10 facts om Herbert

  1. Da jeg i sin tid fik Herbert hjem, ville han ikke spise de første dage. På trods af at have været længere hos sin mor end normalt for en killing, gik mit hjerte helt i stykker ved tanken om, at han havde hjemve. Det viste sig, at han bare er kræsen.
  2. Når han bliver nusset, siger han små nydelseslyde, mens han spinder.
  3. Hans absolutte yndlingshovedpude er min røv.
  4. Én gang har han haft zoomies så fuldstændig ude af kontrol, at jeg måtte lukke ham inde i køkkenet i ti minutter, så han kunne falde ned. Han kvitterede ved at sprede indholdet af skraldespanden ud over hele gulvet.
  5. Han stjæler med arme og ben. Eller ben og ben. Jeg har slet ikke tal på alle de ting, der forsvinder. Og okay, jeg kan leve med, at vatpinde med mascara på og plasticposer bliver nakket, men ting som min concealer og min p-piller vil jeg egentlig gerne have i fred.
  6. Jeg har muligvis slået op, hvilke kendisser han deler fødselsdag med. Jennifer Lawrence og Ben Affleck, blandt andre.
  7. Han har stadig små, krøllede killingeknurhår, og jeg håber, han beholder dem for evigt.
  8. Nogle gange gemmer han sig bag et møbel og springer frem for at angribe mine ben, når jeg går forbi. Med det samme konkluderer han dog altid, at mine lægge er for stor en udfordring (med tak til Fitness World) og løber sin vej i raketfart.
  9. Hver dag inden sengetid kravler han op i håndvasken for at følge med i min aftenrutine på badeværelset. Og hver aften bliver han lige dødeligt fornærmet over, at jeg tænder for vandhanen, så jeg kan børste tænder.
  10. Han kan virkelig, virkelig godt lide Ben & Jerry’s. (Att: Kattemormafiaen: Han får kun en halv skefuld og ikke noget med chokolade).

Kommentarer (17)

Skriv et svar til Trine Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.