Status på Herbert

…Aka Herbuladen, som han kærligt er blevet døbt ude i verden.

Han har det godt. Det er i hvert fald min fornemmelse. Den værste killingeenergi overstået, men jeg skal ikke kunne sige, om det kommer sig af, at han nu er ni måneder gammel, eller det var, fordi dyrlægen tog 2/3 af hans manddom fra ham. Der er dog utroligt langt ned til det chill-niveau, jeg var vant til fra Frank, og hvis vi i nærmeste fremtid bliver smidt ud af lejligheden, fordi min underbo har lagt regelmæssige klager, så vil jeg ikke klandre ham. (Underboen altså. Jeg vil 100% klandre Herbert). Herbert er fælt sød, men han larmer stadig som en motherfucker, og han har zoomies mindst to gange i døgnet. Jeg har opgivet at kontrollere det.

Han insisterer på at sove ved siden af mig i sengen hver eneste nat, hvilket er pissehyggeligt, indtil jeg vågner, fordi kattedyret har lagt sig på tværs, og hans kløer nu borer sig ind i min ryg. Han er ved at være både ret lang og ret bred, og det kan godt ske, vi snart skal indføre nogle regler for pladsfordeling. For nylig blev han desuden forment adgang til køkkenet, fordi han er begyndt at fælde, og jeg er ok med et fint lag af kattehår i det meste af mit hjem, men lige præcis min mad vil jeg gerne have i fred. Herbert har nu fanget, at han altså ikke længere er velkommen i køkkenet, hvilket betyder, at han kun går derud, når jeg ikke er i nærheden, eller når jeg laver mad, og fristelsen bliver for stor. Så siger jeg hans navn meget bestemt, hvorefter han forlader rummet under store protester og sætter sig i dørkarmen og ser lidende på mig.

Han har ødelagt mere shit, end jeg har tal på. Så sent som i dag lykkedes det ham at knække benet på mit sofabord(!). Jeg har opgivet at have planter, der er flytbare for en kat, og accepteret, at ting, Herbert kan bære med munden, per definition er kattelegetøj. Alt, der kan skubbes ned, vil blive skubbet ned. Hver gang jeg skal i bad, er min første opgave at samle shampoo og hårkure op og sætte dem tilbage på hylden. Nogle gange hører jeg bumpet af noget, der falder ned fra vindueskarmen, hvorefter Herbert råbende spæner igennem stuen for at slippe væk fra den uundgåelige skideballe, der ellers ville ramme ham.

Ja, han er utvivlsomt et lille røvhul, Herbuladen. Men han får mig til at smile hver eneste dag. Når han sidder på skamlen ude på badeværelset og venter på, jeg kommer ud af badet. Når han begejstret forsøger at fange fluen i vinduet. Når han både tager afsked med mig og byder mig velkommen ved hoveddøren. Når han kurrende falder i søvn på mit skød, mens jeg binge-watcher Criminal Minds. Når han hviner af fryd over at få vådfoder. Når han bider mig forsigtigt i hagen, mens jeg sover, fordi han gerne vil nusses. Når han svarer mig, efter jeg har sagt hans navn.

Kæledyr er the fucking shit, og ham her har jeg måske endda været exceptionelt heldig med.

Kommentarer (26)

  • Åhhhh criminal minds – er også min binge-serie i øjeblikket 😍
    Og selvom jeg ikke er et kattemenneske er Herbert altså unægtelig meget meget nuttet!

    • Jeg er imponeret over, at du har læst et helt indlæg om ham, hvis katte ikke siger dig så meget! 😀

  • “Han insisterer på at sove ved siden af mig i sengen hver eneste nat, hvilket er pissehyggeligt, indtil jeg vågner, fordi kattedyret har lagt sig på tværs, og hans kløer nu borer sig ind i min ryg.“ 😂 Det er på mange måder præcis det samme at have en kattekilling som et lille barn😂

  • Herbuladen!
    Ej, nu kan jeg kun tænke på den kække stemme, der udbrød “Herkulade-drik!” i Herkules PS-1-spillet, i omkring 1998 😆. Kæft, jeg fik det på hjernen.

    – A

  • Hvordan har du øver det med køkkenet? Vores er både i bad og bordet hvis vi ikke holder øje 🤷🏼‍♀️

    • Jeg jagede ham i bund og grund bare ud, når han gik derind. Men han er som sagt heller ikke fantastisk god til at holde forbudet! 😀

  • Jeg har købt en kat, fordi alt den kærlighed der lyser ud af din blog har bekræftet mig i,.at det ikke kun er som barn man kan have det dejligt med en kat.
    Både mor (og far) og ungerne er lykkelige

    /Jeanet

  • Det her gjorde mig glad. Helt ind i sjælen. Det er ellers længe siden. Tak for dig og tak for Herbert ❤️

  • Seriøst, har din underbo klaget? Sådan helt alvorligt?

    Jeg måtte desværre sige farvel til mit sære kræ for nogle måneder siden. Vi var også lige så dejligt underlige sammen som dig og Herbert. Jeg elsker at se på her og ham. Det minder mig om min. Imens jeg glæder mig over at kæresten kat fuldstændig er blevet Min hæmoride nu 😍

    • Ja, han har været oppe en enkelt gang kort tid efter, jeg fik Herbert. Men som sagt, jeg bebrejder ham ikke. Herbert larmer helt afsindigt meget. Jeg kan bare desværre ikke gøre så meget ved det.

  • Men hvad skal man også med en lejlighed, hvis man har en Herbert? Ville ikke opgive mit hjem for nogle andre end min kat! Og det siger altså lidt.

  • Ikke en udpræget kattefan her, men man kan da kun blive i rigtig skønt humør af at læse et så dejligt og kærlighedsfyldt indlæg 🙂 Rigtig god tirsdag til dig (og Herbert).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.