Jeg er jo Bridget Jones #411

1. Apropos gårsdagens indlæg, så lykkedes det mig på en eller anden måde decideret at knække halsen på min køkkenvandhane, mens jeg gjorde rent i mandags. VVS’eren kunne først komme torsdag. Jeg kan afsløre, at man tænder sådan en vandhane virkelig tit ud af ren vane. Jeg oversvømmede mit køkkenbord nonstop.

2. Ved I i øvrigt, hvor stor en opvask, man kan nå at opbygge på tre døgn? For det ved jeg nu, og det var væsentligt mere, end jeg havde troet.

3. Mens VVS’eren alligevel var her, fik jeg ham til at kigge på min vandhane på badeværelset også, for den har dryppet lidt. Han endte med ligeledes at skifte den ud. Da han gik, havde jeg en totalt tæt vandhane, men til gengæld en virkelig utæt håndvask. Det viste sig, han liiige havde glemt at stramme et rør til.

4. Jeg har færddiggjort en hel læbepomade uden at smide den væk undervejs. Stoltheden er enorm.

5. For tre timer siden sad jeg på benpres-maskinen nede i Fitness World, da mine træningsbukser (et par af mine favoritter, sågar!) besluttede sig for at give fortabt i den der syning, der sidder lige mellem ballerne.

6. Den eneste grund til, at jeg ikke lagde mig ned og døde af skam i det øjeblik, er, at jeg for noget tid siden skiftede til hotpants som træningstrusser, fordi jeg oplevede at mine sædvanlige g-strenge havde en tendens til at skave nogle, ahem, uheldige steder.

7. Jeg ved af gode grunde ikke, hvordan det der uudtalte fællesskab mellem mødre fungere, men da jeg skulle købe vådfoder til Herbert, var der en dame, der stoppede mig og spurgte, hvilke smagsvarianter jeg kunne anbefale, for hendes kat var vildt kræsen. Derefter kastede hun sig ud en en lang beskrivelse af hans personlighed og deres forhold, og det var lige dele super underligt og meget hyggeligt og helt sikkert det tætteste, jeg nogensinde kommer på at dele modererfaringer med en anden kvinde.

8. Hev kølefrys-stikket ud for at få plads til minihakkerstikket. Opdagede først seks timer senere, at jeg havde glemt at sætte det til igen.

9. En af mine Facebook-venner er blevet hacket, hvorfor jeg fik en besked på Messenger, der lød: “Hey, er det dig i den her video?” og så et link. Jeg har da sjældent oplevet en panik så voldsom som i de ca. syv sekunder, der gik, før det gik op for mig, at det nok ikke var en legit besked.

10. Det er Super Bowl Sunday i dag. En af de få dage om året, hvor jeg virkelig er ked af, at jeg ikke ejer et fjernsyn, for af en eller anden grund er football undtaget min ellers meget ringe interesse i professionel sport. Overvejer i øvrigt at planlægge en USA-tur til næste år, der ramler sammen med Super Bowl bare for at opleve på egen krop, hvor sygt meget amerikanerne går op i den slags.

Kommentarer (14)

  • Jeg var i New York i 2012, da de vandt Superbowl. Da hele optoget kørte gennem byen dagen efter og en fyr i ren ekstase råbte ‘He’s got the trophy, he’s got the trophy’ da en af spillerne løftede det over hovedet, begyndte jeg nærmest at græde med ham! Jeg har aldrig set SÅ mange mennesker være SÅ glade! Så sørg for at være i den by, der vinder (du må nok lige alliere dig med nogle gode odds-makere på forhånd)
    Det er i hvert fald hvad jeg bedst husker fra den tur 🙂

    • Haha, well, at dømme efter det antal Super Bowls jeg har set, så kan man ALDRIG være sikker på, hvem der vinder! 😀

  • Du skriver altid himmelsk, og derfor håber jeg, at du vil rette nutids-r’et i punkt syv. Du behøver ikke publicere min kommentar 🙂

  • Ej øv med træningsbukserne! Jeg har engang været på vandretur med 15 andre personer. Hen mod slutningen sprækker mine shorts midt på låret. De var helt nye og sad på ingen måde tæt, så jeg fatter egentlig ikke, hvorfor det skete. Sprækken blev større og større jo længere vi gik. Da turen var færdig skulle jeg bruge cirka 40 minutter på at cykle hjem og sprækken blev bare større og større, til sidst var mine trusser også fuld eksponeret, og jeg skulle cykle forbi flere legepladser på vejen, lidt pinligt ?

    • Nooo, det er bare ens værste mareridt, når man er ude midt i ingenting og intet kan gøre! Jeg bor heldigvis ret tæt på mit fitnesscenter og havde en lang jakke på!

  • Nr 4!!!! Det har jeg, i mit 35 år lange liv, endnu aldrig præsteret…. Vildt…. Det går først op for mig nu… Jeg tænker du må bevise det 😀

  • Jeg er dybt imponeret over, du aldrig før har ladet opvask hobe sig op i mere end tre dage. Hvilket menneske er du? Jeg troede lige jeg kendte dig ?

    • Hahaha, altså, jeg har haft markant større opvaske end pt, men der er alting nogle ting, man lige tager med det samme, du ved. Pander og skærebrætter og den slags. Men nu kunne jeg pludselig ingenting fjerne, og så gik det altså stærkere, end det plejer! 😀

Der er lukket for kommentarer.