Fuck offerrolle-anklagen og den hest, den red ind på!

Lad os sige, der er en kvinde, der mangler begge sine fortænder. Hun er meget øm omkring den del af sit udseende, men tandlæger koster en halv bondegård, og sådan en ejer hun ikke. Faktisk har hun slet ikke et arbejde. Hun har prøvet at søge, især før i tiden, men hun er overbevist om, at hendes udseende har gjort, at hun er blevet valgt fra. Så nu har hun lidt givet op. Og fordi hun ikke kan finde et arbejde, så kan hun heller ikke få råd til at få ordnet sine tænder. Det er en ond cirkel, hun sidder fast i, og den gør ondt. Hun synes, det hele er lidt uretfærdigt  – hvilket i og for sig er forståeligt nok – men hun har samtidig opgivet aktivt at gøre noget ved sin situation, så hun sidder nu fast både i situationen og i følelserne af, at det er træls og svært og synd for hende.

Det er et sådant scanario, de fleste af os vil associere med offerrollen. I realiteten findes der selvfølgelig et væld af forskellige typer offer-mentaliteter. Nogle både konstruktive og gavnlige, andre sabotører for egen udvikling. Det er sidstnævnte, der er blevet mest kendt, men hvor psykologer anvender termen med kærlighed og til forhåbentlig gavn og fremskridt for deres klienter, så er verden udenfor gået en lidt anden retning. Det gælder især i den offentlige debat.

Det smarte ved at anklage folk for at “smide offerkortet” eller “sidde fast i en offerrolle” er først og fremmest, at det er et personangreb under påskud af at være saglig debat. Hvilket er lidt ironisk, for det er ret straight up ad hominem-argumentation. Man forsøger at invalidere et argument ved at så tvivl omkring, hvorvidt personen i den anden ende overhovedet er et rationelt menneske med en gyldig problemstilling. Det er en spritny måde at sige “tag dig sammen” på. Dit argument er ikke validt, for du er ikke valid. Og det er røvprovokerende. Jeg kan især huske engang, hvor en kvinde havde skrevet en kronik om, hvordan mænd stadig føler stor berettigelse til kvinder og i særdeleshed til kvinders kroppe. Hvordan de fleste af os fx stadig oplever, at mænd kan finde på at tage på os i byen, og hvis vi siger fra, er vi kedelige og frigide, og skal “tage det som et kompliment”. Kommentarfeltet var noget af det mest enerverende, jeg længe har læst. Mand på mand på mand, der råbte op om kvinder, der pev og smed offerkortet og krænkelseskultur og anden moderne retorik skabt for at kunne bagatellisere problematikker, som virkelig burde være udryddet, men hvis man ikke må rage på dejlige damer og lave racistiske jokes med drengene, hvad fanden må man så overhovedet i dag?

Offerrolle-anklagen skal lægges i graven, og det kan ikke gå hurtigt nok. Den hører ingen steder hjemme i en respektfuld debat.

En anden konsekvens af den her tendens er, at vi nu er nået til et punkt, hvor sårbarhed ofte bliver lig med en offerrolle. Hvor man ikke kan få lov til at vise sorg eller ulykkelighed eller frustration uden en risiko for, at man bliver anklaget for at have ondt af sig selv og får besked på at komme ud af sin offerrolle. Og det shit skal stoppe lige nu. Sådan fungerer livet bare ikke. Man kan ikke ville sig selv over små og store bump i livet ved at nægte at føle de hårde følelser. Tværtimod er jeg af den absolutte overbevisning, at det er enormt usundt at skubbe de svære ting ned og ignorere dem. Så ligger de bare og ulmer, indtil man på et tidspunkt eksploderer. Nogle gange er tingene noget lort, og det er okay at synes det og mærke det og have det virkelig svært med det. Det er okay at mene, at tingene er uretfærdige, og alle andre har det lettere, og hvorfor sker det her for mig?! Det er et outlet at komme af med frustrationen, og for mig (og sikkert også mange andre) er det også det første skridt til at komme videre, om problemerne så skyldes eksterne eller interne årsager. Man skal bare lige kapere det hele først, ikke?

Jeg siger ikke, at offerrollen slet ikke findes. Hvis man begynder at sidde fast i de tanker henover længere tid, og man ikke kan komme videre og lader det påvirke hele sit liv, så kan vi begynde at tale om, hvorvidt det er sundt, og om der er nogle underliggende problemer, der skal arbejdes på, men vi er simpelthen nødt til at holde op med afnormalisere det at opleve svære tider med tristhed og opgivenhed. Og vi skal holde op med at råbe “offerrolle!” til folk, vi følger på sociale medier, fordi de har en hård dag (eller uge eller måned) og deler det med verden. Vi skal i det hele taget lade være med at råbe “offerrolle!” til folk, vi ikke kender personligt, og hvor vi ikke har hele historien. At få kastet sådan en anklage i hovedet er et angreb, ikke en hjælp. Jeg ser det ske hos så mange damer, der tør blotte sig selv og forsøger at aftabuisere at have rod i følelseslivet, og det er et skridt i den stikmodsatte retning af den vej, vi gerne vil.

Hvis du har det svært, fordi din kæreste har slået op med dig, eller din arbejdsplads er giftig, eller du har en konflikt i din familie, eller dit humør bare er fucked, fordi det er januar, så er det træls. Og det er synd for dig, at du har det træls. Og det er okay at svælge lidt i din selvmedlidenhed, hvis det er det, du har brug for. Den går jo over igen.

(Forestil jer venligst, at “Circle of Life” fra Løvernes Konge spiller som outro).

Kommentarer (64)

  • Tak Miriam, det indlæg havde jeg brug for.
    Det er som om, at folk nogen gange glemmer at man ikke altid selv vælger at være et offer. Og nogen gange har man bare brug for: 1) at acceptere det 2) sørge/tænke over/være i det man har oplevet/været ude for, og 3) at sige det højt/snakke om det.
    Det er okay at have ondt af sig selv, så længe man ikke sidder fast i det.

    • Offer er blevet et kæmpe fy-ord. Men nogle gange er man jo bare offer for nogle nederen omstændigheder, som man netop har brug for en form for proces for at kunne acceptere, så man kan komme videre. Og det er sgu nederen, og det må man godt synes! Og ja, jeg finder også stor værdi i at tale højt om det.

      • Jeg har nemlig også brug for at sige nogle ting højt, uden at få at vide at jeg bare skal tage mig sammen. Og da jeg skrev at man skulle acceptere det, mente jeg egentlig at man skal acceptere det overfor sig selv. Det har jeg i hvert fald haft brug for, fordi offer netop er så meget et fy-ord, at jeg ikke kunne se mig selv som et, selvom jeg var det.

  • Nemlig.
    Sådan.
    Lige mine tanker. Desværre ikke som jeg kan sige det – og skrive det. Men det kan du heldigvis.
    Bare rigtig mange læser – og forstår.
    Tak <3

  • Tak for det fine skriv det giver virkelig god mening i en tid hvor det næsten kan føles lidt som en forbrydelse at have en dårlig dag uden at føle at man indtager offerrollen. Dårlige dage findes og det bliver man ikke offer af. Det er ikke alle livets omstændigheder man selv bestemmer over.

    • Præcis. Og det er jo helt naturligt, at ens humør ikke ligger stabilt på super-glad altid. De fleste af os har jo små og store udfordringer med jævne mellemrum.

  • Det er også bare for sindssygt, at når man snakker offermentalitet, er det ofte med tanke på at andre har det værre end én selv. Man ville jo aldrig prikke nogen på skulderen og sige, hvorfor er du så glad? Du er jo ikke millionær endnu, etc etc. Det handler selvfølgelig om alt med måde, og hvis man har seriøse mentale problemer, skal man have hjælp til at komme ud af dem, men hvorfor skal alting gøres til en konkurrence?

    • Arh ja, ligesom hvis nogen siger: “Puha, jeg er træt, jeg har kun sovet fem timer i nat” og så en anden siger: “Fem timer! Jeg ville ønske, jeg kunne sove fem timer! Jeg har kun sovet tre!” Der er træthed nok til alle! 😀

  • A-fucking-men! 👏🏼
    Det er virkelig et vigtigt indlæg i den debat.
    Jeg har flere gange oplevet, at hele denne prædiken om at komme ud af offerrollen bliver efterfulgt af et: “og hvis du føler dig ramt, så er det nok fordi du ER i offerrollen, og skal se at komme ud af den.” Det har aldrig været sundt at skulle skjule egne følelser, eller pakke dem væk, fordi de ikke er velsete.
    Tak for dit velformulerede indlæg ♥️

    • Det er da det værste argument, jeg nogensinde har hørt. Selvfølgelig bliver man ophidset, hvis man bliver anklaget for noget, som er skrevet i negativ mening, og som man synes er jævnt fucked up.

  • Hørt.
    Bliver så provokeret, når folk bruger ‘krænkelseskultur’ til at håne og være nedladende. Det er okay at blive krænket! Lad os sammen være nysgerrige på, hvorfor du bliver krænket og jeg ikke gør – og hvordan kan vi istedet mødes.

    • Fuck, det er en god indstilling. Jeg er nok mere på siden, der bliver “krænket”, men jeg kunne godt bruge den til at prøve at forstå dem, der synes, tydeligt stødende ting er okay.

      • Jeg synes som regel, at dem der taler om krænkelseskultur, krænkelsesparathed, at folk er nogle snowflakes, pc-kultur mm. bare bliver krænket over andre ting selv – at der findes mennesker der gerne vil kaldes ‘hen’ og at Føtex sælger vinterboller og den slags. Vi stødes nok bare af forskellige ting.

        • Jeg er helt enig. Jeg finder det også ironisk, at dem, der skriger krænkelseskultur RIGTIG ofte føler sig krænket af, at andre mennesker siger fra. 😀

  • TAK!!! Jeg har en person i mit liv, som taler meget om denne offerrolle, og jeg har virkeligt lyst til at slå vedkommende med en stegepande, når det kommer op. Selv samme person har efter min mening en usund tendens til at feje alle følelser ind under gulvtæppet og at blive irrationelt vred over små ting. Så hellere indtage “offerrollen”, have ondt af sig selv en rum tid, deale med det og så går det stille og roligt fremad igen på et tidspunkt.

    • Vi dealer alle med følelser på forskellige måder. Jeg tror ikke på at diktere, hvordan andre tackler deres, men jeg vil heller ikke have høvl for, hvordan jeg tackler mine, hvis det fungerer for mig!

  • Så godt skriv, Miriam! 🙏

    Jo, man må gerne give udtryk for, at man har det svært. ALLE har det svært indimellem. Hvis vi ikke kan sige det højt af frygt for, at nogen smider offerrollen på os, bliver det (endnu mere) svært at være til. Det skaber let en forkerthedfølelse og en følelse af ensomhed, når man føler sig nødt til at internalisere svære følelser. Man skal ikke klare alting selv. Man må gerne søge trøst, støtte og nogle at spejle sig i. Det kan være en stor hjælp i processen med at få bearbejdet de svære følelser.

    • Lige præcis. Og det skal bestemt ikke gøres til noget forkert at være i sine svære følelser og anerkende, at de er svære. Det bliver kun dobbelt-svært, hvis man samtidig skal lade, som om altid bare spiller.

  • Jeg har længe gået og tænkt på, hvad mit problem med hele “offerrolle”-retoriken er, og du har simpelthen formuleret det helt perfekt her. ALLE burde læse det her. Seriøst.

    Jeg er så træt af, at problemer bliver bagatelliseret, fordi vi for alt i verden ikke må være “ofre”. Det er jo bare en måde hvorpå folk kan distancere sig fra virkelige problemer og ikke behøver forholde sig til det. Folk gider ikke ændre deres opførsel eller have dårlig samvittighed over deres opførsel eller have medfølelse med folk. Så de smider et “du er bare ynkelige nu”. Så behøver de ikke deale med hvad end det nu er, de synes ikke lige passer ind i sådan som de har lyst til at føle.

    • Plus, folk er jo forskellige. Nogle er mere sensitive end andre, nogle har psykiske lidelser, der gør livet lidt ekstra udfordrende, nogle er bare decideret uheldige og bliver budt uretfærdigt meget. Medfølelse er nice – også selvom man måske ikke helt selv kan relatere.

  • Standing ovation! Damn det er godt skrevet. Tak! Jeg læser af og til kommentarer til diverse danske artikler og jeg kan BRÆKKE mig over hvor ofte “offerrolle” , “krænkelseskultur” og ikke mindst mit absolutte hadeord “krænkelsesparat” figurerer.. Fy for satan det er klamt.

    • Jeg bliver især irriterende, fordi det SÅ ofte bliver brugt i situationer, hvor nogen bitcher over ikke længere at måtte diskriminere åbenlyst.

      • Lige nøjagtig!!
        Hader især også den der med at pludselig er det blevet en negativ vending at “tage hensyn”??? WTF?!

        • Ja! Der gik virkelig et lys op for mig første gang jeg hørte nogle sige:”Det kan ikke være rigtigt, at man i disse tider skal til tænke over alt hvad man siger. Hvad med !YtRiNgSfRiHeDeN!?”.Det forklarer godt nok en hel del af det L*rt der bliver lukker ud, haha!

  • Hvor er det virkelig bare spot on, det du skriver. Hvis det bare var så nemt “at tage sig sammen”, så ville vitterligt ingen jo have det svært. Lad os hjælpe hinanden både praktisk og følelsesmæssigt så meget vi overhovedet kan i stedet for at dømme hinanden.

    • Det er en underlig tilgang, at det er “forkert” at have det svært. Det er helt naturligt. Og det er okay at være i det.

  • Stående ovationer herfra! Relevant, velformuleret (som altid) og knivskarpt afleveret. Bravo 👏🏻❤️👍🏼

    • Efter det stunt de kørte med Brad Pitt og Jennifer Aniston, så er jeg meget skeptisk omkring kvaliteten af det magasin!

  • Rigtig godt skrevet! Jeg kender så meget det du skriver – jeg er en af de “berømte” ledige akademikere og kender alt for godt følelsen af at være en taber, der ikke kan noget (altså få et job) – den kommer med jævne mellemrum og det er rigtig deprimerende, men ikke altid noget man selv kan styre, men noget af det eneste der hjælper er at dele det med nogen i samme situation eller nogen der er åben for at prøve at forstå. Så føler mig så mødt af det du skriver – tak, bare tak! 🙂

    • Det er jeg glad for! Og jeg har det helt på samme måde. Nogle gange skal man bare ud med det – og helst til nogen, der vil lytte!

  • Miriam altså! Du rammer så spot on, at jeg slet ikke kan få armene ned. Kan vi lige få det her helt præcise og så absolut velformulerede blokindlæg til at gå viralt. Så vigtigt, så rigtigt & så præcist. Tusinde tak for at sætte ord på noget, jeg har tænkt længe.

    • Det ville da være dejligt, men jeg har desværre lidt en fornemmelse af, at dem, der trænger mest til at høre det, desværre ikke har åbne ører.

  • Tak for det her indlæg!!!! Du har sat ord på alle mine tanker omkring det her. Jeg har haft nogle hårde år med lang ledighed efter afslutning af kandidat og en masse fertilitetsbehandlinger. Og det var overlap i de her perioder. Og hold kæft hvor var jeg ked af det og havde ondt af mig selv. Jeg følte ikke at jeg kunne noget fagligt og ej heller biologisk. Jeg har en veninde som tog vildt meget afstand til mig fordi hun ligesom ikke kunne forstå at jeg kunne blive ved med at være ked af det, men det var jeg sgu bare. Vores venskab bliver bare aldrig det samme igen…
    Jeg bogmærker det her indlæg så jeg kan læse det igen og igen!

    • Prøvåhør, ledighed og ufrivillig barnløshed er to virkelig tunge sataner at skulle kæmpe med. Der er ikke noget at sige til, at du var påvirket af det. Det vigtigste er, at du ikke gav op!

  • Jeg er så enig! Jeg har generelt haft et godt liv og har sjældent haft det svært. Selvfølgelig har jeg brokket mig over eksamener og sådan, men hvem har efterhånden ikke det? Men jeg hang mig sjældent i det.

    Men for nogle år siden blev jeg alvorligt syg, og lægerne kunne ikke finde ud af, hvad jeg fejlede, udover at det var en infektion af en art. Det meste af året var jeg ind og ud af hospitalet, og i en periode troede jeg, at min krop ville give op. Men jeg følte også, at min omgangskreds mente, at jeg bare skulle tage mig sammen og komme ud af offerrollen. Det gjorde ufattelig ondt!

    Det var hårdt nok at være syg, uden at blive mødt med skeptisk, når jeg fortalte, at jeg var alvorligt syg eller folk som virkede træt af at høre, når jeg delte mine frustrationer. Så mange gange endte jeg med at holde det for mig selv. Efter mit sygdomsforløb fortalte jeg disse ting til en af mine tætteste veninder, som ikke havde været der for mig under mit forløb, fortalte hun mig, at jeg også havde været en dårlig veninde under mit sygdomsforløb. Det gjorde virkelig ondt, at hun kunne være så uforstående overfor min situation. Vi er ikke venner i dag…

    • Wow, vild nok reaktion fra hendes side! Selvfølgelig er det også hårdt at være pårørende til en syg, men det virker slet ikke, som om hun tænkte på dig i den situation.

      • Jeg er ikke i tvivl om, at det kan være hårdt at være pårørende, og jeg kan slet ikke forestille mig, hvilken følelse af afmagt man må have. Men ikke en gang spurgte hun ind til, hvordan jeg havde det under mit forløb, med mindre at jeg selv tog det op. Og når jeg tog det op, så følte jeg, at mine veninder vendte det hvide ud af øjnene og gjorde sig klar på at høre mig “påtage” mig offerrollen igen.

        Det gjorde virkelig ondt at føle, at mine tætteste veninder virkede til at have det sådan, da jeg ellers ikke plejer at brokke mig, og jeg altid selv prøver at lytte og være forstående, hvis de deler noget.

        Men det var næsten lige så hårdt at få kastet i hovedet, at jeg jo også havde været en dårlig veninde under mit sygdomsforløb (jeg havde i forvejen dårlig samvittighed over, at jeg ikke havde haft kræfterne/overskuddet til at være der så meget, som jeg plejede), når jeg prøvede at tage det op, at jeg følte mig overhørt og sat i en forkert bås.

        Jeg ville ønske, at hun læste med her. Men det tror jeg nu ikke, at hun gør. Men jeg håber, at dit indlæg kommer ud til mindst en som har tendens til at sætte folk i offerrollen og måske får personen til at tænke sig om en ekstra gang.

        Tak for at du er dig, og tak for din blog. Jeg synes virkelig, at du er fantastisk til at skrive, og du formår altid at formulere svære emner så fint og meget bedre end jeg nogensinde selv ville kunne! Derfor elsker jeg at læse med!

        • Det er et svært svigt at komme over. Når man ikke bare er blevet svigtet, men også bliver beskyldt for at være svigteren. Jeg håber, du har bedre venner i dag. <3

          • Ja, det er det bestemt. Jeg troede egentlig, at jeg var kommet over det men at skrive om det fik mig til at græde, men det er vel også sundt nok, og jeg håber, at det kan hjælpe mig med at lægge det helt væk. Tak ❤️ Det har jeg heldigvis. Mit sygdomsforløb viste mig også, hvem mine rigtige venner er.

            Det overraskede mig egentlig hvem der endte med at være der for mig, og vi er i dag blevet endnu tættere end før ❤️

          • Jeg var igennem det samme med min depression. Når tingene er svære, finder man virkelig ud af, hvem der er gode for en.

  • Hvor er jeg glad for, at du bringer det op. Det er netop sådan en frygt for en offerrolle-anklage der har holdt mig fra at fortælle nogen som helst om mine alkoholiske mor. Det sutter røv at vokse op i sådan et hjem. Full stop. Det er ikke noget der har gjort mig stærkere eller bidraget til mit liv på nogen som helst positiv måde, men det er svært at sige uden at lyde som om om man er et offer. Men det er jeg jo. Nogle gange er man et offer for andre menneskers handlinger, naturen ect.

    • Jeg forstår ikke helt, hvornår offer blev lig med hjælpeløs, ugidelig, stagneret, osv. Som du selv siger, nogle gange bliver man over for omstændigheder uden for ens egen kontrol. Og det er sucky! Det betyder ikke, at man ikke arbejder intenst med det og kæmper for at komme udover det, men jeg forstår ikke, hvorfor det er blevet forbudt at anerkende, at det er svært.

Skriv et svar til Louise Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.