Tilbagefald

“Det føles utrygt at være udenfor.” Jeg tror først, ordenes betydning gik op for mig, da jeg sagde dem. Det var i en telefonsamtale med min mor, da jeg boede i Århus og kæmpede rigtig meget med min depression. Jeg isolerede mig selv en del. Det er vel naturligt, når man skiftevis er ubærligt trist eller håbløst apatisk. Det var det i hvert fald for mig, for selvom jeg er knaldgod til at ynke mig selv, så hader jeg at deltagtiggøre andre, når jeg har det skidt. Jeg antog, at ubehaget ved at være ude i verden var endnu et symptom på min sygdom. Der skulle faktisk gå flere år, før en læge – under min depressionsbehandling – som det naturligste i verden nævnte, at det måske var en god idé også at få gjort noget ved min angst.

Følgesygdomme er irriterende almindelige, når det kommer til psyken. Som fx at få angst midt i en depression eller at få sig en depression som ekstra bonus, når man er gået ned med stress. Det hele hænger jo sammen derinde. I hovedet. Det er også en af grundene til, at det er så pokkers vigtigt at komme i behandling, når noget er galt.

I dag er min angst mestendels overkommelig. Jeg er ikke så hårdfør, som jeg var engang, og jeg vil selvsagt helst undgå proppede S-tog og Købmagergade en fredag eftermiddag, men som regel kan jeg komme igennem med lidt ekstra sved på panden. Især hvis jeg er forberedt. Men i et par dage havde jeg haft det lidt stramt, og da jeg i mandags skulle ud at købe ind, stak det helt af. Alle folk stirrede på mig og dømte mig. Mit syn var sløret, og jeg trak vejret hurtigt og overfladisk. Sveden piblede ned ad nakken. Uroen i kroppen var velkendt, men meget, meget værre, end jeg har følt den længe. Jeg knyttede mine næver så hårdt, jeg kunne, lod neglene bore sig ind i huden og prøvede desperat ikke at græde lige der, midt i Netto. Alt sejlede, intet var under kontrol.

Det tog lang tid at komme hjem igen. “Et skridt ad gangen. Træk luft ind, pust luft ud. Du kan godt.” Messe, messe, messe. Da jeg endelig kunne smække døren bag mig, havde jeg ingen planer om nogensinde at åbne den igen. Faktisk gik jeg direkte ind i seng, for selv resten af min (meget lille) lejlighed var for stor og åben og farlig. Jeg blev i min seng i hvert fald det næste døgn. Tissepauser undtaget.

Selv når udefrakommende stimulans er under kontrol, går der noget tid, før min krop falder til ro. Den tid er lort. Har I nogensinde haft et virkelig intenst skænderi med en kæreste? Sådan et, man er i tvivl om, hvorvidt ens forhold kan overleve? Og så vågner man dagen efter, og før man kommer i tanke om skænderiet, er der noget i ens krop, der råber, at alt er rivende galt. En tyngde, en tristhed, et kontroltab, en ubærlighed, en panik. Og ens hjerne går på jagt i hukommelsen og finder grunden til den følelse, som man så kan begynde at bearbejde. Bortset fra, at når man har angst, så er der som regel ikke en konkret grund til den følelse. Den er der bare. Og den tager over. Og fordi den er så pisse-diffus, er det virkelig svært bare at tage den ved nakken og kyle den ud.

Med tiden lærer man sin sygdom at kende. Jeg har lært, at det bedste middel for mig er ro. Masser af søvn. Kattenus. Mininum af alle former for internet. Måske en bog eller noget streaming, der ikke er for voldsomt. Snackssss. Hvis der er et gear lavere end første, er det der, jeg ligger og tøffer rundt, indtil jeg igen får styr på tankerne og mod på livet. Som så blev i dag. Hvor jeg både har været i bad og taget tøj på. Og hørt musik. Om lidt vil jeg lave aftensmad, og i morgen har jeg store planer om rent faktisk at forlade min lejlighed.

Sådan er livet.

Kommentarer (48)

  • Søde, rare Miriam – hvor lyder det dog ubehageligt! Godt at du lytter til din krop og giver den det ro den har brug for. Jeg håber morgendagen bliver frisk og behagelig for dig ?

  • Shit mand, det her kom tæt på. Min angst fik overtaget i sidste uge, og jeg måtte sygemelde mig fra arbejde. Noget jeg aldrig har måtte gøre før. Den måde du beskriver angsten, hvordan den følelse sidder i kroppen – du rammer spot on. Det er så nemt at glemme, at der er andre mennesker, der godt ved, hvordan jeg har det, og hvorfor det er så forbandet svært at sætte ord på, hvad det er, der giver uroen i mit sind. Jeg håber virkelig, at din dag i morgen bliver endnu bedre end du tør håbe på, og at du kan mærke uroen forsvinde.

    • Det er pokkers svært at sætte ord på! Jeg øver mig, for jeg kan virkelig godt forstå, det kan være svært at sætte sig ind i, hvis man aldrig selv har prøvet det.

  • Den kender jeg desværre alt for godt ?
    Så nu flytter jeg for at få katte, som vil hjælpe på det ? Sammen med en god psykolog, selvfølgelig ?

    • Uden pis, det vil hjælpe. Der er en grund til, at “emoional support animals” er en ting nu. Herbert er guld værd for mig!

    • Jeg fik en hund (shiba, så næsten en kat) og det hjælper uden tvivl, hvis man er et dyre-menneske. Der er bare noget ved at have sådan en sjæl i hjemmet, der ikke er der for at have andre forventninger end, at man skal fodre dem.

  • Dejligt at du er “tilbage” igen – du har været savnet. Og så et stor tak til dig. Jeg har nemlig for første gang i mit liv købt en maxikjole – faktisk de to du viste frem. Og selvom højden kun er 168cm ligner jeg slet slet ikke et telt som jeg ellers havde forstillet mig. Så tak? og forstår for øvrigt overhoved ikke at du er 169cm. Ville have skudt dig til mindst 175 med de stænger du har. Så derfor turde jeg også prøve de maxikjoler.

  • Af hjertet tak for dig Miriam. Jeg har en kæreste med angst, depression og andre mén. Du sætter så godt ord på det, når det der er så svært for mig som pårørende ellers at forstå. Når han har det allerværst læser jeg nogle af dine andre indlæg igennem og bare er der i det omfang han kan rumme og får gavn af.

    • For helvede, hvor bliver jeg glad for at læse det! Jeg forstår fuldt ud, at det må være afsindigt svært at relatere til, når man ikke selv har prøvet det på egen krop, så jeg gør virkelig en indsats for at få det til at give så meget mening som muligt. Hvor er jeg glad for, at du kan bruge det!

  • Hvor er du sej – både for at du rejser dig igen og igen og ikke mindst fordi du deler det og involverer os undervejs.
    Jeg hepper på dig!

  • Åh altså, så træls når livet trækker en ordentlig omgang røvhulleri ned over ørerne på én. Dejligt at høre at du er ved at have mod på verden igen, og så fint at du tør dele det med os. Jeg hepper på dig, og søn Magnus hepper på at der snart kommer Herbert spam ? No pressure!

  • Kæft, hvor jeg kender det! Jeg har den sidste måneds tid døjet med angsttanker grundet nedtrapning af medicin. De sidste 3 dage her har virkelig bidt mig i røven, sikkert grundet familiearrangement i lørdags, så har måtte ty til levering fra Rema (thank god, det findes) og eget selskab. Så masser af kram til dig, Miriam ❤️❤️❤️❤️❤️ Og godt du har Herbert som passer på dig ?

  • Puha, Miriam ❤️❤️❤️
    En klassekammerats pludselige død udløste en form for panikangst hos mig for efterhånden mange år siden, og efterfølgende har jeg haft besøg af den i svære perioder af mit liv, men ikke de seneste år. For nylig sad jeg så til et forældremøde i børnehaven (af alle steder), og pludselig fik jeg det så skidt, uro i kroppen, svedig og helt uden mulighed for at komme ud ubemærket… Shit, hvor var det ubehageligt! Jeg så det slet ikke komme og anede nærmest ikke, at angsten stadig havde sine klamme kløer i mig. Det er slet ikke i nærheden af, hvad du har oplevet/oplever, men bare for at sige at jeg virkelig føler med dig ❤️

    • Alle former for angst er ubehagelige. Let eller svær grad. Min er heldigvis som regel noget lettere end det her.

  • Jeg er inde i nøjagtigt samme periode. Hænger krampagtigt fast i kanten med fingerspidserne, så jeg måske kan holde det ud, til jeg har læse”ferie”. Er altid i dilemma med mig selv om hvorvidt og hvor meget, jeg skal presse mig selv. Det her er vist for meget, tror jeg.

    Kæmpe kram til dig. Til os. Vi er fandeme okay. Og allervigtigst: vi er. Vi klarede endnu en dag. Selvom det var uden alle de ting, vi “bør”. Så klarede vi den. På trods. En dag er en dag. Og i dag klarede vi den.

  • Tak for et virkelig godt beskrevet indblik i den del af dit liv. Selvom alles kriser er forskellige tror jeg nu, at jeg har lidt nemmere ved at forstå, hvad der foregår inde i min kæreste.

  • Trine Mikkelsen

    Kære Miriam
    TAK… du har lige beskrevet det min 19 årige datter ikke har kunnet beskrive eller jeg bare ikke kan forstå. Jeg er lige ved at græde over hvor forfærdeligt det er. Hun har været ramt siden de tidlige teenage år. Jeg forsøger at hjælpe og forstå men det er svært.
    Kh Trine

    • Det er KÆMPEsvært, hvis ikke umuligt at forstå, hvis man ikke har været der selv. Men at du er der og lytter og prøver, det gør hele forskellen!

  • Hvor er det smukt skrevet! Jeg elsker dine evner til at formulere dig – om end det handler om sygdom eller glæde. Du evner at forklare følelser, som jeg aldrig har oplevet, men alligevel lidt føler at jeg kan sætte mig ind i nu (selvom jeg sikkert slet ikke rigtigt kan). Du er stærk ❤️

  • Tak for det her indlæg. Noget faldt i hak, da jeg læste det, og det betyder meget. Vid, at du ikke er alene.

  • Hvad pokker, jeg tror faktisk jeg muligvis lider af angst. Jeg troede, at det var depression der gjorde jeg havde det så svært. Who would have thunk?

    Af hjertet tak, fordi du altid er så åben og snakker om de her dage. Jeg har oplevet, at når man snakker om det med andre (især depression og angst), sådan face-to-face, så er der noget nært ingen der kan rumme, at man kan have det sådan. Jeg oplever sågar, at folk der selv har oplevet det oftest heller ikke giver sig til kende, med mindre det er under fire øjne. Derfor er det vel held i uheld, at der findes andre derude, der også kender det. Selvom jeg ikke ville ønske, at der var andre der skulle gå igennem det, så er det betryggende og umådeligt vigtigt, at der er andre derude der rent faktisk taler om det. Man kan få nok så mange lykkeønskninger, men nogle gange vil man bare vide, at man ikke er den eneste som verden til tider kan knække så meget, at man ikke orker at være mentalt til stede i den.

    Tak.

    • Der ER ret mange overlappende symptomer, men som sagt er det scary almindeligt at få en psykisk følgesygdom, så fut endelig til lægen og bliv udredt! <3

  • Sender krammere i din retning?og tak for at du deler. Det se så fandens vigtigt at nogle tør stå frem og åbne op

  • Hvor er du bare skide hamrende sej at dele de her ting. Du er et kæmpe forbillede for andre ved at tale op om angst. Og det virker til at rigtig mange kan genkende meget af det samme. Mig selv inklusiv.
    Nu har jeg fået angst pågrund af årelange tog gentagne traumer påført af min mor.
    Men, noget der også er begyndt at gå op for mig er den måde vi lever på i vores samfund. At der findes utroligt mange unaturlige situationer man kan befinde sig i. Fx supermarkedet. En masse mennesker presset ind i et lokale som alle går rundt i sin egen verden. Der er ikke rigtig plads til at stå i køen og sige til sidemanden “hold da op, jeg har virkelig meget angst lige nu”. Men også bare det at vi er kommet mere væk fra naturen og ind i byen. Hvor før i tiden der var man ude i naturen det meste af dagen og levede mere naturligt i den forstand. Der er mange opsatte situationer der findes sted og det tror jeg faktisk også kan være et af årsagerne til at der er så mange og flere og flere der bliver ramt af uforklarlig angst.
    Jeg oplever i hvert fald at jeg meget bedre kan være i situationer som er naturlige, stressfrie, hvor der ikke er for mange mennesker og stimuli og især naturen kan med til at jeg kommer mere ind i mig selv og får mere fokus på at være der for mig selv og ikke fokusere på hvad andre tænker om mig.

  • Puha hvor er vi mange, det pludselig har fået det svært med tilbagefald af angst indenfor de sidste uger i denne tråd. Mig selv inklusiv. Jeg har ikke haft noget de sidste halvanden år. Gad vide om det er tilfældigt, eller om vi er påvirket af udefrakommende ting? ? Personligt har det skræmt mig af helvedes til, at der er næsten 10% danskere der vil stemme på folk med fascistiske partiprogrammer.

  • Du er mega sej!!!!
    Hvis vi var veninder, ville jeg sige til dig at jeg kom forbi med en pose af dine yndlings snacks, uden at du behøver åbne døren, hvis du ikke kan overskue det. Og når du kan overskue verden igen, ville jeg give dig verdens største knus.
    Hang in there. Virtuelt kram herfra ❤️

  • Al kærlighed til dig Miriam! Dejligt at du deler <3 Jeg håber der titter lidt solstråler frem i dag, for hvis du er ligesom mig kan de også hjælpe lidt. Og husk at der er B&J på tilbud i hele maj 😉

  • Tak – det er simpelthen en perfekt beskrivelse for os, der ikke selv har prøvet angst på egen krop. Men lige præcis dén følelse, som du skriver om, kan jeg sætte mig 100 % ind i. Og fy for den lede.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.