Har du hørt om Nana?

Bloggerbranchen er en sær ting. En seriøst sær ting. Og jeg har måttet kæmpe lidt med at lave en plads til mig selv, for jeg er ikke født med synderligt spidse albuer. Ser I, der skete jo det fantastiske, at der pludselig var så mange af jer, der fulgte med, at jeg teknisk set ville kunne leve af min blog. Så det besluttede jeg mig for at forsøge. Og i lang tid var det noget af en kamp.

Branchen er stadig meget ny, og alle involverede er på mange måder stadig ved at finde ud af, hvordan det hele ligesom skal fungere. Og da jeg kastede mig ud i at blogge professionelt (som det jo hedder, når man tjener penge på det, ikke fordi jeg tænker, jeg kunne kvalificere til blogger-OL), der var man i bund og grund mest af alt enige om, at det gjaldt om at have den mest blærede blogger. Jeg er ikke en blæret blogger. Vi har været omkring det her emne en del gange før. På en pæn måde hedder det, at jeg er ikke er en særligt kommerciel blogger, men det er bare en eufemisme for alt det, vi godt ved. At mit liv er mere kaos end pænt, at jeg er single og kattedame og tyk, at jeg ikke har en æstetisk knogle i kroppen, hvilket afspejler sig på både blog og Instagram. Mit univers er ikke smukt eller harmonisk eller udpræget misundelsesværdigt, der er ingen rød tråd, jeg er svær at putte i en kasse. (Og som ihærdig tryghedsnarkoman er jeg ellers typen, der virkelig godt kan lide kasser!)

Jeg har været omkring et par forskellige løsninger i forhold til at skulle leve af bloggen, men det var lidt, som om jeg blev ved med at løbe på det samme problem. For dem, der skulle tjene penge på mig (og jer, selvfølgelig), de kunne godt lide alt det på papiret. Alle tallene og statistikkerne og alt sådan noget, man går op i, når man har med marketing at gøre. Men de havde svært ved at købe mig, som bloggen jo i princippet er. Mig i internet-form. Så jeg har siddet til mangt et møde, hvor man på mere eller mindre pædagogisk vis har forklaret mig, hvad jeg skal ændre for at blive mere attraktiv i kunders øjne. Og nogle gange prøvede jeg lidt, fordi jeg var så ivrig efter at få det hele til at fungere, men i sidste ende føltes det altid lidt hult og forkert. For hvis bloggen begynder at været super kalkuleret, så ryger fidusen jo ved at have den. Hele forcen ved blogs er netop, at de er noget umiddelbart, og at der ikke sidder et helt hold af kloge mennesker og analyserer sig frem til, hvad de tror, folket vil have.

Min redning blev Nana. Nana, som er min veninde, og som af ukendte årsager en dag også havde mod på at kaste sig ud i at være min agent. Se, det smarte ved Nana er, at hun som den første for alvor havde min ryg. I stedet for at fortælle mig, hvad jeg skulle ændre, så arbejder hun benhårdt på at fortælle kunder, hvorfor jeg har masser af værdi præcis, som jeg er. Hun kender bloggen ud og ind og ved også, at jeg er ret kræsen med, hvad jeg overhovedet vil lave af spons, for det skal sgu føles rigtigt. Heldigvis er branchen stadig i udvikling, og der er ikke så langt mellem snapsene, som der var engang. Der begynder at være plads til flere typer bloggere, og det er pissehamrende fantastisk. Men åh, havde det ikke været for Nana, så er der en god sandsynlighed for, at jeg enten havde været nødt til at gå markant på kompromis med, hvem jeg er, eller at jeg som konsekvens simpelthen havde smidt håndklædet i ringen.

Der er ikke nogen af os, der endnu er millionærer, men vi arbejder benhårdt på sagen, og jeg er fucking stolt af, hvor langt vi er kommet på bare et år. I går fejrede vi Voxblog Agencys allerførste fødselsdag. Lige nu er det bare Nana, May (aka Sydhavnsmor) og mig, men når Nana lige får smuttet den baby ud af tissekonen, så kan det godt ske, vi tilføjer et par stykker til. Én ting er i hvert fald helt sikkert: Jeg har aldrig været gladere for, hvordan business-siden af mit liv fungerer, og det er i høj grad kun, fordi Nana havde en tiltro til mig og min blog, som ingen andre rigtig lod til at ville satse på.

Nogle gange betaler det sig at gå planken ud. Tak, Nana!

Kommentarer (42)

      • Jeg var på et tidspunkt til en fest hvor en kvinde (voksen, veluddannet og alt det shit) helt seriøst troede at skeden og tissekonen var det samme… Jeg ved stadig ikke hvad jeg skal tænke når jeg tænker på det :D.

        • Haha, altså “tissekone” er jo ikke et teknisk udtryk, for mig betyder det nok mest hele baduljen, men jeg er med på, at der er forskel på vagina og vulva. 😀

          • Jeg er læge, så ved selvfølgelig godt at tissekone ikke et “teknisk” udtryk, som du kalder det. Jeg kom bare med en strøtanke. Ingen grund til at tage det personligt ;).

          • Jeg præciserede også bare i fald af, at du troede, jeg var i samme kategori. 😀

          • Jo da! Det er uden tvivl det, man får fortalt, når man tager til fødselsforberedelse ?

            Hvordan Marie når frem til, at du tog noget personligt, det forstår jeg dog ikke helt

        • Sjovt du skriver dette – jeg har også altid tænkt på skede og tissekone, som 2 ord for det samme. Har egentlig altid troet, at dette var den gængse opfattelse. Har aldrig tænkt at tissekone var det samme som urinrør, men et barnligt udtryk for hele “baduljen”, som Miriam skriver. Måske kvinden har haft samme opfattelse som mig.

  • Jeg synes du har masser værdi! Jeg følger også med hos mange æstetiske bloggere, men for mig handler det ikke kun om æstetik. Det handler om det personlige. Og hvis jeg ikke kan se mig selv på den ene eller anden måde i bloggeren, så dur det ikke for mig. Men du er skøn, din måde at navigere i kaos på er inspirerende og jeg eeeeeelsker alt om både Frank og Herbert! Det selvom jeg er hundemenneske.

    Og selvom tal er spændende, så er personer meget mere spændende!

    • Jeg ønsker heller ikke på nogen måde at devaluere æstetiske bloggere! De kan deres kram! Men diversitet er altid lækkert! 😀

  • Men du er troværdig og har integritet! Det ved jeg godt ikke giver smør på brødet og mad i katteskålen, men jeg tror det betyder at du holder meget længere. Hos mig bliver en blogger meget hurtig utroværdig når der er alt for meget spons. Også i de indlæg der ikke er reklame. Eller når det er tydeligt man lige laver et indlæg som man ved får meget respons, fordi man har manglet lidt respons.
    Det gik meget sent op for mig hvor mange følgere du egentlig har og det er stor ros, fordi det er et tegn på at du holder det troværdigt.
    Jeg havde samme oplevelse hos Helsematilde, som jeg ikke anede havde så mange følgere. Og det er fanme jer der forstår at skabe troværdighed og ærlighed mellem jer og jeres følgere. Jeg oplever ikke at I forsøger at passe ned i en kasse. Og jeg elsker at følge jer af samme grund.

  • Overskriften fik til at nynne titelsangen fra Nana, hele vejen igennem indlægget 🙂
    Virkelig skønt der er mere plads til forskellige typer af bloggere, i øvrigt!

  • Det er simpelthen så skørt, altså kundernes kritik. Faktisk preller spons tit lidt af på mig, især fra de meget kommercielle bloggere. Men så er der dig, som jeg ikke føler tårner over mig på en blogger-pedistal. Og så tager jeg det sgu alvorligt når du smider noget spons ud! Tager det ind på en helt anden måde, du er jo Miriam! One of a kind!

    • Det fjollede er jo, at kunderne jo altid er sindssygt glade, når vi har kørt et samarbejde, men et eller andet sted kan jeg godt forstå det. Det går jo imod alt, hvad de nogensinde har gjort!

  • Du er en fantastisk autentisk blogger og det du er i bloggersfæren er unikt! Jeg er vild med det og jeg fatter ikke at firmaer ikke ser værdien i det. Hvis du anbefalede noget, ville jeg ikke være et øjeblik i tvivl om at du oprigtigt kunne lide det og ville sige din uforbeholdne mening. Bliv ved med det gode arbejde!

  • Hørte podcasten i eftermiddags, og må sige jeg synes det var blevet virkelig fint. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har aldrig tænkt over, at du jo også selv kan være dybt uenig med nogle af hemmelighederne, der bliver sendt ind engang imellem. Og ift. valg og fravalg af det samarbejde du har med div. firmaer, så vil jeg sige, at styrken ved din blog er, at vi læsere kan mærke at du har integriteten i behold og ikke reklamerer for hvad som helst, hvilket ikke altid er en selvfølge i “bloggerland”…
    Så stor respekt herfra – fortsæt det gode arbejde! Elsker at følge med ?

  • Jeg synes det er så skørt, at det har været så svært for dig at “sælge dig selv” til de møder – for du er den første blogger, som jeg virkelig har kunnet se mig selv i. Og som jeg har følt mig investeret i, og følt jeg har fået noget ud af rent faktisk at følge! Jeg kan sagtens se, hvorfor de mere æstetiske blogs, som generelt er mest populære, tiltrækker så mange… Men for fanden! Du har noget de ikke har; ingen af dem er som Miriam (eller Herbert!) ????

  • I min verden har du din helt egen kasse. Den der hedder “blogger med integritet”.
    Dem er der dælme ikke ret mange af.
    Du er ærlig og velformuleret og du pakker ikke noget ind, jeg synes det er ret fantastisk.
    Man ved, at når du anbefaler noget, kommer det fra hjertet.

    • Det er jeg fandme glad for at høre, for det er så absolut det, jeg stræber efter. Altså, at man stoler på, at mine anbefalinger er oprigtige.

  • Carina Jørgensen

    Polerede fancy bloggere og/eller IG-konti, I’m not a fan! Ærlig talt, det er glansbilleder, og sådan er den virkelige verden bare ikke! Hemmelighederne, de pinlige historier osv. Det er fedt fordi det er ægte! Dit nylige indslag om dit angstudbrud er fedt fordi også er ægte men i den gead viser sårbarhed det er der ikke mange der gør i bloggerverdenen. Og jeg elsker at du også er en kattenørd, er selv en crazy cat woman. Bare fortsæt som du er og bibehold for guds skyld din integritet!!

    • Åh, jeg er ked af, hvis det skal blive anledning til at trække andre typer bloggere lidt ned. Jeg synes, der skal være plads til det hele, og der er heldigvis også mange, der får rigtig meget positivt ud af at følge de æstetiske bloggere. 🙂

  • Årh, så sidder man lige med tårer i øjenene, sikke en kærlighedserklæring fra min yndlingsblogger til min yndlings dillerdame.. Jeg er også glad for du har Nana, for håndklædet i ringen, må du ALDRIG smide. Jeg ELSKER at komme ind på din blog, som er den eneste jeg læser fast, fordi du er dig Miriam, hold fast i det <3

  • Stine Almbjørn

    Ja, tak. Nu har jeg også fået den sang på hjernen??‍♀️
    Men det jeg vil sige er, at jeg ELSKER din blog. Og dine stories på IG. Elsker at du er så ærlig og jordnær. Og så elsker jeg også Herbert lidt?

  • Jeg er enig med jer i at denne her blog er helt unik. Men er det tilladt at skrive, at jeg er lodret uenig hvad angår Helsemathilde? I mine øjne er der meget lidt indhold og rigtig meget (alt for meget) reklame i hendes blog – hvor går grænsen for hvad man vil reklamere for? Jeg spurgte….og blev blokeret. Ret useriøst.
    Jeg elsker Miriams Blok og var totalt starstruck en dag, hvor jeg mødte dig på gaden 🙂 Bloggen er ægte, det er råt for usødet og du er ikke til salg.

    • Uh, den er svær for mig, for Matilde er en af mine gode veninder. Jeg ville næppe selv blokere nogen for sådan et spørgsmål, men omvendt har Matilde væsentligt flere følgere end mig, og jeg kan også sagtens selv sætte mig ind i, at det må være frustrerende ofte at skulle stå til ansvar for den måde, man vælger at drive forretning på. Man har jo takket ja til et samarbejde, fordi man er okay med det, antager jeg.

  • Du er også god på podcast 😀
    Min drøm er nu, at høre dig tale om Gilmore Girls i Tårekanalen! Det ville være toppen.

  • Sejt, altså. Engagement og forholdet mellem en influencer og deres publikum er jo det vigtigste – det viser min research i hvert fald 😉 Og det forhold fejler jo ikke noget her. Så skide være med om hvad nogle siger, if it ain’t broke, don’t fix it 🙂

    • Det burde det være. Men jeg kan objektivt også godt forstå, mange firmaer går op i image også.

  • Hvis der nu alligevel en dag kommer et OL for bloggere, så vil du klokkeklart score guldmedaljen! Jeg er vil med dig og din måde at håndtere branchen på. Jeg skænker det (næsten) aldrig en tanke, at du teknisk set tjener penge på, at jeg læser dine tanker om alt mellem himmel og jord. Kæmpe high five til dig!

    Ps. tak, fordi du har givet mig titelsangen til ‘Nana’ på hjernen med den overskift på indlægget ?

    • Uuuh, så ville der også være forskellige kategorier og sådan. OL i modeblogging, i madblogging, i beautyblogging. Det kunne faktisk være ret sjovt! 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.