Selvmord er farligt

Jeg vil rigtig gerne skrive mere om selvmord. Om at være suicidal. Men det er svært, for selvmord smitter. Hvis man har suicidale tendenser, kan de let blive styrket af at læse eller tale om emnet. Omvendt synes jeg, det er enormt vigtigt. På et tidspunkt var der en læser, der skrev til mig, at man jo altså ikke bliver ekspert på området, fordi man selv har prøvet at være der, og det gav jeg hende ret i. Men det vil jeg gerne trække tilbage. Man bliver enormt meget ekspert på området, når man kender det som sin egen baglomme. Apatien, sorgen, opgivenheden, desperationen.

“Tænk på, hvordan din mor ville tage det.” Det er et solidt argument, men det er også så slidt, at man på et tidspunkt opbygger modargumenter for at slippe udenom det. I det hele taget er mange af de klassiske argumenter så store og uhåndgribelige, at man enten har vænnet sig så meget til dem, at de har mistet deres effekt, eller at man slet ikke kan forstå dem derinde, hvor der er brug for det. “Prøv at forestille dig den dag, hvor du er lykkelig, og alt det her er ovre. Den dag vil du ikke gå glip af! Det her er midlertidigt.” Jo tak, men midlertidigt har nu varet lige så længe, som jeg kan huske. Hvornår holder midlertidigt op?

Mit personlige trick er at hive det meget længere ned. Jeg kan ikke se lyset for enden af tunnellen, når jeg er midt i den, og det er meningsløst at bede mig forestille mig det. Jeg tror simpelthen ikke på, at det findes. Og det hjælper mig ikke, at man beder mig se frem til noget, jeg aldrig tror, kommer til at ske. Så i stedet for at opfordre mig selv til at bygge luftkasteller, der kun yderligere understreger kontrasten til det sorte hul, jeg bor i, forsøger jeg at fokusere på de små ting i mit liv, der rent faktisk er håndgribelige. Noget, jeg kan se frem til. Som jeg ikke vil forlade verden uden at have gjort. Helt fuldstændig lavpraktisk laver jeg en liste. For mig kunne den fx se sådan her ud.

Før jeg dør, er jeg nødt til at:

  • Selv plukke jordbær på en mark og i processen spise så mange, at jeg får mavepine.
  • Besøge USA igen, jeg har fx stadig aldrig oplevet New York.
  • Drikke et rigtig godt glas champagne.
  • Se “Yesterday” i biografen. (Film og serier, der lurer i fremtiden er et af de bedste punkter for mig personligt, for hold kæft, hvor er det dumt at hoppe ud fra en bro, når der kommer en ny sæson Orange Is the New Black om halvanden måned!)
  • Have virkelig god sex.
  • Vente til ærtesæsonen er ovre.
  • Synge “Hil dig, frelser og forsoner” i en kirke.
  • Gøre et absurd godt kup på et loppemarked.
  • Læse hele Harry Potter-serien igen.

Det smarte ved en liste som den her er, at den starter med at være et middel til at skubbe de suicidale tanker lidt på afstand, men ret hurtigt udvikler sig til både at være en reminder om ting ved livet, jeg stadig godt kan lide, og en slags to-do-liste for, hvad der kunne opmuntre mig gevaldigt. Lur mig, om jeg ikke kunne være heldig at være i et andet mindset, når listen er gennemført, og er jeg ikke, så kan jeg altid lave en ny.

Selvmord er farligt. Tabuet og berøringsangsten er enorm. Hvis du selv har suicidale tanker eller kender nogen, der har det, så rør ved det! Jeg sværger, oddsene for, at det gør tingene endnu værre, er faretruende små, for lysten til selvmord nærer sig i høj grad ved ensomhed. Og man føler sig typisk håbløst alene, når man er suicidal.

Check on your friends. Man behøver ikke virke nede for at være det.

Krammer til alle dem, der har brug for det. Min inbox er også altid åben. <3

Husk også, at man altid kan kontakte Livslinien på 70 201 201, hvis man er mere tryg ved at tale med en fremmed.

Kommentarer (55)

  • WORD!! Hvor godt og fint skevet og ikke mindst konstruktivt ❤
    Been there, i mange mange år, en “spildt” ungdom og så alligevel ikke. For hvor har jeg dog lært meget om mig selv, og hvor er jeg taknemmelig for hvor jeg er i dag, også selvom det stadig kan være svært.

  • Miriam, må jeg stille dig er lidt mærkeligt men alligevel relateret spørgsmål? Jeg vil gerne have netop din mening -appopros emnet.

    Vi overvejer at opkalde vores søn efter min mands far. Han begik selvmord da min mand var barn. Jeg er lidt nervøs for om det er et forkert pres at lægge på – give videre. Forkert legacy, so to say.
    Hvad tænker du? Kan man det..?

    • Det synes jeg på ingen måde, det er. Jeg kan godt forstå, I måske kan være lidt usikre på, hvilke signaler det sender, men jeg synes, det sender det signal, at din mands far var meget mere end bare måden, han døde på. Der er stadig noget utroligt skamfuldt omkring selvmord. Jeg synes, det ville være en rigtig fin ting at gøre. <3

      • Hvor er det bare et fint svar. For Ja, ethvert menneske er så meget mere end måden de dør på – og mennesker, der begår selvmord bør stadig mindes ❤

        Derudover. Pisse sejt at du tager emnet op, Miriam. Du gør det på en meget fin og konstruktiv måde. Det er vigtigt! ❤

    • Ej, hvor fint, Malene. ♥️ I bestemmer jo selv, hvordan farfar skal omtales overfor den lille ny. Skal der være fokus på kærligheden og de gode minder eller fokus på selvmordet og alt det tunge? Min storesøsters mor begik selvmord da min søster var 4 måneder gammel. Begravelsen blev holdt i stilhed. Kun hendes søskende, forældre og min far (hendes mand) var med. Sådan må det ikke være! Jeg synes kun, det gør det endnu mere trist.

  • Åh, “hil dig, frelsner og forsoner” er min absolut yndlings sang når jeg er i kirke. Jeg får kuldegysninger hver gang!

    Og tak for at tage et vigtigt emne op. Jeg døjer med at være suicidal på en lidt omvendt måde. Jeg går ikke direkte og har lyst til at gøre ende på mit liv – men omvendt, så er det ikke hver dag at jeg har lyst til at leve. En form for passiv selvmordstanke. Det er meget svært at sætte ord på – og endnu svære at forklare dem der står mig tæt. Jeg fik depression for første gang, for 10 år siden. Jeg kunne ikke holde ud, at være på medicin – så jeg klarer mig uden og gør det stadig når jeg igen står ansigt til ansigt med mørkets grimme fjæs.

    Du er virkelig en stjerne i min bog kære Miriam. Tak for dig.

    • Jeg forstår dig så udemærket. Sådan har jeg haft det i en årrække. Jeg blev syg, psykisk, og det gjorde så ondt, at det gjorde ondt at leve. Jeg ønskede ikke at dø, men at leve var bare alt alt for hårdt. Jeg brugte det meste af de år på psykiatriske afdelinger, og det er jeg taknemmelig for.

    • Jeg tror, din følelse er mere udbredt, end folk tror. Den der med, at det her er ikke godt, men jeg kan heller ikke komme på et bedre alternativ. Det skal bare ikke være det her.

      • Robbie Williams i sangen. Feel: “ I don’t wanna die but I aint keen on living either”.

        Og rigtig fint indlæg i øvrigt.

  • Hvor er det bare rigtigt. Tak for reminderen.
    Jeg skal også helst have noget at glæde mig til, hvis det ser sort ud.

    Hvor kan man nå at tænke mange tanker. “Jeg kan ikke gøre det hjemme, for børnene skal ikke finde mig.” “Jeg kan ikke hoppe ud fra en bro, for jeg kan ikke lide når det kilder i maven.” Jeg kan ikke drukne mig, for jeg går sikkert i panik inden…” Og tanker som – “gad vide om det er højt nok, hvis jeg springer fra 7. på arbejde, eller lander man bare træls?”

    Og det værste er, når man skjuler det for hele verden, og bare virker glad i låget hele tiden… Det er sgu både trist og hårdt.

    • Det gør det desværre kun værre, at vi er vant til at skulle have den pæne maske på. Vi skal simpelthen blive bedre til at gøre det acceptabelt at vise vores følelser.

    • Jeg har haft de samme tanker. Det skal gøres hvor fremmede finder mig. Hvor højt er højt nok?

      Min kur mod den med højder er interval træning, når man vedhvor lang tid 20 sek føles, så kan jeg nå for mange tanker på vej ned.

  • Tak fordi du berøre dette emne. Min veninde begik selvmord for nogle år siden. Hun havde en lille søn på alder med min datter, og det var virkeligt svært at forstå hvordan hun kunne vælge at forlade ham, og alle os der holdt så uendeligt meget af hende.
    Jeg troede hun fik den hjælp hun havde brug for, og jeg har ofte tænkt på, hvad jeg kunne have gjort anderledes. Hun var altid glad når jeg snakkede med hende, og fortalt hvordan hun virkeligt havde fået det meget bedre, osv osv. hun har været rigtig god til at skjule hvordan hun har haft det inderst inde. Jeg tænker ofte på hvor forfærdelig hun har haft det de sidste måneder, inden hun valgte at livet var for hårdt for hende. 💔

    • Som suicidal kommer det altid bag på mig, at pårørende tænker, at man træffer en beslutning om at forlade dem. At gøre noget imod dem. Det handler mere om at gøre noget for sig selv, fordi alt andet er ulideligt. Man ser det i bund og grund som aktiv dødshjælp.

      • Jeg føler ikke hun har gjort noget imod mig. Men derfor er jeg vred på hende alligevel!
        Jeg ved hun har haft det forfærdeligt, som jeg også skrev. Jeg tænker at når man har en søn på 1 år, og på trods af det, vælger at livet ikke længere er det man ønsker, så er man helt ude på kanten. Men det valg vil gøre ondt på andre. Jeg ved godt hun ikke bevidst har tænkt, at vi andre ville være lykkelige uden hende, men det valg hun har truffet, vil automatisk få en konsekvens, især for hendes søn. Han kan ikke huske hende, og når han bliver større, og finder ud af hvad selvmord betyder, kan han også få en følelse af, at hun ikke elskede ham nok til at kæmpe imod og blive her.
        Jeg er med på at døden er den eneste lindring for dem der begår selvmord, og nej det er ikke noget man bare lige gør, men at der er lang tids kam som til sidst bliver for meget. Men derfor kan jeg stadig blive vred på hende og tænke, at det sgu er for nemt, bare at sige farvel og tak! Jeg kan kan prøve at finde forståelse, og ved det har været forfærdeligt for hende, men derfor synes jeg det er lovligt at være vred og uforstående, og ja en gang imellem have følelsen af at være valgt fra.

        • Der er jeg nok på den side, der ikke kan forstå vreden, men kun føle medfølelsen. Jeg har mistet to mennesker til selvmord, og jeg bærer meget sorg, men ikke anderledes end hvis de havde været taget fra mig pga en anden sygdom. Som jeg ser det, så er selvmord som følge af depression at dø af sin depression. Ligesom at sulte sig selv ihjel som følge af anoreksi heller ikke er noget, man har rationelt kontrol over. Det er en del af sygdommen. Jeg synes, hundrede procent, man har ret til at føle sig valgt fra, at være vred og uforstående. Men det er vigtigt at huske at være det på sygdommen og ikke på personen. Ikke rationelt i hvert fald. (De irrationelle følelser er svære at gøre meget ved, og det kan selfølgelig være svært at skelne mellem person og sygdom). Hun kan sagtens bevidst have tænkt, at I ville have det bedre uden hende. Det er der mange, der gør. Det har hendes sygdom bildt hende ind. Men jeg synes, det er ærgerligt at tale om at hun har truffet et valg, selvom det desværre stadig er meget almindelig retorik omkring selvmord. Du skriver om hende, som om hun burde have været i stand til at træffe et andet valg på lige fod med et almindeligt, rationelt menneske. Hun burde have valgt sin søn til. Og ja, det burde hun. Og det ville hun stensikkert også, hvis hun kunne. Men det kunne hun ikke. Hun var syg. I hendes hoved har der ikke været et valg. Hendes sygdom har ikke givet hende et valg.
          Jeg ved godt, det kan være utroligt svært at forstå, hvis man ingen erfaring selv har med, hvordan det er med at være syg på den måde. Men den kvinde, du kendte og elskede, det var ikke hende, der valgte at dø.

          • Din kommentar her Miriam fik mig fuldstændig til at “ændre holdning” til selvmord. Jeg har altid tænkt det som en egoistisk og tarvelig beslutning. Men forstår efter din kommentar så godt hvad du skriver! Det er jo ikke en beslutning, men en konsekvens af en sygdom.

          • Lige præcis! Hvor er jeg glad for, at du synes, det giver mening. Det er virkelig svært at prøve at forklare.

          • Wauw, dit svar her er enormt tankevækkende for mig, Miriam! Det giver så god mening for noget som kan være virkelig svært at forstå. Tak for det!

            Jeg synes også det er enormt vigtigt at vi snakker om de ting der er svære, om tabuer. Det her er den helt rigtige måde at gøre det på! Jeg får lyst til at illustrere det på en eller anden måde som måske kan hjælpe nogen der har brug for det.
            Tak for at oplyse!

        • Kære Khj,
          Det er ok at være vred.
          Vi reagerer forskelligt i sorg og det er normalt at føle vrede. Jeg håber du har nogen at tale med om det, evt. brug en sorggruppe. Man kan sagtens have behov for det selvom det er flere år siden hun begik selvmord.

  • Fedt med din helt konkrete vinkel på et enormt sårbart emne. Jeg kender ikke personligt til udfordringen, men din opfordring til bare at spørge ind til venner og bekendte rammer rent ind. Tak! Tak for dig.

  • Hej Miriam!
    Jeg synes det er så fedt, at du tager det her emne op. Jeg har selv haft selvmordstanker i over 10 år, og jeg har også et selvmordsforsøg i bagagen. Det er så vigtigt at få brudt tabuet omkring selvmord, for ellers får vi aldrig mindsket antal af selvmord i Danmark.

    Jeg vil dog lige gøre dig opmærksom på, at det ikke helt passer, at selvmord smitter. Den nyeste forskning viser, at det er den uansvarlige omtale af selvmord i medierne, hvor eksempelvis metode og sted beskrives, der kan føre til en “smitte-effekt”. Omtalen af selvmord i sig selv smitter ikke. Det er beskrevet af Center for Selvmordsforskning her: https://selvmordsforskning.dk/wp-content/uploads/sites/2/2015/03/Nr.-33-Omtale-af-selvmord.pdf

    • Det kommer meget an på, hvordan det gribes an, ja. Problemet er i min optik, at for at hjælpe skal man længst muligt ind. Og jo længere, man kommer ind, desto farligere bliver det. Det er i hvert fald den erfaring, jeg har med mig fra min behandling. Jeg er indforstået med, at der er delte meninger på området, men jeg synes, det er mindst lige så farligt at sige, at nogen peger på, at der ikke er en smitteeffekt, så derfor er der frit spil. Især når jeg har oplevet det modsatte på egen krop. Normalt er jeg ikke tilhænger af anekdotisk evidens, men lige i dette tilfælde må jeg nok erkende, at jeg vægter egen (og medpatienters) personlige erfaring højere end forskning. Andet ville jeg ikke være tryg ved.

  • Rigtig fint indlæg. Og med godt fokus på det positive indenfor emnet, hvis man kan sige det. Håber du forstår hvad jeg mener.
    Jeg har selv tidligere været så dybt i det sorte hul at der intet lys var, og jeg havde i øvrigt også helt mistet lysten til at se andet end mørket. Det var jo trods alt både trygt og velkendt.
    Nu, mange år efter, er jeg der hvor jeg forsøger at acceptere at mørket nok altid vil ligge og lure, men mit liv er generelt godt. Jeg har ikke et ønske om at dø, men jeg er heller ikke bange for det. Der er stadig dage som er helt håbløse og hvor jeg er bange for aldrig at blive glad for livet, så jeg gør mit bedste for at gøre ting der bringer mig glæde. Jeg valgte f eks at stoppe på min drømmeuddannelse, fordi den ikke gjorde mig glad.

  • Det er et vigtigt emne at tage op. Og som du skriver, også farligt. For det smitter, det negative. Og det kan være så svært at forklare, når man er så priviligeret at bo i dette land, hvorfor meningen med livet pludselig forsvandt. Hvorfor alt det gode forsvandt og der kun er tomheden og til tider smerten, tilbage. Og det er så ensomt, på en gang at vide, at man er for priviligeret til at have det sådan, og kun få afvisning, forskrækkethed eller “pjat med dig” tilbage, når man alligevel tager mod til at række ud, flov og i stykker.

    Og samtidig er man jo bekymret for at smitte dem, og gøre dem ondt med den dystre gift man selv bærer på.

    Jeg har prøvet at være fanget der i limbo, hvor hullet virkede så absolut, som om det altid havde været sådan og derfor altid ville være sådan. Klichéer som “alle har triste dage” hjælpet ikke. Heller ikke beskeden om at det er normalt. For så betyder det at vi alle enten lyver, ellers ved jeg ikke hvordan vi kan holde det ud.

    Når man begynder at overveje at give slip, for at få fred. For at skåne dem man belaster. Limboet ligger bare i, bevidstheden om at den eneste måde man kunne såre og belaste mere end ved at være her, ville være at give op. Jeg var fanget i limbo af ikke at kunne leve og heller ikke at kunne dø. Heldigvis.

    For det kan godt gå bedre. Med lister som den her. Med bitte små ting, hvor meningsløse de end synes. For med tiden, kan rejsen mod det ubetydelige blive betydelig. Det kan give mål og retning med livet. Og give noget af meningen, og det gode, tilbage igen. Det er de små ting der er vigtige. For de store er alt for langt væk, og nærmest umulige. Men de små er virkelige. En dag af gangen. Med forbedring så lille at man ikke ser det, før man endda opdager man har taget et helt lille skridt i rette retning.

    Der er en svær balance. Den med ikke at være for berøringsangst… Samtidig med ikke at fodre de negative tankespiraler.

    • Så mange vigtige ting, du kommer ind på her. Både de negative tankemønstre og skammen over at være ulykkelig i et land som Danmark. Det kan man jo ikke. Og det betyder både, at man er mindre tilbøjelig til at bede om hjælp og mindre tilbøjelig til at få den. Desværre.

  • En god ven, som har kæmpet en del med det her, lærte mig, at man altid skal tage selvmordstruede mennesker med ud at spise cheeseburgers. “Du kan sgu ikke dø nu, vi skal ud og have en stor fed cheeseburger først”.

  • Jeg var suicidal, da jeg var yngre og gjorde et forsøg. Jeg skammer mig stadig over det 12 år senere, og siger det aldrig til nogen, selvom jeg egentlig er imod tabuer og at “skamme sig”. Men det her emne er bare så langt ude i tabu.. Og jeg tør heller ikke snakke om det, for jeg mærkede faktisk hvordan det påvirkede mig negativt at høre og læse om det, dengang. Men det er rart at du sætter ord på det, på en måde ingen andre gør.. en mindre skamfuld måde. Normalt hører jeg vrede og afsky, når folk taler om andre der er suicidale eller rent faktisk har gjort “det”. Jeg ved ikke helt, hvor jeg vil hen med det her, men elsker din blog.

    • Der er så vanvittigt meget skam forbundet med at være suicidal og begå selvmord. Måske fordi det er så svært at sætte sig ind i, hvis man ikke selv har været ramt? Fordi folk tænker, at det er almindeligt at være lidt nedtrykt engang imellem? Jeg ved det sgu ikke, men jeg synes, det er vigtigt, at vi taler noget mere om det.

  • Du er bare helt fantastisk. Du kan altid ramme mig lige i hjertekulen..
    Det er bare så rigtigt det du skriver. Men jeg vil også bare lige indskyde, at det altså slet ikke var i min bevidsthed at det ville gå ud over nogen hvis jeg begik selvmord. Så den der “din søn ville miste sin mor” eller “hvordan ville din mor tage det” – det var slet ikke i min bevidsthed. Det fyldte ikke.. for der var slet ikke plads til andet end smerte. Jeg har en søn, og det eneste jeg tænkte, var at det ville være en befrielse for ham at jeg ikke var her. Jeg havde det bare SÅ skidt og jeg tror ikke der er nogen der forstår det til fulde, før de selv har været der. Det gjorde jeg ikke selv. Og nu hvor det værste er overstået, så bliver jeg så ked af det når jeg husker tilbage på hvor sort der var i mit sind dengang. Hvor inderligt jeg ønskede ikke at være her og hvor mange gange jeg planlagde at tage herfra og tjekkede togenes køreplaner. Av. Livet gjorde bare så ondt, og døden virkede som sådan et fredeligt og skønt alternativ.

    Jeg er ikke sikker på at man nogensinde bliver helt hel igen.. Jeg er meget mere sårbar og skrøbelig end nogensinde før og der skal ikke meget til at slå mig ud af kurs. Der er flere måneder af mit liv jeg ikke kan huske. Jeg får heldigvis medicin nu, og er landet på benene igen. Men jeg vil aldrig nogensinde glemme hvor langt nede jeg var. Og som reminder har jeg en fin semikolon-sommerfugl på armen. Så jeg aldrig nogensinde glemmer hvor hårdt jeg kæmpede – og hvor taknemlig jeg er for at jeg ikke gav slip 🌸

  • Tak for et lærerigt indlæg. Jeg har aldrig oplevet den følelse du og mange kommentarer her beskriver, og jeg kender heller ikke nogen, i hvert fald ikke der har fortalt mig om det.
    Derfor kommer jeg især til at spekulere over hvorfor det mon er så skamfuldt og tabuiseret.
    Jeg tror det – for nogen, mig fx – skyldes at det gør mig vanvittig bange. Vi har efterhånden lært, at det ikke er farligt at tale om sorg, og at det eneste “forkerte” man kan gøre for et menneske i sorg, er ikke at gøre noget. Men vi har ikke som samfund lært, hvad vi skal gøre ved suicidale følelser. Jeg vil være mega bange for at det, ved at lukke op for den snak, vil tilskynde en evt suicidal til at handle på det, hvis jeg ikke er *god nok* til at tale om det.
    Jeg kunne derfor drømme om en oplysningskampagne i stil med dit indlæg, som kan lære os alle sammen noget om så hvordan vi taler om selvskade og suicide. Og så kan man jo i samme ombæring få budskabet ud om at psykisk sygdom er sygdom man kan dø af, og selvom det sker for egen hånd, bør vi ikke betragte denne død anderledes end når man dør af en fysisk sygdom. Det hørte jeg en psykiater sige for nogle år siden, og det har jeg ofte tænkt over siden, når jeg har hørt om mennesker, som har taget deres eget liv.

    • Jeg vil også sindssygt gerne have udbredt den tankegang, at man kan dø af psykisk sygdom via selvmord. Jeg plejer at sammenligne det med, hvis jeg rejste til et fremmed land og blev kidnappet og tortureret mere eller mindre 24/7. Jeg ville ingen anelse have, om jeg nogensinde ville blive reddet. Hvor lang tid ville det være acceptabelt, der skulle gå, før man ville kunne forstå, at jeg valgte døden frem for det liv? For selvom torturen ved svær psykisk sygdom som regel ikke er så fysisk betonet, så er det lidt det samme. Man taler altid om selvmord som noget skamfuldt, noget fejt. Og vi skal for Guds skyld forsøge at hjælpe og bekæmpe. Men jeg synes også, vi skal være bedre til at forstå, hvor svært man har det for at nå derud. Men det er en sindssygt svær balance, for vi må selvfølgelig heller aldrig nå til et sted, hvor selvmord bliver en alment accepteret “løsning”.

  • TAK for alt, hvad du er og gør og giver💛

    Min psykolog sagde sidste år, at hvis jeg nogle gange (måske i en følelse af desperation) har brug for at fremprovokere et mere sådan håndgribeligt, logisk element af alle de følelsestunge tanker, kan jeg prøve at betragte denne, om end lange, tid som en slags investering, der vil komme mig til gode i en senere tid. For al den lærdom, som er så dyrekøbt, men som er at finde i de mørke og tunge tider, den er med til også at tegne konturerne rundt om de andre farver, man længes så forfærdeligt meget efter at se med egne øjne. Og oplevelsen af at længes kan lidt konkret betragtes som en investering eller “øvelse” i rent faktisk at genkende og prisgive farver. Sådan at lektien får tilskrevet en værdi, den bliver en investering, der vil ruste en til at være mere klar til en anden slags tid.

    Jeg håber, det giver bare en lille smule mening uden for mit hoved☺️💛 Jeg kan i hvert fald mærke, at det at tænke en “investering”/læring/noget produktivt ind i denne tid, der ellers føles så låst og spildt og skræmmende og retningsgivende for resten af livet og forkert og håbløs, det giver mig en lille ro til at være her med alt det mørke, for jeg spilder ikke blot mit liv (i hvert fald ikke ultimativt, for selvfølgelig ville et andet scenarium være at foretrække), men jeg gør mig også klar til bedre at kunne tage imod, når mine livsbetingelser eller omstændigheder måtte andre sig og føre andre farver med.

    Tak for at dele dine tanker💛
    Kærlig hilsen fra en kattemor til en anden, som er en fantastisk én af slagsen🐾😻😛

    • Den taktik har desværre aldrig virket på mig, selvom min psykolog også forsøgte! Men jeg fik at vide, at det var okay at overveje selvmord, så længe jeg følte mig nogenlunde i kontrol. For mange gør det det lidt lettere at vide, at der trods alt er den vej, hvis alt andet fejler. Det er lige som om det giver mere mod på at kæmpe videre.

  • Kære Miriam. Tak for et godt og vigtigt indlæg. Jeg står lige midt i det hele nu; venter mit andet barn og lider af depression og angst og gør pt lidt selvskade for at få fortvivlelsen og mørket ud. Jeg er så bange for at miste barnet og er i kontant alarmberedskab og stresset. Har tænkt i selvmord flere gange, men for heldigvis masser af hjælp. Men kender alt for godt skammen, og følelsen af ikke at såre sine kære… det er pisse hårdt men rart man ikke er alene. Kh

    • Hvor er det dejligt, at du er i stand til at bede om hjælp! Fokuser på det, hvis du kan. Det er et rigtig godt tegn!

  • Hvilke råd kan du give en mor til et barn, der har tilbagevendende selvmordstanker. Når hun har det værst, kan jeg slet ikke nå ind til hende. Det er som om hun er en helt anden person. Jeg vil så gerne være der for hende og hjælpe hende, men der er bare ikke hul igennem. Fuck det er svært.

    • Hun ER en helt anden person, når hun har det værst. Hun ER de der tanker. De opsluger hende, så hun intet andet kan se. Det er det, det er så forfærdeligt. Det bedste, absolut bedste, du kan gøre, er at være der. Holde om hende og fortælle hende, at du elsker hende, at hun har værdi, og at hun har en fremtid, selvom hun ikke selv kan se det. Nogle gange når det lidt ind, men selv når det ikke gør, så kan det give et håb om at tro på det en dag. Og sagen er den, at når man har det så skidt, så er man mildest talt desperat efter at få det bedre. Så man VIL virkelig gerne tro på, at det bliver bedre. Man KAN bare ikke. Da jeg havde det værst, tilbragte min mor timer og timer i telefonen med mig, hvor jeg bare græd, og hun slet ikke følte, hun nåede nogen steder. Men det gjorde alligevel en forskel. At hun var der. At jeg ikke var helt alene. Du kan ikke tage byrden fra hende, men jeg lover dig, at den er nemmere for hende at bære, hvis hun har dig at holde i hånden samtidig. Også selvom hun måske slet ikke er klar over det, og også selvom det føles for dig, som om du ingen forskel gør.

      • Jeg føler at jeg har famlet i blinde de gange det har stået på. Hun lukker total af og bliver meget fjendtlig og aggressiv, når hun får disse tanker. Jeg føler at jeg har famlet i blinde, de gange det har stået på. Jeg er taknemlig for at du deler din viden, da det er SÅ ufattelig svær at forstå og sætte sig ind I, når man aldrig selv tilnærmelsesvis har haft det så svært.
        Så kære Miriam, tak for dig og dit svar, det betyder meget mere end du aner❤

        • Jeg kan virkelig godt forstå, det er svært. Jeg vil gætte på, hun reagerer så voldsomt, fordi hun selv har svært ved de tanker. De er næsten umulige at være i. Men det er GODT, at du er der. Måske kan hun slet ikke nu registrere, hvor meget du hjælper, men tro mig, det gør du, og hvis hun ikke ved det nu, så kommer hun til det, når verden ser lidt lysere ud.

  • Tak fordi du skriver så pisse godt, og berører er så følsomt emne.

    Jeg sidder og tuder efter at have læst dit indlæg. Det ramte noget i mig og jeg vil gemme det og læse det igen og igen når jeg har brug for det.

    Jeg vil altid være depressiv og have angst, men det bliver det ikke lettere at håndtere af. Jeg er pisse bange for at selvmord bliver min ende, og suger alt til mig, der kan hjælpe mig væk fra de tanker. Jeg har heldigvis jordens bedste psykolog på psyk. Men i verden indenfor er det så skamfuldt og tabubelagt. Tak fordi du tager det op. Du er pisse sej.

    Kh

    Mig

    • Så dejligt, at du har en god psykolog. Og også virkelig dejligt at læse, at du stræber efter at komme væk fra de tanker. Det er nemt at finde trøst i dem i stedet for at ville væk fra dem. Det er et stort skridt, og alle skridt tæller!

  • Så godt og vigtigt et skriv!
    Det er så befriende at du tør åbne op for et emne som dette, og at der er plads til alle tanker og perspektiver kan blive drøftet på en ordentligt måde 🙂 – og rigtig gode svar du giver, man kan virkelig mærke at du er vejovervejet og empatisk, – det er så svært at forklare hvorfor man “ikke bare kan være glad og tilfreds”, du er rigtig god til at sætte ord på det 🙂
    Mvh Linda

  • Det er virkelig hårde sager, det her kommentarfelt. Men på den gode måde, hvis det giver mening.
    Jeg selv har døjet med en tilbagevendende depression, siden jeg var 12 år gammel (jeg er 28 år nu). Jeg fik sat ord på af Michael Strunge, som også her nævnt her, at jeg ikke ville dø, jeg ville bare være ufødt.
    Tanken om, at man er egoistisk, fordi man forlader dem, der elsker en, giver ingen mening. For når jeg havde det allerværst, følte jeg jo, at jeg gjorde dem en tjeneste. Det var jo fordi, jeg elskede dem så højt, og fordi jeg følte mig som en byrde, som en fiasko og som et dårligt menneske, at jeg tænkte, at selvmord både ville lindre min smerte indeni og samtidig være en lettelse for mine nærmeste.

    Jeg har aldrig rigtig snakket om mine selvmordstanker. Hos min psykolog blev det kun nævnt, at jeg havde dem, vi gik aldrig i dybden med dem. Det, der hjalp mig, var, da jeg efter et langt forløb i “det sorte hul”, fra 1. januar 2015 begyndte at skrive minimum 3 positive ting ned i en lille lommekalender hver dag. Jeg måtte gerne skrive flere, men jeg skulle minimum skrive 3. Nogle dage var det store ting som en god karakter til en eksamen eller en gave, jeg havde fået, mens det andre dage var, at himlen havde været flot den dag, at min hunds logrende hale gjorde mig glad eller at jeg havde fået købt ind. Det var en god træning i at se på det smukke i livet, som jo er det, der i sidste ende holder os her.

  • Jeg vil ikke sige, at jeg lider decideret af selvmordstanker, det er bare mere en følelse af, at jeg ikke altid kan se, hvorfor jeg skal leve. Som når jeg cykler ned ad Langelandsgade, og nogle gange overvejer at køre over for rødt, fordi jeg jo alligevel ikke ved hvad, jeg går glip af. Jeg rendte ind i min ekskæreste tidligere i dag, hun fik alle de følelser frem i mig, men jeg tog dit råd og lavede en liste. En liste over alle de ting, jeg ikke kan forlade verden uden at have gjort. De mindede mig om, at der er noget, der er værd at leve for. Også selvom jeg måske ikke altid lige kan se det. Tak Miriam, tusind tak <3

Skriv et svar til Ida Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.