It’s not “You”, it’s me

I et Bridget-indlæg tilbage i januar indgik følgende punkt: “Jeg er med et skub fra jeres side begyndt at se “You”, og den er helt vildt god, men jeg er seriøst bekymret for, hvad det siger om mig, at en del af mig egentlig synes, Joe er meget sympatisk.” Det medførte lidt forskellige reaktioner. De fleste var faktisk enige med mig, men der var også lidt fundering over, hvorfor eller hvordan man på nogen måde kunne finde en psykopatisk stalker-morder sympatisk. Og det har jeg faktisk tænkt en del over lige siden.

Jeg tror, der for mit vedkommende er to ting i det. For det første er karakteren Joe selvfølgelig fiktiv, hvilket giver lidt mere spillerum til at synes om ham. Jeg havde fx også en gevaldig svaghed for Khal Drogo i Game of Thrones, men hvis jeg mødte ham i virkeligheden, ville jeg nok være mere tilbøjelig til at synes, han var en primitiv voldsmand end den sexy motherfucker, jeg takket være Jason Momoa ser, når jeg kigger på ham. Der er bare nogle lidt andre regler, når vi har med fiktion at gøre. Also, jeg er ret sikker på, at det er bevidst, han fremstilles så ambivalent, som han gør.

Når det så er sagt, så tror jeg i den grad, Joe taler til mit lave selvværd. Det er noget, jeg har tænkt en del over, for jeg synes faktisk, det er enormt interessant. Jeg har, fra jeg var barn, kæmpet med en evig følelse af altid at blive valgt fra. Det er selvfølgelig ikke sikkert, den følelse altid har reflekteret virkeligheden, men det er følelser som bekendt lidt ligeglade med.

Eksempel 1: Min far har altid været en mand med mange jern i ilden, og det betød (og betyder stadig), at han ofte var alle mulige andre steder end hjemme. For lille Miriam ledte det med tiden til en følelse af, at jeg ikke var vigtig eller interessant nok til at fortjene min fars tid, og det er selvsagt noget, der medfører nogle seriøse daddy issues.

Eksempel 2: I min folkeskoleklasse var der en pige, der sad ret solidt på “queen bee”-titlen. Hvis man ville have det godt, efterstræbte man at være gode venner med hende. Hun brugte den taktik at vælge os til på skift og i en periode være allerbedste veninder, hvorefter hun uden varsel ville lave en udskiftning. I bund og grund spillede hun os ud mod hinanden, og vi var slet ikke gamle nok til at forstå, hvad der skete eller at sige fra. For mig var det igen en følelse af ikke helt at være god nok. Og sådan kan jeg gennem hele mit liv finde eksempler på at blive valgt fra. Nogle mere smertefulde end andre. Et mere rationelt fungerende menneske ville nok være i stand til at forstå, at alle mennesker oplever afvisning, og man kan ikke altid være alles kop te, men jeg valgte mere at internalisere følelsen til et imponerende selvhad. Det måtte jo være mig, der var noget galt med.

Og det er selvfølgelig selvhadende Miriam, der godt kan se fidusen ved Joe. For guderne skal vide, at Becks er uperfekt, men det er Joe skideligeglad med. Han vil have hende, hele hende, og han giver en fuck for hendes fejl og mangler. I min romantiske forestilling betyder det pludselig, at det er ligegyldigt, hvor fucked up og forfærdeligt et menneske jeg er, så vil Joe aldrig udsætte mig for det tilbagevendende svigt, det er, hver gang jeg vælges fra. Og det er det, mine damer og herrer, der for (i hvert fald en del af) mig gør Joe til den helt perfekte partner.

At han så selv har et par issues med sig, det må man jo tage med. 😉

Kommentarer (11)

  • Det kunne have været mig, der havde skrevet det der.

    Jeg kæmper selv med daddy issues og et hav af venner, som valgte mig fra, da jeg fik en depression i gymnasiet. Jeg føler mig altid forkert, og jeg sympatiserede på samme måde som dig med ham. Så meget, at jeg stoppede med at se det, fordi det skræmmer mig mere end noget andet.

  • Jeg tænker du vender det alt for meget indad… jeg har lige slugt serien. Jeg synes den er fantastisk og netop pga. at Joe er så fucking likeable selvom han er en skiderik.

    Jeg synes det er så fedt lavet at man i mange sekvenser sidder og hepper på, at han ikke bliver opdaget selvom det strider mod alt fornuft. Men jeg tænker det er serien, der er konstrueret godt og ikke dig der er konstrueret dårligt 😊

    Og fortsæt endelig med en fantastisk blog💃

    • Jeg tænker, det er en kombi. Jeg tror som sagt også, Joe bevidst er ambivalent fremstillet, men derfor kan han godt prikke til noget i mig også. 😀

      • Selvfølgelig kan den det😊

        Og den prikker da også til masser af ting i mig.

        Men på den måde jeg læser dine ord læser jeg det som om, det kun er os, der har dårlige oplevelser med i bagagen der vil finde ham sympatisk. Og det tror jeg personligt ikke på – jeg mener hele seriens styrke er, at han er konstrueret så man fatter sympati for hans komplet usympatiske handlinger.

        Uanset hvad synes jeg det er en fed serie – omend jeg syntes det havde klædt den at nøjes med en sæson😊

        • Åh nej, det mener jeg bestemt ikke. For at citere mig selv. “Jeg er ret sikker på, at det er bevidst, han fremstilles så ambivalent, som han gør.” 😀

  • @Pernille, hvor er det godt formuleret: ” … serien, der er konstrueret godt og ikke dig, der er konstrueret dårligt” 👍

  • Ej, sådan en dronning havde vi også i min klasse. Det er mig en gåde, at læreren ikke bemærkede det😰tak for en god blog😀

  • Jeg forstår det ikke! Der er ikke så meget som et sukkerkorn i mig, der på nogen måde sympatiserer med ham eller finder ham likeable. Måske det er mig, der er noget galt med? 😀 Eller om jeg har hørt lidt for meget Mørkeland samt set true crime…

    • Jeg tror helt sikkert, han er fremstillet som værende sympatisk, men det er jo fake. Du kan nok bare se igennem hans bullshit! 😀

  • Jeg har det på samme måde. Og dog. Her mod enden af sæson 1 er jeg dog ved at have fået nok af hans enormt selvglade voice over, der er der konstant. Men jeg tror du har helt ret i serien er konstrueret præcis så det er sådan vi skal have det. Men jeg tænker også det måske i virkeligheden ikke er så langt fra virkeligheden? Min mor har i en årerække været gift med en mand med en personlighedsforstyrelse med dyssocial karakter (aka psykopat). Ham holdte vi alle af. Han var mega charmerende, hjælpsommelig, (overdrevent) vild med min mor, alle gode ting. Men da facaden begyndte at krakelere viste han sig jo at være et narcissistisk røvhul, der var besat af min mor og ikke mindst opførte sig fuldstændig vanvittigt. Det er jo bare min erfaring, men man kan jo også tage en mere kendt person som Ted Bundy. Vanvittigt charmerende på ydersiden. På indersiden not so much. Så jeg tænker ikke skildringen af Joe Goldberg er helt ved siden af 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.