Der er i virkeligheden ikke den store forskel på at få et barn og at få en kattekilling…

Frank var min første kat nogensinde. Han var 10 år, da jeg fik ham, og forblev hele sit liv en virkelig chill motherfucker. Jeg opgav hurtigt at købe legetøj til ham, for han gad det ikke. Aktivitet i det hele taget var fælt overvurderet i Franks øjne. Frank var en nem kat. Jeg antog, det hang sammen med hans race og prioriterede blandt andet af den årsag at anskaffe mig en brite igen, efter han var gået bort, og jeg var klar til et nyt kæledyr. Sagen er bare den, at Herbert er iskold over for min geniale plan. Herbert har alllll the energy, og den skal ud af kroppen! Han kunne ikke være mere pisseligeglad med, at hele grunden til, jeg har kat, er, fordi jeg ikke vil have børn. Faktisk er jeg nået frem til den konklusion, at det på mange måder er præcis det samme at få en kattekilling, som det er at få et barn… For eksempel:

  • Der er ikke længere noget, der hedder at gå på toilet i fred. Der vil stå et lille væsen på den anden side af døren og råbe på opmærksomhed. Gerne stigende i volume for hvert sekund.
  • De er så søde, når de sover.
  • “Jeg forstår ikke, hvad det er, du vil! Kan du ikke bruge tegnsprog eller noget??”
  • Sylespidse negle, der konstant kommer til at rive dig til blods, fordi de ikke selv kan kontrollere dem, men neglene er samtidig så små, at du ikke tør kaste dig ud i at klippe dem.
  • Alt skal spises. Især ting, der ikke er beregnet til at spises.
  • Hvis det ikke kan spises, kan det skubbes på gulvet. Jo højere, det står oppe, desto bedre.
  • Din telefon indeholder nu kun billeder af det lille væsen. Billeder, du tvangsfodrer til pligtskyldige venner og bekendte, der i virkeligheden hellere ville være fri.
  • “Ih, hvor er det godt, han leger så meget nu, så kan det være, han vil sove i aften.”
  • Ingen grund til at investere i svinedyrt legetøj, når en grydeske tydeligvis er markant bedre underholdning.
  • Under de første par nætters samsovning er frygten for at komme til at rulle over ham i søvne enorm.
  • Absurd overraskelse over, hvordan der kan komme så meget lort ud af så lille et væsen.
  • Alle dine ting forsvinder og dukker op flere uger senere på virkelig sære steder.
  • “Nej, det her er min mad. Du må spise din egen mad.”
  • Støt stigende behov for at oprette en meget billig salgsannonce på Den Blå Avis.

Kommentarer (18)

  • Jeg kan så bekræfte at alle punkter også passer på en hvalp.
    Aldrig har vi gået så meget op og ned af trapper, som i ugerne efter vi fik ham. ?

    • Altså det ville det nok, men det er måske lidt drastisk + udelukker muligheden for børnebørn, som jo er belønningen for ikke at sælge sine unger på dba, som Miriam overvejer! ? Og egentlig er det vel Etsy, man skulle sælge sine børn på? Man har jo selv lavet dem??

  • Det går heldigvis over…. i hvert fald om et par år ?? Vores brite var på præcis samme måde – og er nu 7 år senere dovenskaben selv. Hvorfor gå, når man kan blive båret? Hvor sidde, hvis man kan ligge? Hvorfor løbe, hvis man kan gå? Eller endnu bedre – få nogen (læs: mig) til at hente hvad end det nu er (læs: mad) han kunne tænke sig – med en højlydt brægen giver han til kende, at han mangler noget, og ikke selv har tænkt sig at hente det ?❤️

  • Herbert, hvis din mor bliver for træls, så må du komme på ferie hos mig lidt. Jeg vil nok nyse lidt, for jeg er allergisk, men du skal ikke finde dig i mere!!!!

  • Haha det er jo så sjovt? Dog håber jeg ikke, Herbert kradser helt så meget på dine bryster som en baby. KH fra en kattemor, der lige har fået en menneskebaby

  • Haha spot on. Og så sødt som man alligevel holder af de små væsener.

    Jeg flytter i egen lejlighed til mad og må endelig have kæledyr igen! Du får mig helt til at overveje en brite. Men måske en voksen en af slagsen ?

  • Det er spot on! Har netop selv skrevet om min killing/kat, som for sjov blev kaldt træningsbabyen mens jeg var gravid, og ret hurtigt fik titlen pseudotvilling, efter jeg havde født XD

  • Kan afsløre, at jeg stadig ikke forstår vores 11-årige kat. Hun kan bræge kæberne af led, og jeg skal dæleme være heldig for at ramme plet nogle gange?

  • Jeg har kun erfaring med børnedelen, men det lyder meget sandt! Kan måske tilføje:

    Lort fylder bare meget i ens liv – hvor meget, hvornår, hvor osv.
    Natterend.
    Det med f.eks. at blive smækket ude på altanen.
    Man skal have kræet – eller katten – passet, når man er væk i længere tid.

    Osv!

  • Shit! Du kan ikke tillade dig ikke at få børn.. Det er jo netop mennesker som dig der skal formere sig, for at gøre verden bedre.
    Jeg kom ved et uheld til at læse kommentarsporet på TV2, omhandlende afviste asylansøgere, og det står slemt til siger jeg dig!
    #givherbertsøskende

  • Jeg er på min 10. kat (altså, jeg har 4 i øjeblikket) og indtil dato er britekillingen den eneste der har flået en gardinstang ned på gulvet … med rawplugs og alles!
    Som voksen var hun til gengæld den roligste og den mest nervefaste kat jeg har haft og hævet langt over os andre i husstanden 😉

  • True! ? Det kan sagtens sammenlignes! Har været igennem perioder med både hvalp, killing og baby. (Heldigvis ikke på samme tid. ?).

  • Hahaha, jeg morer mig gevaldigt over dit indlæg!
    Jeg har haft en hvalp siden november og pånær dét med at vælte ting højt oppe, så passer samtlige punkter jo ?

  • Jeg lavede præcis samme fejl i hundeafdelingen med min nye genbrugshund

    Nr. 1 var verdens sødeste, blideste, nemmeste og helt igennem elskelige væsen og SÅ taknemmelig for at være reddet fra græsk gadehunde-helvede

    Af samme grund, at genbrugs-dyr siges at være enormt taknemmelige og derfor nemme, valgte jeg endnu en genbrugshund, af samme race, denne gang fra et dansk dyreinternat

    Enter: Verdens mest bossy, dominerende, utaknemmelige strigle af en overaktiv type. Hun kan, seriøst, ikke køres træt, forsøger jeg at redde hende fra at blive kørt ned på gaden, trækker hun den modsatte vej, og hun har helt klart den opfattelse, at jeg bor til leje hos hende. Som tyende. Hun kan stirre på mig en time, hvis hun har sat sig i hovedet, at hun vil ud – hvorefter hun purenægter at få snor på.

    ALT er en slåskamp og jeg har, efterhånden, fuld forståelse for dem, der afleverede hende på internatet. Magen til diva-dog! Hendes store held er, at hun er sjov, nem er hun dæleme ikke

    (Og således kan man sige, at hunde og ejere måske kan ligne hinanden 😀 )

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.