Jeg øver mig stadig

Annonce for Ellos.

Det er stadig noget, jeg skal minde mig selv om engang imellem. At jeg må gå i lige, hvad jeg har lyst til. Der kan stadig være stemmer i mit hoved, der fortæller mig, at jeg skal holde mig fra visse kategorier. Nogle af stemmerne reflekterer underlige regler, jeg har opstillet for mig selv, andre er et ekko af ting, jeg har hørt andre steder. Det var mig selv, der i årevis råbte, at jeg umuligt kunne gå i jeans, for mine lår, jo! Det kan man da ikke! Men det er andre mennesker, der fx har fortalt mig, at jeg er for lav til at gå med brede bukser. Engang viste jeg et par frem på story og spurgte, om folket synes, de var pæne. Og der var der én, der skrev til mig, at hun egentlig mægtig godt kunne lide bukserne, bare ikke til mig, fordi jeg ikke havde den rette højde til dem, så derfor burde jeg holde mig langt fra lignende designs. Det kom lidt bag på mig, for indtil da havde jeg bare haft nostalgisk kærlighed til den type bukser og egentlig følt mig ret godt tilpas i dem. Men den ene kommentar fik sat gang i tvivlen, og siden da har jeg hørt den gentaget nogle gange. Det er så ærgerligt.

Jeg er nået til et punkt nu, hvor jeg har smidt alle tøj-befalinger på porten. Om de så gælder mig eller ej. Man må ikke gå med høje hæle, hvis man er over 180. Man må ikke gå med horisontale striber eller crop tops, hvis man er tyk. Man må ikke gå med nedringet, hvis man har store bryster. Man må ikke gå med maxikjoler, hvis man er lav. Man må ikke gå med lyserød, hvis man er rødhåret. Der er eddermange af den type “regler”, og de er åndssvage allesammen. Man skal gå i lige det, man har lyst til. Og det øver jeg mig i. Men forbuddene ligger overraskende dybt i mig, og jeg tager stadig ofte mig selv i at holde mig til de kategorier, hvor jeg føler mig mere tryg, selvom jeg egentlig mægtig gerne vil branche mere ud.

Så, velkommen til øvelsesindlæg! Efteråret nærmer sig med hastige skridt, og snart skal vi dække benene til. I øvelsens navn kommer her inspiration til brede bukser og jeans og pæne overdele, man kan have dem på sammen med. Alle tingene er i vanlig stil fundet på Ellos, og med koden 405408 kan man få 30% rabat på sin dyreste vare. Der er links til alle ting under collagen, men ellers kan man også bare shoppe ved at klikke her.

Nummer 1, nummer 2, nummer 3, nummer 4, nummer 5, nummer 6, nummer 7, nummer 8, nummer 9.

Kommentarer (13)

  • Én ting er, at det ligger dybt i dig, men det er jo også det vi får tudet ørerne fulde af, hver gang en modespecialist udtaler sig om tøj.
    – Den her er god, hvis du har lidt for brede lår.
    – Den her top kan du trække ned over hofterne, hvis du ønsker at dække det område.
    – Den her bluse dækker armene godt.
    – Sort slanker.
    – Den er luftig og der er plads til maven.

    Det er en stærk kultur, der skal ændres. Et skridt af gangen.
    Dejligt du også tager skridtet.
    Knus til dig.

    • Det er en svær balance, for man har jo også bare personlige præferencer i forhold til, hvad man føler sig tilpas i, og det skal man have lov til. Men det hænger nok også sammen med, hvad vi får dikteret udefra, så der er sgu nok sammenhæng i det hele. Hvis man fx er usikker på sin mave, skal man jo ikke tvinges til at vise den frem, vi skal bare ikke have som default, at maver skal dækkes til!

  • I forbindelse med seneste sæson af x-Factor var der en del snak om Sofie Lindes påklædning. Bl.a et out-fit som mange synes hun kom til at se større ud i. En journalist spørger hende efter showet hvad hun tænker om de kommentarer og jeg elsker det hun sagde (ikke citeret ordret): Jeg klæder mig ikke på for at se tynd ud, jeg klæder mig i det tøj, som jeg synes er pænt.

    Det ræsonnerede meget hos mig, især som tyk, fordi jeg også har en masse ‘regler’ om hvad jeg må og ikke må gå i. Øver mig i at blive bedre til at kigge på tøj og udelukkende vurdere på om jeg synes det er pænt, behageligt eller lignende. Uden at tænke for meget over om det nu kan skjule ditten og datten.

    • Det tænker jeg også meget på! Især fordi meget plussize tøj stadig er designet til at gemme og skjule. Nogle gange vil jeg bare gerne have det samme som alle andre, bare i min størrelse!

  • Den med det røde hår og lyserød var ny for mig! Måske meget godt, for 90% af alle mine sweatre er lyserøde, og mit hår er knaldrødt. Knuselsker simpelthen den farve 😀

  • Jeg er egentligt helt enig med dig i, at mange af de der regler er helt fjollede (og jeg øver mig selv i at skide højt og flot på dem), men man kan vel stadig tale om, at der stadig er noget der klæder en mere eller mindre. Også selvom der måske er en vis sammenhæng med de der regler ???

    • Jo, men ofte er de regler koblet sammen med gamle skønhedidealer, som man ikke nødvendigvis behøver opretholde. Som sagt, hvis man selv føler sig mere eller mindre pæn i noget, så skal man have lov til det, men der bør ikke være noget, der afholder en fra at gå i noget, man har lyst til pga nogle regler, der er helt unødvendige. 🙂

  • Miriam? Ærligt talt. Lige fra leveren: du har aldrig set smukkere ud, end du gør på de to ovenstående billeder!

    Jordfarverne er så gode til dit varme hår. Og de hullede jeans du har sat sammen med sweat’en er helt perfekte. Både til dig og til sweat!

    ♥️

  • Min svigermor påpeger ofte, at vandrette striber får folk til at se tykkere ud og at det ville hun aldrig gå i. Jeg får simpelthen lyst til at ruske hende! Hun vejer 150+ kg (og fred med det – det må hun gerne) og det bliver ikke anderledes at se på, uanset hvilken vej striberne vender. Så nu har jeg købt en vandret stribet t-shirt. I hvert fald 50% i ren protest 😀

Der er lukket for kommentarer.