Jeg er jo Bridget Jones #389

1. Vel hjemkommet fra Hamborg. Det var en rigtig dejlig tur, hvis man ser bort fra, at vi var ret uheldige på madfronten. Selvom vi kun gik efter steder med gode anmeldelser/anbefalinger, så var det bedste, vi fik, faktisk en random sandwich hos en random bager.

2. Jeg var i øvrigt særdeles dygtig og begrænsede mine køb af Kinder og andre søde sager ret meget, og dernede var jeg stolt! Nu hvor jeg er kommet hjem, og der ikke er røvbillig chokolade på hvert gadehjørne, fortryder jeg helt ærligt lidt.

3. Mand på gaden piftede efter mig. Min mor: “Jeg er helt enig!”

4. Den sidste dag væltede jeg ud af sengen direkte ned på metalskraldespanden i værelset, og det var helt vildt komisk, samtidig med at det gjorde helt afsindigt ondt, så jeg grine-græd mig lidt igennem situationen.

5. Jeg vil gerne trække min ros til Flixbus’ tidsplan tilbage. På hjemvejen kom vi en halv time for sent fra Hamborg, og det i sig selv gjorde egentlig ikke så meget, men chaufføren var så ivrig efter at indhente den tabte tid, at jeg er virkelig glad for, at der var seler i bussen, for ellers var jeg fløjet ud af mit sæde mere end én gang!

6. I dag har jeg den samme kjole på for tredje dag i træk, for jeg kunne kun have alt mit crap i kufferten efter tetris-agtig pakning, og jeg fik pakket alt mit tøj allernederst. Magtede simpelthen ikke at skulle rode det hele op igen for at kunne skifte tøj, så sådan er det.

7. I dag har jeg været til luksusloppemarked, og jeg købte præcis to ting: Et par YSL-sko og et Disney Trivial Pursuit. Reflekterer måske meget fint min samlede personlighed.

8. To piger på selv samme loppemarked: “Nu har vi været her i tre timer, det kan ikke passe, at vi kun har set to hunde!” Jeg følte det udsagn helt ind i sjælen.

9. Når man får en mail fra et firma, der gerne vil have en til at reklamere for sexlegetøj. Jeg mener, props for at kaste jer ud i influencermarketing, men det ville være verdens mest akavede tutorial.

10. Kun overgået af instagramprofil, hvis navn inkluderer ordene “sut mig”, der har sendt mig en DM med et billede, som Instagram heldigvis har sløret, men jeg alligevel godt kan gætte mig til, hvad forestiller. Jarh, det bliver et nej tak. Men jeg vil gerne have en tilbagemelding, hvis du finder et eneste menneske, den taktik virker på!

Kommentarer (4)

  • Det der med samme tøj i 3 dage… det gør jeg sgu tit. Selvom mit skab er fyldt med rent tøj. Men hvis det lige er dén kjole, der er rar, at have på og jeg ikke har gjort den beskidt og den ikke lugter, så bliver den skamløst brugt på repeat ?

  • Nu er det monster længe siden, jeg havde længere ophold i Hamborg, men selvom vi spiste godt og især var begejstrede for Essen und Trinken, så vidste jeg ikke om den eksisterede mere, så spiste vi godt. Jeg turde tiden taget i betragtning ikke komme med anbefalinger.
    Vi har prøvet at spille Disnes trivial, så nørdede er vi godt nok ikke, det er svært.

  • Er jeg den eneste der tror at et indlæg fra din hånd, om sexlegetøj kunne være helt vildt griner?

    “Sådan laver man flødeskum med en magic wand, når man ikke har en Bamix” 🙂

    Er sikker på Herbert er ligeglad med hvordan fløden er pisket, ha ha

    Og YSL sko? Skal vi ikke se?

    • Er ikke sikker på, det ville sælge godt, hvis jeg markedsfører dem som flødeskumspiskere! 😀 YSL kommer nok en af dagene!

Der er lukket for kommentarer.