍔🍟 (Cheeseburger for life, når man er teenager)

  • Jeg ville gerne være læge, glaspuster, guldsmed, designer, frisør og model. Jeg blev ingen af delene 😂

  • Caroline Stadsbjerg

    Virkelig en fin idé til et indlæg + det sætter tanker igang om ens egne drømme.
    Jeg havde skøjteprinsesse allerførst, så forfatter i tredje klasse, videre til professionel backup danser for JLO eller lignende. Mange år med komplet krise over fremtiden, så læste jeg psykologi, og nu er jeg tilbage ved forfatter. Har snart færdigskrevet min første roman, så nu skal jeg ‘bare’ have fat i et forlag, der vil have den. Så bliver den selvfølgelig en international bestseller, og jeg kan leve af at skrive (forfatter er jo et dejligt nemt erhverv med en god økonomi). Ej, men det at se sin egen bog i en butik… Fuck, det ville være fedt.

    • Hahaha, jeg har samme tanker omkring at være forfatter. Det er jo virkelig en promille, der kan leve af det, men titlen i sig selv er blæret! Hvis NOGEN gad læse ens bog!

  • Min første drøm var at blive postbud, fordi jeg gerne ville gøre folk glade – og alle elsker jo at få breve og postkort! Den drøm brast da jeg fandt ud af, at der mest af alt kommer regninger og reklamer…

  • Da jeg var 6-7 år ville alle pigerne i klassen være prinsesser. Jeg ville være dronning, mest fordi jeg så kunne bestemme over dem alle (klassisk storesøster karaktertræk). Da jeg var ca. 12 år skiftede drømmen til FBI agent (stærkt inspireret af X-Files!), indtil jeg lærte at Danmark altså ikke har noget FBI 😉

      • Ja tænker faktisk det er en evne, der skal på cv’et 😉 Drømmen er desværre ikke gået i opfyldelse (endnu), men jeg fik lov til at spille dronningen i skolekomedien i 5. klasse!

  • Haha – jeg er vokset op på et ridecenter og pt. har vi en Dixie som rideskolepony 😉 Jeg ville først være kaptajn på et skib, for at komme ud og rejse og fordi jeg elsker havet. Men så kom dyrlæge-drømmen og jeg gennemførte. Det er altså et fedt studie og man har virkelig mange muligheder bagefter – det er langt under halvdelen, som ender med at stå og vaccinere hundehvalpe 😉 Jeg tror jeg også overvejede psykolog og som dyrlæge skal man ligge øre til mange ting. Fx synes mange, at det da må være et kald og at vi er alt for dyre… Well, har I hørt om tandlæger!?

    Det er dog også en hård branche – selvmordsraten blandt dyrlæger er skyhøje, så til jer, som har måtte opgive drømmen: det er vist fint nok.

  • Mig
    Cirkusprinssesse, noget med tyl og perlietter 👸👸👸
    Diplomat, se fremmede lande
    Advokat, jura er stadig spændende
    Hvor jeg endte, fordi man kan læse på hcø uden at ænde som gymnasielægee

Skriv et svar til Dorthe Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.