Jeg skulle have, men det gjorde jeg ikke.

Jeg har fået streget lige præcis ingen ting på min ellers lidt halvlange to-do-liste i dag. Jeg har ikke engang taget BH på eller fikset mit morgenhår. Det var ellers planen, at jeg skulle have en ærinde-dag. I ved, en af de der dage, som man ikke ligefrem er begejstret for at skulle igennem, men når man er færdig, så har man i det mindste fået overstået flere ting, man har udskudt i ugevis. Eller månedvis. Eller, hvis man er som mig, endda årevis.

Jeg købte fx en pakke sikringer for flere år tilbage, fordi jeg ville være en god, ansvarlig andelsejer, men på et tidspunkt forsvandt den fra jordens overflade. Med jordens overflades menes “rodeskabet”, hvor jeg også har fx mit gavebånd, stearinlys, shampoo, støvsugerposer og noget slunkne udvalg af værktøj. Men altså ingen sikringer længere. Se, det ville være utroligt typisk mig at stå i en situation, hvor der gik en sikring sent en lørdag aften, og jeg derfor var tvunget til at tilbringe hele natten med at spise hurtigt smeltende is og google sikringstyper og sikringssælgende butikker, der åbner ved daggry en søndag morgen. Og for at komme den situation i forkøbet har jeg altså længe haft i baghovedet, at jeg skulle huske at købe en pakke sikringer. Men jeg har ligesom bare ikke fået det gjort, fordi det jo immervæk ikke er noget, der har så høj prioritet, at det får lov til at mase sig tilpas langt frem i min hjerne. Så det var en af de ting, jeg skulle i dag, som jeg endte med ikke at få gjort. Sammen med tøjvask, vinduespudsning, klædeskabssortering, pakkereturnering, årsopgørelseforberedelse og Gud ved hvad andet.

Hvad har jeg lavet i stedet? Jeg har sovet længe, vågnet helt fuldstændig baldret og derefter sovet en time til. Jeg har siddet på min altan med en bog og rå-suget sol til mig, fordi det gør underværker for mit humør, som har drillet lidt på det seneste. Jeg har spillet Candy Crush. Jeg har spist danske jordbær, som kostede en formue og helt ærligt ikke er pengene værd endnu. Jeg har hørt musik, fordi jeg gerne ville være typen, der lytter til podcasts, men det er jeg bare ikke. Om lidt vil jeg spise en fabelagtig burger og se den nye Purge-film, fordi jeg elsker begge dele. (Bonusinfo og reklame: Hvis man er Jagger-entusiast ligesom undertegnede, så giver rabatkoden “MIRIAM25” 25% på ens første ordre, når man bestiller takeaway. Kan både bruges på deres hjemmeside og app).

Så. Det blev ikke helt den dag, det skulle have været, men til gengæld har det været en edderfin dag. Nogle gange forvandler ærinde-dage sig til dase-dage, og sådan er det.

Kommentarer (9)

  • Hold nu kæft hvor lyder det som en lækker dag – jeg fortryder næsten, at jeg har fået en helvedes masse unger. Og skidt med sikringer. I det mindste har du ikke en kummefryser (vel?).

  • Jeg er heller ikke specielt meget til podcasts, men Dax Shephards Armchair expert er altså et must. Fede interviews med kendte og knap så kendte, altså i min verden, hvor jeg konstant forundres over, hvor personlig samtalen ofte bliver. Den kan varmt anbefales.

  • Jeg boede på et tidspunkt i et bofællesskab mit i Århus, hvor vi heller ikke havde købt sikringer. Den sidste sprang en lørdag aften. Jeg og en anden var hjemme. Heldigvis lå der et diskotek overfor, som jo havde åbent hele natten. Vi måtte gå derover i nattøj og tigge sikringer. Derefter har jeg altid sørget for at have sikringer på lager….

  • Should have, would have, could have.

    Det er nok en god idé at have et par sikringer liggende, men ellers lyder din dag aldeles dejlig. Holder meget af hverdagen, men der er megen rigdom og sjælsro i bare at lade en dag flyde af sted, som den selv lyster. For mange dage tætpakket med opgaver er drænende for langt de fleste.

    Blot vil mange ikke indrømme det.

Der er lukket for kommentarer.