“A lot of New York women wear scrunchies!”

Jeg talte for nylig med en veninde om det der med virkelig hardcore trends, der forsvinder og så ligger i dvale i noget, der minder om et par årtier, hvorefter de kommer bragende tilbage igen. Nogle af dem er ret ligetil. Scrunchies, for eksempel. Da 80’erne gik på hæld, blev scrunchies det ultimative tegn på kiksethed. Og det holdt ved godt og længe. Af alle katastrofale ting ved Carrie og Bergers forhold var en af de primære den scene, hvor Carrie har påpeget, at det er urealistisk, at den kvindelige protagonist i hans bog er en new yorker iført en scrunchie, og Berger erklærer sig dybt uenig, hvorefter de støder på en dame netop iført en sådan, og han bliver helt hoverende, indtil det viser sig, damen er fra Macon, Georgia. Og lad os være ærlige her, Sex & the City er muligvis kendt for deres dristige modevalg, men de går immervæk i noget topmærkeligt shit. Og alligevel blev grænsen trukket noget så eftertrykkeligt ved scrunchies.

Det er ved at være en håndfuld år siden, jeg kastede min kærlighed på scrunchies. Jeg er sikker på, min mor har fyret et par stykker af sådan nogle på mit hoved, da jeg var helt lille, men min modesans var endnu ikke udviklet i en sådan grad, at jeg har oplevet scrunchies som bevidst stilvalg. Så da jeg forelskede mig i dem, var det ikke nostalgi, mere min generelle begejstring for 80’ernes overordnede grim-fed-hed. Jeg taler meget om grimfedhed. Ting, der er så grimme, at de flipper over og bliver fede. Nogle gange forsvinder det grimme endda helt med tiden.

Mindre afstikker. Den pointe, jeg ville frem til, er, at da jeg besluttede mig for at scrunchies skulle til at være en fast del af min garderobe, var de nærmest umulige at opstøve. Jeg ville have en stor, fluffy velour-satan, og jeg kunne max få en standard-elastik med lidt ekstra stof omkring. Efter lang tids søgen endte jeg med at være heldig i Tyskland. Om det så er fordi de var på forkant med the return of the scrunchies, eller om det er, fordi de altid bare vil sidde en lille smule fast i 80’erne, det ved jeg ikke, men i et par år hamstrede jeg ivrigt, hver gang jeg var i en KiK. (Det gør jeg sådan set stadig, for selvom alle butikker med respekt for sig selv i dag sælger scrunchies, så koster de seriøst en formue, mens KiK stadig kører med to for en euro).

Men scrunchies er nemme. De kræver ikke noget videre at producere, hverken design- eller fremstillingsmæssigt. De er nemme lige at fjerne eller tilføje, når det gælder produktion. Hvordan dælen hænger tingene sammen, når det kommer til brands, der går hen og bliver en midlertidig trend? Det er ikke så forfærdeligt længe siden, at Buffalo-skoene kom tilbage. Jeg har en fornemmelse af, at de fleste på min alder pænt er sprunget over i denne omgang, for vores ankler har helt ærligt lidt nok på den konto, men jeg bebrejder ikke dem, der kigger lidt nyforelskede på mine teenagesko. Men ærligt, hvordan kan Buffalo-sko bare poppe op igen? Hvordan har Buffalo som virksomhed overlevet, siden vi i startnullerne besluttede os for at fratage dem titlen som det eneste rigtige fodtøj? Jeg er selvfølgelig indforstået med, at Buffalo fremstiller alle mulige slags fodtøj og ikke havde gamblet hele deres formue på plateau-hesten, men stadig. Der var vitterligt i hvert fald et årti, hvor jeg fuldstændig havde glemt deres eksistens, og i min hjerne figurerer de ikke som et go-to skomærke eller overhovedet et voldsomt tilgængeligt et. Og så har de alligevel ligget og ulmet. Og ventet. Og forberedt sig på modens uundgåelige circle of life.

Gad vide, om det er det samme med andre trendy brands, der gik fra nul til hundrede i en fuldstædig vanvittig, allestedsnærværende hype og så ligesom bare forsvandt fra den ene dag til den anden. Jeg mener, det er vel kun et spørgsmål om tid, før Von Dutch-kasketten starter sin renæssance, no? Og ikke så forfærdeligt lang tid derefter må Ed Hardy følge trop. Jeg har tjekket, og begge virksomheder findes altså endnu, selvom en søgning på Ed Hardy kunne fortælle mig, at deres butik i København desværre(?) er lukket permanent.

For mit vedkommende – hvis jeg skal heppe på en tilbagevendende trend – så går jeg Kawasaki sko. Relativt billige (jeg havde en avisrute hver weekend en hel sommer for at spare op til mine Buffalos!), relativt tilforladelige i udseendet og vigtigst af alt: Behagelige! Hvis I skulle genoplive en trend, hvad skulle det så være?

Kommentarer (34)

  • Og kan vi lige tale om at trompetbukserne er vendt tilbage igen?! Neeej nej nej. Hvad bliver det næste? Underkjolen? 🤦🏼‍♀️

  • Helt klart Kawasaki sko! De var gode, billige og kunne fås i et væld af farver!!
    Og så var jeg enormt fan af trekvart leggings og en lang top.. Åhhhh jeg gik stort set ikke i andet. Det var lidt ligesom joggingtøj i pæn format.. Og om vinteren var det med knæsokker og lange støvler.. GOD trend 😂

  • En tørrehjelm og en rullemaskine (hed de ikke det? Dem der overskudsagtig bare sprøjtede ny pressede viskestykker ud)
    There…I Said it!

      • En rullemaskine er lidt som et stort strygejern. Man ligger sit tøj, et lagen eller lignende på, så trykker man på en knap og få sekunder senere er tøjet, lagenet kommet nystrøget ud på den anden side (jeg ved det kun, fordi der var en i min gamle vaskekælder) 😊 Men jeg ved ikke lige, hvad en rullemaskine har med “returmode” at gøre..?

  • Jeg er voldsomt begejstret for, at cargopants er tilbage. Nu kompenserer jeg for alle de cargopants, jeg ikke måtte få, da jeg var yngre 😂 eller, indtil videre er det blevet til et enkelt, lækkertsch par i armygrøn fra ONLY.

  • Dr. Martens ♥️
    Kan ikke bestemme mig for om de ER retur, eller bare er klassikere.

    Og så savner jeg de sygt behagelige thailandske fishermens bukser. De der onesize man vikler omkring sig selv og folder ned. Absolut uklædelige, men igen: åh så behagelige ♥️

  • Sjovt, jeg synes stadig, scrunchies er noget af det grimmeste, der findes. Og ikke grimfede, bare grimme.
    Kawasaki havde jeg glemt! De var da okay. Gårdsangersko, til gengæld, de var kiksede.

    God weekend!

  • Nu sidder jeg tilbage med sådan en følelse af at jeg slet ikke var klar over at scrunchies nogensinde har været kikset, haha.
    Jeg er fra ’92, og jeg har beholdt mine fra dengang, om end min samling er blevet noget større i løbet af de seneste par år – jeg har en beskeden samling på omkring de 20.
    Buffalo sko var dog en trend jeg med glæde smed. Jeg kom aldrig til at savne tilskadekomne ankler!
    Jeg håber at det på et tidspunkt bliver socialt acceptabelt at gå med leggins som bukser igen, for det er én ting der aldrig er nogen der kan få mig til at stoppe med.
    Selvfølgelig med en lang bluse ud over, det gør ikke ligefrem noget godt for numsen.

  • Hvad?? Er Kawasaki skoene gået af mode??… jeg troede de var en slags “for evigt tilforladelige”.
    Jeg var vild med underkjoler ud over bukserne. Jeg havde adskillige, af den rigtige slags fra genbrugsen, med alverdens mønstre fra de glade 70’er. De måtte gode pryde gadebilledet igen:-)

    • De er bestemt ikke noget af det, der skriger “trend” højest, men de er heller ikke “in” som sådan længere. 😀

  • Nej jeg måtte også Google mig frem. 🙈
    Til gengæld husker jeg at vi gik meget i Spencer kjoler udover vores leggings. Det ord har jeg vist heller ikke brugt siden.
    Og det var også top sejt med H2O strømper og tilhørende klipklappere. (Altså ikke i kombination med spenceren 😂 )
    En Fjællræv taske kunne vi heller ikke undvære, men de er vist heller aldrig gået helt af mode, selvom eastpack tog over en årrække.

    Ellers husker jeg Adam Ltd. Og BALL T-shirts og Levis bukser i er væld af farver. Orange var et hit, men heldigvis kun kort. De bukser blev aldrig slidt op, men man måtte da eje et par 😬

    Ønsker ikke at noget vender tilbage. Til gengæld elskede jeg dr.Martens og er glad for at se de unge i dem nu igen 😊👍 Det vækker da gode minder 😊

  • Jeg har altså set nogle folk med Kawasakisko de seneste måneder i København, så jeg tror faktisk, de allerede er på vej tilbage 😉

  • Jeg går altid i mine hvide Kawasaki om sommeren – de passer perfekt med korte, luftige nederdele, en top og så bare, brune ben. Fuck om det er moderne, JEG synes, de holder <3

  • Jeg er aldrig stoppet med at bruge kawasaki. Har altid et par i hvid og et par i sort. De er behagelige og passer til alt. De kan stadig købes i Skoringen, men der er ikke mange farver at vælge imellem som før.

  • Jeg er også én af dem der stadig går i Kawasaki sko.

    Jeg har haft dem i mindst 10-15 år og slider altid et par op før jeg investere i et nyt par.

    Har fundet flere steder online med Kawasaki i alverdens farver og mønstre.

    Eneste minus, de er ikke gode for mine fødder i længden men dejlige sko.

  • Det farlige ved trends der vender tilbage er, at man blir mindet om sin alder. Jeg har for nylig købt et par Kawasaki, som jeg levede i for 15 år siden. Nu er mine fødder smadrede efter 1 dag i skoene. Føler mig meget gammel🙈

  • 1 jeg viste ikke at de havde et navn, 2 det var sådan nogle, vi sygede selv af en stofrest = de bør være så hot lige nu, brug rester, syg dit eget tøj.
    Mht. alt kommer tilbage, så venter vi stadig på pudderparryker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.