Et lille kig i mine kladder

Så, det var jo sådan, at jeg satte mig et mål om at udgive nogle flere af de der indlæg, jeg har skrevet og derefter været for stor en kylling til at udgive. Og det betyder selvsagt, at jeg er nødt til at gennemgå alle de mere og mindre interessante kladder, jeg har liggende, mange af hvilke er halvfærdige eller knap begyndte indlægsidéer, de fleste af hvilke jeg i øjeblikket simpelthen ikke kunne formå at gøre til et fuldstændigt produkt, og som ret hurtigt blev glemt igen og derfor har ligget og samlet støv indtil nu. Men nu får I dem. Nogle af dem i hvert fald. Samlet og fuldstændig uden rød tråd. Det er skridtet videre fra det her indlæg, som ærligt, jeg stadig elsker. Overvejer i øvrigt stadig den med kanelsneglen.

 

IDÉ: Ord, jeg hader.

SKREVET: Frodig. Jeg hader ordet frodig af hele min sjæl. Det er meningen, det skal lyde lidt frækt og sexet, men det bliver altid brugt af den type mænd, der også skriver “quinde” og mener, det er et stort og totalt uproblematisk kompliment at proklamere, at slanke kvinder slet ikke er rigtige kvinder! Rigtige kvinder har former!

(Der er mange andre ord, jeg hader, selvfølgelig, men jeg mistede gejsten).

 

IDÉ: Misundelse på mommybloggere.

SKREVET: Uudtømmelig kilde af indlægsidéer. Uudtømmelig kilde af billedmateriale. Hvis børnene er store nok, har man  endda en fotograf ved hånden i relevante scenarier. Ved I godt, hvor svært det er at være single, barnløs blogger? Hvor meget mere jeg skal kæmpe? Herbert er sød, bevares, men jeg kan ikke tage billeder af ham på en gynge eller tage ham med i Bounce, og jeg er allerede dømt 100% crazy cat lady i den mængde, han figurerer nu. Man kan ligesom ikke blive for optaget af sine børn, vel? Psh. Forskelsbehandling.

(Ville have skrevet et noget længere indlæg, men var seriøst bange for, at sarkasmen ikke skinnede nok igennem, og det ville være mindre heldigt!)

 

IDÉ: Kampen.

SKREVET: På søndag rejser jeg til Berlin et par dage. Som jeg jo gerne gør. Jeg skal af sted med min moder, der også går ind for ferier, hvor man sover længe og trisser rundt i ro og mag, hvilket gør hende til en ideel rejsepartner. Jeg skal derudover besøge en veninde, der flyttede derned for et par uger siden, og vi har aftalt at finde en laber restaurant og kværne en flaske rødvin. Derudover skal der selvfølgelig shoppes. Åh, Primark og KIKO og Rossmann og præcis de samme H&M’er vi har herhjemme, som af en eller anden grund er meget mere fristende i udlandet! Jeg er på vej i seng. Jeg skal tidligt op i morgen, og jeg burde faktisk være gået i seng for en time siden.

Men.

Ude i mit køleskab står der en chokolademousse. Og den råber meget højt af et ubesjælet objekt at være.

(Det var alt, der stod. Jeg gætter på, at chokolademoussen vandt).

 

IDÉ: Guldkorn/Når jeg selv synes, jeg er sjov.

SKREVET: Mit håb for menneskeheden er, at man en dag kan stille spørgsmålet: “What is love?” uden folk automatisk fortsætter “…baby, don’t hurt me.”

 

IDÉ: Jeg ved ikke, om der var en. Det er en navnløs kladde fra 2017, og jeg har ingen erindring om den, men ih. Så hyggeligt.

SKREVET: Jeg befinder mig i haven og forsøger at kalde Frank til mig, så jeg kan klø ham bag øret. Bare fordi.

Mig: “Fraa-aank? Mis-mis-mis-mis-mis? Misse-misse-misse-misse?”

Puslen i busken. En kat træder ud i åbningen.

Mig: *forvirret blik*

Kat: *forvirret blik*

Mig: “Hov. Du er ikke min kat.”

Kommentarer (8)

Skriv et svar til MiriamsBlok Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.