Jeg er jo Bridget Jones #383

1. Det er helt ærligt vidunderligt at passe hunde og hus. Jeg forestiller mig imidlertid, det er mindre fedt for min søster, der rundt regnet hver halve time modtager en sms med et spørgsmål om, hvor noget, jeg ikke kan finde, er.

2. Da jeg havde været her et døgns tid, var hele gangen allerede fyldt med hundehår, og jeg sukkede lidt ved tanken om at skulle støvsuge dagligt. Men så kom jeg i tanken om, at de har en robotstøvsuger, og SWEET BABY JESUS! Det er den mest fantastiske opfindelse nogensinde! Hvorfor er det ikke en menneskeret?!

3. Tog en bog med. Den var god. Det var også en psykologisk thriller, og jeg var ved at skide grønne grise, da jeg skulle falde i søvn i går, alene i et jævnt stort hus.

4. Vågnede efterfølgende midt om natten, fordi noget bevægede sig i sengen hos mig. Først tænkte jeg halvsovende, at det var Herbert, men så var det ligesom markant større og mere benet, og jeg nåede at lave nogle paniske bevægelser, før jeg fik en hundetunge i ansigtet.

5. Har fundet ud af, at min låne-Rema har sådan en citronskærekage til 10-12 kroner, og jeg tror, den bliver mit Waterloo.

6. Her er høns, og de er meget søde og lægger friske æg. Men en af dem er fælt skruk, og ligger nonstop inde i reden, og jeg har SÅ dårlig samvittighed over at tage æg fra den. UNDSKYLD! Jeg sværger, der var ikke kommer kyllinger ud af dem alligevel!

7. Hønsene får i øvrigt også normalt alt køkkenaffaldet, der vel agerer en slags bland-selv-slik for dem, men normalt bor her altså fem mennesker, og jeg er bare mig, så det er noget sparsomt med køkkenslik, og helt ærligt er det bare en virkelig dårlig deal for hønsene at have mig på besøg.

8. På bareværelset befinder sig et jævnt stort badekar, så jeg har af logiske årsager taget bath bombs med hjemmefra, som har drysset lyserødt pulver ud i hele min kuffert.

9. I går skulle jeg skrive “separat” og måtte google, hvordan det staves. (Det måtte jeg i øvrigt igen lige nu). Hvorfor er der bare nogle ord, der ikke vil sidde fast??

10. “Rap fyr i LA” er kommet på Netflix! Hvorfor er der ingen, der har fortalt mig det? Det er NEED TO KNOW INFORMATION, folkens!!

Kommentarer (20)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.