Teknikerbesøg er det mest akavede i verden. Punktum.

Mit internet lagde sig til at dø i går formiddag. På en skala fra nul til hundrede er det en ret solid krisesituation for en person, der lever det meste af sit arbejdsliv online. (En af mine veninder har en tendens til at gøre det her. Først lave en skala og derefter overhovedet ikke at bruge den skala, og jeg råber ad hende, hver gang hun gør det. Nu er det åbenbart smittet). Jeg ringede til kundeservice, som sendte to teknikere ud til mig i dag. Det var akavet af flere årsager.

For det første står min router op ad mit klædeskab, som med tiden er blevet så fyldt, at bagsiden er gået løs, og indholdet forsøger at snige sig ud den vej. Den kunne selvfølgelig være pinligt, fordi der var semifri adgang til mit undertøj og den slags, men det er i langt højere grad pinligt, fordi jeg har andet end tøj i mit klædeskab. Som fx en ordentlig stak Wendy-blade fra mine tweenageår, som jeg ikke kan nænne at smide ud. Og Harry Potter-Trivial Pursuit. Og en mekanisk hamster-bamse i karatetøj, der svinger med en morgenstjerne og synger: “Everybody was kung fu fighting”, når man trykker den i poten. (Sidstnævnte er en af mine højst skattede ejendele, at I ved det).

Nå, men så sad jeg der i min sofa og prøvede at finde på noget at gøre ved mine hænder, mens teknikerne trykkede på min router og forsøgte ikke at stirre for meget på indholdet af mit eksploderede skab. Jeg hader den situation. Jeg hader, når der kommer folk udefra, der skal aflæse ting/reparere ting/installere ting, for jeg kan simpelthen ikke finde ud af, hvad jeg skal stille op med mig selv imens. Der kommer jo som regel nogle spørgsmål, så det virker nødvendigt, at man bliver i nærheden, men min lejlighed er altså ikke særlig stor, så alternativet til at være i stuen er ligesom noget med at gå ud på toilettet eller at gå ind i seng, og ingen af de muligheder forekommer mig optimal. Nogle gange har jeg hevet mit computer frem og besvaret nogle mails, og det er måske den bedste løsning, men jeg kan ikke lade være med at føle mig lidt uhøflig. Som en dårlig vært, I ved.

Den her gang var det eneste spørgsmål imidlertid, hvad koden til mit wifi var, hvortil jeg forsøgte henkastet at svare “Frankemis”, som om det er det naturligste i verden at opkalde sin adgangskode efter sin kat, som sidenhen har lagt sig til at dø.

Det korte af det lange er, at jeg skal have en ny router, og at jeg heldigvis selv kan installere den, så jeg ikke behøver se flere teknikere i øjnene lige med det første. Thank God.

Det her indlæg minder mig i øvrigt om dengang, jeg skulle have renset faldstammer og legede gemmeleg splitterravende nøgen. Jeg sagde jo, jeg er dårlig til besøg af servicefolk.

Kommentarer (20)

  • Jeg føler med dig. Måske det har været så akavet at der har sneget sig et par stave/grammatik fejl ind? Ellers sjældent at finde blandt sine skriverier.

    “Mit internet lagde sig til at dør”. Uden r vel?
    Åh og så generer dit “akavedet” mig en del. Bøjning? 😉

    • Åh nej, de sniger sig skam ind i noget nær hvert indlæg, de bliver bare ikke altid opdaget. Jeg satser på, betydningen skinner igennem alligevel. 😀

  • Så godt at ha dig tilbage! Skulle ha fibernet og de skulle ind og borer i mit hjørne…Vaskede gulv og paneler lige der hvor de skulle dimse og gav dem kaffe! Tænker ikke de opdagede at resten af matriklen lignede lort 🙂

  • Jeg har også den hamster 😃 og den skal aldrig væk 😊
    Har også en i brudekjole der spiller “going to the chapel” og ærger mig stadig over, at jeg aldrig fik fat på truckeren der spillede “convoy” .

  • altså min kode er stadig forbundet med den hund mine forældre have da jeg var lille, og som døde i 2009 eller der omkring. 😀

  • Vores wifi hedder “kattegrotten”. Paswordet er værre. Det er min mand der er sjov.. hans kælenavn for mig er nemlig kat eller mis – mega intern joke. Vi har ikke kat. Så gæt hvad kattegrotten er synonym for…… pisse fedt at få gæster der vil vide hvad vores wifi hedder 😂🤦🏼‍♀️🙈

  • Min wifi-kode er også opkaldt efter min (heldigvis) stadig levende kat. Til gengæld skal man kende navnet på min afdøde kat, hvis man starter alarmen i min fars hus og skal have fat på alarmcentralen 😂

  • Årh, hvor kan jeg bare følge dig! Jeg bor på 20 kvm (33, men 20 kvm i praktisk tale). Jeg har badeværelse, entre, opholdsrum og en slags altan. Jeg aner aldrig, hvor jeg skal placere mig, fordi det virker også akavet at stå på altanen og kigge ind? Sidder bare i sengen og tæller sekunder til de har fået målt, fikset, whatever. Det er endnu mere akavet, hvis sengen skal flyttes ud for at få målt noget på radiator eller lign. Ugh. Glor meget ihærdigt ned i min telefon, som om det er det mest spændende, jeg nogensinde har set. Det er endnu værre, hvis det er uanmeldt eller pludseligt, fordi det er begrænset hvor man kan gøre af alt sit lort, når man kun har et rum! Minder mig selv om, at de helt sikkert har set værre og kommer til at se værre, for så slemt ser der heller ikke ud. Men det er bare ikke sjovt!

  • Årh jeg har det på samme måde. Håndværkerbesøg er de værste. Jeg føler at jeg bør hjælpe, men på den anden side, er det jo nok bedst at jeg lader være 😂 Og synes det er uhøflig bare at sidde og se tv, men det er jo også mærkeligt bare at stå og holde øje med dem, så jeg ved heller aldrig hvad jeg skal gøre af mig selv 🙈

  • Måske skulle vi spørge håndværkerne, hvad de gerne vil have, at vi gør. Jeg har det selvfølgelig på samme måde – vil så gerne hjælpe, men kan ingenting ud over at gå i vejen (hvis jeg havde kunnet hjælpe, havde jeg jo ikke ringet efter dem). På den ene side virker det uhøfligt at gå; på den anden side bliver det meget intenst og formentlig ubehageligt for dem at stå og stirre.

  • Jeg kender en hvis kat blev psykotisk efter at være blevet udsat for den der kung fu hamster, så den måtte aflives. True story! Måske du skulle passe lidt på Herbert?

  • Vvs’er her, der har mange kundebesøg i løbet af en dag.
    Jeg ser alle slags hjem, og møder alle slags mennesker, både dem der ikke ved hvad de skal gøre af sig selv, dem der forlader huset mens jeg er der og dem der insisterer på at ‘hjælpe’
    Jeg er vant til at tolerere alle situationer, og vi kommer ud for meget.
    Hvis en håndværker har brug for hjælp, skal vi nok selv spørge.
    Åben døren, hils og så vis os hen til ‘arbejdsstedet’
    Hvis du føler at der er ekstra informationer du har om problemet, så bare sig hvad du oplever af problemer. Det gør ofte problemløsningen lettere for os.
    Og så lige på falderebet. Hvis du synes du har noget pinligt i dit hjem, så har vi altid set noget der er MEGET værre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.