Bagatelbrokkerne: Mit yndlingsfolk

…For at præcisere, dem, der brokker sig på virksomheder/tjenester/tv-programmers Facebook-sider. De er et helt særligt folk. Jeg elsker at hade dem og hader at elske dem. (Ikke mindst, fordi jeg selv er en inkarneret bagatelbrokker, jeg holder mig bare mestendels på egen platform. 😀 ) Hvis man ved, hvor man skal lede, er der mange gode timers WTF-underholdning i forargede mennesker på Facebook, der mener, at verden bør indrette sig efter deres syn på tingene. Som regel er der selvfølgelig tale om ting, der er nærmest komplet ligegyldige i det store billede, hvilket gør dedikationen til projektet desto mere fantastisk!

Zum Beispiel. Forleden var en af mine streamingtjenester nede. Det var om aftenen, og jeg sad i min sofa med min dyne og et net clementiner og var godt nede i en af mine yndlingsserier, så jeg var heller ikke ligefrem begejstret for hændelsen, men shit happens. Til at starte med fik jeg ingen fejlmelding, siden virkede bare ikke, så jeg gik ind på virksomhedens Facebook for at se, om jeg var den eneste med det problem. Det var jeg selvfølgelig ikke, og der var allerede flere, der skriftligt havde givet udtryk for deres utilfredshed. Blandt andet den her fabelagtige gut, som meddelte (med hjælpe fra vrede emojis, selvfølgelig), at hvis der ikke skete noget med det vuns, så ville han forvente kompensation. Det morede mig så meget, at jeg rent faktisk lavede regnestykket, da sitet var oppe igen efter omkring et kvarter. Der er ifølge Siri 43.829 minutter på en måned, som man betaler streamingtjenesten 99 kroner for, og manden har altså forgæves betalt 0,03 kroner for en tjeneste, han ikke har fået. Selv hvis virksomheden traf en beslutning om at kompensere manden med 100 x det beløb, han havde “mistet”, ville han stå til at få udbetalt den nette sum af tre kroner. Smukt!

Inspireret af den utilfredse mand stak jeg lynhurtigt ind forbi Facebook-siden tilhørende et meget folkekært tv-program, som har nogle decideret legendariske kommentarer, når det kommer til den her form for bagatelbrok. Inden for den seneste uge blandt andet:

  • Op til flere mennesker, der er utilfredse med, at en vært siger “vi ses på den anden side”, da det signalerer død/”åndernes magt”.
  • Der var én, der sagde “gror grøntsager” i stedet for “dyrker grøntsager”.
  • Utilfredshed omkring muslim til ikke-muslim-forholdet når det kom til gæster i forbindelse med julebolle vs vinterbolle-sagen.
  • I samme forbindelse virkelig mange vrede mennesker, der truer med boykot, fordi der blev talt om “vintermad”, når VI ER I DANMARK.
  • Godt tip til ændring af forskudsopgørelsen, hvis man har solgt en ejendom. (Ikke brok, jeg syntes bare, den var fantastisk!)
  • Nogen bandede. Det er selvsagt ikke ok.
  • For mange engelske ord, når VI TALER DANSK I DANMARK.
  • Pekannødder kan købes i Lidl. (Måske skulle jeg lave en modsvarsliste bare med gode tips!)
  • En nyere vært er en stor fejltagelse, da hun er “pattet og skabet”.
  • Der blev talt om kvinder på mændenes internationale kampdag.
  • En vært har et par briller på, der får ham til at ligne en seriemorder.

Og bedst af alt en kommentar fra en mand, hvis navn jeg nu kan genkende pga. hyppig deltagelse, der skriver: “Har I fundet noget vi kan blive krænket over i dag. Så sig endelig til i god tid, så vi er klar ved tastaturet. Mvh.” Det er sgu da selvindsigt, der vil noget, jeg er vild med det! 😀

Kommentarer (8)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.