Engang troede jeg, at jeg havde en veninde

Jeg har fødselsdag om to dage. Jeg har ingen planer. Det er på sin vis bevidst, for jeg er stadig virkelig kvæstet oven på min tur og har ikke meget energi. Jeg sover stadig helt horribelt meget. Og så falder dagen i år ikke bare på en lørdag, men også midt i påskeferien, så jeg antager ligesom, at de fleste af mine veninder har planer. Men jeg har ikke spurgt. Fordi jeg i bund og grund er lidt bange for svaret. Bange for at blive afvist, at blive valgt fra. Det er unfair over for mine veninder. De er søde, dejlige, fantastiske, og jeg ved, at de godt kan lide mig. Men jeg havde en virkelig ubehagelig oplevelse for nogle år tilbage, der stadig sidder i mig, og den kan godt gøre mig lidt paranoid.

Vi er tilbage til dengang, jeg gik på uni i Århus. Jeg startede på mit sidefag, tysk. Det var kun lidt over et år siden, at Redaktøren gik fra mig, og mit liv gik i tusinde stykker, så jeg var ikke et godt sted. Jeg græd stadig dagligt, omend selvfølgelig skjult for verden. Udadtil forsøgte jeg ihærdigt at skrue op for mig selv i et forsøg på at overdøve alt det indeni. Det var også i den periode, jeg tænkte, alting kunne drikkes eller hores væk. Det er bare for at sige, at jeg er indforstået med, at jeg har været noget af en mundfuld i den tid. Ikke at det undskylder, hvad der kommer til at ske.

Jeg klikkede med det samme med to piger på mit studie, og allerede de første dage hang vi sammen som ærtehalm. Vi var de der irriterende typer med interne jokes, der grinede lidt for højt og fyldte lidt for meget. Men det var godt for mig med noget kærlighed, selvom det selvfølgelig var i en lidt anden form end den, Redaktøren havde taget fra mig. Jeg husker de der første måneder som ret gode. Jeg havde godt selskab, og det gjorde det nemmere at distrahere mig selv. Jeg holdt mig i gang.

Til jul købte jeg som gimmick en masse børneperler med bogstaver og lavede tre armbånd, der stod “best friends” på. Til nytår varmede den ene pige og jeg op hjemme hos mig, inden vi tog til fest med resten af holdet. Og så, på et eller andet tidspunkt mellem nytår og min fødselsdag i april, besluttede den her pige sig for, at hun faktisk ikke kunne fordrage mig. Antager jeg. Ellers virker det fjollet med alle de billeder, jeg har fra den aften af hende og jeg med store smil og shotglas i hænderne. Men der er vel også en sandsynlighed for, at hun har faket helt fra starten.

Sagen er selvfølgelig den, at hun ikke fortalte mig, hvordan hun havde det med mig. Indtil min fødselsdag nærmede sig, og jeg besluttede at invitere nogle folk fra mit hold ned på min yndlingspub til en øl. Det var en onsdag, der var quiz, alt var godt. Jeg skrev til Feltmadrassen, og hun svarede, at det jo altså var den dag, der blev sendt “Desperate Housewives”. Og jeg grinede. Fordi jeg troede, det var en joke. Det var det ikke. Jeg sendte hende meget undrende en besked, hvor jeg spurgte, om hun reelt hellere ville blive hjemme og se “Desperate Housewives”, end hun ville komme og fejre min fødselsdag? Hun svarede ja.

Det var noget af en følelsesmæssig mavepumper. Om jeg har været komplet blind, ved jeg ikke, men jeg havde været fuldt og fast overbevist om, at vi var veninder. Gode veninder, endda. Jeg gik til vores fælles veninde og fortalte såret om oplevelsen, hvorefter hun krøb til korset og afslørede, at Feltmadrassen havde bagtalt mig længe. Jeg blev vist beskeder, der var blevet sendt, mens hun havde været sammen med mig, hvor der stod ting som, at hun ikke kunne udstå at være sammen med mig, og at jeg var sindssygt irriterende. Se, hun havde også sagt mindre pæne ting om vores fælles veninde til mig, men jeg antog bare, at det var gængse irritationsmomenter, som de fleste oplever. Men nej. Jeg fik senere bekræftet af andre på vores hold, at hun ofte sagde grimme ting om mig, når jeg ikke var der. Virkelig grimme ting. Jeg vil spare jer for eksempler, men lad os bare sige, at hun virkelig ikke brød sig om mig.

Det var en kniv i ryggen, jeg på intet tidspunkt havde set komme. Og jeg tror, det værste var, hvor fuldstændigt skamløs hun var omkring det. Hun var kold og uempatisk i den måde, hun leverede sit budskab på. Det var decideret modbydelig opførsel,

Den fælles veninde og jeg fik talt ud om hele situationen og forblev veninder. Tætte. Og vi forblev også civile over for Feltmadrassen, for vi skulle jo immervæk stadig gå på hold sammen. Med tiden er jeg selvfølgelig blevet klar over, at man er langt bedre tjent uden så falsk og giftigt et bekendtskab i sit liv, men ind imellem, når jeg støder på noget om hende, typisk online gennem fælles bekendte, kan jeg stadig mærke raseriet i min mave. At man kan være så glad og smilende udadtil og opføre sig så nederdrægtigt. Det er scary shit.

Det værste er selvfølgelig, at hun fuckede noget op for mig på længere sigt. Fordi jeg ikke havde set den komme. Jeg troede oprigtigt, hun var en, der holdt af mig, havde min ryg og ville mig det bedste. Og så viste det modsatte sig at være tilfældet. Det kan stadig godt gøre mig paranoid. Om mine veninder i virkeligheden overhovedet bryder sig om mig. Om de kan lide at være sammen med mig… Om de ville komme til min fødselsdag, hvis jeg spurgte.

Vær for fanden søde ved hinanden. <3

EDIT: Nå, men det udviklede sig i en lidt anden retning i kommentarfeltet. Jeg har gjort mit bedste for at redegøre for min holdning, og jeg tror umiddelbart ikke, jeg kan gøre det tydeligere nu. Jeg er meget ked af, hvis nogen føler sig stødt af mit ordvalg. Mit ønske om at lukke debatten bliver desværre ikke respekteret, og jeg begynder at få virkelig mange grimme kommentarer, som er meget ubehagelige og selvfølgelig påvirker mig, uanset om jeg sletter dem med det vuns, så jeg vælger at lukke kommentarfeltet nu. Tusinde tak til de af jer, der på pæn og saglig måde har givet jeres holdning til kende. Det er en meget positiv oplevelse at debattere med jer, uanset om vi kommer til enighed. 🙂

Kommentarer (70)

  • Jeg har været ude for stort set det samme. Hun løj mig op i mit åbne ansigt og legede min ven, mens hun til andre fortalte, at jeg da var den klammeste kælling, hun nogensinde havde mødt, og at jeg da i øvrigt var tyk og irriterende. Jeg ser hende stadig sporadisk og helt ufrivilligt, og kan mærke vreden ulme hver eneste gang. Øv for en slags menneske altså. Føj.

  • Av, av, av! Hun lyder godt nok væmmelig!
    Men allerkæreste Miriam, ved det er skrevet i affekt, men du er sgu for god til at omtale andre kvinder med det ord 🙂

    • Det er skam valgt helt bevidst, så nej, det er jeg ikke. Måske andre har flere følelsesmæssige konnotationer til det, end jeg har, for jeg opfatter det egentlig som uddødt skændselsord og bruger det mest lidt humoristisk, fordi vi læste tysk.

      • Fair nok. Jeg opfatter det som ret grimt og fangede ikke lige joken i det, men tak for din forklaring 🙂

  • Shit, sikke en “veninde”!

    Jeg har aldrig oplevet dét, til gengæld er jeg typen der er frygtelig til at holde på venskaber. Jeg flyttede meget som barn og hverken jeg eller de tidligere veninder var gode til at holde kontakten, så det løb bare ud i sandet. Fast forward til Kathrissen 31 år, som ikke rigtigt føler at hun har nogle veninder. Bekendtskaber jo, men veninder nej. Ingen der kunne finde på at arrangere en polterabend hvis jeg en dag skulle giftes rigtigt med min mand (blev gift 8 mdr. gravid på rådhuset første gang), ingen der kunne finde på at arrangere et baby shower for mig nu hvor vi skal have barn nr. 3. Det lyder utroligt selvynkende (og det er det også lidt), men det er egentlig ikke fordi jeg mangler det, men fordi jeg ved at der ingen er til at gøre det som gør mig ked. Ingen jeg kan gå i byen med, som jeg klage min nød til når manden er en lort, ingen jeg kan tale om de allerdybeste ting med. Fuck, det gør ondt at skrive.

    • Det er ikke selvynkende at skrive noget, som man er ked af. Men der ER måder at få veninder på, hvis du en dag skulle få lyst til at kaste dig ud i det.

        • Matilde har startet en gruppe på Facebook, der hedder “Find en veninde #dueraldrigalene”. Den er så fin og har 13K medlemmer. <3

        • Hvor i landet bor du, Kathrissen? 🙂 Jeg søger nemlig også veninder og vores historier lyder ret ens 🙂

          • Maria! Heads up! Nu var jeg streng og lukke kommentarfeltet midt i jeres samtale, men jeg skal hilse fra Kathrissen og sige, at du kan finde hende på Insta under samme navn. Ellers smid mig en mail, så skal jeg gladeligt connecte jer. <3

  • Jeg har virkelig også haft nogle veninder, som nu virker som falske og det har gjort ondt hver gang, at jeg har indset det. Jeg er konstant bange for, om mine nuværende veninder har tænkt sig at blive og om de bare holder mig ud, fordi de har ondt af mig. Inderst inde ved jeg godt, at de veninder jeg har nu, er den ægte vare, men det ændrer ikke på frygten.

  • Hold kæft en dum kælling. Jeg havde en gang en veninde der snuppede min kæreste og ikke en gang synes hun skyldte mig hverken undskyldning eller forklaring…fuck det gjorde nas. Meget mere end at miste min kæreste! Siden fandt jeg ud af at det bestemt ikke var første gang hun var illoyal over for mig. Og i dag er jeg virkelig glad for at vi ikke længere er veninder. Måske skulle du lave et tema ud af det her?

  • Åh sådan noget pigefnidder, altså! Jeg har prøvet noget lignende og jeg bebriber ikke hvorfor nogle kvinder er så ubehagelige overfor hinanden. Og så på den der overraskelses-angrebs-måde, Cersei Lannister-style. Jeg forstår fuldt ud den sårbarhed det introducerer. Stort kram.

    • Jeg synes, det er meget bagateliserende over for den slags opførsel at kalde det pigefnidder. Tror sgu ikke, det er kønsbestemt. Der findes mandlige røvhuller også.

  • Kære Miriam.
    Du er bestemt ikke alene med den følelse. Min gamle bedsteveninde fra 7-8-9 klasse gik også bag om ryggen på mig flere gange. Det sidder stadig dybt i mig, 11 år efter, og jeg kan nogen gange tage mig selv i at tænke, om mine nuværende skønne veninder går og tænker dårligt om mig, eller lyver om vores venskab.

    På forhånd tillykke med fødselsdagen ❤️🇩🇰

  • Søde Miriam. Vi holder mega meget af dig! Af dit dejlige grin, dine jokes, når du retter vores stavefejl og bare generelt. Tak for dig!! Og inviter for fanden da til fødselsdag!! Kys på dig. Klask fra din Lillemor

  • Puh, det gør mig virkelig ondt at læse! Jeg har også flere gange oplevet at folk, som jeg troede var mine venner, har stukket mig i ryggen. Og i dag har jeg svært ved at lade folk komme helt tæt på, desværre. Jeg har aldrig haft mange veninder og det er helt ok, jeg har altid tænkt (her i mit voksenliv), at de få venner jeg havde, var tætte veninder.

    Men for nogle år siden var jeg voldsom syg og ikke en eneste af dem spurgte ind til mig på noget tidspunkt eller tilbød, at de kunne hjælpe med noget, fordi de jo havde deres egne problemer og jeg jo heller ikke kan forvente, at de står springende hele tiden, da de jo ikke kan vide, at jeg har brug for hjælp med mindre, at jeg siger det (citat fra dem). Shit, det gør stadig ondt at skrive det….Nu har jeg heldigvis overvundet min sygdom og har genoptrænet, fysisk og mentalt, men jeg havde ikke regnet med at min venindegruppe ville være så reduceret efter det…..

    Jeg håber, at nogle af dine veninder læser med og inviterer dig med til noget på din fødselsdag! <3

  • Dén følelse kender jeg, desværre, så godt og har desværre haft den i mange år, hvorfor jeg synes, det er nemmere ikke at holde fødselsdag for andre end familien.
    Jeg håber, du får en dejlig fødselsdag, Miriam!

  • Ps: Jeg synes så tilgengæld ikke det er ok at bruge F-ordet om en anden kvinde, selvom hun har opført sig mega dårligt.

  • Av. Det er en styg oplevelse. Det sker jo ind imellem at man udvikler sig i hver sin retning i et venskab og ikke kan engagere sig ordentligt i det mere. Men dét der er virkelig en umenneskelig måde at tackle det på. Hvor er det tarveligt at hun blandede andre ind i det! Jeg synes helt klart at hun er den største synder i historien, men jeg synes faktisk også at man har et ansvar for at sige fra overfor bagtaleri og mobning i den kaliber, så “modtagerne” af det har forhåbentlig evalueret på deres rolle i det og taget stilling til hvordan de ville reagere en anden gang. Gad vide om hun nogensinde har forstået hvor ondt hun har gjort dig?

  • Kære Miriam

    Mennesker er noget skab. Der findes også gode mennesker bevares, Men der findes bare så mange eksempler af den type, som du beskriver. Dem som ødelægger vores syn på de gode mennesker.

    Jeg har fødselsdag på næste lørdag og er i en lignende situation. Hjælper selvfølgelig ikke dig lige nu, men vil blot melde ind om at vi er i samme båd. Tror desværre vi er mange 🙁

    De bedste tanker fra
    Helle

  • Har også fødselsdag om 2 dage, jeg har det præcis på samme måde. Men ikke bare kun med veninderne, men også med familien. Jeg kan blive helt angst for at ingen vil komme eller dukker på. Det er desværre sket før.
    Ligsom med dit tilfælde, som i mit tilfælde med at have fødselsdag midt i påsken, så er absolut ingen hjemme. Det skal nok blive en lidt flad fornemmelse. Kan ikke huske hvornår jeg sidst, er blevet fejret på selve dagen?

    • Jeg er egentlig ikke nødvendigvis kæmpe fan af fødselsdagsfejringer, men derfor vil man jo gerne, at folk har lyst til at komme!

  • Årh kender så godt til store svigt. Som man ikke kan ryste af sig, og man har en indre angst format miste. Miste igen og blive ked af det.

    Sender et kram ! Jeg ville gerne komme og fejre din fødselsdag 🇩🇰💜 også selvom der er en god serie i fjerneren 😂

  • Anna Sofie Sehested Geisler

    Har selv lige måtte “gå af med” (siger man sådan?) en veninde af samme årsag. It sucks 🙁

    Jeg vil gerne være din ven!! ❤️❤️❤️

  • Hun er (nødt til at være) en undtagelse. Det er så ærgerligt, når nederdrægte mennesker lykkes med at plante den slags i os. Du er sød, god og dejlig, og jeg kan kun forestille mig, at dine veninder elsker dig.

  • Åh hvor jeg kender den tvivl…. jeg fyldte rundt for snart 2 år siden, og havde længe planlagt at netop dén fødselsdag skulle fejres! Jeg har ALDRIG holdt en fest hvor jeg var hovedpersonen, ingen 18 års, 20-30, bryllup, studenterfest osv, aldrig! Men NU skulle det være! Indtil et par måneder før, hvor jeg fik kolde fødder…. tænk nu hvis ingen kom? Så blev min indre frygt for ikke at være god nok jo bekræftet?! Så hellere lade være! Jeg er SÅ bange, men jeg vil SÅ gerne!

    • Jeg håber, at du en dag får samlet mod til at holde en fest for dig. Det har alle sgu fortjent! <3 Måske holde en fest på en ikke-rund dag, så er presset måske ikke helt så stort 🙂

  • Camilla Mikkelsen

    Hold da op, hun lyder virkelig tarvelig. Jeg forstår slet ikke, at hun forblev i relationen så lang tid, hvis hun virkelig ikke brød sig om dig.
    Uanset er der ingenting i vejen med dig.
    Hvis du var min veninde, ville jeg foreslå dig at prøve at skrive alligevel. Måske de ikke skal noget hele dagen og i kan mødes om aftenen 🙂
    Alt det bedste til dig ❤️

    • Nej, det er det, jeg heller ikke forstår. Tak, men som sagt er det ikke den eneste grund til, at jeg ikke har inviteret. Jeg har heller ikke helt energien til det. Jeg havde bare lige behov for at skrive den her oplevelse ud. <3

      • Camilla Mikkelsen

        Ah sorry det fik jeg ikke med.
        Det forstår jeg godt. Sådan en oplevelse kan sidde tilbage i kroppen længe efter.
        Jeg håber du får en fantastisk fødselsdag ☺️

  • Hvorfor dukker hun stadig op i dit feed? Jeg forstår ikke, hvorfor hun ikke er slettet og blokeret…

  • Puh, jeg har været noget lignende igennem (vildt hvor mange der har det 🙁 ) så jeg forstår sgu godt din vrede og sorg. Og så på så grumt et tidspunkt i dit liv. Øv for den.

    Kan også mærke jeg bliver ked af det ord du bruger. Måske fordi jeg er resultatet af “en feltmadras”, og ved hvor meget det har såret. Og stadig gør.
    Har så meget respekt for at du kalder din eks så neutralt et ord, på trods af grumheden han har påført dig. Og når man har din blog i hjertet, så gør det ondt derfor nævner jeg det.
    Tak for dig! Og tillykke med fødselsdagen!!

    • Jeg er stor tilhænger af at tage ords magt tilbage. Jeg bruger også andre oprindeligt nedladende ord om kvinder i andre kontekster. Som fx bitch eller kælling. Og jeg har gjort det samme med feltmadras tidligere. Det er jeg okay med. Ordet har ikke været almindeligt aktivt brugt i mange år, og jeg er begejstret bruger af galgenhumor, som selvfølgelig er konteksten her. Jeg er ked af, at du bliver ked af det, men jeg synes, vi er tilpas langt efter krigen nu til, at den generelle ømhed omkring ordet er aftaget, og jeg synes om noget, det er vigtigt at ord ikke får lov til at forblive farlige.

      • Det er sjovt, hvis nogen brugte det i daglig tale, ville jeg på ingen måde blive stødt (medmindre det selvfølgelig blev brugt som skældsord). Jeg tænker det rammer mig (og andre), fordi det virker nedsættende når det bliver brugt mod en person, du taler dårligt om. Så kommer det til at virke dobbelt, når du er ked af hun har talt dårligt om dig. Og ja, vi er langt fra krigen, men min veninde bliver også pisse ked af det, når man bruger skældsord om jøder (fordi hun er jøde). Og bitch og kælling er også enormt nedladende på skrift (for mine øjne ;)).
        Anyways, synes sprog er interessant, det kan gøre så mange ting, og det det gør for mig er tydelig ikke det samme, som det gør for dig. Tak, fordi du forklarer dig og ikke bare ignorerer, at vi er nogen der er overfølsomme og ikke forstår.

        • Jo, men jøder eksisterer jo også stadig i dag, og antisemitisme er i høj grad en ting. Det er feltmadrasser jo ikke. Vi har ikke længere nogen form for beef med Tyskland. Men ja, sprog er forskelligt for forskellige mennesker. 🙂

          • Jeg tænker måske at det er fordi ordet feltmadras kan forståes som at kvinden er et objekt at dyrke sex med (på). Så på den måde er det nedladende, netop fordi det nedgøre kvinden til et sex objekt (i den negative sans). Men ord er jo noget alle har meninger om, som du selv siger, og fedt at du svarer så pænt og uddybende 😊

  • Tillykke med fødselsdagen søde Miriam 🧡 Jeg er sikker på at dine veninder elsker dig og kun vil dig det bedste, ligesom sine trofaste følgere 😉 #Miriamfortheironthrone

    • Min mormor fik et barn med en tysk soldat under krigen. Barnet blev bortadopteret, og min mor – som hun fik mange år senere med en dansker – kom først til at kende til det som voksen, længe efter min mormors død. Alligevel bliver min mor meget berørt, når nogen bruger ordene “feltmadras” og “tyskertøs”.

      Sidste år begyndte jeg at læse lidt mere omkring det hele, fordi jeg gerne ville forstå min mormor bedre, og her gik det op for mig, at nok er krigen langt væk i de flestes hukommelse nu, men det er den ikke for dem, der stadig lever med skammen. Eller mindet om skammen hos deres forældre eller bedsteforældre. Det var ikke blot et “lidt nedsættende” ord, det var barske løjer, de blev udsat for. De frygtede reelt for deres liv både under, men i særdeleshed efter krigen.

      Hvis I ser den dokumentar, der hedder “Min mor var tyskertøs” på DR1, får I et godt indblik. Og hvis I læser denne artikel, så skal vi ikke længere tilbage end til 2015, hvor nogen stadig følte så stor provokation af en (afdød) tyskertøs, at vedkommende valgte at udføre chikane i form af en madras i indkørslen hos barnet.
      https://www.dr.dk/om-dr/programmer-og-koncerter/min-mor-var-tyskertoes

      Der er nogle tilnavne, vi måske nok skal lade være med at bruge. Fx “jødesmovs”, “nigger”, “israelit”, “eksimo”, “spanioler”. Det er alle ord, jeg personligt ikke tillægger stor negativ værdi (jeg forstår stadig ikke, hvorfor “spanioler” er så forkert, men fx vores gamle spansklærer var meget påvirket af ordet…), men som jeg har luget ud af mit ordforråd, fordi jeg ikke vil komme til at træde nogen over tæerne.

      Det er øv, at fokus på din fine, skrøbelige historie bliver trukket væk på grund af ordvalget i et tilnavn, synes jeg 🙂

      • Jeg vil igen understrege, at jeg synes, der er markant forskel på de navne, du her kommer med og “feltmadras”, idet alle de relevante folkegrupper stadig findes, mens hele konceptet bag en feltmadras er dødt og har været det længe (i folkeøjemed om ikke andet). Jeg synes på ingen måde, det kan sammenlignes med at bruge ord som “nigger” og tager kraftigt afstand fra den sammenligning. På nuværede tidspunkt synes jeg, at jeg har gjort mit bedste for at forklare pænt og ordentligt flere steder i dette kommentarfelt, hvorfor jeg har valgt at bruge det ord, og jeg står ved den beslutning. Det er ikke over min grænse, og jeg synes, det skader mere end gavner at holde fast i den overbevisning. Vi er ikke vores bedsteforældres generation, og jeg bruger ikke ordet i dets oprindelige betydning eller om nogen, hvor dets etymologi på nogen måde kan ramme noget ømt. Man er 100% fri til at være uenig, jeg vil ikke at trække min holdning ned over hovedet på nogen, men det er en diskussion, der kommer til at køre i ring, og jeg vil derfor gerne lukke den her. Jeg synes også, det er ærgerligt, at folk vælger at lægge fokus der, men det er et valg, der står dem frit for.

        • Ordet nigger hører jo kolonitiden til, så de findes ret beset heller ikke længere. Og egentlig kunne min mormor godt have levet i dag, så jo, det trækker stadig dybe spor i nutiden for mange. Nok flere, end vi hører om, fordi det netop er forbundet med så meget skam og ulykke.

          Jeg synes, det er forkert ikke at kigge på den historiske kontekst, man har brugt ordet i. Og som sagt, så forstår jeg heller ikke, hvorfor ovennævnte benævnelser gør ondt på nogen, men jeg accepterer, at de gør.
          Men jeg tvivler på, ret mange vil være bekendt at stille sig ind midt i Harlem, US, og kalde folk for nigger, selvom de garanteret ikke selv har ligget i svedekasser eller plukket bomuld på marken.

          Min intention var egentlig bare at belyse, at ordet “feltmadras” ingenlunde er neutralt i vores tid, selvom krigen sluttede for længe siden.
          Det er min elskede mormor, det trækker tråde til. Det må man da gerne mene er åndssvagt. Men sådan er det. Vi er et produkt af vores historie 🙂

          • Nigger er et skændselsord for sorte mennesker. Sorte mennesker findes stadig i hobetal. Det gør kvinder, der havde forhold til tyske mænd under anden verdenskrig ikke. Vær sød at acceptere mit ønske om at lukke denne debat.

  • Årh, det vækker så meget i mig. Veninder der lige pludselig vender én ryggen er så svært, så svært at forstå. Kommentarsporet viser det vist allerede, men du er ikke alene <3 Jeg havde én som jeg anså som min meget tætte veninde til mit bryllup, men halvandet år efter, da jeg blev mor, var hun der ikke længere. Hun har aldrig set mine børn eller forklaret, hvor hun blev af.

    Jeg får lyst til at blive venner med én som dig. Jeg tror på, at du nok skal få lige den fødselsdag du drømmer om <3

  • Øv hvorfor kan vi ikke bare behandle hinanden ordenligt. Jeg har desværre også oplevet at blive valgt fra og omtalt… det gør ondt og sidder i en… kender følelse af, at ingen kan lide en.. men hey du… kender dig ikke men på mig virker du helt igennem så sød & sympatisk og du må være en gave at have som veninde . Et på forhånd kæmpe stort tillykke herfra 🇩🇰🇩🇰 Giv Herbert et kram😻 dejlig aften til dig🙋🏼‍♀️

  • Jeg var engang kærester med en tysk soldat og var utroligt skuffet over, hvor få feltmadras-jokes, jeg fik at høre!
    Men det er interessant, hvor mange af dine læsere kommenterer med indignation over ordet – mon ikke de fleste er adskillige årtier for unge til at have nogen personlig erfaring med krigen? (Lige det at være resultat af et dansk-tysk forhold og måske være blevet mobbet med det, er selvfølgelig helt forståeligt, men det kan næppe gælde for alle kommentatorerne).

    • Nogle gange går foragt måske lidt i arv gennem generationer? Jeg kan i hvert fald konkludere, at nogle stadig synes, det er et forfærdeligt ord, og den kan jeg nok ikke helt være med på. Jeg kunne måske forstå det, hvis det stadig var relevant i dag, men det er det jo ikke.

  • Min første tanke var: puha sikke en virkelig ubehagelig oplevelse og godt det ikke er noget jeg har prøvet. Indtil det gik op for mig at det har jeg faktisk. Knapt så modbydeligt og falsk, men stadig noget som sad i mig i mange år.
    I 6-7. klasse ville min bedste veninde gennem 6 år fra den ene dag til den anden ikke længere kendes ved mig, men begyndte at hænge ud med en anden pige i klassen. Fik aldrig en forklaring, selvom den nok heller ikke havde gjort det bedre.

    Men du virker som en skøn person, så er sikker på at dine nuværende vinder kun vil dig dit bedste.

  • Øv for en oplevelse, og forstår virkelig godt din manglende tillid. Jeg oplevede noget lignende med en veninde, der havde charmeret sig ind på mig og min vennekreds. Det skulle vise sig at hun rent faktisk var en igle, der var så dygtig til at manipulere, at hun fik splittet min bedste veninde og jeg fra hinanden, i hele 3 år indtil vi på forunderligvis mødtes og fik udredt trådene. 3 år! Vi har misset mødet af vores mænd og at vi fik vores første barn begge to, hvor vi virkelig har manglet hinanden, på grund af hendes spil der handlede om at alle skulle hade hinanden, pånær hende. Jeg ved godt i dag, at det højest sandsynligt handler om nogle psykiske problemer ved den pågældende person, men hold nu kæft det vendte op og ned på vores og mit liv da bedraget pludseligt blev afsløret. Heldigvis har min bedste veninde og jeg stadig hinanden, trods pausen. Jeg håber du igen finder troen 😍😘

  • VILvære”OPPE”

    Det med om man nu bliver valgt fra kender jeg os til!
    Da jeg var de ca 19 år bliver jeg veninder med en, vi går i klasse sammen, fester ofte sammen i et lille slæng af dejlige tøser. Efter 6-9 mdr begynder vi at ses privat, og efter mit hoved blev vi bare bedste veninder, og var sammen nærmest dagligt. – kun 6mdr med en bedste veninde og som jeg knap 10 år efter stadig kan savne, blev hun kold og fjern, og midt i mit brud med en voldelig kæreste tog jeg det som hun ikke ville mig mere. Den dag i dag tænker jeg stadig om mine veninder “hvorfor vil de være venner med MIG, hvad har JEG at byde på?” 25års fødselsdag holdte jeg ikke, min snart 30års holder jeg heller ikke….
    Jeg øver mig meget på ikke at tænke i de negative baner, men på de dårlige dage kan det være svært

  • Det er ikke op til dig at bestemme, om et bestemt nedsættende ord kan bruges humoristisk eller ej – det er vel op til de mennesker, som føler sig berørte af ordet og bliver påvirket negativt af det, fordi det har en personlig betydning for dem. Når nogen gør opmærksom på, at et bestemt ord sårer dem pga. etnicitet, familierelationer, religion eller noget andet, så er det simpelthen ikke vigtigt eller relevant, hvad den personlige intention med ordvalget er. Andre kan ikke afgøre, hvornår noget er OK at joke med – det kan de, som oprigtigt bliver berørt af det. Jeg forstår godt behovet for at lukke denne diskussion, og hvor irriterende det er, når det ikke var meningen med det ellers fine indlæg, men helt ærligt. Vi må sgu lytte til dem, som prøver at sige fra for den slags. At “det er længe siden og de findes ikke mere” er da forkert, når der er nogle her i tråden, som fortæller at det stadig påvirker dem og deres familie.

    • Jeg er uenig med dig, og jeg har argumenteret for, hvorfor det er tilfældet. Jeg er ligeledes uenig i, at man per definition skal lytte til folk, der føler sig stødt af et ord, for det starter en lidt farlig glidebane, hvor ord bliver farlige. For at bruge et eksempel er der lige nu en tendens til at være harm over, når psykisk sygdom bruges som slang. Når man fx siger, at ens OCD ikke kan klare, at et billede ikke hænger lige, eller at man bliver depri over noget ligegyldigt. Folk føler, det bagateliserer psykiske sygdomme. I dette tilfælde ER jeg en af dem, der kunne sige fra, men det generer mig ikke. Jeg synes ikke, ord skal have lov til at have den magt. Jeg synes ikke, de bliver brugt nedladende eller på anden måde, der bagateliserer de virkelige sygdomme, ligesom det er tilfældet med min brug af “feltmadras”. Jeg er enig i, at en historisk kontekst kan betyde, man skal afholde sig fra at bruge et ord, men som sagt er vi så lang tid efter krigen nu, at meningmand ikke er påvirket eller har været direkte involveret. (Folks mormødre tæller ikke for mig her, da folk i den alder ikke just er målgruppen for min blog). Jeg er stor tilhænger af, at tragedie + tid = komedie, og der synes jeg egentlig 75 år en rum tid. “Feltmadras” er et ord, der hører til en relativt lille lomme i tiden, sammenlignet med de andre ord, nogle her i kommentarfeltet har valgt at sidestille det med. Vi har ikke et samfundsmæssigt problem med diskrimination mod piger, der lå med tyske soldater længere. Det, for mig, er den altafgørende forskel. Jeg har også hashtagget mig selv #feltmadras, når jeg er på begejstret besøg i Tyskland. Jeg forstår og respekterer 100%, at det for nogle få er et ømt ord, men igen, det går ikke over min grænse, og jeg kan godt stå inde for min argumentation. Jeg forstår, og jeg hører, hvad I siger, det må I ikke være i tvivl om. Men jeg vil også altid forbeholde mig retten til at være uenig, og det er jeg altså her. 🙂

      • Som blogger er du i din gode ret til at skrive præcis hvad du vil. Men argumentet om, at ‘feltmadras’ udelukkende skulle høre til en fjern fortid klinger altså hult, når det (alt for) ofte bruges i vores samtid – dog oftest mod kvinder som f.eks. Zenia Stampe, der er fortalere for indvandring.

        Tak i øvrigt for et fint indlæg – og jeg forstår godt irritationen over at valget af et øgenavn får meget opmærksomhed i forhold til indholdet. Men for mit eget vedkommende blev jeg altså bare overrasket da jeg læste det (og dine svar til læserne i kommentarsporet), da jeg generelt synes at du plejer at skrive respektfuldt om/til andre mennesker på din blog.

        • Jeg har aldrig hørt det brugt i andre sammenhænge end historiske og jokende, så det kommer bag på mig, må jeg indrømme. Min umiddelbare indskydelse til det vil imidlertid nok mere være, at det er endnu en god grund til at tage ordet tilbage, ligesom når man fx vælger at bruge “kælling” i en positiv sammenhæng. Det fjerner orderts magt. Jeg synes stadig, jeg skriver meget respektfuldt til folk i mine svar, selvom jeg er uenig. Det stræber jeg i hvert fald efter. Men jeg vil ikke tale nogen efter munden, hvis jeg ikke synes, de har ret. Jeg skriver ikke nødvendigvis respektfuldt om folk, der ikke fortjener min respekt, større menneske er jeg ikke, og det er jeg helt okay med. 🙂

    • Sofie, jeg har slettet din kommentar. Uenighed skal der være plads til, men jeg finder det ironisk, at du taler om at miste respekten for mig i en kommentar, hvor du i bund og grund sviner mig til. Der må jeg sætte en grænse. Det er ikke okay. Jeg er et helt almindeligt menneske, jeg gør mit bedste, og det bliver jeg røvhamrende ked af. Hvis du ikke kan udtrykke din uenighed på en ordentlig måde, så er den ikke velkommen her.

      • Jeg var bestemt ikke ude på at svine dig til – det beklager jeg, hvis det virkede sådan. Virkelig. Blev bare så ærgerlig over dit indlæg og din brug af det skældsord. Fordi du netop var en blogger, jeg havde forventet noget andet af.

        • Det er simpelthen så sårende at skrive, som du gør der. Lad være med at have forventninger til, at jeg er andet end et helt almindelig menneske. Jeg gør mit absolut bedste, men jeg vil aldrig kunne leve op til alles forveninger til mig. Du synes, der her er tale om et skældsord. Det gør jeg ikke, og det er ikke i den kontekst, jeg har brugt det. Det er min holdning. Jeg er ked af, hvis du føler, jeg har skuffet dig, og at du nu har mistet respekten for mig, men jeg har altså ikke truffet en bevidst beslutning om at være et nederen menneske her. Jeg har bare et andet syn på sagen end dig. Du vælger at gøre det personligt, og det forstår jeg ikke behovet for. Jeg synes ikke, det er nødvendigt for at få din pointe igennem. Men det ER sårende, og du har fået mig til at græde, vær ikke i tvivl om det.

          • Det er jeg virkelig ked af at høre, Miriam. Tro mig. Åh, ord kan være så forbandede. Jeg blev ramt af dit feltmadras-ord, du blev ramt af min kommentar. Øv. Du skriver ellers det eneste rigtige til sidst: Lad os for fanden være søde ved hinanden. Jeg er ked af, at jeg gjorde dig ked af det. Ord har magt.

  • Pisse godt indlæg, som mange af os desværre kan genkende. Ærgerligt at ordet feltmadras stjæler så meget opmærksomhed. Jeg er enig med dig Miriam, ord må ikke blive farlige. Hvis vi skulle stoppe med at bruge alle ord, som nogen finder stødende, så er vi godt nok begrænsede i vores sprog. Jeg kender en der synes “for pokker” er et grimt grimt bandeord, men det er bare ærgerligt, for der synes jeg ikke!

    • Det er en svær balance, for alle folk har jo nok grænser, der går forskellige steder. Lige her har jeg så ramt noget, der stadig er væsentligt mere kontroversielt, end jeg havde troet.

Der er lukket for kommentarer.