Til gallapremiere som kendisspotter og dårlig feminist

Her er mig, der forsøger at posere på den røde løber, men i stedet får et hosteanfald.

Annonce for Viaplay

Det var en fremragende anledning til kendisspotting, da jeg dukkede op til gallapremieren på “Den Som Dræber – Fanget af Mørket”, en reboot af den originale serie, der trods tårnhøj kvalitet desværre led en alt for tidlig død. Men nu har man altså besluttet, at det var et koncept, der har fortjent bedre, og derfor er der blevet kreeret et lignende univers helt fra bunden med ny historie og nye skuespillere, som får premiere på Viaplay i dag. Og det var altså derfor jeg denne tirsdag befandt mig i Kødbyen omringet af champagne og kendte mennesker: For at se det første afsnit af Viaplays nye satsning.

Taget i betragtning at jeg er opvokset i Århus, hvor vi essentielt kun havde Thomas Helmig og Jascha Richter (hvilket til gengæld var en big fucking deal i 90’erne), så synes jeg egentlig, jeg er blevet okay til ikke at gå crazy fangirl, når jeg ser yndlingsskuespillere og den slags i levende live. Men engang imellem er der én, der lige skal hive gulvtæppet væk under mig. Som fx dengang jeg mødte Morten Grunwald i Føtex. Eller da jeg var til julegudstjeneste med hele kongefamilien. Og så var der i går, hvor Uffe Rørbæk Madsen pludselig stod tre meter fra mig. Fordi selvfølgelig gjorde han det. Han er jo med i serien. Men når man er vokset op med De Nattergale og har bob-bob-bob’et med Benny hver eneste jul det meste af sit liv, så er han altså noget af det ypperste, og jeg var så tilpas starstruck, at det ikke engang faldt mig ind at bede om en selfie med ham. Jeg kan ikke finde ud af, om det er noget, jeg på nuværende tidspunkt er stolt af eller fortryder inderligt.

Men så var det serietid, og jeg satte mig spændt til rette, for y’all know jeg elsker mig en god serie, og hvis rebooten kunne komme bare i nærheden af den originale, så var der godter i vente.

Helt kort og kontant og uden at spoile for meget er præmissen som følger: Julie har været forsvundet i et halvt år, og politiet er dødfrustreret over ikke at komme nogen vegne, da Jan Michelsen (aka Kenneth M. Christensen) opdager, at der kan være tilknytning til en gammel sag med mange ligheder. Politiet får overtalt den noget skeptiske tidligere profiler Louise Bergstein (Natalie Madueño) til at give sit besyv med på gerningsmanden, da en drejning i sagen gør tid til en kritisk faktor. Og så afslører jeg ikke mere!

Den Som Dræber – Fanget af Mørket er dansk krimi, når det er allerbedst. Anderledes kan det ikke siges. Jeg får flashbacks til, da jeg gik på efterskole og ind imellem overvejede at tage en weekend hjemme hos mor og far alene af den grund, at jeg så kunne se et afsnit af Rejseholdet. Historie, skuespil, stemning, farver. Alting spiller. Serien er gennemsyret af den helt rette type mørke på alle områder. Og I må ikke sige det her til nogen, for jeg prøver at være ligestillingsorienteret og feminist og alt sådan noget, men Kenneth M. Christensen lever op til alle mine fantasier om stor, stærk beskytter i en politiuniform. Samtidig er Natalie Madueño fantastisk som den psykologiske ekspert med egne ar på sjælen. Jeg var faktisk nok decideret hidsig, da rulleteksterne kom, for afsnit et ender selvfølgelig med en cliffhanger af dimensioner, og det er ikke cool, når man ikke har direkte adgang til afsnit to.

Heldigvis for jer kommer de to første afsnit ud samtidig, hvorefter et nyt afsnit kommer hver fredag. Det foregår altså alt sammen inde på Viaplay, hvor den opmærksomme læser vil vide, at jeg i forvejen tilbringer en del tid i øjeblikket, fordi de også ligger inde med blandt andet Grey’s Anatomy. Den Som Dræber – Fanget af Mørket får premiere d. 1. marts (det vil sige i dag!) og kan ses lige her.

Kommentarer (15)

  • Den er stensikker – hver gang noget er blevet sablet ned i medierne, så kan du lide det! Bird Box, Polar, og nu denne.
    Du må simpelthen være kernepublikummet på de type b-films produktioner, som streamingtjenesterne langer over disken

    • Jeg vil på ingen måde kalde det “b-films produktioner”. Tværtimod synes jeg, det er usædvanligt professionelt lavet af en dansk serie at være. Men nej, jeg er sjældent enig med kritikerne, som jeg generelt synes er sindssygt ude af touch med, hvad der er et hit hos publikum. Som fx Bird Box, The Greatest Showman, Passengers, osv. Og det gælder også musikkritikere. Jeg får generelt fornemmelsen af, at de føler sig elitære ved at hade bare for at hade. Topærgerligt.

  • I slut 90’erne boede både Thomas Helmig og Uffe Rørbæk ellers i Risskov. Jeg mødte ofte Uffe, men så først Thomas efter jeg flyttede til København.
    Jeg kunne i øvrigt ikke genkende Uffe og nåede at tale med ham en del gange inden jeg fandt ud af hvem han var.

    • Det er en joke. 😀 “Og I må ikke sige det her til nogen, for jeg prøver at være ligestillingsorienteret og feminist og alt sådan noget, men Kenneth M. Christensen lever op til alle mine fantasier om stor, stærk beskytter i en politiuniform.”

      • Ah ja selvfølgelig.
        Jeg har det rimelig stramt med udtrykket dårlig feminist. Det kan man ikke være, i min optik i hvert fald.

        Tak for en god blog:)!

        • I min optik kan man være en decideret elendig feminist, men i dette tilfælde var det ikke så seriøst ment. 😀

  • Uh, jeg har også set både Thomas og Uffe, det er obligatorisk hvis man har boet i Aarhus i mange år. Er der flere kendisser vi kan lege bingo over??

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.