Jeg er jo Bridget Jones #403

1. Det er første december, og jeg har erfaret, at det officielt er for koldt til ikke at gå med vanter. Forleden kom jeg hjem med fingre så frosne, at jeg næsten tudede lidt af smerte, da de langsomt tøede op. Det tror jeg ikke, jeg har prøvet, siden jeg var otte.

2. Med stor sorg må jeg meddele, at jeg har besluttet at droppe et juletræ i år. Jeg stoler simpelthen ikke på Herbert, og mine julekugler er for grimme til at blive ofret på kattens alter.

3. I en måned har jeg nu haft en nærmest ubærlig lyst til risalamande, men jeg magter simpelthen ikke at lave den selv. #firstworldproblems. Har testet alle færdig-varianter, jeg kan komme i nærheden af, og de er allesammen alt for søde og alt for klistrede. Findes der nogen, der er gode??

4. Har hørt “Last Christmas” på repeat i et døgns tid nu, og hvis min underbo om lidt kommer op med et oversavet jagtgevær, så bebrejder jeg ham ærligt ikke.

5. Er pt oppe på fem julegaver, de tre af hvilke er til mig selv.

6. I går var der en mand, der stoppede mig på gaden for at høre, hvordan man kom over på den anden side af togskinnerne. Det var i mit hood, så jeg svarede ham, og vi gik hver til sit. Tre minutter senere kom jeg i tanke om, at jeg faktisk burde have sendt ham i den stik modsatte retning. Undskyld!

7. For et par dage siden fik jeg en utilfreds besked om, at jeg sætter for mange kommaer, og det “forstyrrer læseoplevelsen”. Det må jeg selvfølgelig beklage, men jeg lærte aldrig at elske det nye komma, så det grammatiske it is!

8. Er netop kommet hjem fra premieren på Frozen 2, hvor jeg egentlig ikke var blevet inviteret, men fik tiltusket mig en billet, fordi DISNEY.

9. Kom ud fra salen, så køen til toilettet og tænkte: “Pyt, jeg kan sagtens holde mig, til jeg kommer hjem.” 0,8 liters Cola Zero blev let uenig med mig.

10. Nåede (trippende) fra toget hen til min hoveddør kun for at komme i tanke om, at jeg var cyklet hen til stationen.

Kommentarer (44)

  • Heja for det grammatiske komma! Jeg har heller aldrig lært “det nye komma”, og jeg bliver forpustet, når jeg skal læse længere sætninger med det. DET forstyrrer MIN læseoplevelse. I øvrigt er du en af de meget få bloggere, som kan skrive korrekt dansk – det er en nydelse at læse med.

  • I gymnasiet havde jeg en længere diskussion offentligt på vores lectio-look-alike med vores engelsklærer (som også var dansklærer) om kommasætning. Efterfølgende gav hun mig hånden og sagde “tak for kampen!” Det, jeg holder mig til, er, at man sætter grammatisk komma.

    • Jeg kan egentlig godt følge, at det grammatiske komma er lidt for hidsigt i sin fremtoning, men fuck, hvor er det meget lettere at arbejde med! 😀

  • Tip: risalamande er mega hurtigt at lave selv, hvis man snyder lidt og køber en af de der pre-made risengrødspølser 😉

  • Om risalamande: Køb færdig risengrød og lav det derfra selv. Det gør projektet lidt mere overkommeligt.

    • Problemet er, at færdig risengrød ryger i samme kategori som risalamanden for mig, så det ville næppe blive et godt resultat. 😀

  • #4 Det er godt du ikke er min over-/under-/nabo. Last Christmas er den eneste (jule-)sang jeg decideret hader. Sådan dybt og inderligt Som i; jeg har før forladt butikker midt i processen med at finde julegaver, hvis der pludselig bliver spillet Last Christmas.
    Min søster har totalt ødelagt den sang for mig. Hun har altid godt kunnet lide den, og spillede den mere eller mindre på repeat fra midt/slut november og mindst til starten af januar. Hvert evig eneste år…
    Det er mere end 15 år siden vi har delt adresse, men Last Christmas og jeg bliver aldrig gode venner igen.

    Det er dog ok, hellere hade en sang, end sin søster 🙂 Og hun er den bedste. Hende elsker jeg stadig 🙂

    • Jeg tror ikke, du er ene om at have det sådan! For mit vedkommende har jeg det mere som din søster. Jeg synes oprigtigt, det er en virkelig god sang! Jeg glæder mig, til den dukker op hvert år, og synger lykkeligt med! 😀

  • Kan du ikke dele din opskrift på risalamande?? Jeg har aldrig fået en risalamande som jeg kan lide, lige netop fordi den er for sød, og da det er mig der står for julen i år, leder jeg febrilsk efter en god opskrift…

    • Der skal en smule sød sherry i. Ja, også selvom der er børn med. Bare 1 skefuld eller 2 til hele portionen, det skal ikke være, så man faktisk kan smage, der er sherry i, men bare så det får den der ubestemmelige ummm-faktor. Det er den hemmelige ingrediens og ingen kender den og derfor er 99% af risalamande bare … fesent. Altså, hvis du spørger mig. Jeg kan godt, i desperation, finde på at købe risalamande, men også kun fordi jeg altid har en flaske sherry stående til det. Det er det eneste jeg bruger den til, og den holder derfor nærmest et halvt liv (alt efter, hvor meget risalamande man laver, naturligvis). Nok meget godt at alkohol kan holde sig nærmest evigt.

      • Min mormor putter altid sherry i. Jeg synes, det smager dejligt, men jeg synes bestemt ikke, det er en nødvendighed. 😀

    • Arhmen, jeg kan kun forestille mig, at det er jordens mest irriterende sang, hvis man ikke kan lide den. Lidt ligesom jeg har det med Despacito.

  • Grammatisk komma FTW! Det forstyrrer læsningen langt mere, når folk ikke kan finde ud af at sætte komma. Tak, fordi du rent faktisk går op i korrekt sprogbrug. På mit arbejde (er oversætter) bruger vi det “nye” komma, men grammatisk komma er, som du også siger, langt nemmere at arbejde med, så det er også det, jeg bedst kan lide.

    • Nyt komma er pisseirriterende, fordi man skal sidde og analysere hoved- og bisætninger nonstop. Det magter jeg ikke! 😀

    • Jeg er fan af alting Lagkagehuset – bortset fra deres priser! Men man kan selvfølgelig ikke både være doven, nærig og kvalitetsbevidst! 😀

  • Jeg skal også lige spørge ind til Frozen 2. Er den uhyggelig? /mere uhyggelig end 1eren?
    Min datter skal med ind og se den til forpremiere på sin 3 års fødselsdag. Og jeg begynder at blive nervøs. Du har set den – er der noget scary i den?

    • Det er lang tid siden, jeg har set 1’eren, og jeg er RIGTIG dårlig til at vurdere, hvad der er skræmmende for børn, men som jeg husker 1’eren, så er 2’eren noget mere voldsom, ja. Der er ikke rigtigt sådan noget uhyggeligt á la monstre, men der er ret meget knald på lyde/billeder/følelser.

      • Det er også svært at vurdere. Hun elsker af se prinsessen og frøen (selvom jeg skulle mene at skyggemanden er uhyggelig) og hun har også set mulan.
        Jeg håber det går.
        Tak 🙂 – og jeg elsker altså også dine kommaer

  • Jeg synes ofte det forstyrrer læseoplevelsen, hvis der mangler kommaer. Ikke helt lige så meget, som hvis de er sat helt hen i vejret, men det er ikke langt fra. Så sidder jeg bare og fokuserer på, at der mangler noget. Til gengæld gør det grammatiske komma det virkeligt svært for mig at kommatere rigtigt på engelsk, for min danske hjerne vil sætte mange flere end der skal være. Det kommer sig så også af, at ikke en eneste engelsklærer i hele mit liv faktisk har undervist i kommaregler på engelsk, det eneste de nogensinde har sagt er “If in doubt leave it out”, og det er bare ikke videre brugbart. Og så har jeg lært om Oxford-kommaet, primært via nettet og de umådeligt morsomme lister der kan komme ud af at udelade det. Såsom “This book is dedicated to my parents, Ayn Rand and God. Highlights of Peter Ustinov’s global tour include encounters with Nelson Mandela, an 800-year-old demigod and a dildo collector.”

    • Jeg kan trøste dig med, at jeg læste engelsk hele vejen til universitetet, og der var heller aldrig nogen, der følte behov for at lære mig de engelske kommeregler. Som er åndssvage. 😀

  • Hvad synes du om Frozen2, Miriam?
    Jeg så den i USA for to ugers tid siden på premieredagen. Havde glædet mig SÅ meget. Blev SÅ skuffet – det var overhovedet ikke ligesom med Toy Story 2 🙁

  • Jeg var en af dem, som kom i “klemme”, da man skiftede kommaregler. Jeg var først lige begyndt at lære det “gamle” komma, da man pludselig skulle til lære det nye. Det var så forvirrende, at jeg tror, at jeg bare endte med at kaste lidt rundt med kommaerne. Pludselig måtte man så bruge begge – mega forvirrende. Nu bruger jeg for det meste det gammatiske komma, da jeg bedst kan lide det! Men jeg kommer helt sikkert stadig til at lave fejl…

  • Den lille risalamande fra karoline køkken, den hvor der er sovs i bunden holder jeg af. Derimod bryder jeg ikke om den samme bare i stor udgave.

    • Jeg synes desværre, Karolines er den værste af alle færdig-versionerne. Den har en helt skæv, alt for klistret konsistens. :-/

Der er lukket for kommentarer.