Andres succeshistorier gør ikke dig til en fiasko

Motivation er en sær størrelse. Hvad, der virker på nogen, virker bestemt ikke på andre, og jeg oplever ind imellem faktisk personligt direkte at blive provokeret af ret mange “motiverende” udtryk. For når man råber ad folk, at de godt kan, hvis de bare vil det nok, så skal jeg edderbrodereme love dig for, at det er nok til at starte en fiaskofølelse af de større, hvis man rent faktisk ikke kan. Og nogle gange er al vilje i verden simpelthen ikke nok.

“Hvis jeg kan, kan du også.”

“Der findes resultater, og der findes dårlige undskyldninger.”

“What doesn’t kill you makes you stronger.”

Jeg har svært ved at sætte ord på, hvor ked af det jeg bliver, når nogen formår at kæmpe sig til et resultat og siger ting, som at man bare skal kæmpe nok. At man skal nægte sig offerrollen. At man skal skide hul i, hvad man “kan” og gøre det alligevel. Jeg forstår intentionen. Jeg sætter pris på intentionen. Og jeg kan også sagtens forstå, hvorfor det for mange er effektivt.

Men for mig er det salt i et sår, jeg simpelthen kæmper sådan med at prøve at få helet. Det er min største sorg, hvor begrænset jeg af mit helbred. Jeg kæmper med det hver eneste dag, og jeg ugly-cry’er til den store guldmedalje, mens jeg skriver det her, for jeg synes stadig, det er uretfærdigt. Ofte ved jeg simpelthen ikke, hvordan jeg skal tackle misundelsesfølelsen. Nogle vil helt sikkert mene, det er en offermentalitet. Men hvis man herregerne vil løbe en maraton, og ens ben er brækket, så kan man bare ikke bruge “hvis jeg kan, kan du også” til så meget. Jeg prøver på ingen måde at fratage nogen deres successer. Overhovedet. Men jeg bliver selvklart enormt frustreret over opmuntrende how-to’s, som jeg ikke kan anvende. For jeg vil jo også gerne!

Hvis jeg lyder bitter, så er det, fordi jeg er det. I hvert fald lige i dag. Lige nu. Jeg kan godt blive ærgerlig over, hvor hurtigt offermentalitet-kortet bliver spillet. Det er en dejligt nem anklage. Lidt ligesom krænkelseskortet eller ytringsfrihedskortet, når man gerne vil være en klaphap, og nogen vover at sige én imod.  Jeg gør en ihærdig indsats for at gøre det bedste med, hvad jeg har. Og i al beskedenhed synes jeg faktisk, jeg gør det okay. Jeg driver min egen forretning, jeg har lært at kaste mig ud i lange, selvplanlagte solorejser, jeg har en kandidatgrad. Der er mange ting i mit liv, jeg har kæmpet for at opnå, og som jeg tillader mig at være stolt af. Men der var så mange andre ting, jeg også ville, og som jeg aldrig vil opgive håbet om, men som desværre er urealistiske. Det er realiteten af mit liv, og på samme måde som man sørger over en fremtid, man har mistet, når et forhold går i stykker, så sørger jeg over den fremtid, jeg troede, jeg skulle have, da jeg var rask. Det er ikke en rolle, jeg påtager mig, det er min virkelighed. Og nogle dage er det hårdt. Nogle dage knækker det mig, og jeg tror simpelthen ikke på, at det er sundt konsekvent at skubbe de følelser væk.

Jeg går sjældent i detaljer med, hvor hæmmet jeg egentlig er i det daglige, men lidt vagt kan det måske siges, at jeg lever mit liv på halvt blus i forhold til de fleste. Når jeg ikke uddyber så ofte, er det dels, fordi jeg mestendels gerne vil fokusere på mere interessante ting, men også fordi det i nogles øjne åbenbart lyder, som om jeg bare er doven. Og jeg har svært ved at bære den slags anklager, når jeg desperat ville ønske, jeg kunne. Det er jeg simpelthen ikke tykhudet nok til. Jeg forstår ikke, hvorfor min krop er så usamarbejdsvillig, som den er, så det er svært at forklare det til andre. Jeg ved bare, at de usandsynligt mange gange gennem årene, jeg har forsøgt bare at presse på, så er det endt i bål og brand. Min krop har taget permanent skade af rigtig mange års sygdom, og det er jeg nødt til at respektere. Det er en konklusion, jeg har nået uendeligt modvilligt.

Jeg har det ikke værst. Ikke ment på den der jyske måde, der betyder, at jeg har det udmærket, men ment på den måde, at der er rigtig mange mennesker i verden, der er i værre sitiuationer end mig. Jeg er faktisk usædvanligt heldig. Med mit job og mit liv og alle de muligheder, jeg har til rådighed. Men på et tidspunkt fik jeg det her gok i nødden, som jeg stadig prøver at affinde mig med. Og det betyder altså, at der er ting, jeg ikke kan, uanset hvor meget jeg gerne ville. Hvis jeg bare kæmpede nok og droppede de dårlige undskyldninger og offerrollen og gav pokker i, hvad andre mennesker siger. Still not gonna happen. Sådan hænger min verden sammen. Og det her indlæg går ud til de af jer, der også bliver frustrerede over motiverende udtryk, der mest af alt føles, som om de jokker lidt på jer. For nej, jeg kan ikke nødvendigvis, fordi du kunne. Det er decideret faktuelt forkert. Ih guder, hvor ville jeg dog ønske, det ikke var sådan, men realiteten er, at mennesker jo ikke er ens. Og det er også okay ikke at kunne. Dødfrustrerende, men dog okay.

Vi gør vores bedste.

Kommentarer (61)

  • Hvis jeg kan, så kan du også…! Jah hvis vi har samme historie, samme hverdag, samme gener, på alle måder er ens, men det er vi jo ikke! Uduelig kommentar at sige til andre. Hepper på at vi hver især gør hvad vi kan for at opnå det vi drømmer om, men vi kan alle sammen noget forskelligt og i forskellig grad. Alt det bedste til dig Miriam som er så sej og er nået så langt!

  • Du giver så meget mening!! Giv mig for helvede lige et øjeblik til bryde sammen inden jeg skal op på hesten og tænke på de sultne børn i Afrika.

    • Præcis! Jeg synes heller ikke, man ikke skal lave andet end at svælge i sin sorg, men man skal sgu da mærke sine følelser!

  • Puh, det gør så ondt at læse, for jeg har været der. Jeg var begrænset af sygdom og blev tit mødt med: “Jamen, kan du ikke bare?” og “Hvis jeg kan, så kan du også” – nå undskyld, sover du også flere timer end du er vågen og har du heller ikke kræfterne til at gå ned at handle, selvom supermarkedet er lige over på den anden side?

    For mig kostede det desværre venskaber, men jeg fortjener bedre end venner som ikke kan acceptere, at det simpelthen ikke var fysisk muligt for mig at leve “normalt”.

    Jeg er ked af, at du bliver mødt med den slags. Du er supersej og shit, hvor har du nået meget på trods af, at du kører på et “lavt” blus. Selv på et “normalt” blus, ville jeg synes, at det var sejt. You go girl 💪

    • Jeg tror desværre ikke, det er usædvanligt, at der ryger nogle venskaber i svinget. Det gjorde der også for mig. Fordi folk synes, man er blevet “kedelig” eller besværlig. Desværre.

  • Albert Einstein sagde, at man ikke skal dømme en fisk på dens evne til at klatre i træer.
    Jeg følte lige, at det passede ind i denne sammenhæng.

  • Tak!! Den der sorg over, at fremtiden ikke kan blive som jeg troede, dengang jeg var rask, den har taget mig længst tid at bearbejde og acceptere. Dermed ikke sagt at mit liv ikke kan blive godt. Der er bare ting, der er urealistiske, uanset hvor hårdt man arbejder på det.
    Jeg synes det er pisse rart at du deler lidt ud om det med at køre på halvt blus, for jeg føler mig fandme ofte lidt alene og ensom i det, og jeg er træt af at skulle forklare og forsvare mine valg og fravalg i hverdagen. Så tak for det, når nu det skal være. Håber du får en god weekend.

    • Det er klart det sværeste for mig også. Det betyder nemlig ikke, at der ikke også er gode ting, men det er svært at acceptere begrænsinger, man ikke havde forestillet sig, man skulle have.

  • Tak for det fantatiske indlæg! Føler det var lige hvad jeg havde brug for at høre. Jeg har selv kroniske smerter og er træt af at blive sammenlignet med andre. Jeg er træt af at kæmpe for at leve op til noget jeg i realiteten ved min krop ikke kan. Man må til tider bare stoppe og være stolt af hvad man nu engang kan.

  • Kæmpe meget tak for der indlæg! Som en, der har haft en kronisk sygdom i 13 år med 10.000 ture til alle former for behandlere, bliver jeg så træt, når jeg gang på gang skal høre på, at jeg “bare skal blive stædig”. Det er virkelig nemt at være stædig på andres vegne, men fandme svært, når man har rejst sig op så mange gange, for at løbe med 100kmt. ind i en mur. Så må man gerne være ramt og sårbar og ked af det, og man skal fandme ikke høre for det også.

    Du er virkelig sej, at du deler det her!

    • Jeg har det på helt samme måde. Som regel har det negative og ikke positive konsekvenser, når jeg er stædig, fordi det betyder at presse min krop mere, end den kan klare.

  • Jeg er meget enig med dig.
    Og så bliver jeg ved med at blive inspireret af, hvor sobert du altid skriver. Altid med en forståelse for, at nogen måske har det anderledes end dig, men alligevel på en måde, der giver plads til dine synspunkter.

    • Det er jeg virkelig glad for at høre, for det er noget, jeg gør mig meget umage med. Og som jeg i dette tilfælde netop synes, der mangler i de sammenhænge de nævnte citater ryger ud. Man får desværre tværet lidt i de manglende bedrifter i stedet for at opmuntre til dem.

  • Jeg får så ofte decideret ondt i maven af de der citater, hvor det er meningen at man skal få det bedre, men det hjælper bare ikke – på mig. Selv om du ikke deler alt hvad der sker bag skærmen, føler jeg alligevel at jeg kan relatere! Du er uden tvivl min yndlingsblogger og jeg glæder mig til hvert er “Shh”-indlæg! Du er virkelig god til det du gør, og det skal du vide!

    • Tak skal du have, Mie, det er jeg virkelig glad for. Og jeg har det på samme måde. Opmuntringen i sig selv er jo fantastisk, og det er også dejligt, det virker for nogen, men jeg synes, det er farligt, når man insinuerer (eller siger direkte), at man kan hvad man vil, hvis man bare prøver nok.

  • Du er så MEGA sej Mariam og er et kæmpe forbillede for mig personligt. Jeg har ikke været igennem det samme som dig, men har på anden vis måtte lægge min drøm om fremtiden på hylden. Eller i hvert fald omlægge den. Din sårbarhed og kampe hjælper mig med ikke at føle mig alene i situationen, som ikke mange vil kunne forstå. Har man ikke prøvet det på egen krop, er det simpelthen for nemt at sige “nu må du se at komme videre”, “du skal jo bare…. ” etc.
    Tak fordi du deler så ærligt. Det sætter jeg meget stor pris på.

    • Tak fordi du deler. Jeg skrev det her indlæg ud fra eget synspunkt, men selvfølgelig med en mistanke om, at jeg nok ikke var alene. Jeg er alligevel overrasket over, hvor mange vi er.

    • Jeg kender vist ikke, hvem du taler om, men jeg vil meget nødig, at kommentarfeltet bliver et sted, hvor der bliver peget direkte fingre ad andre. Formålet er meget mere at vise et andet syn på sagen. 🙂

        • Det er ikke en dem mod os debat, og jeg er ikke interesseret i at nogen bliver hængt ud/nævnt ved navn. Det er en glidebane, og det er ikke det, det her handler om. Vi kan godt snakke om tendenser, vi skal ikke snakke om personer. Det hjælper ingen steder.
          Derudover er jeg nødt til at sige til dig, Maj, at du har en ret lang kommentarhistorik herinde, men ikke en eneste kommentar, du nogensinde har lagt, har været positiv. Hverken til mig eller til andre kommentatorer. Jeg ved ikke, om det er bevidst fra din side, eller du måske ikke er opmærksom på det, men måske det er værd at overveje, hvilke fodspor du efterlader?

  • Åhhh… Miriam, jeg ser der bare SÅ anderledes end du ser dig selv. Jeg ser dig som super sej, som en mega fighter, som en der på trods af sygdom og ar på krop og sjæl er et mega sejt sted.
    Jeg kan godt forstå at det er svært ikke at kunne alt det du gerne vil, og som du ser andre der kan. Men jeg syntes du er the shit. Og jeg syntes du har så meget mere at være stolt af end os der (endnu) ikke har haft behov for psykologhjælp.

    • Helt enig med Marie. Du har opnået så giga meget sejt. Jeg kender godt til den slags følelser, du beskriver. Jeg skal snart skifte job og min kommende chef er på alder med mig. Jeg kan godt føle mig temmelig meget uvidende lige pludselig og meget lille. Øv for en følelse. Også selvom jeg slet ikke har ønsker i den retning i øvrigt. Følelsen er der bare alligevel.

    • Kæft, hvor er I søde. Tak. Man har sgu nok en tendens til at fokusere på alle de ting, man ikke kan i stedet for at fokusere på, hvad man rent faktisk har gjort. Det skal jeg arbejde på.

  • Helt enig!😊 Generelt ser jeg “det frie valg” som en illusion – og dermed også om man frit kan vælge at blive astronaut, blogger, rask eller hvad som helst. Jeg kan kun frit vælge ud fra det miljø jeg er vokset op i, det miljø jeg bor i, de oplevelser og overbevisninger jeg har og har haft, de gener jeg er sammensat af osv. osv. De frie valg jeg har, er i virkeligheden kun indenfor de rammer jeg lever og har levet mit liv, og altså ikke kun på baggrund af mine præferencer og overbevisninger (som jo igen også er et produkt af kultur, samfund, miljø osv.).

    Tak for et godt indlæg! 😍

  • Tak. I dag havde jeg virkelig brug for det. Så overvældet af angst, at jeg hverken har lyst til vådt eller tørt. Ugly-crying på sit højeste og JA, jeg føler mig ynkelig. Lige nu prøver jeg bare, at acceptere alle følelserne og ensomheden, så jeg ikke kæmper imod – det gør det bare værre. Så tak fordi du minder mig om, at det er okay at have det sådan, uden at tænke “andre har det værre”.

  • Hej
    Så godt og vigtigt et indlæg, og ikke mindst velskrevet – kender virkelig de følelser du beskriver! Tak for at sætte ord på det! 🙂

  • “Du kan da sagtens *indsæt selv whatever*!”
    I mine ører betyder det, at vedkommende har en klar forventning til, hvad man kan/bør/skal, og når det ikke er virkeligheden, er det en kæmpe fiaskofølelse. Jeg er med på, at intentionen med “pep-talken” er at give opbakning og skulderklap, men det har 100% modsatte effekt… 🙁

  • Åh. Endnu engang formår du at skrive et indlæg, jeg kunne have skrevet, men som jeg ikke helt kan få sat ord på. Tak <3

  • Enig.
    Som snart færdiguddannet psykolog får jeg det altid lidt stramt, når der går for meget “jeg har oplevet modgang, som jeg overvandt, og nu skal du bare lade dig inspirere af mig”-coachmentalitet i den (ikke et ondt ord om coaches. Jeg anfægter den retorik, der ofte kan være rundt om en ellers god hensigt om at hjælpe andre).

    Ikke fordi inspiration ikke er godt, ikke fordi offermentalitet ikke er en ting, som kan udgøre en barriere. Men fordi det ofte er så uendeligt meget mere komplekst, og det er vigtigt at vi får alle nuancerne med, når vi prøver at forstå menneskelig adfærd. Mennesker er ikke citatplakater.

  • Jeg er helt holdt op med at sammenligne mig selv med andre. Det kan jeg jo alligevel ikke bruge til en fløjtende fis!
    I stedet sammenligner jeg mig selv med fortids-Anne. Hvis jeg har det skidt en dag, tænker jeg lidt over hvor langt jeg alligevel er nået. For 7 år siden var jeg indlagt på psykiatrisk afdeling og kunne knap nok handle ind eller vaske op. Nu har jeg en ret normal hverdag, dog på fleksjob fordi jeg bare aldrig har rejst mig helt op. Men det er også okay, for jeg har rejst mig så meget op som JEG er i stand til!

    • Der er mange ting, man ikke kan bruge til noget, men som man ikke nødvendigvis lige kan holde op med alligevel. Desværre. Jeg prøver også altid at kigge på, hvor langt jeg er kommet, men jeg tvivler på, jeg nogensinde holder op med at ønske, at jeg kunne flere ting, jeg gerne vil.

  • Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv. Jeg bliver ovenikøbet ekstremt ked af det, når folk begynder på at når det lykkes og der sker gode ting, er det fordi ‘ens karma vender’. Undskyld mig, men betyder det så, at jeg selv var skyld i min egen elendighed, fordi jeg er et elendigt menneske og først nu har gjort mig fortjent til at få bare en lille smule medvind? Det er jo slet ikke, det der menes, når man bruger de meget gængse, men også forfærdelige vendinger, man kan finde og mene nok så positivt, føles de alligevel i sidste ende lidt som et slag i ansigtet. Og man kan ikke rigtig forklare det, uden at virke utaknemmelig for deres hjælp eller velmenende ord, men det er bare slet ikke rigtig den form for hjælp, man har brug for. Eller når folk siger det er et spørgsmål om pisk eller belønning, som om folk med psykisk sygdomme ikke pisker dem selv nok eller ikke leder med lys og lygte efter en eller anden form for belønning, der kunne være motiverende nok til at få hele håbløsheden til at give mening. Det danske sprog kan rigtig mange helt fantastiske ting, men der er eddermame også mange begrænsninger, så snart man bevæger sig ud i selvhjælpsklicheer.

    • Rigtig mange mennesker træder håbløst forbi i et forsøg på opmuntring. Jeg tror, det allermest handler om, at det er svært at vide, hvad man skal sige, når man ikke selv har været der. Lige der tror jeg måske, vores fornemmeste opgave er at vejlede venligt. Og huske på, at det meget sjældent er i ond vilje, og oftest snarere tværtimod, det bliver sagt.

  • Du har så evigt ret. Jeg lever med kroniske smerter og alt hvad der dertil hører af bivirkninger, man er voldsomt udfordret både på det fysiske men også det psykiske. Det er så svært for folk at sætte sig ind i, når det er en usynlig sygdom.

  • Det er ikke mere end en måned siden, at jeg sidst hørte “Jeg troede heller ikke, jeg kunne arbejde fuldtid, men jeg gør det bare alligevel, så det kan du jo også”. Efterhånden gør den slags mig mest af alt vred over, at nogen føler, at de har ret til at gøre sig kloge på andre, men det sker, at de rammer noget meget ømt. Som for eksempel “Alle kan godt lide orden jo. Din OCD er noget fis”, som jeg fik at vide efter en fjern svigerslægtning havde fået nys om mit mentale helbred fra en anden end mig (for det er jo noget, vi alle skal tale om. Også når jeg ikke er der, åbenbart). Og min salige moder, som mindst en gang om ugen siger “Det skal du ikke tænke så meget over/Pyt med det/Bare lad være med at bekymre dig”. Ih, tak.
    For mig går det lidt hånd i hånd med de uopfordrede “gode” råd. Intentionen er sikkert fin, men det giver bare en ekstra skovl til at grave hullet lidt større end det allerede er.
    Nå, det var alt, haha. Tak for indlægget!

  • Jeg er så meget med dig her. Jeg har også haft en rimeligt hårdhændet færd gennem livet, og de der ting kravler direkte under huden på mig. Det værste er, præcis som du også er inde på, at det i stedet for at tale op ligesom får undermineret alt det, man rent faktisk *er* lykkedes med, fordi det jo stadig ikke er 100%. Og i stedet for at få én ud af offerrollen, hvis det nu var hensigten, så tvinger det nærmest bare én til at dvæle endnu længere ved de begrænsninger, man faktisk har. Men når jeg ser den slags, kan jeg heller ikke lade være med at tænke, at jeg simpelthen ikke tror på den, der siger det. Jeg tror simpelthen ikke på, at der findes mennesker som både har 100% styr på alting OG samtidig så stort behov for at pushe det verdenssyn på alle andre. Jeg ender altid med at sidde tilbage med et indtryk af, at det nok lige så meget er for at stive sig selv af, at når folk siger/skriver sådan. I hvert fald dem der ikke bare skriver det i forbifarten, men som aktivt deler den slags budskaber igen og igen. Og det kan jeg jo selvfølgelig slet ikke vide, men ellers forstår jeg simpelthen ikke hvorfor man skulle holde så hårdt på så unuanceret et budskab.

  • Tusind tusind tak for det her indlæg. Jeg har selv lige grædt da jeg læste det, da det er noget jeg slås med selv. Hver dag.

    Amen to that , Word eller hvad man ellers siger, hørt!

  • Er jeg den eneste der slet ikke fatter, hvad der er los med dit helbred?
    Har fulgt dig i lang tid efterhånden og det ringer ingen klokke, så du må være mega sej (eller jeg mega blond?) du er rågod til at tage de de tungere ting op!

  • Jeg synes, du er en kæmpe succes! Men jeg er helt med på, at det er fuldstændig ligegyldigt, når man kæmper med sin egen standard for succes. Og så alligevel ikke.

    For du er jo succesfuld i manges øjne, og det er da bestemt også noget, som du kan sole dig i og glæde dig ved tanken over. For min respekt for dig og hvad du har bedrevet her, kan du altså ikke lige tage tilbage 🙂

    Det er måske lidt rodet, men min pointe er – beauty is in the eye of the beholder. Måske er det netop det her, du ikke vil høre, men du bør være skide stolt af dit univers her, selvom det måske ikke var det, du havde som førstevalg for mange år siden. Nu er livet i mellemtiden kommet på tværs lidt ufrivilligt, men der kunne være sket så mange ting, som ændrede din livsbane fra det forventelige eller planlagt.

    Jeg håber, at du kommer til en erkendelse af, at du er pisse dygtig til det, du laver lige nu. Og at der måske er en mening med, at det ER det her du skal lave – selvom du måske havde forestillet dig noget væsentligt mere borgerligt. Bare et gæt.

    Med andre ord – masser af kærlighed din vej Miriam, du er en stor stjerne i min bog, og jeg har meget stor respekt for din indsats. Det er der sgu mange uden din bagage, som ikke kan levere.

    • Tak, Kristina. Du har helt ret. Vi skal virkelig være bedre til at se os selv som andre gør og ikke lykke til den negative stemme i hovedet.

  • Jeg sidder med tårer i øjnene, når jeg læser det her. Selvom jeg aldrig har mødt dig, tror jeg alligevel, at du er en af de stærkeste personer, jeg ‘kender’. Jeg værdsætter virkelig dine indlæg, fordi du på så mange måder sætter ord på mit indre rod. Ofte ord, jeg selv har manglet for at kunne forklare mig. Kæmpe kram herfra ❤️

  • åh hvor er det rigtigt, det du skriver. At sørge over et liv der kunne have været. Der kunne have været så anderledes. Det er ikke sjovt at gå glip af ting man rigtig gerne vil (for mit vedkommende er det uddannelse), så tro mig, at hvis jeg kunne, så havde jeg gjort det for længst! For hvorfor skulle jeg frivilligt sætte mig selv i en situation, hvor kommunen sætter mig i praktik hos et rengøringsfirma, når mit hjerte og hjerne banker for den akademiske verden. Det giver jo ingen mening. Intet incitament i verden ville kunne få mig op til en mundtig eksamen! Og så er det altså lang vej til drømmen om uddannelse, når det eneste jeg kan vise verden er en 9. klasses eksamen taget for 16 år siden. Selv hvis du tog mit(meget lille) levegrundlag fra mig, eller stod med en pistol mod min tinding, ville jeg ikke kunne overtale min angst til at lade mig leve det liv jeg så gerne ville leve. Men en motiverende sætning er da helt klart lige det der vil få mig over min angst!

  • Åha, hvor er det spot-on! Men må istemme mig koret om, hvor langt du er kommet. Du er pissesej!
    Jeg tænker tit på det her digt, som er skrevet af Cecilie Brejner Therkildsen, som godt nok døjer med en helt anden type sygdom, men synes stadig det er så rammende for alle de “gode råd” man får med på vejen som kronisk syg:
    Gigtdigt
    Hvis nogen nogensinde spørger mig igen, om jeg har prøvet at spise noget ingefær, så slår jeg dem med en kæmpestor træbjælke og tager tøjet af dem og stiller dem i et iskoldt brusebad, indtil de er helt kolde, og så tager jeg dem med ud i sneen, hvor jeg får dem til at gå tredive kilometer uden sko på en dybfrossen grusvej, og så slår jeg dem med en tung jernkæde, og når de så er lige ved at gå i stykker af smerte, spørger jeg dem, om de har prøvet at spise noget ingefær.

  • Jeg har først læst indlægget nu. Åh hvor rammer du plet. <3 Så fint skrevet. Jeg er meget enig med dig. Det er så individuelt hvad der virker for en og hvad der ikke virker for en. Kram til dig.

Skriv et svar til S Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.