Hvordan kan man blive angst af et vækkeur?

Angst er en kompliceret størrelse at fortælle om, fordi den er så irrationel, at den ofte kommer til at fremstå lidt fjollet. Som om man overdriver eller skaber sig. Tag dig nu lidt sammen. Du er besværlig. Du er barnlig. Du er pinlig.

I dag vil jeg gerne dele lidt om en af mine hyppigste angst-triggere. Som er noget så hverdagstrivielt som at sætte et vækkeur til tidligt om morgenen. Jo tidligere jeg skal op, desto værre er det.

Det er lidt af en stående joke, at jeg sover længe. At det nærmest er nat for mig, når almindelige mennesker med almindelige jobs står op. Man driller mig med direktørtid og luksusliv og den slags. Det gør mig ikke noget, for det er jo rigtigt. Det er en kæmpe luksus, at jeg ikke på daglig basis er nødt til at stå op før fanden får sko på for at skulle møde klokken otte et sted ude i byen. Og jeg har altid været B-menneske og nydt at være sent oppe og sove længe. Men jeg har ikke altid haft angst.

Da jeg i sin tid gik ned med depression, var søvnen noget af det første, jeg blev ramt på. Jeg kunne ikke sove. Jeg lå i timevis og moslede rundt i min seng uden at kunne finde hvile. Jeg blev langsomt sindssyg. Min daværende læge udskrev nogle sovepiller til mig, som fik mig til at hallucinere små, grønne væsner på den hvide soveværelsesvæg, men de gjorde ikke meget godt for min søvn. Hvis jeg sov, var det kort og uroligt. Jeg sov aldrig dybt, og min krop blev aldrig udhvilet. Det siger sig selv, at det ikke hjælper på et psykisk meltdown ikke at sove. Tværtimod. Og det stod på i årevis. Det var et helvede. I lange perioder ad gangen var jeg en levende zombie. Jeg kan helt ærligt ikke huske store dele af den tid.

Jeg tror aldrig, jeg har haft held med realistisk at udtrykke, hvor fucked det var. Det kan jeg stadig ikke. “Jeg er træt” var ikke fyldestgørende ord, men det var de eneste, jeg havde. Problemet er, at alle voksne mennesker for pokker er trætte. Nye forældre og specialestuderende og folk, der arbejder 60 timer om ugen. Der er jo ingen, der nogensinde får helt så meget søvn, som de burde. Så hvorfor skulle jeg være noget specielt? Jeg skammede mig over at klage. Men jeg hang ikke sammen. Hver nat var et nyt håb og en ny kamp. Nogle gange vandt jeg, men jeg indhentede aldrig nok. Søvn blev et negativt omdrejningpunkt i mit liv. Jeg sagde nej til alt socialt, der lå først på dagen, og valgte fag på uni efter tidspunkt.

Og så det fucking vækkeur. Når jeg skal prøve at forklare det, sammenligner jeg som regel med en sultende person. Forestil dig, at du generelt ikke får nok at spise. Nogensinde. Og så en dag får du på mirakuløs vis fingrene i en sandwich, og halvvejs igennem den, er der en, der kommer og siger til dig, at du skal smide resten ud. Du ved ikke, hvornår du får noget at spise igen, men det er tough luck. Ud skal den. Sådan føltes det, når jeg skulle sætte et vækkeur. Jeg hadede, at noget så åndssvagt kunne gøre mig så panisk.

Søvn og jeg har stadig et ret kompliceret forhold. Hvis man har en depression, sover man typisk væsentligt mere end almindelige, raske mennesker, og den del er jeg ikke sluppet af med. Min krop kræver enorme mængder hvile, og jeg synes, den er røvirriterende, men jeg er samtidig ret taknemmelig, fordi jeg nu for det meste er i stand til at give den det. På et tidspunkt læste jeg, at det gennemsnitlige menneske er syv minutter om at falde i søvn, og der kommer jeg nok aldrig til at kunne være med, med det gjorde underværker for mig at opdage ASMR. Ikke mindst fordi det relativt lange tidsrum, det tager mig at falde i søvn, nu er behageligt. Før var det også angstpræget. I perioder lider jeg stadig af insomni, nogle gange let, nogle gange svær, men aldrig noget så slemt eller langvarigt som dengang. Og alligevel sidder den stadig i mig. Angsten. Frygten for at kunne komme tilbage dertil og frygten for ikke at have styrke nok til at slippe væk igen. Det er min største frygt. Og den har altså stadfæstet sig i den håbløst fjollede handling, det er at sætte et vækkeur. Jeg har heldigvis tilpas meget erfaring med min angst til at vide, hvordan jeg skal give den tæsk, men det ændrer ikke på, at den troligt dukker op hver eneste gang.

Så nej, jeg er ikke begejstret for at stå tidligt op…

Kommentarer (17)

  • Fuck. Det er præcis sådan, jeg har det. Jeg har godt nok ikke haft en depression, men jeg siden jeg var 12 (er 21 nu) lidt af insomni. Gennem folkskolen og gymnasiet skippede jeg ofte timer om morgenen, men jeg har ikke det valg længere og skal som oftest op kl. 6. Jeg har aldrig tænkt på den følelse, jeg har hver aften, når jeg sætter vækkeuret som angst, men det er egentlig den eneste beskrivelse, der dækker. Jo mere jeg “skal” op på et bestemt tidspunk (flyrejser etc.), jo værre har jeg det, og jo mere sikkert er det, at jeg skal bruge mange timer på at falde i søvn. Bor pt. i USA og melatonin før sengetid er min ven, men samtidig har jeg det også dårligt med at skulle a tage noget for at falde i søvn. Det føles dog ikke rigtigt som et valg, hvis jeg skal fungere ordentligt…

    • Jeg hamstrer altid melatonin, når jeg er i USA, men det er jo et søvnhormon, så jeg tør ikke tage det for ofte, hvis min krop skulle blive vant til at få det “foræret” og dermed selv nedsætte produktionen. Men det er dælme ikke nemt, når man har insomni.

  • Åh ja, angst er en led kælling uden nogen logik. Og det er meget svært at forklare, for folk der ikke har været der. Jeg havde i en årrække sygdomsangst (…eller jeg har den stadig, for den er jo derinde et sted. Men jeg har snor på den nu, og har haft det i mange år). Da det var værst, kæmpede jeg ikke kun med selve angsten, men også med angsten for at trigge angsten. Det betød, at jeg udviklede en kæmpe angst for avisernes spisesedler og tv-skærme i busser! Der kunne jo stå noget om sygdom, som sendte mig retur ned i mørket! Jeg har gået kæmpe omveje, for at undgå at gå forbi en kiosk med avisforsider på gaden. Og jeg har taget bussen der tog 1,5 time, i stedet for x-bussen der tog 35 min, for at undgå tv-skærmen. Jeg var SÅ bange for at ryge ned i hullet. I dag syntes jeg selv, at det lyder helt tosset…men åh, hvor kan jeg følge dig, når du skriver om den irrationelle angst. TAK for at du skriver om det. Jeg er helt sikker på at det hjælper nogle derude…Det ville i hvert fald have hjulpet mig dengang!

  • Jeg møder mange forskellige mennesker i mit job med forskellige udfordringer, herunder angst. Jeg læser alle de blogindlæg, jeg kan komme i nærheden af, for de giver mig 70 gange mere indsigt og baggrund for at stille spørgsmål og støtte, end nogen fagbog nogensinde har gjort. Tusinde tak fordi du deler.

  • Jeg har også altid haft det lidt kompliceret med søvn, og panikken lidt hvis jeg en sjælden gang skak tidligt op.. Så får jeg formentlig ikke sovet overhovedet! Jeg er så heldig, tjek som sygeplejerske har fået tjansen som fast nattevagt (efter eget valg!), og det fungerer formidabelt for mig. Men ind i mellem skal jeg på kurser, og tarveligt nok afholdes disse ikke om natten! Og ja.. Panik! Jeg lider hverken af angst eller depression, jeg hader bage virkelig morgener!

  • Ej okay, jeg er “glad” for at der findes andre derude som mig. Har altid altid altid kæmpet med at skulle sove. Jeg er det jeg selv kalder et Å-menneske. Får stress over at skulle falde i søvn hvis tidspunktet er tidligere end kl.10, sover gerne til mindst kl.10, går i seng omkring kl.03-ish. Jeg må ikke tage lure eller sove for meget, for så kan jeg slet ikke falde i søvn om aftenen (aka natten). Det er sindssygt frustrerende at være et Å-menneske i et A-menneske samfund, for det er de færreste mødetider som passer til ens søvnskema og man får SÅ mange kommentarer på den konto. Jeg ville ØNSKE at jeg var et A-menneske for så var livet meget lettere. Man er kronisk træt, men alle dem med børn, specialer, whatever er jo altid mere trætte end dig, for de “problemer” har du jo ikke. Du kan jo bare ikke falde i søvn, og hvorfor kan du ikke bare gøre det? Hvor “svært” kan det være?😩 Fuck altså hvor er jeg træt af at skulle forklare at jeg bare ikke er normal på det punkt, og at jeg ville ønske at jeg var det. Heldigvis har jeg fundet mig et job nu hvor det er muligt for mig at møde kl.13-14-15. Dog skal jeg tage i hvert fald en uge om måneden med morgenvagter (som gerne starter kl.07 eller 08) og det er dødsugen for mig. Ville ønske at man italesatte dette problem noget oftere, for jeg føler mig tit udenfor på dette punkt.

  • Jeg læste engang én der beskrev angst, som at spille et computerspil og kamp-musikken går i gang, men uden at der er fjender i nærheden. Jeg synes det var så dejligt præcist.
    Og der med søvn kan jeg virkelig godt relatere til. På en god aften tager det mig kun 30-45 minutter at falde i søvn, på en dårlig, well, der skal jeg være heldig hvis det tager halvanden time. Og så er der der skide vækkeur! Hvis jeg ved at jeg skal op tidligere end normalt, stresser det mig enormt og jeg kan stort set ikke falde i søvn. Øv!

  • Jeg har skrevet det før, men jeg er dig ekstremt taknemmelig for at introducere os for ASMR. Jeg har benyttet mig af det flere gange om ugen lige siden og elsker det!!! Jeg oplever tingles cirka hver anden eller tredje gang, men uanset hvad er det så afslappende at lytte til, og er perfekt til at få mig til at falde ned efter en lang dag.

    Mine yndlings lige nu er ASMR Zeitgeist og RelaxWithReena, men det ændrer sig hele tiden 🙂 Og der er heldigvis bunkevis af det at vælge imellem 🙂

  • Tak Miriam.
    Jeg har selv lidt af depressioner siden jeg var barn/ung. Og med flere gange stresssygemeldinger efterfølgende, er jeg ret skrøbelig ved flere ting. Eks. søvn. Jeg bruger halve og hele timer på at falde i søvn. I perioder sover jeg nærmest ikke. Jeg bruger også melatonin, har fået sovepiller tidligere, prøver meditation og ASMR. Alligevel er der perioder, hvor jeg bare ikke sover. Og jeg er altid træt. Hele tiden. Min kæreste kommentere det tit, at jeg har et ualmindeligt stort søvnbehov, og på arbejdet synes jeg heller aldrig at jeg er udhvilet. Jeg er sygeplejerske, så jeg har heldigvis vekslende mødetider, så nogle dage kan jeg indhente det forsømte. Det var en længere roman, jeg fik skrevet. Jeg ville egentlig bare sige tak til dig. Tak fordi du sætter ord på. Tak for dig

  • Jeg vil stærkt anbefale den danske søvnforsker Birgitte Rahbeks bog om søvn (den hedder “forstå din søvn”) – den er både fyldt med information og super godt skrevet (læs: underholdende) 🙂 Man skal ifølge Rahbek bl.a. kun sove 7,5 time om dagen, og de timer hænger meget sjældent sammen uden af man er vågen indimellem, hvilket er helt fint. Desuden har jeg afhjulpet mine egne problemer med søvn ved at bruge vejtrækningsøvelser – især den hvor man trække vejret ind i 4 sekunder, holder vejret i 7 sekunder og puster ud i 8 sekunder (og gentager max fire gange) VIRKELIG hjulpet mig med at falde i søvn. Håber det kan bruges!

    • Jeg tror, det er farligt at skære alle mennesker over én kam. En syg krop og en rask krop har ikke de samme behov. Den øvelse, du taler om, kender jeg godt. Den er fremragende! Den har desværre ikke virket på min søvn, den er til gengæld god mod angst! 🙂

  • Hvor er det rammende; og jeg kan se på kommentarfeltet, at det ikke kun er for mit vedkommende. Søvn er kompliceret… For nogle. Andre lægger sig bare på madrassen, og så kan al deres træthed kureres.

    Sådan ville jeg, og måske også du, ønske, at jeg havde det, men som du skriver findes der en træthed/udbrændthed/udkørthed, som søvn ikke kan fikse. Det er som om ingen ord rummer den følelse, og den er svær at beskrive. Især fordi der paradoksalt nok oftest følger søvnproblemer med den øgede søvnighed. Hvis vi virkelig er så trætte, hvorfor kan vi så ikke sove? Det er svært at forstå og forklare, men jeg prøvede for noget tid siden er, i et indlæg du måske kan finde genkendelse i: https://lminside.dk/depressionen-tager-over/

    Det er utroligt, hvad det at opdage, at andre kender dine følelser kan gøre, og derfor er jeg taknemmelig for, at du gjorde netop det for mig, og sikkert også mange andre, med dette indlæg. Jeg har de sidste tre år i gymnasiet oplevet en spøjs kultur, hvor det nærmest gjaldt om at have sovet mindst og gå så sent i seng som muligt, selvom man ingen søvnproblemer havde. En underlig tendens, der kunne opleves som lidt nedværdigende, når jeg hver nat lå stille med lukkede øjne i mindst tre timer for bare at kunne hænge lidt sammen næste dag. Men nu ved jeg, at jeg ikke lå der alene – tak for det!

    Jeg håber, at du en dag finder ro i dine nætter, så du kan have ekstra overskud i din hverdag.
    Smil til dig!
    Laura // LMinside<3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.