Tre smalltalk-spørgsmål, jeg virkelig håber, uddør med vores forældres generation

Der er en tid og et sted til de fleste samtaler, men der er sjovt nok ting, de fleste af os ikke har lyst til at tale om med vores frisør/den der gamle folkeskoleveninde, vi ikke har set i 15 år og kun er symbolske venner med på Facebook/vores mors gamle kollega, som slet ikke kan forstå, hvornår vi dog blev voksne/indsæt selv andre perifære bekendtskaber. Jeg har personligt opfattelsen af, at det især er de lidt ældre generationer, der stiller den her type spørgsmål, som var de på linje med “hvad er klokken?”, men der er helt bestemt også jævnaldrene syndere. Og den ekstra-akavede del er, at man aldrig rigtigt kan finde ud af, hvad man skal svare, for det er jo bare høflighedssmalltalk, der er slut lige om lidt, så ingen grund til at kaste sig ud i store belæringer om privatsfærer. Jeg ender som regel med at smile og nikke og svare lidt vagt. Men I guder, hvor jeg håber, der kommer en dag, hvor man holder sig til at smalltalke om vejret og kongehuset. Her er min personlige top tre syndere:

  1. “Hvordan går det med kærligheden?” Skud ud til alle singlepigerne, der er suverænt mest ramt af den her. “Jo tak, moster Gerda, det går helt ad helvede til. Jeg troede, jeg havde fundet en skidesød mand, men i sidste uge knaldede vi, og han har ghosted mig lige siden. Til gengæld er jeg ret sikker på, jeg har fået klamydia.” Prøvnuåhør, selvom jeg var i det spæde begyndelsesstadie med en fyr, og det tegnede lyst og lykkeligt, så ville jeg slet ikke have lyst til at dele dens slags med en, jeg ikke rigtigt har et forhold til. Alternativet er noget Brudstykker Fra En Singlepiges Dagbog om, hvordan datingmarkedet er brutalt, og man har mistet al tro på menneskeheden, og det er bare heller ikke særlig smalltalkvenligt. Og værst af alt, så giver det mig altid den der virkelig irriterende følelse af, at jeg ikke er nok i mig selv, men altid bør stræbe efter at være i et forhold, for tosomhed er overlegent, og sådan hænger verden sammen. Basta. Ve dig, om du forsøger at forklare, at du faktisk slet ikke har lyst til at finde en kæreste.
  2. “Næh, du har da vist tabt dig?/Burde du ikke tage lidt på?/Er du ikke blevet lidt rund?” Jesus, send mig styrke. JEG KAN IKKE MED HALVFREMMEDE MENNESKER, DER KOMMENTERER PÅ MIN KROPS UDVIKLING. Jeg får “har du ikke tabt dig?”-spørgsmålet så uhyggeligt tit. Og sådan har det været, siden jeg var teenager, gik fra en 38 til en 40 (og sidenhen endnu længere op) og derfor officielt blev placeret i en boks, hvor man antager, at jeg altid, altid må have et ønske om at ville tabe mig. Så når folk spørger, om jeg ikke har tabt mig, mener de det som et kompliment. Uden skyggen af tvivl. Men for mig understreger det hver eneste gang, hvor uhyggeligt stor vægt (høhø), vi lægger på vægt. Af alle de spørgsmål, du kunne have stillet mig, så gik du direkte til min størrelse. Number one priority. Hvorfooooor? I min optik er det eneste tidspunkt, det er tilladt at kommentere på et menneskes vægt, hvis de har annonceret, at de er i gang med vægttab/vægtøgning, og de er på vej mod deres mål. Ellers tier du bare stille. Lad være med at kommentere på kroppe tilhørende tykke mennesker, tynde mennesker og alt derimellem, med mindre kommentaren er “hvor ser du dejlig ud!” Kan man virkelig ikke finde andet at tale om, kan man altid lade, som om man skal nå en bus.
  3. “Men hvad så med børn? (hvis man er single og 30+)/Hvornår skal I så have børn (hvis man er i et fast parforhold)/Hvornår skal I så have nummer to? (i sekundet nummer et er kommet ud, selvom ungen stadig er dækket af fosterfedt).” For mit vedkommende leder det her spørgsmål altid til det uundgåelige “hvad mener du med, at du ikke vil have børn?!” hvorefter jeg skal bruge god, lang tid på at forklare/retfærdiggøre, hvorfor jeg bevidst har fravalgt meningen med livet. Uundgåeligt får jeg afslutningsvis at vide, som jeg gjort det, siden jeg var otte, at jeg nok skal ændre mening med tiden. Det er en dans, jeg har danset så mange gange, at den lidt keder mig efterhånden. Men jeg ved udmærket godt, at jeg lever best case scenario, for risikoen for, at man med børnespørgsmålet træder på noget utroligt ømt, er relativt stor. For det er sgu noget lort, hvis man kan høre æggeuret tikke, og man går og mangler en far eller en mor til det barn, man så gerne vil have. Og hvad nu, hvis man som par har prøvet i årevis og nu er i fertilitetsbehandling, og det er fucking hårdt? Eller hvis barn nummer et har været det ultimative kolikbarn, og man simpelthen er bange for, om ens forhold ville kunne overleve en to’er i samme kategori? Jeg ved ikke meget om børn, men jeg ved, at det generelt er noget, der ligger folk på min alder rigtig meget på sinde. Og jeg ved, at det er utroligt privat. Så fuck oooooooff med det her spørgsmål som happy go lucky smalltalk. Det er et af de spørgsmål, man skal gøre sig fortjent til. Det er et indercirkel-spørgsmål.

Opsummeret: When in doubt, tal om vejret. Eller tal om Kronprins Frederik. Alle elsker Kronprins Frederik.

Kommentarer (51)

  • Omg, nummer to. Jeg har en veninde, der spørger mig, hver eneste gang vi ses. Faktisk er det mere en konstatering: Du har da tabt dig! (Inklusive stort WAUW-smil og elevatorblik)

    Jeg har aldrig tabt mig. Jeg vejer altid en smule mere end sidst. Det er nu engang den vej, det går. Og jeg har det fint med min krop, prøver ikke at tabe mig. Men det er svært at opretholde den tilfredshed, når ens veninde konstant minder en om, at man ser bedre ud, fordi man er tyndere (selv om man ikke er det).
    En dag nævnte jeg det for hende. Hun blev vred. Jeg ved jo godt, hun mener kommentarerne positivt, men det lod ikke til, hun kunne sætte sig ind i min side af sagen. Hun holdt dog op med at kommentere min krop. I cirka to år. Nu er hun begyndt at sige det igen …

    • Det er ofte mere dem, der synes, man gerne vil tabe sig. Virkelig sært, egentlig. For de kan jo godt se, at det har man ikke. Og man får det altså ikke bedre af sådan en løgn, tværtimod. Det er først der, jeg bliver obs på, at min vægt i nogens øjne ikke er ok.

    • AAAA-MEN til nr. 2!
      Jeg har selv tabt mig 15 kg i en periode, hvor jeg gået gennem en skilsmisse. Og alle folk kommenterede undervejs, at jeg da havde tabt mig og wauw.
      Men, man gider ikke blive wauwet, når man inderst inde har det af helvedes til. Hvad fanden skal man svare?

      Jeg har aldrig selv gået op i min størrelse, så jeg hader den måde, jeg bliver selvbevidst på, når folk siger det eller spørger. Det kan også nærmest være som om de indirekte siger, at jeg var tyk før. Men jeg har altid været glad for min krop. Stop det nu bare.

  • Hvad laver du så nu/hvad arbejder du med? må altså også gerne dø! Det er ultimativt det værste spørgsmål at få, når man er arbejdsløs. Det er faktisk værre end børne-spørgsmålet.

  • Ja, ja der har vi, som generer jer, jo også været igennem.
    Men det bliver værre, “Pas på du generer den gamle dame” Nå for Søren, det er mig, der er blevet den gamle dame.
    Og så kommer første gang, der er en, der rejser sig for een i bussen, og man af hensyn til sine jævnaldrende smiler og siger tak, mens man overvejer om man selv skulle kontakte bedemanden.
    De, der er særlig flinke til at give plads, er unge kvinder med indvandrerbaggrund og drenge og mænd fra både indvandrer og indfødt baggrund.

  • Jeg elsker virkelig ikke kronprins Frederik…! Så hellere tale om fraværet af børn 😉 Min oplevelse har heldigvis altid været at folk generelt er både forstående og nysgerrige når det kommer til ønsket om et liv uden børn. Og jeg er 33, så det er ikke fordi emnet aldrig kommer op 🙂

    • Jeg oplever hverken forståelse eller nysgerrighed. Nogensinde. Kun fornærmelse og et fnysende “du skifter mening”.

      • Fornærmelsen oplever jeg også. Den kommer mest fra mødre, der føler, jeg angriber deres liv ved at fravælge børn selv. Det kommer bag på mig hver gang.

        • Også her….er endda blevet kaldt egoistisk, fordi jeg har fravalgt børn!! Okaaaaaay….

          Efter jeg har rundet de 40, er der ikke nogen, der spørger mig mere 😉

          • Hæ. Jeg troede også lige, det var lykkedes mig at aldre mig ud af børnesnakken. Og det var jeg også i to år, hvorefter jeg til næste fest blev spurgt, om jeg havde børnebørn. Og om jeg ikke savnede at have børnebørn. Og om hvad jeg vil få tiden til at gå med i min alderdom, når ikke jeg har børnebørn. :-/

  • Den om at få en kæreste… Sagde til en, der spurgte mig for 117. gang, at jeg var til kvinder. Det er jeg ikke, men det virkede. Han blev helt paf. Og så blev jeg faktisk lidt mere irriteret, for hvad hvis jeg var?! Måske ikke mit bedste øjeblik (undskyld!), nu han spurgte aldrig igen.

  • Jeg oplever at kvinder er klart værst ifht at stille den slags spørgsmål. Mænd spørger ganske enkelt ikke om den slags- det kunne vi lære lidt af. Jeg er højgravid og hver gang (!) jeg møder en kvindelig veninde/bekendt/kollega/nabo for tiden, så siger de straks “ej, sikke stor den mave er hva’? Hold da op!” (selvom den faktisk er lille ifht gennemsnittet), mens de mandlige venner/kolleger/etc siger “ej hvor ser du godt ud!”, selv på de dage hvor jeg ligner lort. Det er en meget sejere kommentar at sende ud i universet, hvis du spørger mig 🙂

    • Hvad er det med mænd og gravide? Jeg er ALDRIG blevet tjekket så meget ud som da jeg var højgravid! Min mand sagde en dag: “der var en gravid pige på arbejdet i dag” okay sagde jeg, snakkede du med hende? Ham: “Nej… Men jeg tror hun opdagede mig i at stirre på hende” Han havde ingen forklaring på hvorfor han stirrede på hende, og han opdagede kun selv at han gjorde det fordi hun opdagede det?

  • Jeg ville virkelig også ønske, at folk tænkte en ekstra gang over, hvor private de spørgsmål, de stiller et halvfremmed, faktisk er.
    Jeg har fået børnespørgsmålet, siden jeg var først i tyverne, fordi min mand er en del ældre end mig. Allerbedst husker jeg dengang, hvor en ældre mand og hans kone (som vi lige havde mødt) havde os i et mindre forhør, og manden fulgte sit upassende spørgsmål: “Nå, men I er jo gift. Men I har ikke nogen børn?” op med et: “Det er måske af praktiske årsager?” HVAD SVARER MAN TIL SÅDAN ET SPØRGSMÅL. I virkeligheden havde jeg lige (med stor sorg og frustration) erkendt, at min fertilitet var i bund, og vi var startet i behandling. Nu har vi et barn på snart tre, og det undrer tilsyneladende mange, at vi ikke har fået nummer to. “Nårh, men det er da vist også snart på tide, er det ikke?”, eller “det er altså en rigtig god måde for et barn at blive socialiseret på at indgå i en søskendeflok.” Og ingen af dem ved, hvor ondt det gør, at de kommenterer på det. Det kan man måske undskylde dem. Men man kunne også godt sige, at de skulle tage at klappe kaje og vente på, at folk selv tager initiativ til dén snak – hvis de har lyst!

  • Jeg var for nylig til barnedåb hos en venindes baby. Blev bænket ved venindens svigerforældre og var herefter indlagt til: “se alle de børn!” og “du må da næsten være den eneste, der ikke har børn?”

    Ja, det er rigtigt. Jeg er en af de eneste efterhånden. Jeg er 34 år. Min kæreste og jeg står i kø til reagensglasbefrugtning, fordi hans sædkvalitet er under gulvbrædderne, og jeg i forløbet også fik konstateret lavt stofskifte.

    Var et mulehår fra at sige det (og smøre tykt på på følelsesregistret) – udelukkende for at bringe hende i forlegenhed. Men jeg gad ikke.

    • Av. Det må have været lidt en lang middag! Det undrer mig virkelig meget, at der ikke er nogen, der kunne få den tanke, at der måske er en særlig (svær og følsom) grund til, at man ikke har børn. Det er jo trods alt ikke nogen hemmelighed, at der er mange par, der er udfordrede. Og så er det i det hele taget, som Miriam jo også skriver, lidt tankevækkende, hvor dybt det (tilsyneladende) sidder i os. Du er en kvinde. Du vil have børn. Jeg fremmede menneske må godt spørge dig om, hvorfor du ikke har nogen (flere) børn.

  • Åh den med børn… jeg brugte flere år på at blive gravid og der var så stor en del af (især sviger) familien, som kommenterede på om vi ikke snart skulle have børn. Det blev så anstrengende i længden. De vidste ikke at vi prøvede på at få børn, men det var heller ikke noget jeg havde lyst til at inddrage dem i.
    På et tidspunkt gik det op for mig at det der frustrerede mig mest, var måden det blev omtalt på. Der var aldrig nogen som direkte spurgte “har I egentlig talt om at få børn?”, det var mest en masse “nå så skal I vel snart have børn”, “så er I de næste”, “øj se lige den baby, skal I ikke også se at komme i gang”.

  • Den med vægt- I hear you! Jeg stejler så meget på: Har du ikke tabt dig- du ser virkelig godt ud! For jo flere gange jeg får den stukket i hovedet, bekræfter det jo tesen om, man kun er smuk, hvis man er slank(ere). Jeg ved godt, det er sort/hvid, sat meget på spidsen, samtidig med det altid giver mig en følelse af, at jeg ikke var god nok i en mindre slank udgave.

    • Ganske enig!

      Når jeg hører sætningen “har du ikke tabt dig? – du ser virkelig godt ud!” Tænker jeg: så jeg så mindre godt ud før?
      Og det er sjældent ment sådan. Men syntes det vidner om en underlæggende kultur i vores samfund at slank er lig med skønhed. Den opfattelse af skønhed syntes jeg er alt doe snæversynet. Skønhed kommer i alle former og størrelser, og defineret i virkeligheden af det enkelte menneske. – men det kan være svært med de sociale rammer vi stiller op for fænomenet ‘skønhed’.

  • Tænk hvis man også spurgte folk i parforhold, hvordan det går med kærligheden 🙂
    Hvorfor gør man egentlig aldrig det?

      • Det har jeg gjort flere gange! “Jo tak, det går fint. Hvad med dig og Mogens? Skændes I meget for tiden..?”
        Samme med tendensen til at man i detaljer må spørge ind til singelsex/one night stands – jeg spørger tilbage, om deres kæreste giver god oralsex/kommer hurtigt/kan lide en finger i numsen 😉

  • Når nogen spørger om jeg har tabt mig (hvilket jeg aldrig har), smiler jeg bare og siger “nej, jeg tror bare du husker mig som værende tykkere”. Så spørger de som regel aldrig igen. 😉

    Og så den med børn … vi har prøvet i, ja, præcis 2 år nu. 6 venner og familiemedlemmer er blevet gravide og har fået deres børn i mellemtiden og jeg græder hver evig eneste gang vi er på vej hjem fra sociale sammenkomster. Der er ALTID én eller anden kommentar på om at vi ikke har fået børn og om vi ikke snart skal i gang og det gør SÅ forfærdelig ondt når de siger det!

    Generelt skal folk da bare blande sig uden om de ting der kan være følsomme. Hvis jeg ikke selv bringer f.eks. vægt og børn op, så skal andre det heller ikke.

  • Amen! I en længere periode spurgte min far hver gang vi snakkede i telefon om jeg ikke havde fået en kæreste (nej far, ikke i løbet af den sidste uge) og flere veninder foreslog, at jeg kom på datingsider, men jeg var faktisk rigtig glad for at være single og følte ikke et behov for at få en kæreste! Jeg blev faktisk pænt fornærmet over, at folk antog, at jeg ikke var lykkelig, bare fordi jeg ikke havde en kæreste!

    Vi burde virkelig også holde op med at kommentere på andres vægt, det er helt frygteligt hvor vægtfikseret vores samfund er blevet! Hvorfor ikke sige noget ala: “Du ser fantastisk ud!”, “Du stråler da i dag”, “Du ser glad ud” eller “Ej, hvor ser du godt ud i den kjole”?

  • Det er bare svært at ramme rigtigt med spørgsmål om børn. Jeg fik den første meget hurtigt efter jeg havde mødt min kæreste og er f.eks. blevet spurgt med lige dele nysgerrighed og forargelse, om vi da ikke brugte prævention? Godmorgen, det er aldrig 100% sikkert. Hvem fulgte ikke med i seksualundervisningen?

  • Jeg er så enig i alle tre emner og kommentarerne. Efter over 8 år som ufrivillig barnløs har jeg lært, når børnespørgsmålet kommer at svare “det bestemmer man jo ikke altid selv”. Det fortæller lige præcis nok til at -de fleste – forstår og klapper i, uden at jeg behøver uddele hverken følelser eller private detaljer.

  • Jeg er sååå enig med nr. 2 og 3!!
    For nylig var der en bekendt, som kom hen og kiggede på min mave og sagde glad: “Jeg kan se, at du venter dig noget godt”. Jeg prøver at tabe mig og jeg har prøvet at blive gravid i et år nu uden held, så det var virkelig et slap in the face og sårede mig dybt.
    Man skal aaaaldrig udtale sig om sådan noget uden, at man er 100% sikker og generelt skal man bare blande sig udenom, hvis man ikke er en del af indercirklen, som du siger!!

  • Jeg er så træt af “så skal i da også snart have nr. 2” og “der 4 år mellem min søster og jeg og vi har et fantastisk forhold, så hvornår skal jeres dreng være storebror?” (Vores dreng er 3 år). Shit, jeg er træt af, at folk spørger.. for dem, som spørger ønsker sjælendt en ærligt svar. Jeg har før svaret “jeg syntes, vi mere end rigeligt i vores dreng, både energi -og kærlighedsmæssigt. Desuden ELSKER jeg den frihed der følger med at barnet vokser og jeg igen ikke skal dele mine bryster med andre end min kæreste” .. det var ikke, hvad hun havde regnet med.. samtalen sluttede kort efter.

    Min far have en hygge dag med sit barnebarn, og på vej ud af døren sagde han gudhjælpende til min kæreste og jeg: “så kan i jo bruge tiden praktisk og lave ham en lillesøster”. Sjældent har jeg været så træt af min far..

  • Jeg er med på, at lige de her spørgsmål kan komme uheldigt ud, men hvad skal man så sige? Jeg vil gerne se et indlæg, hvor du foreslår gode smalltalkemner. Det er da enormt synd, hvis vi lod være med at smalltalke og forsøge at lære vores medmennesker at kende. Hvad spørger man de perifære familiemedlemmer om, som er godkendt i dine øjne, Miriam?

    • De kan ikke bare komme uheldigt ud, de er upassende, med mindre man er et tættere bekendtskab. I min optik har smalltalk intet at gøre med at lære en person at kende. Det er en helt anden type samtale. Til smalltalk er vitterligt ALLE emner i hele verden at tale om. Hvis jeg skulle smalltalke med nogen i dag ville jeg hive fat i VM i håndbold, hvor meget det blæser, fastelavnsboller, det kommende valg, en god bog, jeg lige har læst, the Ted Bundy Tapes på Netflix, hvor meget Herbert minder mig om et lille barn og modeugen. Afhængigt af, hvem jeg talte med, selvfølgelig. Vil man gerne tale om noget personligt, kan man fx kaste sig ud i den væsentligt mere åbne “Hvad går du og laver?”, der tillader at man svarer efter, hvad man har lyst til at dele.

  • Da jeg var anorektisk, fik jeg hele tiden kommentarer – sågar fra fremmede i bussen – om hvor forfærdelig jeg så ud, og om hvor tynd jeg var blevet. Både dumt og i den grad unødvendigt at kommentere på, og dumt ifht. sygdommen, som nærer sig og gror ved sådanne ‘bekræftende’ kommentarer. Og aldrig har sådan en kommentar fået en anorektisk til at gå i behandling. Lige så svært var det, da jeg begyndte at tage på. Så skulle folk, jeg kendte, også kommentere på dét, og fortælle hvor ‘sund’ (i mine ører ‘tyk’) og ‘glad’ jeg så ud, på trods af at jeg ikke havde det en skid bedre efter at have taget på.
    Folk skal blande sig uden om! Ingen andre ejer ens krop end en selv, hvad enten man er tyk, tynd, gravid eller ikke gravid!

  • Personligt, så er det allerede et problem for mig, når folk jeg KENDER kommenterer på min vægt og dens udvikling. Jeg synes faktisk det er decideret grænseoverskridende. Når nogen siger “Har du ikke tabt dig?” som et kompliment, så betyder det jo samtidig “Du var tyk(kere) før og det klædte dig ikke”. Jeg kan slet ikke se det nice i det kompliment, uanset om man er tæt relation eller halvfremmed – kan vi ikke bare blive enige om, at vi fucking ikke kommenterer på andres vægt? Vi vejer det, vi vejer, og den eneste måde vi kan komme frem til at alle kroppe er OK er ved simpelthen ikke at tale så meget om andres vægt.
    Den eneste situation, jeg dog synes er OK, er hvis man f.eks. kender en, der bare har KÆMPET røven i laser for enten at tage på eller tabe sig, og man VED at de vil blive megaglade for at få at vide, at det lykkes. Men det er så også dét, og man skal søreme føle sig sikker.

  • Amen til det hele. Der burde indføres bøder til ALLE, der spørger til børn/kærlighedsliv/krop, som man ikke selv har inviteret ind i samtalen.

    /I

  • Jeg spørger ALDRIG folk om de har/skal have børn, da jeg virkelig er FOR det helt totalt frie valg, hvad det angår og jeg er MEGET bevidst om, at man ikke altid har lyst til at berøre emnet “børn”.
    Til gengæld har jeg oplevet, at jeg til en “pige-frokost” blev bænket hos en flok kvinder uden børn, der ikke ønskede børn på nogen måde og i DEN grad så ned på mig, som mor til tre forrygende pigebørn.
    En af dem spurgte mig faktisk om vi ikke havde andet at lave “ude på landet” (jeg bor i en større by i provinsen)og om jeg “ikke synes der var rigeligt med mennesker på jorden!” og om jeg “ikke var bombet tilbage til 50’erne lønmæssigt og feministisk set”. Jeg er ellers godt skåret for tungebåndet, men øj, hun fik mig til at have det dårligt med MIT valg af livsstil. Jeg prøvede at være positiv og svarede pænt og konstruktivt igen, hvilken afstedkom lette fnys og rysten på hovedet.
    Til sidst rejste jeg mig op og sagde, at det havde været en oplevelse at møde dem, men at jeg følte mig uvelkommen i deres kreds og hellere ville hjem til min mand og børn.
    Min veninde var rystet over deres opførsel – vi taler her om voksne kvinder +35, der synes det var hyggeligt at moppe en anden til en fælles venindes fødselsdag. Tænk at man kan være sådan overfor andre.

  • Værre er når folk, insisterer på man har tabt sig, når man lige har gjort opmærksom på at “Neeej… det har jeg egentlig ikke.” “JO det har du altså. Meget endda!” -Okay så ved du åbenbart mere end mig, as if!🤮

  • Jeg betragter mig selv som et oplyst og empatisk menneske. Jeg ved godt alt det der, du skriver. Jeg lover, at jeg aldrig vågner op og tænker “idag tror jeg sgu, at jeg vil være et rigtigt røvhul”. Alligevel falder jeg i med den med børn. For nyligt sendte min bror mig et billede af nogle venners babyer med teksten “baby boom”. Mit svar? “Er du den næste?” Hvorfor??!?!? Jeg ved jo bedre! Det må virkeligt ligge dybt, at det er okay at blande sig i? Eller hvad? Og hvorfor?

  • Jeg svarer ‘nej tak, jeg er ret glad for min friværdi og min fritid’, når folk spørger, om jeg ikke har/skal have børn. For mig er det en meget fin måde at lukke dén spørgerække ned med et glimt i øjet og lidt humor, så ingen føler sig vildt stødt – og jeg ikke behøver uddybe.

  • Men hvorfor er det så tabu at snakke om at man faktisk gerne vil have børn,men har svært ved at blive gravid? Hvorfor er det så følsomt et emne, selvom det jo er noget mange oplever?

    • Jeg tror ikke så meget, det er tabu, som det er privat. Det er en utroligt hård oplevelse, om man ikke har lyst til at dele med Gud og hver mand.

  • Nr. 3….
    Nu har vi (endelig), efter 3 år og en god portion fertilitetsbehandling, fået vores ønskebarn, og er sluppet for spørgsmålet. Men før det kunne jeg decideret kaste op i munden på den næste der spurgte ind til, hvornår vi skulle have børn, hvorfor vi ikke havde fået børn endnu og om det ikke snart var på tide, at vi stiftede familie.
    Jeg er bare SÅ træt af den slags spørgsmål.

  • Til nr 2
    hvordan kan du spise så meget og stadig være så tynd? Når min tallerken er dækket af min elskede broccoli.
    Du kan jo tåle det. Når man som tynd siger nej tak til andet stykke kage.
    Al vægt snak, luk I ved ikke om modtageren har kæmpet mod det ene eller det andet.
    Til nr 3
    Det er privat, hvis jeg ikke kan få børn, uden seriøs hjælp

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.